Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Alt det, du ikke må vide om kræft - anden del

Læs første del af artiklen HER!

Det medicinske mediemonopol: Tro ikke på alt, hvad du læser i avisen
Tror du på, at aviser, blade og tv-nyhedsudsendelser præsenterer informationer fra den medicinske verden på en objektiv og saglig måde? Så må du nok tro om igen. Medicinsk propaganda florerer i stor stil i USA. Målet er at vildlede, forvirre og tvinge dig til at støtte den konventionelle medicin og øge kræftindustriens krigsudbytte.

Når det gælder kræft, omfatter denne propaganda budskaber som: ”Du bør få foretaget en mammo­grafi med regelmæssige mellemrum, så brystkræft kan opdages på et tidligt stadie”, selvom der ikke er videnskabelige beviser, der understøtter påstanden. Problemet har sit udspring i American Cancer Society og går videre til dem, der distribuerer kræft-relateret information - dvs. nyhedsmarkedet og de udgivere, der kontrollerer informationen.

Ifølge Ben Bagdikian, dekan emeritus i journalistik ved University of California i Berkeley og for­fatter til bogen The Media Monopoly, kontrollerede 50 større virksomheder mere end halvdelen af alle medier i 1982. I december 1986 var dette tal faldet til 29 virksomheder og seks måneder senere til 26. I dag kontrollerer 15 virksomheder næsten alle USA's aviser, og en håndfuld firmaer kontrol­lerer tv-stationerne. TV-dækningen bliver i stigende grad indskrænket af en lille, men meget magt­fuld elite. En liste over ledelsen i de tre største TV-netværk - NBC, ABC og CBS - afslører, at der er stor overlapning af forbindelser til den finansielle og industrielle sektor.

Denne centralisering af nyhedsformidlingen bevirker et enkelt faktum: Magten til at forme landets nyheder og samfund ligger i hænderne på nogle få mennesker, som er meget afhængig af at få tilført økonomiske midler. ”Objektive” nyheder er til salg til højestbydende. Det er i stigende grad private erhvervsinteresser, der former den måde, amerikanere tænker på, og hvad de mener om sundheds­systemet.

Hvis American Cancer Society (ACS) beslutter sig til at fremme kemoterapi, nedtone forebyggelse eller rakke ned på den alternative medicin, så kan det ønskede budskab let udsendes til store dele af befolkningen. Sensationshistorier - det seneste vrøvl om, at ”beta-caroten-tilskud fører til flere til­fælde af lungekræft”, er et glimrende eksempel - kan man score kassen på, mens nyheder, der foku­serer på beta-carotenets kræfthæmmende egenskaber ignoreres.

For eksempel sponsorerer ACS jævnligt et forum for videnskabelige skribenter, som hjælper dem til at ”forstå kræft”. Disse seminarers primære funktion er at programmere medierne med skræddersy­ede budskaber om kræft. Det hævdes, at ACS under disse seminarer har en tendens til at overdrive den konventionelle medicins evner til at behandle og kurere kræftsygdomme. Sådanne påstande er almindeligvis baseret på indledningsvis reduktion i svulststørrelsen (svulstreaktion) frem for for­længelse af levetiden. Desuden taler man kun meget sjældent om patienternes livskvalitet, som ofte reduceres i alvorlig grad ved behandling med giftige stoffer.

Colby, M. "Losing the War on Cancer after 20 Years. Cancer Establihment Makes False Claims; Massive Reforms Urged bt Scientists, Doctors." Food & Water Inc., (February 4, 1992).

ACSs medieeksperter er i virkeligheden kræftindustriens ”koncensus-skabende maskineri”. ACS udøver sin mulighed for massiv påvirkning af medier og offentlighed ved at udsende rapporter og pressemeddelelser. Kritikere kalder disse dokumenter for medicinsk propaganda. ACS antager et ”det-er-offerets-egen-skyld”-synspunkt på årsagerne til, at kræftsygdomme opstår - og fokuserer næsten udelukkende på livsstilsvalg som rygning, alkohol og fedtholdig kost, mens man nedtoner eller undlader at uddybe de årsager, man kan undgå, såsom daglig påvirkning fra eksterne kræft­fremkaldende stoffer i luften, vandet, maden og miljøet på arbejdspladsen.

Nogle af de foruroligende budskaber kommer fra læger, der er meget synlige på sundhedsmarkedet. Et klasseeksempel er KGOs Dean Edell, M.D., hvis rubrik ”På din sundhed” i Edell Health Letter (der udgives af Health Magazine) ofte har talt nedsættende om fortalerne for den alternative medi­cin.

I en leder fra 1992 med titlen ”En krigserklæring til kræft-kvaksalverne” afleverede dr. Edell stan­dard-”argumenterne” mod den alternative kræftbehandling: Alle fremskridt må skyldes placebo-effekten; ingen af behandlingsformerne er gennemtestede; og ”de fleste af disse behandlingsformer er ganske nytteløse - og det gør dem alt for dyre”. Dr. Edell træder frem i radioen og på tv i mange byer rundt om i USA, så hans meninger - uanset om de er forudfattede eller er baseret på fakta - når ud til millioner af amerikanere med jævne mellemrum. I slutningen af sin leder rådede han lyttere, der havde spørgsmål til alternative kræftbehandlingsformer, til at ringe til American Cancer Societys gratisnummer.

Edell, D. "Declare Ware on Cancer Quackery", The Edell Health Letter (February 1992), 2.

Medicinsk propaganda forklædt som objektiv journalistik
Og hvis du gik og troede, at man kunne regne med, at den velanskrevne avis New York Times er ob­jektiv i sin nyhedsdækning, så vil en analyse af, hvordan avisen for nylig dækkede emnet alternativ medicin og kræftbehandling - hvordan budskabet blev begravet i nedsættende vendinger, for nu at være lidt mere præcis - sandsynligvis overbevise dig om, at selv en så respekteret avis ofte følger den konventionelle medicins propagandistiske dagsorden.

I artikler på forsiden af avisen den 17. og 18. juni 1996 ser det ud, som om Times fremstiller begge sider af debatten, idet man præsenterer synspunkter fra alternative medicinske eksperter og deres kritikere. Men den måde, debatten præsenteres på, den sammenhæng, den præsenteres i, og de ord, der bruges, afspejler tydeligt den negative holdning til den alternative medicin.

Den alternative medicin og de ”ikke-testede” behandlingsformer trives i ”udkanten” af sundheds­væsnet, skriver Times i sin overskrift. Og læg mærke til, hvordan følgende ord og sætninger fra artiklen tjener til formål at så tvivl og skepsis om den alternative medicin:

Alarmerende, undslipper tilbundsgående analyse, forbudt, disse tidligere obskure behandlingsfor­mer, folkemedicin, baseret på gode ideer eller ikke anerkendt videnskab, farer, nysprog à la George Orwell, slangeolie, overleverede beviser, levede ikke op til de videnskabelige standarder, uklogt, medicinske løsgængere, kvaksalveri, sælger forkerte opfattelser, følger ikke det gængse, har frem­kaldt høje latterbrøl, tvivlsomme standarder, tvivlsomme forsøg, ikke-underbyggede ideer.

Hvis du ikke kan gennemskue dette sproglige røgslør, så er du stadig offer for den propaganda-trance, som fastholder os i ufordelagtige holdninger til den alternative medicin.

Og samtidig får det nedsættende slag mod den alternative medicin ekstra kraft, fordi Times i stærke vendinger roser den konventionelle medicin ved brug af næsten hypnotiske vendinger. Resultatet er en form for hjernevask. Den ukritiske læser ender med at mene, at den konventionelle medicin være autoritetens stemme.

Til sammenligning kan vi jo kigge lidt på, hvor beroligende, næsten faderlige de ord og sætninger, der anvendes om den konventionelle medicin, virker i modsætning til de advarende og nedsættende eksempler herover: ”Medicinske eksperter”, ”nåede hidtil usete højder inden for teknisk kunnen”, ”strenge videnskabelige tests”, ”råd til befolkningen om risikable behandlingsformer”. Og her er de sætninger, der refererer til den alternative medicin: ”Myndighederne kritiserer skarpt”, ”Dr. Caplan er dybt bekymret”, ”forkaster reglerne for kliniske forsøg”, ”fordømme sådanne behandlinger”.

Den dygtige redaktør udvælger sig derefter citater fra modstandere af alternativ medicin - nogle af dem er ”eksperter” med økonomisk støtte fra medicinalindustrien, der udgiver sig for på befolknin­gens vegne at ville afsløre kvaksalvere - og tillader dem at kaste mere mudder på de alternative be­handlingsformer, uden at redaktøren eller avisen bliver snavset til i mudderkastningen.

Propagandaens effekt afhænger af, hvor godt læserens holdning kan blive formet af det, der står mellem linierne, af den generelle tone og nuancerne, som alt sammen på dygtigste vis er anvendt for at give materialet en bestemt drejning. Selvom artiklens primære tekst synes at fremstille begge si­der af emnet ved at citere repræsentanter for begge synspunkter, så giver dét mellem linierne en stærk påvirkning af læserens underbevidsthed og tipper derfor vægtskålen til fordel for den ene side og imod den anden.

Et eksempel: I slutningen af juli skrev Times endnu en artikel om Stanislaw Burzynskis antineopla­ston-behandling af kræftsygdomme - med den sædvanlige synsvinkel. Afsnitsoverskrifterne (som var fremhævet med fed skrift) satte tingene på plads for læseren: ”Der mangler beviser”, ”Modstand i mange lejre”,  ”Det eneste, der tilbydes, er håb”. Artiklen fordømte dr. Burzynskis antineoplasto­ner, fordi deres virkning ”ikke var bevist”, og behandlingen var ”dyr”. Artiklen omtalte derimod ikke det store ”ikke-beviste” overflødighedshorn af kemoterapeutiske behandlingsformer, som kun virker i mindre end 10% af tilfældene og samtidig er en overordentlig bekostelig affære.

Eftersom New York Times er en meget læst og højt respekteret national avis, hvis artikler gengives i adskillige mindre aviser, så bliver den medicinske propaganda til fordel for den konventionelle me­dicin skamløst spredt over hele landet forklædt som objektiv nyhedsformidling.

Og mere af samme kaliber: Hvor ”videnskabelig” er Scientific American, når man i en 184-sider lang specialudgave om kræft i september 1996 kun bruger 2 sider på at beskrive alternative meto­der? Det er øjensynligt kun ”videnskabeligt”, når det er belejligt for kræftindustrien.

"On Fringes of Health Care, Untested Therapies Thrive." The New York Times (June 17, 1996), "In Quests Outside Mainstream. Medical Projects Rewrite Rules." The New York Times (June 18, 1996); "Doctor's Cancer 'Cure' Attacked by FDA." The New York Times (July 24, 1996).

Ifølge den franske psykiater Jean-Jacques Aulas, som skrev de to sider, så er der ingen rationel basis for de metoder, der bruges til diagnose - og det gælder alle 80 ”ukonventionelle medicinske teknik­ker lige fra akupressur til makrobiotisk Zen”. ”Mange består af en blandet pose bolsjer med generel­le laboratorietests og heksekunst, og ikke en eneste lever op til den laveste officielle standard for påvisning af nogen form for kræft. Jeg mener, at disse teknikker burde forbydes, og at de såkaldte ”institutter”, der bruger dem, bør give kommende patienter objektive oplysninger om deres virk­ning”.

Scientific American er øjensynligt mere indstillet på at fastholde parolen end på at foretage nogen form for omhyggelig analyse uden for bladets interesseområde, for man begår de sædvanlige fak­tuelle fejl og udeladelser. F.eks. hævder Aulas, at ifølge ”adskillige uafhængige vurderinger af patientdata” har Gerson-terapien ikke nogen ”påviselig virkning”. Her ignorerer Aulas den retro­spektive, uafhængige britiske analyse af Gerson-terapien, som viste en 5-års overlevelsesprognose, på, afhængigt af kræfttype, 39%-79% sammenlignet med 6-39% for konventionelle metoder.

Aulas påstår også, at man kun har dokumenteret ”beskedne forbedringer” for hydrazin-sulfat. De beviser, der er beskrevet i dette kapitel, viser det modsatte og forklarer, hvordan politiske hensyn har nedgraderet ”betydelige” til ”beskedne”. Aulas er ligeledes på vildspor, når det gælder orto-molekylær behandling og mega-dosis C-vitamin behandling.

Efter hans vurdering viser resultater fra forskning foretaget af National Institutes of Health, at disse behandlingsformer ikke klarer sig bedre end placebo. Han ignorerer meget belejligt resultaterne af 12.986 kliniske forsøg med C-vitamin (indtil 1996), hvoraf mange klart viser yderst positive resul­tater. Ved at citere FDA-forskningsresultater afviser Aulas 714X (udviklet af den canadiske biolog Gaston Naessens) som intet andet end kamfer og vand. Det er ikke korrekt. Den forskning, der er foretaget til denne bog, viser, at det materiale, Scientific American anvender til sin gennemgang af den alternative medicin, er fejl­behæftet. Og det er helt tydeligt, at der er en alarmerende forudind­tagethed i dækningen af området.

I en nedsættende tone hævder Aulas, at hvis alle konventionelle metoder og midler er blevet afprø­vet uden held, ja, så kan patienterne da godt prøve de mere ukonventionelle metoder og midler for at øge deres fornemmelse at have kontrol over deres liv og velbefindende, ”selvom de ikke lever længere af den grund”.

Vi gentager: De beviser, der er dokumenteret i denne bog, viser uden diskussion, at alternative kræftbehandlingsformer i betydelig grad kan øge overlevelsestiden - og ovenikøbet betydeligt læn­gere end for den konventionelle medicin. Aulas hævder også skamløst, at ”ingen alternativ kræftbe­handlingsform har en afgørende indflydelse på sygdomsforløbet”. Må vi foreslå, at han taler med de mange overlevende kræftpatienter, som vi har omtalt i denne bog?

De omfattende fodnoter i denne bog, der citerer klinisk forskning, som for hovedpartens vedkom­mende stammer fra konventionelle medicinske tidsskrifter, bør kunne overbevise læseren om, at Scientific American tager fejl. Efter vores mening er den omtalte artikel totalt uansvarlig.

Aulas, Jean-Jacque "Alternative Cancer Treatments." Scientific American 275:3 (September 1995).

De sælger tvivl: Når videnskab bliver reklame
En af hovedårsagerne til, at vores langvarige kamp mod kræft har udviklet sig til et ”medicinsk Vietnam”, hvor krigen ikke kan vindes, er ifølge Robert N. Proctor, professor i videnskabshistorie ved Pennsylvania State University, at kræftforskningen og offentliggørelsen af dens resultater i overvejende grad er blevet et politisk emne. Og når man kæder politik sammen med medicin, så be­væger man sig pludselig ind på et farligt og mørkelagt område, hvor sandheden er på flugt, og spe­cifikke interesser står i forreste række.

Skønsmæssigt 538.000 amerikanere dør hvert år af en kræftsygdom, og alligevel er ”kuren” mere og mere fjern, og selv klare oplysninger om forebyggelse af sygdommene bliver forplumrede på grund af den konventionelle medicinalindustris økonomiske interesser. Der er ”små øer af enighed midt i et dybt hav af kontroverser”, skriver Proctor.

Kræftforskning er forretning i milliardklassen, og med mindre du er en meget opmærksom læser, der er i stand til at skelne skidt fra kanel, så har du med stor sandsynlighed været udsat for de smar­te og ofte vildledende reklamefremstød fra  ”videnskabelige” koncerner og sammenslutninger. I 1986 brugte mindst 1.700 organisationer over 2 mia. dollars på ”sagshåndtering, advokatbistand, kommunikation og image-pleje” - på røgslør, med andre ord, ikke på den skinbarlige sandhed.

Industriorganisationer (specielt inden for tobak, petrokemi og asbest) har snildt kombineret forsk­ning med jura - sommetider som en ”blanding af videnskabelig fakta og fiktion”, siger Proctor - så man får skabt en kultur af tvivl og usikkerhed, hvor man er omhyggeligt beskyttet mod anklager om forudindtagethed og juridisk ansvar. I denne fagre nye verden af tvetydig propaganda, manipulation og påvirkning af den offentlige mening hersker ”retoriske undvigelsesmanøvrer”.

Efter Proctors mening ”deler alle [organisationer] et ønske om at give deres medlemsvirksomheders produkter syndsforladelse… og fratage dem skylden for en påstået skade” - specielt når det drejer sig om kræft. Hvis der sås tvivl en formodet årsag til kræft på grund af modstridende forsøg eller ikke-afgørende resultater, så bliver det den perfekte undskyldning - i hvert fald hvis man er en of­fentlig organisation - til ikke at gøre noget for at ændre den.

Proctor, R. N. Cancer Wars: How Politics Shapes What We Know and Don't Know about Cancer (New York: Basic Books, 1995).

Scenarier, som kræftindustrien ikke synes, du skal vide noget om
Der er en hel del, som den verdensomspændende kræftindustri og dens repræsentanter i USA ikke mener, du skal vide noget om. Den følgende historie er typisk - og blot én blandt mange.

I februar 1994 fik Dustin Kaufmann på 2½ år diagnosticeret en meget aggressiv form for hjerne­svulst kaldet medulloblastom. Man fjernede 3/4 af svulsten ved operation, men den sidste del kunne ikke fjernes på denne måde. Dustins læger opfordrede hans forældre til at tilmelde ham et forsøg ved University of Minnesota, hvor man testede forskellige former for kemoterapi efterfulgt af strå­lebehandling. Denne behandlingsform havde ”en succesrate på 20-40%” ifølge en af stedets børne­kræftlæger, som vi vælger at kalde dr. A.

Whitaker, J. "Everyone's Health Is at Stake If We Lose This Therapy." Health & Healing Supplement (February 1996), 4.

Forældrene fik også at vide, at behandlingen måske ville give Dustin fem år mere at leve i, men at han formodentlig ville komme til at sidde i kørestol, fordi hans vækst ville blive bremset, og at han ville få indlæringsvanskeligheder.

Da Kaufmann-parret bad om navne på andre forældre, hvis børn havde gennemgået denne behand­ling, kunne disse ikke fremskaffes. Derefter bad de om navne på forældre til børn, som havde fået bare en eller anden form for behandling for hjernesvulst ved University of Minnesota, men med samme resultat. Succesraten på 20-40% begyndte at klinge noget hult.

Med deres viden om, at Dustin kunne dø eller blive svært handicappet som følge af den konventio­nelle behandling, begyndte de at undersøge, om der var alternative muligheder. De forlod universi­tetet uden at underskrive samtykkeerklæringen til Dustins deltagelse i forsøget.

Nogle få uger senere, da de kom for at hente Dustins journal, blev de ført ind i et lokale til en ikke planlagt konsultation med dr. A og to andre læger fra børnekræftafdelingen (herunder lederen), to reservelæger og en socialrådgiver. Lægerne fortalte Kaufmann-parret, at deres mening gik forud for forældrenes, og at man overvejede at gå rettens vej for at få tillade til at begynde behandlingerne på Dustin - uanset hvad forældrene ønskede, der skulle gøres for ham.

Forældrene havde imidlertid i deres søgen efter alternativer hørt, at mange patienter med hjerne­svulst havde haft gode resultater med Stanislaw Burzynskis antineoplaston-behandling i Texas. Da de nævnte dette for dr. A, sagde hun, at deres chancer for, at Dustin kunne hjælpes med antineopla­stoner, var lige nul. Men samtidig indrømmede hun dog, at hun ikke havde nogen beviser for sin påstand.

Kaufmann-parret lod sig ikke kue, så i april 1994 startede Dustin på behandling med antineoplasto­ner. Ca. seks uger senere viste MR-scanninger (magnetisk resonans), at svulsten var gået fuldstæn­digt i sig selv igen. Dustin fortsatte med dr. Burzynskis behandling i endnu et år og var både sund og rask gennem hele behandlingsforløbet. Da endnu en MR-scanning viste, at svulsten var kommet tilbage, øgede man hans antineoplaston-dosis, og igen forsvandt svulsten - et resultat, som man al­drig har opnået inden for den ortodokse medicin. Dustins seneste MR-scanning, som er fra 6. januar 1996, viste kun en lillebitte plet, som sandsynligvis er arvæv fra den forsvundne svulst.

Whitaker, J. "Everyone's Health Is at Stake If We Lose This Therapy." Health & Healing Supplement (February 1996), 4.

Undertiden hindrer autoriteter fra kræftindustrien endog patienterne i overhovedet at nå frem til den alternative behandler. I 1995 fik 6-årige Adrian Chavez fra Contra Costa i Californien et tilbagefald af leukæmi. Læger ved Children’s Hospital i Oakland genoptog hans kemoterapibehandling, men da antallet af hvide blodlegemer fortsat steg (et tegn på, at leukæmien forværres), tog Adrians mor ham med til en ekspert i urtemedicin.

Ugen efter ringede en læge til Adrians mor og krævede, at hun kom ind på hospitalet med ham næ­ste dag. Da hun nægtede, ankom politiet og en repræsentant for den amerikanske pendant til børne­værnet hjem til hende og fjernede Adrian med magt og tvang ham til at få kemoterapi - mod både moderens og barnets vilje. Ifølge en rapport fra Associated Press ”vil man fjerne syge børn fra deres hjem, hvis lægerne advarer om, at deres liv er i fare”. Faren her består i kræftindustriens ubestridte status som første og eneste behandlingsmulighed.

Associated Press. "Cancer Patient, 6, Seized in Contra Costa." (1995).

Et andet eksempel på, hvordan de lokale sundhedsmyndigheder kan sætte en stoppe for en respek­teret kræftlæges virke på grund af, at han/hun afprøver nye tanker, er tilfældet Sharon Smith, en 40-årig kvinde med diagnosen brystkræft med metastaser til knoglerne. Alle konventionelle behand­lingsmetoder havde svigtet, og hun havde fået at vide, at der ikke var mere at gøre. Denne nedslå­ende prognose gav hende ikke andet valg end at søge efter alternativer til kemoterapi og strålebe­handling.

I oktober 1993 opsøgte hun Lawrence H. Taylor, M.D., en alternativ behandler i San Diego. Dr. Taylor behandlede hende med sit multi-facetterede program og indsprøjtninger af ”Immunostim” (også kendt som 714X), en ugiftig blanding af ammonium-stoffer, kamfer, fosfor og silikatsalte - alt sammen stoffer, som er blevet anvendt inden for lægeverdenen i årevis. Ingen af dem står på FDAs liste over forbudte stoffer, men blandingen 714X er ikke godkendt af FDA. På basis af sine kliniske iagttagelser vurderede dr. Taylor, at 80% af hans patienter oplevede i hvert fald en delvis helbredel­se (en målbar reduktion i svulstens størrelse) efter indtagelse af Immunostim.

Efter at have vist tegn på tilbagefald indfandt Sharon sig igen i dr. Taylors klinik og fik sin anden række af behandlinger i januar 1994. Denne gang viste Sharons røntgenoptagelser, at hendes kræft­sygdom ikke længere havde metastaser til knoglerne. Hun havde taget på i vægt, hendes appetit var bedre, og hendes smerter var forsvundet.

”Hendes onkolog kiggede på røntgenbillederne, så, at svulsterne var blevet mindre, og konstaterede, at hendes smerter var væk, og hun igen havde appetit”, fortæller dr. Taylor. ”Han sagde til hende, at der helt klart var sket noget, men han kunne ikke helt forstå, hvorfor hun havde fået det bedre. Hun fortalte ham så om Immunostim-indsprøjtningerne og de øvrige behandlingstiltag, men han var skeptisk”.

Men i marts 1994 ransagede San Diegos politi dr. Taylors praksis og lukkede den. Sharons onkolog ringede til hans konsultation for at bestille mere Immunostim, men det var ikke muligt at levere, ef­tersom myndighederne havde konfiskeret hans lager af medicin og ikke ville frigive det præparat, som Sharon havde taget gennem længere tid.

På trods af anmodninger fra både Sharons advokat og den behandlende onkolog var der ikke noget at gøre. Onkologen indsendte derefter en anmodning om tilladelse til at forske i Immunostim ved et lokalt universitet, men anmodningen kom for sent til at redde Sharon. Inden for to uger efter, at hun var blevet nægtet adgang til den ikke-skadegørende medicin, blev hun mere og mere træt, og hun mistede igen appetitten. Seks måneder efter, at myndighederne havde lukket dr. Taylors praksis, døde Sharon.

Ingen kan afgøre, om Immunostim kunne have reddet Sharons liv, men den betydelige forbedring, der indtraf under behandlingen efterfulgt af forværring ved behandlingens ophør, vidner om styrken ved denne alternative behandlingsform. ”Der var tydelige beviser på bedring af sygdommen, før hun blev nægtet adgang til Immunostim”, siger dr. Taylor. ”Den store forbedring i hendes helbred sammenholdt med den objektive reduktion i svulstens størrelse, leder en til at tro, at Sharon ville have fået det bedre og bedre, hvis hun var fortsat med behandlingen”.

Sharon er et tragisk eksempel på, hvordan kræftpolitiske interesser kan true patienternes liv. Ikke-giftige præparater anses - på trods af, at deres kliniske effekt er underbygget af tusindvis af patient­beretninger - for at være ”farlige” og ”ikke videnskabeligt beviste” af den etablerede lægeverden. Og samtidig bliver de meget giftige præparater, som slår kræftpatienterne ihjel, ved med at være den eneste offentligt godkendte form for behandling og fortsætter som sådan med at få stort set alle tilgængelige forskningsmidler stillet til rådighed.

”Hovedårsagen til, at vi ikke ser nogen forskning i ikke-giftige stoffer, er, at der ikke kan tages pa­tent på dem, så der er ingen penge at hente for lægemiddelindustrien”, siger dr. Taylor. ”Menne­skets grådighed bidrager stadig i høj grad til at sprede død og ulykke. Kræft er lægernes mest ind­bringende fagområde, og de fleste onkologer vil gerne have, at det skal fortsætte med at være så­dan”. Som følge af brugen af Immunostim og efter pres fra FDA fratog myndighederne i februar 1996 dr. Taylor retten til at virke som læge i Californien.

Systemet straffer gode læger: Tilfældet Glen Warner, M.D.
Glen Warner, M.D., har sin egen onkologi-praksis i Seattle, Washington. Den nu 70-årige læge har behandlet ca. 20.000 kræftpatienter igennem sin karriere. Han kombinerer konventionel behandling, f.eks. kemoterapi, med brugen af andre, alternative teknikker, som har til formål at stimulere im­munforsvaret. Men flere og flere af staten Washingtons konventionelle læger fandt ud af, at dr. Warners metoder var alt for langt fra det gængse til, at de brød sig om det.

I juli 1995 stormede Washington State Medical Quality Assurance Commission (MQAC - en form for embedslægefunktion) hans praksis og krævede hans ret til at praktisere ophævet og beslaglagde samtidig alle former for medicin. De beordrede ham til at rydde sit fyldte venteværelse for patienter og henvise dem til andre læger.

Alle klager over ”lægelig forsømmelighed” mod dr. Warner kom fra andre læger - ikke fra patien­ter. Ifølge klagerne havde han afveget for meget fra de accepterede kræftbehandlingsmetoder - på trods af hans 20 år lange arbejde med godkendt kræftbehandling. Læger - ikke patienter - havde kla­get til MQAC over seks patienter, som dr. Warner havde behandlet i løbet af de forudgående 5-10 år. Klagen lød på, at deres kræftsygdom ikke havde reageret på behandlingen.

Selvom ingen

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012