Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Alt det, du ikke må vide om kræft - første del

Balladen om laetrile: Kemoterapi-producenterne vil ikke have laetrile ud til patienterne
Der har formentlig ikke være større kontrovers omkring noget kosttilskud, end der var i 1970’erne omkring B17-vitamin, også kaldet amygdalin eller laetrile. Amygdalin findes mange steder i natu­ren i alle former for frø og i kerner fra abrikoser, æbler, kirsebær, blommer og ferskner, samt i bog­hvede, hirse og andre fødevarer. Selvom de amygdalin-kritiske røster inden for den etablerede kræftlægeverden mener, at det er blevet bragt i miskredit, så er stoffet stadig et af de mest anvendte inden for den alternative verden - og dét med god grund.

De første beviser for amygdalins kræftbekæmpende egenskaber blev fremsat af Kanematsu Sugiura, Ph.D. (1892-1979), biokemiker fra Memorial Sloan-Kettering Hospital. Han havde forsket i kræft­sygdomme siden 1912, heraf på Memorial Sloan-Kettering siden 1917. På basis af et stort forsk­ningsmateriale kunne dr. Sugiura i 1974 med god ret hævde, at amygdalin bremser væsken i små svulster og er i stand til i betydelig grad at reducere spredningen af brystkræft blandt forsøgsdyr. Men denne udtalelse forblev inden for Memorial Sloan-Ketterings mure, for dr. Sugiuras forsk­ningsresultater blev aldrig offentliggjort. Ifølge hans resultater var det kun 20% af de forsøgsdyr, der blev behandlet med amygdalin, der udviklede lungemetastaser som følge af brystkræft, mens samme tal for dyr, der ikke fik amygdalin-behandling, lå på 80%. Han fandt desuden frem til, at a­mygdalin kunne udsætte udviklingen af spontan brystkræft med 3-4 måneder.

I årene 1973 og 1974 blev der offentliggjort andre positive forskningsresultater vedr. amygdalins behandlingsmæssige effekt mod kræftsygdomme - resultater, som underbyggede dr. Sugiuras på­stande. Men det var ikke den slags nyheder, Memorial Sloan-Kettering ønskede at høre. Måske hav­de det en vis indflydelse på ledelsen, at hospitalet stod til at miste enorme summer i form af tilskud fra kemoterapi-producenterne, hvis der blev offentliggjort flere positive resultater om amygdalins fortræffeligheder. Man hyrede en række ”topeksperter” - og som man kunne forvente, talte de alle imod dr. Suguiras påstande. Som man så det i tilfældet med hydrazin-sulfat, stod kræftindustrien sammen om at gøre fælles front.

Et forsøg foretaget på Mayo Clinic og sponsoreret af National Cancer Institute viste efter sigende, at amygdalin er virkningsløst. Men ifølge Michael Schachter, M.D., som omtales i kapitel 17 i denne bog, havde dette forsøg alvorlige fejl og mangler.

Sugiura, K. Unpublished taped interview (July 1974). Cited in: Moss, "Laetrile at Sloan-Kettering." The Cancer Insustry (New York: Equinox Press, 1996).

For det første anvendte forskerne isoamygdalin, som er en relativt inaktiv form for amygdalin. For det andet var de fleste af forsøgsdeltagerne uhelbredeligt syge patienter, som allerede havde været igennem hele repertoiret af kræftbehandlingsformer: Operation, kemoterapi og strålebehandling. Helt bortset fra den immunnedbrydende virkning ved disse behandlingsformer må man antage, at disse patienters sygdom var så fremskreden, at ingen form for behandling ville kunne have nogen virkning. For det tredje: For 70% af patienterne blev kræftsygdommen stabiliseret i løbet af de tre uger, hvor de fik indsprøjtninger af amygdalin. Men da den intravenøse behandling blev standset og erstattet af oral indgivelse af amygdalin, blev patienternes helbred dårligere.

Med andre ord: Det ”videnskabelige”, kliniske forsøg var designet på en sådan måde, at det kun kunne give negative resultater for amygdalin. Som dr. Schachter siger: ”Man kan spekulere over, hvad resultaterne fra Mayo Clinic-forsøget ville have været, hvis patienterne havde haft mindre fremskredne kræftsygdomme, hvis man havde brugt amygdalin af en ordentlig kvalitet, og hvis patienterne havde fået amygdalin intravenøst gennem længere tid”.

Sådan gør man en kræftpionér fredløs: Stanislaw Burzynski
Historien om hydrazin-sulfat gentager sig i kræftindustriens og myndighedernes fælles bestræbelser på at undertrykke en anden alternativ form for kræftbehandling, nemlig brugen af antineoplastoner. Nærlæs National Cancer Institutes sag mod Stanislaw Burzynski, M.D., Ph.D. - så vil du se, hvor­dan kræftpolitik kan undertrykke en lovende form for alternativ kræftbehandling, fordi en eventuel succes truer den etablerede kræftbehandling.

Det oprindelige fokus for dr. Burzynskis forskning var peptidernes biokemi. Peptider er kæder af aminosyrer, proteinernes byggestene. Dr. Burzynski baserede sin forskning på det faktum, at patien­ter med kronisk nyresvigt kun sjældent udvikler kræftsygdomme, og hans teori gik ud på, at det kunne skyldes en overrepræsentation af peptider i blodet, et faktum, der adskiller disse patienter fra kræftpatienter. Han ville derfor undersøge peptidernes potentielle kræft-afvisende rolle. Peptiderne kaldte han for antineoplastoner, hvilket betyder stoffer, som modarbejder (anti) neoplasmer (en ab­norm vækst af nyt væv, f.eks. en svulst).

Hans forskning tog sin begyndelse i 1960’erne, og han anvendte den gængse standardmodel for me­dicinsk forskning. Han udførte sin forskning i henhold til de gældende videnskabelige standarder og offentliggjorde sine resultater i ansete videnskabelige magasiner.

Dr. Burzynski identificerede og isolerede i første omgang fem forskellige antineoplastoner i urin fra raske mennesker. Han fastslog, at disse molekyler har en stærkt kræftforebyggende virkning på gén-niveau: De synes at kunne stimulere de ”svulsthæmmende geners” aktivitet - dvs. gener, som helt bogstaveligt slukker for aktiviteten i visse onkogener (gener, der fremmer svulstvækst). Herved er antineoplastonerne rent faktisk i stand til at forhindre cellerne i at dele sig uhæmmet og danne svulstvæv, hævdede dr. Burzynski. Man kunne derfor logisk slutte sig til, at kræftsygdomme opstår som et resultat af en mangel på antineoplastoner.

"Burzynski's Antineoplastons Increase Activities of Tumor Suppressor Genes." Options (June 1995), 2. 86th Annual Meeting of the American Association for Cancer Research (March 1995).
Burzynski, S. R. et al. "Antineoplaston A in Cancer Therapy (I)." Physiological Chemistry and Physics 6:9 (1977), 485-500.
Smith M. E. G. "The Burzynski Controversy in the United States and Canada: A Comparative Case Study in the Sociology of Alternative Medicine." Canadian Journal of Sociology 17:2 (1992), 133-159.

Dr. Burzynski arbejdede så strengt inden for de videnskabelige rammer, at han i 1974 sikrede sig ø­konomisk støtte fra National Cancer Institute (NCI) - hvilket i sig selv er en bedrift. Kort tid efter blev han udnævnt til leder af Peptide Research Project ved Department of Anesthesiology ved Baylor College of Medicine i Houston, Texas. I 1977 lykkedes det ikke dr. Burzynski at sikre sig fortsat økonomisk støtte fra NCI, og han fik fra Baylors ledelse besked på enten at indstille sin forskning eller fortsætte for egen regning.

Samme år offentliggjorde dr. Burzynski artiklen ”Antineoplaston A in Cancer Therapy” i det viden­skabelige tidsskrift Physiological Chemistry and Physics. Undersøgelsen fokuserede på 21 kræft- og leukæmipatienter, de fleste i et fremskredent stadie uden flere mulighed for behandling efter konventionelle metoder.

Patienterne fik antineoplastin-behandling. I løbet af 9 måneder forsvandt sygdommen helt hos 4 patienter, mens den delvis forsvandt hos 4 andre (delvis defineredes som minimum 50% reduktion i svulststørrelsen). Hos 6 patienter havde sygdommen ”stabiliseret sig” (var hverken blevet forværret eller forbedret), og 2 patienter havde afbrudt behandlingen, efter at det viste sig, at de ikke nåede en delvis bedring. Kun 5 patienter døde som følge af komplikationer i forbindelse med deres oprinde­lige sygdom.

På dette tidspunkt var dr. Burzynski overbevist om, at antineoplaston-behandlingen kunne redde kræftpatienters liv, og han havde de foreløbige beviser på det. Han mente selv, at han havde både et praktisk og et moralsk incitament til at fortsætte sin forskning. Han besluttede sig for at starte et u­afhængigt kræftbehandlingshospital - Burzynski Research Institute - og begyndte at tage betaling for det, han kaldte ”eksperimentel behandling”. Uden denne økonomiske saltvandsindsprøjtning fra patienterne og deres forsikringsselskaber havde dr. Burzynski ikke været i stand til at fortsætte forskningen. Betalte National Cancer Institute for afslutningen af forskningsforsøget? Bidrog American Cancer Society med positiv omtale? Nej, naturligvis ikke.

Men ved at sælge ”eksperimentel behandling” gjorde dr. Burzynski sig sårbar over for anklager om uetisk praksis og mistanker om, at han var begyndt at falbyde falske forhåbninger. Hans artikler blev oftere og oftere nægtet offentliggørelse i de gængse medicinske tidsskrifter. Samtidig begyndte den populære presse i stigende grad at fremhæve dr. Burzynskis behandlingsmæssige resultater og at kritisere den etablerede kræftbehandling for at undertrykke informationen. Artikler satte spørgs­målstegn ved, hvorfor skattekroner og donationer fra velgørende formål ofte blev misbrugt af NCI, ACS og FDA, som, hævdedes det, ofte var for hurtige til at afvise resultater fra nyskabende forskere som dr. Burzynski.

Fra slutningen af 1970’erne og frem til nu har alle former for offentlige instanser, der har berøring med den etablerede lægeverden, gjort, hvad de kunne for at drive dr. Burzynski ud af markedet. Det, der fra begyndelsen gjorde dr. Burzynski til en trussel for kræftindustrien, var udsigten til, at antineoplaston-behandlingen udgjorde et effektivt alternativ til de giftige og skadegørende  kemote­rapeutiske midler, som er hovedindtægtskilden for hele lægemiddelbranchen. Men eftersom anti­neoplaston-behandlingen jo byggede på et videnskabeligt forskningsgrundlag, kunne den ikke bare fejes af bordet som endnu en alternativ fremgangsmåde baseret på minimal ”medicinsk interven­tion”.

Selvom dr. Burzynski vidste, at han skulle være meget heldig for at få et regeringsorgan som NCI, der reelt set har en forudfattet holdning til området, til at samarbejde på et retfærdigt grundlag om­kring et klinisk forsøg med ikke-skadelig kræftbehandling, så var han også godt klar over, at hvis hans antineoplaston-behandling skulle have en fremtid, ville det kræve en validering fra NCI.

I 1991 gennemførte NCI en ”best-case” analyse for at evaluere de kliniske resultater på en gruppe patienter, der var blevet behandlet på dr. Burzynski’s klinik i Houston. Der var problemer fra be­gyndelsen, og i august 1995 standsede NCI kræftforsøgene og lagde skylden for det mislykkede projekt på dr. Burzynski. Men en nøje gennemlæsning af korrespondancen mellem ham og NCI af­slører, hvordan NCI med fuldt overlæg og ganske effektivt trak sig ud af forskningsforsøgene og derefter forsøgte at slette sine spor med bureaukratisk jordpåkastelse og vildledende udsagn. Men det var ikke helt godt nok - NCI efterlod en rygende pistol.

Sådan manipulerede NCI forsøgsdata ved formuleringsmæssige kunstgreb
I oktober 1995 udsendte NCI en erklæring kaldet ”Fakta om kræft”, som forklarede, hvorfor anti­neoplaston-forsøgene, som var en del af instituttets officielle Cancer Therapy Evaluation Program (CTEP), var blevet indstillet. NCI’s ”fakta” var i højere grad baseret på formuleringsmæssige kunst­greb og direkte forkerte fremstillinger end på reelle fakta.

For det første hævdede NCI, at ud af dr. Burzynskis ”samlede kliniske erfaring havde han kun været i stand til at påvise 7 patienter med hjernesvulst, som havde haft gavn af antineoplaston-behandlin­gen”. Det underliggende budskab var naturligvis, at for de adskillige tusinder andre patienter havde behandlingen ikke haft nogen virkning overhovedet. Dr. Burzynski hævdede derimod, at han havde forberedt ”dusinvis af patienttilfælde til NCIs analytikere”, men de havde kun kigget på de omtalte syv, fordi de kun havde afsat én dag til et besøg på hans institut.

For det andet hævdede NCI, at dr. Burzynski ikke havde inkluderet alle tilgængelige patientoplys­ninger i materialet. Det forholdt sig derimod stik modsat, siger dr. Burzynski, som noterede sig, at en af NCI-analytikerne rent faktisk roste ham for, ”hvor komplette og velstrukturerede” hans pati­entforsøg var.

For det tredje havde dr. Burzynski oprettet specifikke protokoller for forsøget. Ved den dosis, der skulle omfattes af forsøget, ville kun patienter med svulster af en angiven størrelse deltage.  Den 26. oktober 1993 gav dr. Vurzynski NCIs Michael A. Friedman, M.D., en af lederne af NCIs CTEP, be­sked om, at han ville sende de antineoplastoner, der var nødvendige for de kliniske forsøg, når NCI havde foretaget de protokolrettelser, han havde bedt om.

Ifølge et brev dateret  den 2. november 1993 fra dr. Friedman gik NCI modstræbende med til dr. Burzynskis anmodninger om undtagelser fra forsøget:

Vi ser betydelige faktuelle uoverensstemmelser mellem og har væsentlige forbehold over for mange af de kommentarer, De fremsætter i Deres brev af 26. oktober, herunder Deres urimelige anklage om, at NCI har spildt otte måneder. Ikke desto mindre vil vi gå ind på alle de ændringer, De har an­givet. Det skyldes, at vi har forpligtet os til at påbegynde de kliniske undersøgelser så hurtigt som muligt… Dosis og tidsplan vil blive ændret efter Deres krav. Såvidt vi kan skønne, er det den dosis og tidsplan, der findes i Deres protokol BT6…

Udeladt af forsøgene blev svulster større end 5 cm, patienter med flere svulster, patienter med kræftsygdomme, der havde spredt sig til rygsøjlen, og patienter med en score på Karnofsky-skalaen (et teknisk parameter) på under 70%. Nogle få måneder senere ændrede billedet sig totalt.  Den 23. marts 1994 modtog dr. Burzynski et brev fra Mario Sznol, M.D., leder af Biologics Evaluation Section, Investigational Drug Branch, under CTEP:

Som De ved, har vi igangsat NCI-støttede forsøg med antineoplastoner, og en gruppe patienter har tilmeldt sig forsøget. Men en betydeligt større gruppe patienter har anmodet om at deltage i forsø­get, men har ikke kunnet leve op til alle udvælgelseskriterier. Derfor er der stor interesse både fra vor side og fra forskernes side for at udvide disse kriterier. Vi anerkender behovet for og værdien af specifikke udvælgelseskriterier, men vi anser den nuværende protokol for at være diskrimerende over for nogle patienter, som i øvrigt ville være gode kandidater til forsøget.

Dr. Sznol informerede dr. Burzynski om, at han påtænkte at sænke Karnofsky-scoren fra 70% til 60%, tillade svulster på op til 8 cm og tillade flere svulster eller svulster, der havde spredt sig til rygsøjlen. I et brev dateret  19. april 1994 afslog dette dr. Burzynski med en kommentar om, at ”ud­videlse af forsøget på nuværende tidspunkt til at inkludere alvorligere tilfælde er for tidligt i forlø­bet” og at ”disse patienter bør deltage i et separat forsøg for store og multifokale svulster - og be­handles og vurderes efter en modificeret protokol”.

Dr. Burzynski afslog denne ændring i forsøgets design, fordi det ville kræve en større dosis - en do­sis, som ikke var godkendt i den oprindelige forskningsplan. Dr. Burzynski var klar over, at den kli­niske fremtid for hans antineoplaston-behandling var på spil, og han ønskede at give behandlingen en test, som svarede til dens behandlingsmæssige formåen. Han var også begyndt at tvivle på, om nogen ved CTEP eller NCI rent faktisk ønskede at finde autentiske beviser for antineoplastonernes effekt.

Men  den 31. januar 1995 viste det sig, at NCI åbenbart havde ignoreret dr. Burzynskis anmodning om ikke at ændre protokollerne. Mark Malkin, M.D., fra Memorial Sloan-Kettering Cancer Institute i New York skrev et brev til John L. Lewis, M.D., formand for hospitalets Institutional Review Board, hvori han meddeler, at de restriktive protokoller er blevet ændret, så også større og multi-fokale svulster, svulster, der havde spredt sig til rygsøjlen, samt patienter med en Karnofsky-score på 60% blev inkluderet.

Dr. Malkin skriver, at disse omfattende ændringer ”er blevet foretaget på anmodning fra NCI.” De blev i al fald ikke foretaget på dr. Burzynskis anmodning. ”Uden at informere mig ændrer NCI reg­lerne, så de også omfatter patienter med en svulst af en hvilken som helst størrelse og med metasta­ser til rygsøjlen”, sagde dr. Burzynski i marts 1995, da han hørte om NCIs handlinger. ”Med andre ord accepterede NCI at optage patienter, hvis hjerne og rygsøjle bogstavelig talt var fortæret af sto­re, ondartede svulster - dvs. patienter, hvis sygdom var så fremskreden, at ingen behandling vil kun­ne hjælpe”.

Da dr. Burzynski krævede en forklaring af NCI, sendte dr. Sznol sorteper tilbage til Memorial Sloan-Kettering Hospital. Alle, der har blot det mindste kendskab til historien om, hvordan NCI miskrediterede hydrazin-sulfat ved at ændre forsøgsdesignet til at gå imod stoffet, vil kunne nikke genkendende til mønstret allerede nu. Dr. Sznols forklaring lyder:

På forskernes anmodning har vi godkendt forbedringerne til udvælgelseskriterierne. Disse forbed­ringer blev igangsat af forskerne, da det blev åbenbart, at mange gode forsøgskandidater blev ude­lukket på grund af kriterier, som vi fandt overdrevent stringente. Vi vil lade disse forbedringer stå ved magt, eftersom de videnskabelige beviser, De har forelagt til dato, tyder på, at de kandidater, der således kan optages i forsøget, vil have en chance for en behandlingsmæssig værdi uden unød­vendig risiko for skadelige virkninger og derfor er passende kandidater til vurdering af medicinens virkning.

I juli 1995 gjorde dr. Burzynski indsigelser mod NCIs summariske handlinger. Han insisterede på, at NCI enten ”skal opfylde vores aftale eller ændre den erklæring, som de deltagende patienter skal læse og underskrive, så den afspejler det faktum, at jeg, som har fundet frem til og udviklet medici­nen, mener, at behandlingen sandsynligvis ikke vil virke på patienter i så fremskredne sygdomsfor­løb i den angivne dosis”.

NCIs reaktion var at standse alle de antineoplaston-undersøgelser, der var i gang på Memorial Sloan-Kettering og Mayo Clinic. I en offentlig erklæring, som blev fremsat af NCI som en del af instituttets CancerNet Fact Sheet, hedder det: ”18. august 1995 blev forsøgene standset, fordi der ikke kunne opnås enighed med dr. Burzynski angående de foreslåede ændringer i forsøgsprotokol­len med henblik på at øge deltagerantallet, og der var ingen udsigt til, at undersøgelserne kunne af­sluttes inden for et overskueligt tidsrum”.

Ifølge National Institutes of Health (som er NCIs moderorganisation) siger juridisk rådgiver Robert B. Lanman: ”Selvom NCI helt klart foretrækker at gennemføre eller sponsorere undersøgelser med vedvarende støtte og samarbejde fra medicinens opfinder, så er der ingen juridiske krav om, at den­ne skal give tilladelse til forsøgene”. Kort sagt hævder NCI, at de til enhver tid kan ændre reglerne for forskningsforsøget, som de ønsker, og at dr. Burzynski ikke kan gøre noget som helst for at stoppe det.

Senere fandt dr. Burzynski ud af, at NCI et stykke tid før indstillingen af forsøgene havde udelukket to patienter fra at fortsætte i forsøget. Den ene patient havde ikke længere påviselige kræftceller i kroppen, mens den anden havde en hudreaktion, som ikke skyldtes antineoplastonerne, men deri­mod et andet præparat. Med andre ord: I det øjeblik, NCI så beviser for, at antineoplaston-behand­lingen virkede, forvrængede de dataene ved at fjerne to patienter og dermed beviserne.

I den endelige rapport skriver NCI-analytikerne, at der var ”sandsynlige beviser for svulsthæmmen­de aktivitet”. Beviserne var ikke sandsynlige - de var synlige og håndgribelige. Denne grove fejlud­talelse er et iøjnefaldende eksempel på, hvordan topledelsen i NCI - ikke instituttets forskerne, men de politiske hofleverandører til kræftindustrien - rutinemæssigt vender fakta på hovedet for opfylde deres egen dagsorden.

Rapporten fra de NCI-forskere, som rent faktisk havde set patientoplysningerne, var diametralt modsat ovenstående udtalelse. Rapporten, som er dokumenteret i referatet fra et møde i Decision Network Committee, indeholder følgende udsagn: ”Det team, som besøgte forskningsprojektet, fastslog, at der kunne dokumenteres svulsthæmmende aktivitet i dette ’best-case’ forsøg, og at gennemførelsen af fase II-forsøg ville indikere omfanget af denne aktivitet”.

Efter videnskabelige standarder burde NCI have fortsat med næste fase af forsøgene. Men i stedet droppede man antineoplaston-forskningen, fordi ”der var ingen udsigt til, at undersøgelserne kunne afsluttes inden for et overskueligt tidsrum”. Efter 30 års forgæves forsøg på af finde en kur mod kræft havde NCI pludselig besluttet sig for at sætte en tidsbegrænsning på dette forsøg på at redde menneskeliv. Slutresultatet af NCIs luskede manøvrer var, at forsøgene blev standset, og dr. Bur­zynskis antineoplaston-behandling ikke er kommet et skridt nærmere en officiel godkendelse, end den var i 1974, da dr. Burzynski fik sit første tilsagn om økonomisk støtte fra NCI.

Frank Wiewel, leder af People Against Cancer, har i stærke vendinger kritiseret CTEPs handlinger. Efter hans mening ”havde man ingen intention om at foretage en fair evaluering af dr. Burzynski. Man tillod, at protokollen blev overtrådt for hver eneste patient i Burzynskis gruppe. Derfor beslut­tede dr. Burzynski at standse forsøget, og det er, hvad enhver veluddannet forsker med respekt for sig selv ville have gjort”.

Scheer, J. F. "Burzynski Angered by NCI Discredibility Attempts." Health Freedom News (February 1996) 16-18.
NCI minutes on the Decision Network Commettee meting. A Copy of the minutes appears in Health Freedom News (February 1996), 16-18.

En kræftorganisation, der gør alt for at undertrykke kræftkure
NCIs opførsel over for dr. Burzynski er et slående eksempel på, hvordan en offentlig myndighed, der opfattes som ”objektiv”, kan opstille et forsøg, som enten vil bevise eller modbevise, hvad man nu ønsker at bevise eller modbevise, eller simpelthen udskyde den potentielle validering af en ny behandlingsform til et ikke nærmere fastsat tidspunkt i fremtiden. I dette tilfælde er der klare bevi­ser for, at NCI ønskede at bevise, at antineoplastoner ikke virker.

At ændre udvælgelseskriterierne for deltagerne i et videnskabeligt forsøg er det samme som at aftale resultatet på et hestevæddeløb på forhånd, fordi man har sat betydelige summer på en lam hest (ke­moterapi og strålebehandling), som ellers overhovedet ikke ville få en placering. Men når den stær­ke hest (antineoplastonerne) så klarer sig dårligt, kan NCI hævde, at man havde vurderet dem ”vi­denskabeligt”.

Men det forholder sig i virkeligheden sådan, at antineoplastonerne kun ville have klaret sig dårligt på papiret. Som dokumenterne tyder på - og dette er en overbevisende og skadelig dokumentation, en reel ”rygende pistol”, som afslører NCIs taktik i alle sagens faser - så var resultatet forudbestemt af specielle interesser, der arbejder gennem NCI.

Hvis NCI havde haft en ægte interesse i at finde et ugiftigt alternativ til den konventionelle kræftbe­handling, ville man have samarbejdet med dr. Burzynski, eksperten i antineoplastoner, for at sikre, at antineoplaston-behandlingen blev undersøgt under optimale forhold. Det er præcis, hvad NCI gør i samarbejde med producenter af kemoterapeutiske midler: De primære forskere (de, der udførte de indledende forsøg), og ikke NCI, fastlægger undersøgelsesparametrene og det generelle forsøgs­design. Men det lukrative kemoterapi-marked er direkte truet af antineoplaston-behandlingen, og NCI fungerer i dette tilfælde som lejemorder for kemoterapi-producenterne for at sikre, at denne trussel forsvinder.

De amerikanske sundhedsmyndigheder (FDA) gik også eftertrykkeligt ind i sagen.  Den 24. marts 1995 deltog dr. Burzynski og tre af hans kræftpatienter, som var blevet helbredt ved hjælp af anti­neoplastoner, i morgen-tv-programmet CBS This Morning. Samme morgen foretog FDA en ransag­ning af hans konsultation og beslaglagde 15 patientjournaler under påstand af, at dr. Burzynski på ulovlig vis sendte sine præparater til andre stater.

FDA overså meget belejligt det faktum, at man allerede havde givet dr. Burzynski, i hans egenskab af specialist i klinisk forskning, tilladelse til at sende præparaterne til andre stater. I sin iver efter at kvæle alle effektive alternativer tøver FDA ikke med at bryde sine egne regler.  Den 21. juni 1995 ransagede FDA igen dr. Burzynskis klinik og beslaglagde 800 røntgenbilleder og CT-scanninger, og hermed var dr. Burzynski ikke længere i stand til at behandle sine patienter.

I dag omtales dr. Burzynskis antineoplastoner ofte som en form for ugiftig kemoterapi, som har til formål at forstærke kroppens naturlige forsvar mod kræft. Han har fortsat sit arbejde med at frem­stille antineoplastoner på sit 4.400 kvm store institut i Texas - et institut, som er godkendt af myn­dighederne. For dr. Burzynskis 3.000 patienter har antineoplaston-behandlingen betydet forskellen mellem liv og død, og blandt fremtrædende læger er behandlingen ved at vinde respekt og trovær­dighed. En af de oftest hørte fortalere for alternativ medicin Julian Whitaker, M.D., har f.eks. sagt: ”Det er den behandling, jeg ville prøve, hvis jeg fandt ud af, at jeg havde kræft”.

Læs resten af artiklen HER!

Læs også:
Kræft: En verden uden kræft

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012