Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Lecithin giver nyt håb

 - til mennesker med depression, multipel sclerose, Alzheimers, Parkinsons og aldersdemens

Generel beskrivelse
Lecithin består af et glycerinmolekyle, hvis ester på position 1 som regel er en mættet fedtsyre, på position 2 en (fler-)umættet fedtsyre og på position 3 fosforsyre og cholin. Lecithins mangfoldighed og forskelligartede biologiske kvalitet viser sig ved forskellig længde i fedtsyrerne og frem for alt i position 2-fedtsyrens mætningsgraden. Hvis molekylets ester er colamin i stedet for cholin, taler man om cephalin. Lecithin og cephalin betegnes også sammenfattende glycerofosfolipider.

Dyrisk protein (primært nervestoffer) og sædekorn indeholder såkaldte sphingolipider, som er struk­turelt forbundet med glycerofosfolipider, men indeholder diaminoalkoholen sphingosin i stedet for glycerid.

Når lecithin skal være virksom, naturlig og prisgunstig!

Biokemisk/fysiologisk betydning
Glycerofosfolipid er det vigtigste lipidstof i de biologiske membraner. Molekylet består af et polært, vandopløseligt ”hoved” (positiv iltladning og negativ ladning af cholin- hhv. colaminfosfat) i posi­tion 3 og to upolære, fedtopløslige ”haler” (to uladede fedtsyreestere). Denne molekylestruktur gi­ver biologiske dobbeltmembraner med en polær, hydrofil yderside og en upolær, lipofil inderside.

Hver celle og intracellulære organeller som cellekerne, mitochondrier, golgi-apparat og endoplas­matisk retikulum er omgivet af denne beskyttende dobbeltmembran. Dobbeltmembranen beskytter altså både selve cellen, men også dens arbejdsorganeller, sikrer, at der altid er et optimalt pH-miljø for den biologiske aktivitet, de forskellige enzymer og enzymsystemer - og garanterer dermed et problemfrit stofskifte.

At de biologiske membraner er elastiske og flydende er en væsentlig forudsætning for det problem­frie stofskifte i cellerne og det intracellulære område, og disse to parametre stiger i takt med mæng­den af flerumættede fedtsyrer i lecithin- og kefalinmolekylerne. Cellefluiditet og -elasticitet bestem­mer i væsentlig grad produktionen af hormoner, neurotransmittere og interleukiner. Også den elek­troke­miske signaloverførsel, f.eks. de neuromuskulære reguleringskredse, er tæt forbundet med kva­liteten i de membranøse strukturer.

Ofte retter man blikket mod forstyrrelser i synteseforløbet, hvis der er forstyrrelser i de endokrine og immunologiske regelkredse. Men netop biosyntensen af hormoner, nerve- og immunsignalstoffer er tæt forbundet med kommunikationsforløbet mellem cellekerne (gener), endoplasmatisk retikulum (produktionssted), golgi-apparat (eksportafdeling) og ekstracellulærrum (med cellemembranen som grænseflade). De biomembranøse strukturers fluiditet og elasticitet præger og har stor indflydelse på samtlige biokemiske og -fysiske regulatorkredse – mere end vi er klar over i praksis.

Sphingolipider er vigtige membranbestanddele, primært i nervecellernes myelinskeder (sphingo­myelin) og en væsentlig byggeklods i hjernelipiderne (cerebrosider, gangliosider). Indtil for få år siden mente man, at ødelagte nerveceller ikke var i stand til at regenerere. Men denne holdning an­ses nu for at være forældet. Cellerne i det centrale og perifere nervesystem kan regeneres – som også alle andre celler – ved hjælp af fosfolipider, flerumættede fedtsyrer og antioxidanter.

Mangelsymptomer og forslag til anvendelse

  • Principielt er enhver for tidlig cellealdring og -død følgen af en for tidlig ødelæggelse af de biologi­ske membraner.
  • Skader på cellekerne-membranerne fører til genetiske mutationer.
  • Skader på mitochondie-membranen beskadiger mitochondriernes DNA og reducerer den cellulære energi­produktion.
  • Skader i membranen på det endoplasmatiske retikulum forstyrrer opbygningen af nye enzymer og celledelingen
  • Skader på den ydre cellemembran fører til for tidlig ødelæggelse af leverceller, muskelceller, erytrocytter, immunceller eller andre.

En for stor andel af mættede og transfedtsyrer i biomembranerne fører til skøre membranstrukturer. Mangelfulde cellulære ”byggeklodser” og et deraf følgende dårligt cellulært stofskifte er et stærkt undervurderet problem ved alle stofskiftedefekter – men der kan rettes effektivt op ved målrettede tilskud af næringsstoffer. Disse membranbyggeklodser/-næringsstoffer er cholin, colamin, Omega-3 og -6 fedtsyrer samt den lecithin og cephalin, der dannes af disse næringsstoffer.

I lærebøgerne hævder man, at menneskets organisme selv kan opbygge sine biomembraner gennem fosfolipid-stofskiftet. Det er i princippet rigtigt, men holdningen gør, at man hyppigt i praksis over­ser kvalitetsaspektet: Det er ikke det, at kroppen kan danne biomembraner, der er relevant for vores helbred – det er, hvordan den gør det. Afgørende er syntesen (via mikronæringsstof-aktivere­de en­zymsystemer), membran-byggeklodsernes vitalitet (en stor mængde flerumættede fedtsyrer fra plan­teolier og lecithin) samt vores membranstrukturers belastningsevne og levetid (beskyttelse ved hjælp af antioxidanter).

Myelinet, det centrale og perifere nervesystems biomembraner bliver som alle andre biomembraner dannet i det endoplasmatiske retikulum. Hvis lipid-andelen af biomembranen på leverceller og ery­trocytter kun udgør ca. 50%, består myelinet af 80% lipider. Den høje fosfolipid-andel i det centrale og perifere nervesystem er nødvendig for at forhindre, at der sker ”kortslutninger” mellem de nogle steder meget tætpakkede nerveceller.

Myelinet overtager samtidig funktionen med at lede nervepåvirkningerne. Nervecellerne fornyr hele tiden deres ”bandage”-lignende myelinskeder, men kun meget langsomt. Myelinets halveringstid er på ca. 6 måneder.

Mens mangel på mikronæringsstoffer generelt mindsker omfanget af nervecellernes myelindannel­se, fører en underforsyning af gode næringsstoffer (dvs. flerumættede fedtsyrer og lecithin) til ud­vik­ling af hårde og dårligt fungerende myelinstrukturer. Skadelige tungmetaller og organiske stoffer blokerer frem for alt de myelindannende enzymsystemer, hvilket ytrer sig klinisk i meget forskellig­artede neurologiske forstyrrelser (nervøsitet, depression, reduceret syn, motoriske problemer).

Antallet af neurologiske patienter, der behandles konventionelt mod depression, multipel sclerose, ALS (amyotrof lateralsclerose) og schizofreni – eller endog bliver stemplet som hypokondere, selv­om deres sygdom skyldes kost eller miljøgifte - er formodentlig skrækindjagende højt. Netop inden for neurologien har man ved at tage højde for ernæringsmæssige og toksikologiske parametre en stor mulighed for at forbedre både diagnose og behandling. Den vellykkede lecithin-behandling ved aldersdemens, depression, Alzheimer og Parkinson beror i bund og grund på den simple virk­ning, at lecithin stabiliserer myelin-strukturerne.

At betegne lecithin som ”næring til nerverne” er derfor hverken overfladisk eller overdrevet. Det høje cholin-indhold i lecithin fremmer den forøgede dannelse af neurotransmitteren acetylcholin og stabiliserer dermed også på et neurohormonelt niveau det vegetative nervesystem.

Kliniske forsøg på tjekkiske og britiske klinikker har vist, at lecithin kan forkorte regenerationstiden efter både A-, B-, non-A og non-B-hepatitisvirus betydeligt. Lecithin og cholin er ortomole­kylært det eneste næringsstof, som vedvarende kan styrke leverstofskiftet ved hepatitis-virus. Lecithin og flerumættede fedtsyrer stabiliserer også immuncellernes differentiering og fremmer dannelse og produktion af immunologiske transmitterstoffer. Det humorale og cellulære immunforsvars funktion er i stor målestok afhængig af sin strukturelle beskaffenhed.

Vegetativ dystoni optræder ofte i 3. eller 4. årti af ens levetid. Syndromet udløses af psykisk belast­ning, stress og uafklarede konfliktsituationer og ytrer sig ofte som ho­vedpine, mave-, hjerte- og ån­dedrætsproblemer, rygsmerter, træthed, seksuel dysfunktion eller skjulte depressioner, uden at man kunne påvise organiske sygdomme. På grund af det meget forskelligartede symptombillede ved ve­getativ dystoni er sygdommen meget svær for lægen at påvise, og når det lykkes, er behandlingen i overvejende grad symptomatisk, men 5-10 g lecithin dagligt giver i mange tilfælde allerede efter kort tid overraskende gode behandlingsresultater, formentlig på grund af stimuleringen af den para­sympatiske reguleringskreds (øget acetylcholin-syntese).

Forekomst
Plante-lecithin findes frem for alt i (spiret) plantefrø, sojabønner og kålgrønsager. Fuldkornsbrød, soja og kål er specielt rig på lecithin med flerumættede fedtsyrer.

Dyriske proteiner, primært nervevæv, indeholder såkaldte sphingolipider. Det er lecithin-beslægtede forbindelser, som i stedet for glycerin indeholder diaminoalkoholen sphingosin. Sphingolipider er vigtige membranbestanddele frem for alt i nervecellernes myelinskeder (sphingomyelin) og væsent­lige byggesten i hjernens lipider (cerebrosider, gangliosider).

Dagsbehov
Der findes ingen angivelser af lecithinbehov. I de her omtalte forsøg gav man lecithin i doser på 1-
20 g dagligt. Det er formentlig vigtigere, at lecithinet er af god kvalitet (indhold af flerumættede fedtsyrer). Enkelte personer udvikler – specielt efter en stor dosis lecithin – en fiskeagtig kropslugt. I disse sjældne tilfælde er enten leverens stofskifte for lavt, eller den tilførte mængde overstiger leverens omdannelseskapacitet, og man bør simpelthen blot reducere mængden af lecithin.

Reference:
A. S. Prasad: Essential and Toxic Trace Elements in Human Health and Disease. Alan R. Liss, Inc. 1988.
E. O. Uthus: Evidence for arsenic essentiality. Environmental Geochemistry and Health, bind 14, 1992.
W. Mertz: The Essential Trace Elements. Science, bind 213, 1981.
E. Frieden: New Perspectives on the Essential Trace Elements. Journal of Chemical Education, bind 62, 1985.
D.R. Mayer, W. Kosmus: Serum Arsenic Concentrations in Hemodialysis patients in comparison to Healthy Controls. Biological Trace Element Research, bind 37, 1993.
K. Lang: Biochemie der Ernährung. Steinkopff Verlag, 1979
H. Zumkley: Spurenelemente. Thieme Verlag, 1983
H.-K. Biesalski: Ernährungsmedizin. Thieme Verlag, 1995
R. Heiss, Lebensmitteltechnologie. Springer Verlag, 1991.
A. Hoffer: Orthomolecular Nutrition. Keats Publishing, 1978.
K. Pflugbeil: Vital Plus, Herbig Verlag, 1990.
K. Galgau, G. Ohlenschläger: Vitalstoffe – Baustoffe der Gesundheit, Haug Verlag, 1994.
National Cancer Institute: Beta Carotene and Vitamin A Halted in Lung Cancer Prevention Trial, pressemeddelelse fra 18/1-1996.
W. Lüder: Lösliche Ballaststoffe und ihre Bedeutung für de Ernährung. Ernährungs-Umschau 5/1995.
R. Schuler, A. Schuler: Physiologie und Pathologie der Intestinalflora, Mikrobiologisches Laboratorium Dr. R. und A. Schuler, 3. oplag.
S.W. Souce, W. Fachmann, H. Kraut: Die Zusammensetzung der Lebensmittel. NährwertTabellen, medpharm GmbH, 1994.
Lexikon der Biochemie und Molekularbiologie. Herder Verlag, 1991.
R. Greer, R. Woodward: The Book of Vitamins and Healthfood Supplements. Souvenir Press, 1995.
J.F. Balch, P.A. Balch: Prescription for Nutritional Healing. Avery Publishing Group Inc., 1993
S.S. Hendler: The Doctors Vitamin and Mineral Encyclopedia. Simon &Schuster Verlag, 1991.
W. Wirth, C. Gloxhuber: Toxikologie. Thieme Verlag, 1981.
G. Ohlenschläger: Essentielle Nahrungsbestandteile. Die Vitamin-D-Gruppe (Calciferole). Journal für Orthomolekulare Medizin, Ralf Reglin Verlag, 1995.
D. Hötzel et al.: Versorgung der Bevölkerung der BRD mit Nahrungscalcium-Verbesserungsmöglichkeiten. VitaMinSpur 3,2, 1988.
K.-R. Geiss, M. Hamm: Handbuch Sportlerernährung. Rowohlt, 1992
S. Hof: Carnitin – Wann ist sein Einsatz sinnvoll? Deutsche Apotheker Zeitung, 45, 1994.
P. Cerretelli, C. Marconi: L-Carnitine Supplementation in Humans. The Effects on Physical Performance. Int. J. Sports Med., 11, 1990.
G. Uhlenbruck, A. van Mil: Immunbiologische und andere neue Aspekte der Membran-modulation durch L-Carnitin. Echo Verlags-GmbH, 1993.
H.K. Biesalski, H. Gollnick: Effekt einer Betakarotinsupplementierung auf sonnen-induzierte Veränderungen der Haut. Ernährungs-Umschau, 41, 1994.
G. Ohlenschläger: Essentielle Nahrungsbestandteile. Die Vitamine. 
Del2: Fettlösliche Vitamine: Beta-Carotin und Vitamin A. Journal für Orthomolekulare Medizin, Ralf Reglin Verlag, 1994.
W. de Gruyter: Hunnius Pharmazeutisches Wörterbuch, 7. oplag, 1993.
H.P. Koch, G. Hühnler: Chlorophyll, Blattgrün als Arzneimittel. Deutscher Apotheker Verlag, 1995.
G. Thews, E.Mutschler, P. Vaupel: Anatomie, Physiologie, Pathophysiologie des Menschen. Wissenschaftliche Verlagsgesellschaft mbH, 1980.
J. Klein: Cholin. Ein essentieller Nährstoff für den Menschen. Deutsche Apotheker Zeithung, 22, 1995.
M. R. Werbach: Nutritional Influences on Illness.Keats Publishing, 1988.
E. Holdsworth et al.: Assays of GTF. Journal of Inorganic Biochemistry, 21, 1994, 31-44
Deliconstantinos et al.: Rat Liver microsomal cholesterol biosynthesis. International Journal of Biochemistry, 16, 1994, 935-938.
U. Tischler: Chrom – ein essentiellen Spurelement. VitaMinSpur 3,2, 1989, 75-79.
M.O. Bruker: Ârtzlicher Rat aus ganzheitlicher Sicht. emu-Verlag, 1989
G. Ohlenschläger: Das Vitaminoid: Ubichinon (Coenzym Q10). Journal für Orthomolekulare Medizin, 3, 1994.
F. Reglin, Membranschutzfaktor Colamin v.a. für das Nervensystem unentbehrlich. PRAXIS-telegramm 2/95.
H.A. Nieper: Das neue Vitamin Mi. raum & zeit, 35/88.
J.E.F. Reynolds: Martindale The Extra Pharmacopoeia. The Pharmaceutical Press, 1989.
J. Davidek, J. Velisek, J. Pokorny: Chemical Changes During Food Processing. Avicennum, 1990.
H. Geesing: Die beste Waffe des Körpers: Enzyme. Herbig, 1990.
A.J. Cichocke: Enzymes and Enzyme Therapy. Keats Publishing, 1994.
H.J. Haas: Mechanismen des Transports von Mineralstoffen und Spurelementen. Wissenschaftliche Verlagsgesellschaft, 1990.
P. Nuhn: Naturstoffchemie. Mikrobielle, pflanzliche und tierische Naturstoffe. Wissenschaftliche Verlagsgesellschaft, 1990.
P. Singer: Zur Essentialität von Omega-3-Fettsäuren. Akt. Ernährung, 14, 1989
P. Singer: Fischreiche Kost, Lebertran und Fischölkonzentrat als Quelle von Omega-3-Fettsäuren. Akt. Ernährung, 14, 1989.
J. Brückner: Trans-Fettsäuren: gesundheitlich Aspekte des Verzehrs. Ernährungs-Umschau 42, 1995.
U. Erasmus: Fats that Heal Fats that Kill. alive books, 1993.
E. Middleton: Plant Flavonoid Modulation if Immune and Inflammatory Cell Functions, Human Nutrition-A Comprehensive Treatise. Bind 8, Nutrition and Immunology, Plenum Press, 1993.
H. Wagner, Pharmazeutische Biologie. Drogen und ihre Inhaltsstoffe. Gustav Fischer Verlag 1993.
In pflanzlichen Lebensmitteln vorkommende Flavonoide als Antioxidanten, DGE-info, november 1993.
O. Moritz, D. Fruhne: Einführung in die Pharmazeutische Biologie. Gustav Fischer Verlag, 1967.
L. Stryer: Biochemie. Spektrum Akademischer Verlag, 1991.
A. Brönstrup, K. Pietrzik: Bedeutung von Homocyestein bei der Entstehung von Atherosklerose – Ist eine Supplementierung von Vitaminen sinnvoll? Ernährungs-Umschau, 43, 1996, 3.
B. Goerke-Vogel: Folsäure, Die P.T.A. in der Apotheke, 25, 1996, 3.
Germanium-132 (Ge-132): Homeostatic Normalizer and Immunostimant. A Review of its Preventive and Therapeutic Efficacy. International Clinical Nutrition Review, bind 7, nr. 1, 1987.

Health News 2007

 

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012