Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Frie radikaler og antioxidanter

Af Matti Tolonen, læge 

Da begreber som antioxidanter, frie radikaler, vitaminer og mineraler vinder stigende indpas både blandt fagpersonale og i befolkningen, er det vigtigt at kunne rådgive patienterne bedst muligt. I denne artikel gennemgås frie radikalers dannelse og skadevirkninger, samt perspektiver for forebyggelse og behandling med antioxidanter.

Aktive kemiske forbindelser kal­det frie radikaler har fået stor interesse ved opståen og udvik­ling af en lang række sygdomme. Frie radikaler sættes nu i for­bindelse med over 60 sygdomme, bl.a. arteriosklerose og iskæmiske tilstande, kræft, Alzhei­mers sygdom, parkinsonisme, grå stær og rheumatoid artritis. Tillige synes frie radikaler at spille en væsentlig rolle for den normale aldringsproces.

Der er stor interesse for at hæmme de frie radikalers skadevirk­ninger ved disse hyppige sygdom­me. Antioxidanter kan neutrali­sere frie radikaler og mindske deres skadevirkning. Blandt de naturlige antioxidanter er flere vitaminer og mineralafhængige stoffer, som indtages gennem kos­ten. Kostens sammensætning har derfor stor betydning for et op­timalt antioxidantforsvar. 

Angriber konstant
Et atom består af en kerne om­givet af elektroner. Normalt er elektronerne samlet to og to i par, men hvis der fjernes eller tilføres en elektron, bliver der en uparret elektron tilbage. Et frit radikal er et atom eller molekyle, som har en sådan upar­ret elektron og hermed omdannes til en biologisk destruktiv for­bindelse. Frie radikaler kan angribe umættede fedtsyrer i cel­lemembranen og starte en kædereaktion, som spreder sig gennem cellen og videre til andre cel­ler. Det kaldes forharskning eller lipidperoxidation. Frie radikaler synes også at medvirke til udvikling af kræft gennem at beskadige det genetiske materiale DNA. Frie radikaler dannes ved de fleste stofskiftereaktioner, som involverer ilt. Hvide blod­legemer danner f.eks. frie radi­kaler til destruktion af bakteri­er, virus og svampe. Ligeledes er lipidperoxidation til en vis grad nødvendigt i stofskiftet. Men ofte bliver produktionen af frie radikaler for kraftig, hvor­ved lipidperoxidationen bliver patologisk.

Mange ydre påvirkninger fremmer dannelsen. F.eks. øger radioak­tiv bestråling, sollys, luftfor­urening, tobaksrygning, ukrudts­bekæmpende midler, forskellige karcinogener, varmepåvirkning, hård fysisk anstrengelse, betæn­delsesreaktioner mv. produktio­nen af frie radikaler i organis­men og forhøjer hermed kravene til antioxidantforsvaret. Visse lægemidler (tetracyklin, psyko­farmaka, teofyllin, epilepsimid­ler, cytostatika etc.) øger dan­nelsen af frie radikaler. Mange lægemiddelbivirkninger skyldes skadevirkninger fra frie radika­ler.

Vores celler angribes af frie radikaler tusinder af gange i døgnet. Ved manglende antioxidantbeskyttelse beskadiges cel­lerne, og deres livstid forkor­tes. Cellernes fedtstoffer for­harsker (lipidperoxidation), og de lange molekyler i cellemembra­nen brister og går til grunde. Aminosyrerne i proteinmolekylerne oxideres, så der opstår bindinger mellem forskellige proteiner. Af den grund mister huden med årene sin elasticitet. Lipidperoxida­tion fører til dannelsen af gif­tige stoffer som malondialdehyd. Skadevirkningerne kan forplante sig til andre dele af cellens indre, bl.a. til DNA-molekylernes genetiske kode, i værste fald med mutationer til følge.

Organismen forsvarer sig mod frie radikaler med visse enzymer samt antioxidanter tilført med kosten. Antioxidanter både i og uden for cellerne neutraliserer frie radi­kaler og stopper fedtstoffernes forharskning, så cellen kan repa­rere skaden. De vigtigste antioxidanter i kosten er vitami­nerne A, B6, C og E, planternes røde farvestof betakaroten, ubi­kinon (Q10) samt minera­ler som selen, zink, kobber og mangan.

I det følgende gennemgås generel­le perspektiver ved tre hyppige tilstande: Kræftlidelser, hjer­tekarsygdomme samt aldring. 

Kræftsygdomme
Hver enkelt celle angribes kon­stant af frie radikaler. Selv DNA-molekylerne beskadiges for­mentlig gentagne gange, men cel­leforsvaret og reparationsmeka­nismerne kan som oftest modvirke beskadigelsen. Bliver påvirknin­gen imidlertid for kraftig kom­bineret med et svagt antioxida­tivt forsvar, beskadiges DNA med risiko for omdannelse af cellen i ondartet retning, så den deler sig ukontrollabelt som en kræft­svulst. Det kan f.eks. finde sted hos en ivrig tobaksryger. Serum hos rygere indeholder bety­deligt mindre vitamin C og beta-karoten end hos ikke-rygere, selv om kostindholdet er ens. Det viser, at rygernes antioxidantbe­hov er steget.

Toksiske stoffer, som øger dannel­sen af frie radikaler, er ofte kræftfremkaldende. Eksperimen­telt fremkaldt kræft kan modvir­kes med antioxidanter. I sådanne undersøgelser har man anvendt bl.a. selen, beta-karoten, vita­min A og E samt kombinationer heraf. Det synes som om den bed­ste virkning opnås ved at kom­binere forskellige vand- og fed­topløselige antioxidanter – en antioxidantcocktail.

I Finland er det påvist, hvordan et lavt serum-selen var forbundet med en seksdobbelt kræftrisiko, mens samtidigt lavt indhold af vitamin E øgede risikoen over 11 gange. En anden stor befolk­ningsundersøgelse fra det finske cancerregister viser, at bryst­kræftrisikoen var øget ti gange ved samtidig mangel på selen og vitamin E. Nedsat E-vitaminind­hold i blodet gik forud for en række kræftsygdomme, og forskerne bag undersøgelsen konkluderede, at "lav E-vitaminindtagelse udgør en risikofaktor for flere for­skellige, men ikke alle kræftsygdomme" samt at "høj selenindta­gelse kan beskytte mod lunge­kræft".

Mange andre undersøgelser fra Sverige, Holland, England, Schweiz og USA styrker antagelsen om, at for lav indtagelse af antioxidanter som selen, beta-karoten, vitamin A og E gennem kosten kan øge kræftrisikoen. I øje­blikket bruges store anstrengel­ser og hundrede millioner af dol­lars på omfattende befolkningsun­dersøgelser for at vise, om kost­tilskud med antioxidanter mind­sker kræftrisiko. F.eks. del­tager 22.000 læger i USA og 30.000 rygere i Finland i dob­beltblinde placebokontrollerede studier af beta-karotens kræftfo­rebyggende virkning. 

Hjertekarsygdomme
To-tredjedele af arteriosklero­tiske hjertesygdomme kan forkla­res ud fra de klassiske risiko­faktorer som tobaksrygning, højt kolesterol, overvægt, forhøjet blodtryk, diabetes mv. Den sid­ste tredjedel har imidlertid in­gen af disse risikofaktorer. En medvirkende årsag synes at være frie radikaler og lipidperoxida­tion. En række undersøgelser viser f.eks. sammenhæng mellem lavt selen og øget risiko for hjertekarsygdom, senest en stor hollandsk undersøgelse, der viste fire gange øget risiko for hjer­teblodprop hos personer med de laveste selen-værdier. Et andet nyt studie fra England viste, at lipidperoxidation er øget hos arterisklerose-patienter.

Frie radikaler kan forharske LDL­-kolesterol (det "farlige" kole­sterol), hvis antioxidantforsva­ret er svækket og fremme årefor­kalkningsprocessen. Et
andet vigtigt punkt er den såkaldte reperfusionsskade, hvorved forstås en vævsskade, når et væv får genoprettet sin blod- og iltfor­syning efter f.eks. en blodprop. Når blodstrømningen genoprettes, dannes store mængder frie radika­ler, på grund af det ændrede stof­skifte under iskæmien. Det sker hos en hjertepatient efter bal­londilatation af en forsnævret pulsåre eller efter by-pass ope­ration. Samme proces kan finde sted ved/efter apopleksi, ved organtransplantationer og ved håndkirurgi. Selv om genopret­ning af ilttilførslen til et væv er nødvendigt for at redde vævet, fører det altså samtidig til dan­nelse af en betydelig mængde frie radikaler, der sætter store krav til antioxidantforsvaret. Udgan­gen kan være fatal hos patienter med et nedsat antioxidativt for­svar. Antioxidantbehandling be­skytter derimod mod disse reper­fusionsskader. 

Aldring
Biologisk aldring skyldes delvist frie radikalers forharskning af cellerne, dvs. lipidperoxidation. De frie radikalers betyd­ning demonstreret bl.a. ved til­stande med for tidlig og patolo­gisk aldring f.eks. neuronal steroid lipofuscinose, Alzheimers sygdom og alderdomsdemens. En antioxidantcocktail har ofte god klinisk effekt ved patologisk aldring hos patienter med neuro­nal seroid lipofuscinose, hvor en accelereret lipidperoxidation fører til ophobning af aldrings­pigmentet lipofuscin i nervecel­lerne. Ældre mennesker har ofte et ringere antioxidativt forsvar end yngre, fordi de spiser mindre og uvarieret. Min forskergruppe har undersøgt effekten af antioxidantbehandling hos ældre i to placebokontrollerede undersøgelser. I den første undersøgelse tilførtes selen og vitamin E i et år, mens de ældre i det andet studie fik E-vitamin, gamma-lino­lensyre samt antioxidantkombina­tionen Bio-Selen, der indeholder en række vitaminer og mineraler. Vi kunne påvise både et markant fald i lipidperoxidation og en bedring i de psykiske testresul­tater i forhold til placebogrup­pen.

Professor, dr.med. Jørgen Clausen har i en tilsvarende dobbeltblind placebokontrolleret undersøgelse på danske plejehjem supplemente­ret andre med Bio-Selen og gamma­linolensyre gennem et år og fun­det nedsat alderdomspigment i de røde blodlegemer, forbedrede psy­kiske testresultater samt øget blodgennemstrømning i hjernen. Det er sandsynligt, at et stærkt antioxidantforsvar er et godt udgangspunkt til at modvirke al­derdomsforandringer fremkaldt af frie radikaler. 

Øget behov for antioxidanter
Sammenfattende er sammenhængen mellem frie radikaler, lipidperoxidation og mange sygdomme ble­vet bekræftet. Samtidig er der lovende udsigter for at øge fore­byggelsen og supplere behandlin­gen af hyppige sygdomme med antioxidanter. Det er nødvendigt at være opmærksom på, at mange patienter har dårlige kostvaner eller øget behov for antioxidanter f.eks. som følge af tobaks­rygning. Næsten halvdelen af andre mennesker spiser således ikke tilstrækkeligt varieret til at gøre det antioxidative forsvar optimalt.

Alle mennesker er forskellige både i køn, kropsstørrelse, mad­vaner, kalorieindtag og fysisk aktivitetsniveau. Gravide, am­mende og børn har særlige behov for vitaminer og mineraler. Idrætsudøvelse øger behovet for antioxidanter betydeligt, akkurat som enhver form for medicinindta­gelse. Hos syge er behovet for mineraler og vitaminer væsentligt større end hos raske. Det samme gælder tobaksrygere og alkohol­indtagere, fordi den store pro­duktion af frie radikaler tærer på kroppens antioxidanter bl.a. selen og vitaminer. For mange mennesker er behovet derfor større end deres aktuelle indtag gen­nem kosten. 

Litteratur Den finske læge Matti Tolonen forsker i brugen af vitaminer og mineraler til forebyggelse og behandling af vores store vel­færdssygdomme. I september 1988 forelæste Tolonen på Rigshospita­let for sygeplejersker og læger og medvirkede i debatten om, hvorvidt vores kost indeholder optimale mængder vitaminer og mineraler. Tolonen kendes også som forfatter til bogen "Vitami­ner og mineraler – vejen til et sundere liv" udgivet i hele Nor­den. 

Bragt i "Sygeplejersken" 37/89

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012