Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Engelskmandens vidunderlige Hemmelighed 1

Omtrent ved den Tid i år 1666, Thomas Sydenham udgav sin Metode til Helbredelse af Feber, begyndte et højst mærkværdigt Rygte at spredes over hele England. Det stammede fra Kysten af Essex, et meget sumpet Gebet som var hjemsøgt af ondartet Koldfeber. Ifølge Rygtet var der en Mand i Essex, som kunne helbrede Koldfeberen; men da denne Mand var Kvaksalver, var der i Be­gyndelsen ingen, der fæstnede sig ved Rygtet. I Århundreder havde Kvaksalverne været ”Specialister” i Koldfeber, en sikker Indtægtskilde, og der var Feberdoktorer i hver By, Flække og Landsby. Der var altid Rygter i Omløb om mirakuløse Kure ved Anvendelse af Trolddom, Besværgelser, Trylleformularer, Bønner, Astrologi, Amuletter, Stjernekiggeri, kort sagt ved Anven­delse af alle de mulige Midler, som menneskelig Opfindsomhed og Uærlighed kunde hitte på. Swift fortalte en Anekdote, som giver en Forestilling om, hvad Slags ”Specialister”, det var, der gav sig ud for Feberdoktorer. ”Nu skal De høre en god Bran­der,” sagde Swift. ”En Mand her i Nærheden foregiver at kunne helbrede Koldfeber og har sat et Skilt op, hvorpå der står egoes (galt stavet, der burde have stået agues, som er Engelsk for Koldfeber). En Herre og jeg, som var ude at spadsere sammen, så Skiltet, og han sagde: ”Hvordan mon den Fyr helbreder Koldfeber?” Jeg svarede, at jeg ikke vidste det, men at jeg var sikker på, at det ikke var ved at stave.” (At stave: to spell - foruden at stave betyder det engelske Ord spell bl. a. Trylle­formular).

Som Regel var disse Rygters Levetid ikke længere, end det tog Folk at erfare, at de syge ikke var blevet helbredet. Men Rygtet om Manden fra Essex var ikke af den sædvanlige Slags og holdt sig. Han var ikke hjemmehørende i Essex og hævdede, at han havde slået sig ned i en Koldfeber-Egn for at kunne studere Koldfeberen og forsøge at finde en Metode til at helbrede den. Han forklarede senere, hvorfor han havde gjort det: ”... da jeg begyndte at studere Medicin, blev jeg stillet over for et Kvartan­feber-Tilfælde, en Sygdom som syntes mig ... at være en Hån og en Spot mod min Profession, og som gjorde mig så for­bitret, at jeg besluttede ved Studium eller Flid at gøre alt, hvad jeg formåede for at finde en Metode, ved hvis Hjælp jeg kunde helbrede denne uregerlige Sygdom ... og jeg fandt, at der ikke var nogen bedre Måde at gøre dette på end den gode, gamle Måde: Iagttagelse og Forsøg.” En højst besynderlig Tale af en Kvaksalver i de Dage, hvor Ord som ”Iagttagelse og Forsøg” desværre manglede i den officielle Medicins Ordbog.

Man betragtede ham desuden som en studeret Mand og som absolut agtværdig. Hans Far havde været Protokolfører hos Bi­skoppen af Ely og hans Bedstefar Protokolfører ved Universi­tetet i Cambridge, hvor han selv havde studeret som Gratist i St. Johns College, dog synes hans Ophold der ikke at have været af lang Varighed. Hvad hans Uddannelse til Læge angår, synes denne at have været temmelig ringe, idet han mærkeligt nok ikke har haft anden Forbindelse med akademisk Medicin end den at være Lærling i Mr. Dents Apotek i Cambridge. Dette forklarer måske hans forbavsende Udlægning af medicinske Fæ­nomener.

Det er typisk for Koldfeber, at den ledsages af en abnormt opsvulmet Milt, som kan føles uden på Legemet, og som i England kaldes ”Koldfeber-Kagen”. Når Koldfeberen er forbi, falder Milten og får atter sin normale Størrelse. Kvaksalveren fra Essex påstod imidlertid, at Koldfeber-Kagen var Sygdom­mens Årsag, og at Patienten blev befriet for den ved at udstøde den af Legemet gennem Munden. Hans Patienter var så­ledes i Stand til at udføre det uhørte Kunststykke at kunne spytte deres Milt ud.

Disse og andre lignende Udtalelser viste, at han utvivlsomt var en Charlatan af reneste Vand. Ikke desto mindre var hans Fremgangsmåde ved Behandlingen af Koldfeberen helt forskel­lig fra den, de typiske Feberdoktorer anvendte. Han brugte ikke Heksekunster eller Besværgelser, han gav simpelt hen sine Pa­tienter en Medicin, som de skulle tage ifølge hans Anvisninger, der var af den sædvanlige Type, f. Eks. en Teskefuld hver tredje Time så og så mange Gange om Dagen o. lign. Han var Mod­stander af Åreladning, lagde ringe Vægt på Afføringsmidler og gav så godt som aldrig Brækmidler. Også dette var et Eksempel på hans forfærdende Mangel på medicinsk Tradition, idet han ikke syntes at bekymre sig det mindste for de fordær­vede Vædsker, han så sorgløst lod blive tilbage i Legemet. Han kunde ikke have læst meget af Hippokrates' og Galens Skrifter og var øjensynlig ukendt med Teorien om Vædskernes Ligevægt.

Men trods alt vedblev hans Ry at brede sig, og han blev hyp­pigt og i Smug kaldt til London til Konsultation. Tilskyndet heraf besluttede han at nedsætte sig i Hovedstaden, og omkring 1668 begyndte han at praktisere i London. Han kaldte sig ”Pyre­tiatro”, hvilket betyder Specialist i Feber. Han blev meget snart Byens mest benyttede Kvaksalver, og for at hævde sin Prestige udgav han en Bog om Feber, som alle store Autoriteter på dette Område havde gjort før han. For at gøre Indtryk på sine Læsere havde han ladet Titlen trykke med græske Bog­staver, og et Digt til hans Pris indledte Bogen. Digtet begynder med følgende Vers:

Den lærde Autor ædelmodig gav
Vejledning til at undgå tidlig Grav,
Før hjælpeløse Læger nu sig trøster:
Ej mer' Koldfeberen Essex ryster,
Helbredelse har nået dets syge Kyster.

Den lærde Autor begynder med at behandle så forskellig­artede og mærkværdige Emner som en mystisk ”Flodhest i Ni­lus”, Tryllemidler som han klassificerer som ”Ord uden Mening, der ikke sætter Indbildningskraften i Bevægelse; Ord som ud­trykker Lignelser, der føjer sig efter Indbildningskraften; og Ord fra den hellige Skrift, der styrker Indbildningskraften”; endvidere omtaler han, at det Kendskab, Adam havde til alle Planter, Mineraler og Dyr, uheldigvis gik tabt ved ”Faldet”, hvorved Menneskets Sjælsevner blev fordærvede, hvilket bevir­kede, at ”Hukommelsen slog Fejl, at man var tilbøjelig til at fælde urigtige Domme, og at Viljen ofte gjorde Oprør og blev en frivillig Slave af Lidenskaberne”. Menneskelegemet var alt­så ifølge Forfatteren belemret med mange Skrøbeligheder, og at det var muligt for Mennesket fortsat at kunne leve her på Jorden var et lige så stort Mirakel som Skabelsen; men vi var heller ikke i Stand til at give en fornuftig Forklaring hverken på Livet eller på Skabelsen; thi efter Forfatterens Definition var Fornuften ”i bedste Fald ikke andet end de Harmonier eller musikalske Lyde, der udgår fra en vel afstemt Hypotese, og som henrykker Indbildningskraften. Men det er med Fornuften som med almindelig Musik, ligesom ikke alle Melodier fryder ethvert Øre, således tiltaler ikke al Slags Fornuft enhver Ind­bildningskraft”.

Heraf drager Kvaksalveren den Slutning, at det eneste sikre i Lægekunst og Filosofi er Forsøg og matematiske Beviser, og går derefter over til at fastslå Forskellen mellem den lærde Læge og den moderne Empiriker uden Uddannelse. Det, der be­rettigede de uddannede Lægers Praksis, var mere Reglerne og Fornuften end Erfaringen, medens det for Empirikernes ved­kommende blot var ”Heldet”, som mere var Resultatet af Erfa­ringen end af Fornuften. Han hævdede, at Empirikernes Meto­der var de sikreste; thi ”vi finder, at Planter, Sten og Mineraler besidder mange værdifulde Egenskaber, som Fornuften ikke kan forklare, og hvis vi af den Grund undlod at benytte dem, ville det være til stor Skade for Menneskeheden.” For ikke at synes alt for ”irrationel og empirisk”, fremsatte imidler­tid Feberdoktoren sin Mening om Årsagen til Koldfeberen og for øvrigt til alle andre Febre, som han, idet han bevidst trådte i sine mere berømte samtidiges Fodspor, tilskrev Blodets Gæ­ring, der er forårsaget af en eller anden fremmed Substans's Virksomhed, ligesom Tilsætning af Sukker eller en lignende Substans får Vin til at gære”. (Hvis det var Feberdoktorens egen Idé, at der var en vis Analogi mellem Sygdommens Forløb og Vinens Gæring, må han have været noget af en Profet; thi da man to Hundrede År senere foretog Eksperimenter på Grund­lag af denne Analogi, førte dette til, at man gjorde nogle ene­stående lægevidenskabelige Opdagelser).

Men idet han fremsatte sit Syn på Årsagen til Koldfeberen, fulgte Kvaksalveren blot den herskende Skik; thi han skrev: ”Jeg ved, at man i denne videbegærlige Tidsalder venter, at jeg skal have lige så stort Held med mig til at finde Årsagen, som jeg har haft til at finde en Metode til Helbredelsen af denne Sygdom, som jo anses for at være uhelbredelig og meget gådefuld ... ” Dog, da han skal til at forklare sin Helbredelsesmetode, afløses hans tidligere klare Fremstilling af kabbalisti­ske Talemåder, dunkle Beskrivelser af besynderlige Lægemid­ler sammensat af navnløse Ingredienser af både hjemlig og eksotisk Oprindelse. Disse Beskrivelser er fuldkommen ufor­ståelige; men de ender med en klar Advarsel mod den peruan­ske Bark: »Vogt Dem,” skriver han, ”for alle lindrende Læge­midler, især for det som går under Navnet Jesuitternes Pul­ver... for jeg har set denne Medicin have de skadeligste Virk­ninger.” Således viste Kvaksalveren fra Essex ved sine Udtalel­ser om dette Middel, at han delte de samtlige Lægers Mening om det. Længere henne i Bogen synes han imidlertid at modsige sig selv ved at tilføje: ”Dog skal man ikke helt fordømme dette Pulver; for det er en god og uskadelig Medicin, når den blot bliver rigtigt tilberedt og anvendes af en dygtig Læge... ”

Endskønt ulovlig Lægepraksis var meget almindelig i det syt­tende Århundrede, var den Succes, Kvaksalveren fra Essex havde i London, ved at antage et foruroligende Omfang. I Løbet af meget kort Tid var han blevet så populær blandt Hovedsta­dens Befolkning, at Londons praktiserende Læger blev helt be­tænkelige derved, og det kongelige Lægekollegium begyndte for Alvor at interessere sig for hans Virksomhed. Men det kunde ikke gøre meget, idet ingen af hans Patienter havde beklaget sig. Kvaksalveren selv betragtede det optrækkende Uvejr med kom­plet Ligegyldighed, fortsatte sin ulovlige Praksis, blev rigere og rigere og mere og mere anset - så uhyggelig dygtig var denne mærkelige Mand! Hans Navn var Talbor. Hans Succes viste, hvor akut Malariaproblemet var i England.

Tiden gik imidlertid, og Lægevidenskaben vedblev at igno­rere den peruanske Bark indtil 1676, da Thomas Sydenham igen omtalte den i sin Bog Lægevidenskabelige Iagttagelser. Han syntes at have en bedre Mening om Barken denne Gang, Endskønt han atter udtalte sin Frygt for, at Anvendelsen af den ud­satte Patientens Liv for Fare. Ikke desto mindre fastholdt han, at det var en Kendsgerning, at den var det eneste Middel mod Kvartanfeber; men han fremhævede, at dens gode Virkning kun var midlertidig. Med Hensyn til Tertianfeberen anbefalede han en Kur, hvor Patienten fik rigeligt med Laksativer og sved­drivende Midler; men hvor Barken ikke blev anvendt.

Til Trods for sin Frygt og sine bange Anelser var Sydenham nu endelig på gode Veje til at opdage den bedste Måde at an­vende jesuitternes Pulver på, idet han anbefalede at give det gentagne Gange til Patienten, når hans Anfald var aftaget i Styrke, hvilket var noget helt andet end det nedladende Råd, han tidligere havde givet, og som gik ud på, at Barken kun skulle anvendes, når Feberen var borte. Hans Metode var dog så langt fra at være fuldkommen, at det ikke var så underligt, at hans Resultater var temmelig tvivlsomme. Men alligevel - var han gået videre ad den Vej, han var slået ind på, ville han have lagt Grunden til den rette Anvendelse af Kininen til al Slags Malaria. Men den Fæstning, bag hvis Mure Sydenham kæmpede for sine Meninger, var bygget på en så solid Grund­vold af Fordomme, at der ikke kunde være Tale om betingelsesløs Overgivelse; den eneste Måde, hvorpå dens Styrke kunde undermineres, var at tage en Bro her og storme et Tårn der.

Den Tid var imidlertid ikke fjern, da jesuitternes Pulver skulle blive udsat for det, der var værre end Sydenhams Uvilje mod at bruge det. England var et Arnested for religiøse Stridig­heder. Som Følge af at Landet havde en katolsk Arving til Tro­nen og en Konge, som var en tvivlsom Protestant, havde Mis­tanken til Katolikkerne efterhånden udviklet sig til hysterisk ængstelse. Situationen var ideel for den Virksomhed, de politi­ske Partier sædvanligvis udfoldede, idet disse for at fremme de­res egne Planer kunde gøre god Brug af de uundgåelige Fanati­kere på begge Sider. Der blev uafbrudt udspredt Rygter om papistiske Sammensværgelser og Uroligheder, og især blev je­suitterne nævnt som dem, der stod bagved og opmuntrede til Oprør. Den offentlige Mening var blevet i den Grad pisket op, at det måtte ende med, at den forlangte et virkeligt Oprør til Udløsning af den utålelige Spænding, og når Tiden var inde, ville man uden Vanskelighed kunne sætte et sådant Oprør i Gang, og bagefter, under Kampene for at undertrykke det, ville det være en let Sag at skille sig af med mangen en uønsket sam­tidig. Tiden begyndte at nærme sig; i Foråret 1678 antog de Rygter, der var i Omløb, en truende Karakter; det syntes, som om der var en virkelig Sammensværgelse i Gære - der blev nævnt Navne, Datoer og bestemte Formål. Den afskyelige Mare, der skulle ride Karl II for Resten af hans Liv, var ved at få sin hæslige Skikkelse i Whitehalls Forværelser og Gange.

Men medens alle disse ildevarslende Tegn viste sig - netop på et Tidspunkt, da Spændingen omtrent var på sit højeste - blev en Person, der var fuldstændig upåvirket af og tilsyne­ladende ganske uinteresseret i de religiøse og politiske Stridig­heder, skubbet frem i Rampelyset. I Foråret 1678 viste den bekymrede Konge Londons berømte og fashionable Kvaksalver, Robert Talbor, tidligere bosiddende i Essex, en ganske særlig Opmærksomhed. Dette bekræftes af et Brev til det kongelige Lægekollegium fra Lord Arlington, en af Kongens Ministre, der skrev på Hans Majestæts Vegne. ”Da Hans Majestæt er yderst tilfreds med Dr. Talbor, som ved sin Dygtighed har helbredet ham for Koldfeber, har han ladet ham udnævne til og aflægge Ed som en af sine Livlæger, og da han gerne vil vise ham sin Bevågenhed og yde ham al mulig Hjælp ... til Bedste for alle, har han befalet mig at tilkendegive over for Dem og Deres Kol­leger blandt Lægerne, at det er hans Ønske og Vilje, at De ikke gør Dr. Talbot Fortræd eller lægger ham Hindringer i Vejen i hans Praksis ... ”

Den engelske Lægestand må have råbt højlydt ak og ve over denne uhørte Forhånelse og Ydmygelse. Men dens jam­ren var fuldstændig spildt. Hvis Kongen hørte den, hvad han rimeligvis gjorde, har han moret sig umådelig derover. Kongen var nemlig Kyniker, som i de lange Års Landflygtighed og Fat­tigdom havde lært at vurdere et Menneskes indre Værd. Kvak­salveren havde kureret ham for en ”ondartet Koldfeber”, over for hvilken hans egne lærde Læger havde stået hjælpeløse i Årevis. Medens Kongen sandsynligvis indrømmede, at hans Læger havde gjort deres bedste, ønskede han at blive behandlet af en, der gjorde det bedre. Der var ikke andet for det konge­lige Lægekollegium at gøre end at strø sig med Aske og sønderrive Klæderne i Anledning af den Skam, der var overgået det, ved at den foragtelige Feberdoktor således var kommet til Ære og Værdighed.

Men dette var kun Begyndelsen til Talbors Triumf. Efter at Kongen havde sikret hans Stilling som Læge, var Majestætens næste Skridt at befæste hans sociale Stilling. Feberdoktoren blev under Iagttagelse af det sædvanlige Ceremoniel adlet i White­hall af Hans Majestæt og blev således Sir Robert Talbor, Kon­gens Læge. Hvilken enestående og vidunderlig Mand denne Talbor må have været! Kongens Læge og Forfatter af Bøger om Adams videnskabelige Bedrifter og den mystiske ”Flodhest i Nilus!” Og dog var i Datidens Lægers øjne al Sir Roberts uhyrlige Nonsens for intet at regne mod hans formastelige Kæt­teri ved Behandlingen af Koldfeberen - Sir Robert Talbors Ærbødighed for Klassikerne var nemlig ikke blevet større, selv efter at han var blevet berømt. Han årelod stadigvæk ikke sine Patienter, gav dem så godt som ingen Afføringsmidler og så godt som aldrig et Brækmiddel. Denne uvidende Undermåler lod hånt om den vigtige Teori om Vædskernes Ligevægt og om Galdens skadelige Indvirkning, selve Medicinens Grundvold og Forklaringen af Årsagen til alle Sygdomme. Hippokrates, Galen og den store Avicenna må have vendt sig i deres Grave over denne elendige Bedragers Succes. Og dog kan man egentlig ikke bebrejde ham, at han ikke tog Hensyn til Klassikernes Teo­rier; thi på hans Tid forelå disse store Mænds Værker kun på Latin, og Sir Roberts Kendskab til Oldtidens døde Sprog har efter al Sandsynlighed ikke været overvættes stort. På Grund af Kongens Handlemåde, som savnede ethvert Sidestykke, er der ingen Tvivl om, at de fornærmede London-Læger før eller senere ville have foretaget sig et eller andet i Sir Robert Tal­bors meget ejendommelige Sag. Men så kom ”den papistiske Sammensværgelse”, og Sir Robert Talbor forlod England for at rejse i fremmede Lande.

Aldrig nogen Sinde i Historien har Tiden for et Mord været bedre afpasset end for Mordet på Fredsdommeren Sir Edmund Berry Godfrey, til hvem det mest forrykte Menneske, der nogen Sinde har levet, havde afgivet et beediget Vidnesbyrd med Op­lysninger om den længe bebudede papistiske Sammensværgelse. Det var klart, at ingen andre end Papisterne kunde have om­bragt den retfærdige Dommer, og Grunden hertil var naturligvis den, at han vidste, at det var deres Hensigt at myrde Kongen og sætte hans katolske Bror på Tronen, og at de havde i Sinde at rejse en Hær for at bade det engelske Folk i protestantisk Blod. Altså havde Papisterne gjort det, dvs., det var Jesuitterne, som havde gjort det. Det var dem, der havde myrdet Sir Ed­mund Berry Godfrey, fordi han ville afsløre deres mørke Ger­ninger, så det engelske Folk selv kunde fælde en nøgtern Dom over dem. Det engelske Folk reagerede imidlertid på en alt an­det end nøgtern Måde. Der rejste sig et Ramaskrig. Det var altså Jesuitterne, der var den skjulte Magt, som så længe havde terro­riseret dem. Jesuitterne ville myrde Kongen! Jesuitterne havde planlagt at dræbe alle Protestanter i England! Jesuitterne ville forgifte hele Verden! ... Jesuitterne var allerede ved at forgifte Verden ved Hjælp af en udenlandsk såkaldt Medicin, alminde­lig kendt under Navnet Jesuitternes Pulver. Og den peruanske Bark - eller en Efterligning af den - blev ført igennem Londons Gader sammen med store Skilte, hvorpå der stod, at Je­suitterne anvendte Barken til at udrydde den ikke-jesuitiske Del af Befolkningen.

Lord Shaftesbury, Føreren af Hans Majestæts Opposition, vid­ste næppe, at han ved at ophidse det engelske Folk til at begå de frygteligste Grusomheder var nær ved for mange År at und­drage det et Lægemiddel, som skulle komme til at spille en meget vigtig Rolle i Forbindelse med et stort Foretagende, det lige var begyndt på. I 1661 havde Englænderne anlagt de første Handelspladser i Indien; men Handelen her stod i Stampe, fordi Portugiserne, som allerede havde store Koncessioner i Landet, var så godt kendt med Forholdene, at det var let for dem at hindre andre i at få Indpas. Først efter 1663 lykkedes det Eng­lænderne at få sikkert Fodfæste i Indien, nemlig efter at den portugisiske Prinsesse, som Karl II havde giftet sig med - Eng­lands katolske Dronning, som Lord Shaftesbury nærede et så stærkt Had til - som Medgift havde bragt Retten for Englæn­derne til at drive Handel i de portugisiske Koncessioner. Men i Indien var Malariaen så udbredt, at det var umuligt for nogen at udføre noget som helst Arbejde, med mindre de havde store Mængder af Kinin ved Hånden, hvad de britiske Soldater og det ostindiske Kompagnis Agenter måtte sande.

Lord Shaftesbury havde været nær ved at skaffe Kongen af Vejen; i hvert Fald måtte Karl II i Efteråret 1678 sluge en bitter Pille. Ikke desto mindre begyndte Hans Majestæt atter, da alt så mørkest ud, ivrigt at interessere sig for Sir Robert Tal­bor. Sir Roberts heldige Behandling af Kongen havde øjensynlig gjort et så overvældende Indtryk på denne, at han følte, at det var hans Pligt også at lade andre nyde godt af sin nye Læges Metode. Karl II havde tilbragt mange År ved det fran­ske Hof og vidste, at alle der led af Koldfeber, og at den konge­lige Familie var hærget af en Mængde forskellige Slags Febre. I Øjeblikket var Kronprinsen, Ludvig XIV's eneste overlevende Søn, alvorlig syg af en ondartet Feber. Karl II, som altid havde stået på den bedste Fod med Kongen af Frankrig, besluttede at lade sin Livlæge rejse til Paris for at se, hvad han kunde gøre for den febersyge Prins. Og Sir Robert blev sendt af Sted med alle de Æresbevisninger, som tilkommer en kongelig Udsending. Men nu, da Sir Robert var bleven Læge for Konger og Prin­sesser i Overflod, rejste det Spørgsmål sig: Hvad var hans Hel­bredelsesmetode? Hvad gav han, eller hvad ønskede han at give sine kongelige Patienter? Når en Konge skulle have en særlig Behandling, var det Skik og Brug, at den Læge, der skulle lede Behandlingen, holdt en Rådslagning med de andre kongelige Læger for at erfare, om de var enige med ham i den Fremgangs­måde, han agtede at Følge. Desuden underrettede Lægerne Kronrådet om de Lægemidler, de agtede at anvende, og hvad de ellers havde tænkt at foretage sig. På den anden Side kunde Rådet forbyde en risikabel Behandling, som måtte forekomme det unødvendig, hvorved Kongens Sikkerhed garanteredes, og Lægerne fritoges for Ansvar. Alle disse Forsigtighedsregler var blevet indført for at råde Bod på et umuligt Forhold. Tidligere blev Lægerne henrettede, når de ikke var i Stand til at helbrede Konger for deres Sygdomme, og så sent som i det syttende Århundrede blev de strengt straffede, hvis de foretog sig noget på egen Hånd, selv i yderste Nødsfald. Som Følge heraf er mangen en Konge død en smertefuld og måske ganske unødvendig død, fordi ingen, så snart Sygdommen begyndte at tage en alvorlig Vending, turde give dem så meget som et Glas Vand.

I Sir Roberts Tilfælde tilsidesatte man øjensynlig både Skik og Brug og Etikette. Han behøvede ikke sine Kollegers Sam­tykke til sin Behandling af den kongelige Patient, og han under­rettede ikke noget Råd om, hvad han havde i Sinde at foretage sig. Grunden hertil var simpelt hen den, at den Metode, han med så stort Held anvendte ved sin Behandling af Koldfeberen, var en ”Hemmelighed”. Efter mange Års Iagttagelser og Eks­perimenter i en Malaria-egn havde han fundet denne Hemmelig­hed, som han var den eneste, der havde opdaget. Det havde været et møjsommeligt, ja endog et farligt Arbejde. Han var vil­lig til at behandle hvem som helst, der var i Stand til at betale for det; men han nægtede at indvie andre i sin Metode. Europas Konger måtte træffe deres Valg, enten fortsat at lide af deres Feber eller at stole ubetinget på ham. Sir Robert var villig til at tage det fulde Ansvar, hvad Resultatet af hans Behandling end måtte blive.

Læs videre her: Engelskmandens vidunderlige Hemmelighed 2

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012