Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Lægeforvoldte skader

Det forholder sig desværre sådan, at nytteløs, men i øvrigt uskadelig lægebehandling er den mindst væsentlige af de skader, den voksende lægelige foretagsomhed påfører det moderne samfund. Den mængde li­delse, fejlfunktioner, invaliditet og ængstelse, der fremkommer som et resultat af den tekniske lægeindgriben, er nu af et omfang, der kan sammenlignes med den sygelighed, der skyldes trafik- og arbejdsulykker og endog krigsforhold, og den gør lægevæsenets indflydelse til en af de hurtigst voksende epidemier i vor tid. Blandt de dræbende institu­tionelle skadevoldere er det kun den moderne tids underernæring, der rammer flere mennesker end den iatrogene sygdom i dens forskellige former [47]. I den snævreste betydning omfatter iatrogen sygdom kun de lidelser, der ikke ville være opstået, hvis en forsvarlig og fagligt aner­kendt behandling ikke var blevet påbegyndt [48]. Ifølge denne definition kan en patient anlægge sag mod sin læge, hvis den sidstnævnte under sin behandling undlader at anvende en anerkendt metode, som ifølge lægens opfattelse ville indebære en risiko for at gøre ham syg. I en mere generel og almindeligt anerkendt betydning omfatter klinisk iatrogen sygdom alle de kliniske sygdomme, for hvilke lægemidler, læger eller hospitaler har været de patogene eller ”sygdomsfremkaldende” fakto­rer. Jeg benævner denne overvældende mængde af terapeutiske bivirk­ninger klinisk iatrogenese. De er lige så gamle som lægevæsenet selv [49]. og har altid været genstand for lægevidenskabelige studier [50]. 

Lægemidler har altid været potentielt giftige, men de uønskede bi­virkninger er taget til med præparaternes styrke [51] og den udbredte an­vendelse af dem [52]. Hver 24.-36. timer sluger 50-80% af alle voksne i USA og Storbritannien et af læger foreskrevet kemisk stof. Nogle tager den forkerte medicin; andre får en gammel eller en forurenet dosis, og atter andre en forfalskning [53]; andre tager flere forskellige midler i farlige kombinationer [55], og atter andre får indsprøjtninger med utilstræk­keligt steriliserede sprøjter [56]. Nogle medikamenter skaber tilvænning, andre er invaliderende og andre igen mutagene, om end måske kun i forbindelse med. farvede fødevarer eller insektbekæmpelsesmidler. Hos nogle patienter ændrer antibiotika den normale bakterieflora og forårsager en superinfektion, idet de gør det muligt for mere resistente organismer at formere sig og invadere værtsorganismen. Andre lægemid­ler bidrager til fremkomsten af lægemiddel-resistente bakteriekæder [56]. På denne made har raffinerede former for forgiftning bredt sig endnu hurtigere end den forvirrende mængde patentmedicin [57]. Overflødige operationer er noget ganske almindeligt [58]. Invaliderende ikke-sygdom­me opstår som følge af lægelig behandling af ikke-eksisterende sygdom­me, og de er i stigning [59]. antallet af børn i Massachusetts, der er invali­deret som følge af behandling for ikke-eksisterende hjertesygdomme, er større end antallet af børn under effektiv behandling for virkelige hjertesygdomme [60]. 

Lægepåførte smerter og sygdomme har altid fulgt med den medicinske praksis [61]. Fagmæssig ufølsomhed og skødesløshed er sammen med simpel udygtighed ældgamle former for lægelig forsømmelighed [62] Med lægens forvandling fra at være en håndværker, der udøvede sin kunnen over for individer, som var ham personligt bekendte, til en tekniker, der anvender videnskabelige principper på hele grupper af patienter, fik forsømmeligheden en anonym, næsten respektabel status [63]. Det, man tidligere havde betragtet som misbrug af tillid og som moralsk brist, kan nu begrundes med hændelig svigten af udstyret og hos teknikerne. I et hospital med et kompliceret teknologisk udstyr bliver skødesløshed til ”tilfældige menneskelige fejl” eller ”sammenbrud i systemet”, ufølsomhed bliver til ”videnskabelig distance” og inkompetence til ”mangel på specialudstyr”. Afpersonaliseringen af diagnose og behandling har bevirket, at forsømmelighed fra lægens side er blevet til et teknisk i stedet for et etisk problem [64]. 

I 1971 blev der anlagt mellem 12.000 og 15.000 retssager vedrørende lægelig fejlbehandling ved domstolene i USA. Mindre end halv­delen af disse sager blev afgjort på under 1½ år, og mere end 10% er forblevet uafgjorte i over seks år. Mellem 16 og 20% af hver dollar, der var indbetalt til forsikring mod fejlbehandling, blev udbetalt som erstatning til ofret; resten blev udbetalt til juridiske og medicinske eks­perter [65]. I sådanne sager anklages lægerne alene for at have handlet imod den lægelige kodeks, for inkompetent udførelse af den foreskrev­ne behandling eller for pligtforsommelse som følge af pengebegær eller dovenskab. Sagen er imidlertid, at de fleste af de skader, den moderne læge påfører folk, ikke falder inden for nogen af disse kategorier [66]. De indtræffer i den almindelige praksis, som udøves af veluddannede mænd og kvinder, der har lært at bøje sig for den herskende opfattelse i lægeverdenen og de anerkendte metoder, selv om de ved (eller kunne og burde vide), hvilken skade de forvolder. 

Det amerikanske sundhedsministerium har beregnet, at 70% af de pa­tienter, som er indlagt på hospital, påføres skader, for hvilke der gæl­der erstatningspligt, selv om kun et fåtal af dem gør noget ud af det. Hvad mere er, antallet af indberettede ulykker på hospitalerne er højere end i samtlige industrier med undtagelse af mineindustriens og højhus­byggeriet. Ulykkestilfælde er den vigtigste dødsårsag for amerikanske børn. I forhold til den tid, der tilbringes på hospital, synes disse ulyk­ker at ske hyppigere her end nogen andre steder. Af halvtreds børn, som indlægges, kommer et barn ud for et uheld, der kræver særlig be­handling [67]. Universitetshospitalerne er de relativt mest ”patogene”, el­ler sagt rent ud de mest sygdomsforvoldende. Man har også påvist, at en ud af fem patienter, som indlægges på et typisk forskningshospital, får en iatrogen sygdom, undertiden noget ganske banalt, men i reglen en sygdom, som kræver særlig behandling, og i ét tilfælde ud af tredive medfører døden. Halvdelen af disse tilfælde er en følge af komplika­tioner ved medikamentel behandling; overraskende er det, at ét ud af 10 skyldes de diagnostiske metoder [68]. Trods de bedste hensigter og påstande om at tjene almenvellet ville en officer i hæren med et tilsvaren­de generalieblad blive frataget kommandoen, og en restaurant eller en forlystelsespark ville blive lukket af politiet. Det er ikke så mærkeligt, at sundhedssektoren prøver at lægge skylden for den forvoldte skade over på ofret, og at en rapport fra et multinationalt medicinalfirma meddeler, at ”iatrogen sygdom næsten altid er af neurotisk oprin­delse” [69]. 

Noter:

48. Angående den retslige udvikling i relation til denne art skader se M. N. Zald, ”The Social Control af General Hospitals”, i B. S. Georgopoulos red., Organisation Research on Health Institutions (Ann Arbor: Univ. af Michigan, Institute for Social Research, 1972). Se også Angela Holder ”Medical Malpractice Law” (New York: Wiley, 1974).

49. Disse bivirkninger blev studeret af araberne. Al-Razi (865-925 e.Kr.), som var leder af hospitalet i Bagdad, interesserede sig for studiet af iatrogene lidelser ifølge Al-Nadim i Fihrist, kap. 7 sec. 3. På Al-Nadims tid (935 e.Kr.) kunne man endnu læse tre bøger og et brev fra Al-Razis hånd om dette emne: The Mistakes in the Purpose of Physicians; On Purging Fever Patients Before the Time Is Ripe; The Reason Why the Ignorant Physicians, the Common People, and the Women in Cities Are More Successful Than Men af Science in Treating Certain Diseases and the Excuses Which Physicians Make for This, og brevet: ”Why a Clever Physician Does Not Have the Power to Heal All Diseases, for That Is Not Within the Realm af the Possible”. 

50. Se også Erwin H. Ackerknecht, ”Zur Geschichte der iatrogenen Krank­heiten”, Gesnerus 27 (1970): 57-63. Han skelner mellem tre bølger, el­ler perioder, siden 1750, hvor studiet af iatrogene sygdomme har væ­ret anset for vigtigt af lægestanden. Erwin H. Ackerknecht, ”Zur Ge­schichte der iatrogenen Erkrankungen des Nervensystems”, Therapeu­tische Umschau/Revue therapeutique 27, no. 6 (1970): 345-6. En kort oversigt over lægernes viden om lægemidlernes bivirkninger på centralnervesystemet, som indledes med Avicenna (980-1037) om kviksølv.  

51. L. Meyler ”Side Effects of Drugs (Baltimore: Williams & Wilkins, 1972). Adverse Reactions Titles, en månedlig bibliografi over titler fra ca. 3.400 biomedicinske tidsskrifter fra hele verden; er udkommet i Amsterdam siden 1966. Allergy Information Bulletin, Allergy Information Association, Weston, Ontario. 

52. P. E. Sartwell ”Iatrogenic Disease: An Epidemiological Perspective”, International Journal of Health Services 4 (vinteren 1974): 89-93. 

53. Pharmaceutical Society of Great Britain, Identification of Drugs and Poisons (London: 1965). Om medicinforfalskning og analyse. Margaret Kreig, Black Market Medicine (Englewood Cliffs, N. 7.: Prentice-Hall, 1967) beretter, at en stigende procentdel af de varer, der sælges af re­gistrerede apoteker, er uvirksomme, forfalskede lægemidler, som ikke gennem indpakning eller udseende kan skelnes fra mærkevareproduktet.  

54. Morton Mintz, ”By Prescription Only”, 2. udg. (Boston: Beacon Press, 1967). En mere fyldig beskrivelse af denne bog findes nedenfor i note 98, p. 101. Solomon Garb, ”Undesirable Drug Interactions”, 1974-75, rev. udg. (New York: Springer, 1975). Indeholder oplysninger om inaktivering, uforligelighed, forstærkning og plasmabinding såvel som påvirkningen af fordøjelsesprocesserne. 

55. B. Opitz og H. Horn, ”Verhütung iatrogener Infektionen bei Schutz­impfungen”, Deutsches Gesundheitswesen 27/24 (1972): 1131-6. Om infektioner i forbindelse med vaccination. 

56. Harry N. Beaty og Robert G. Petersdorf, ”Iatrogennc Factors in Infec­tious Disease”, Annals of Internal Medicine 65 (oktober 1966): 641-56.

57. Hvert år indlægges en million mennesker – dvs. 3-5% af alle hospitals­indlæggelser – hovedsagelig på grund af en negativ reaktion på læge­midler. Nicholas Wade, ”Drug Regulation: FDA Replies to Charges by Economists and Industry”, Science 179 (1973): 775-7. 

58. Eugene Vayda, ”A Comparison of Surgical Rates in Canada and in England and Wales”, New England Journal of Medicine 289 (1973): 1224-9 viser, at tallene for kirurgiske indgreb i Canada i 1968 var 1,8 gange højere for mænd og 1,6 gange højere for kvinder end i Eng­land. Vilkårlige operationer som fjernelse af mandler, polypper, hæmorider og lyskebrok forekom i mindst dobbelt så mange til­fælde. Tallene for galdeoperationer var mere end fem gange højere. Hovedårsagerne er muligvis forskelle med hensyn til betalingen for læ­gelige ydelser og antallet af hospitalssenge og kirurger. Charles E. Le­wis, ”Variations in the Incidence of Surgery," New England Journal of Medicine 281 (1969): 880-4, finder tre- eller firdobbelte variationer i de regionale tal for seks almindelige operationer i USA. Antallet af kirurger fandtes at være den afgørende faktor for antallet af opera­tioner. Se også James C. Doyle, ”Unnecessary Hysterectomies: Study af 6.248 Operations in Thirty-five Hospitals During 1948”, Journal of the American Medical Association 151 (1953): 360-5. James C. Doyle, ”Unnecessary Ovariectomies: Study Based on the Removal af 704 Nor­mal Ovaries from 546 Patients”, Journal af the American Medical As­sociation 148 (1952): 1105-11. Thomas H. Weller, ”Pediatric Percep­tions: The Pediatrician and Iatric Infectious Disease”, Pediatrics 51 (april 1973): 595-602. 

59. Clifton Meador, ”The Art and Science of Nondisease”, New England Journal af Medicine 272 (1965): 92-5. For den læge, der alene er vant til at beskæftige sig med patologiske fænomener, er udtryk som ”ikke-sygeligt fænomen” eller ”ikke-sygdom” fremmedartede og vanskelige at forstå. Denne artikel giver, med et blink i øjet, en klassificering af ikke-sygdom og af de væsentlige behandlingsmæssige principper, som byg­ger på dette begreb. Iatrogene sygdomme opstår sandsynligvis lige så ofte som følge af behandling af ikke-sygdom som af behandling af syg­dom. 

60. Abraham B. Bergman og Stanley J. Stamm, ”The Morbidity of Cardiac Nondisease in School Children”, New England Journal of Medicine 276 (1967): 1008-13. Nævner ét bestemt eksempel på den tilstand, hvor folk enten opfatter sig selv eller af andre opfattes som havende en ikke-eksisterende hjertesygdom. De ubehagelige virkninger, der led­sager visse ikke-sygdomme, er lige så voldsomme som dem, der ledsa­ger de virkelige sygdomme ... den samlede svækkelse som følge af ikke-sygdomme i hjertet hos børn anses for at være større end den, der skyldes egentlige hjertesygdomme”. Se også J. Andriola, ”A Note on Pos­sible Iatrogenesis of Suicide," Psychiatry 36 (1973): 213-18. 

61. Den kliniske iatrogenese har en lang historie. Plinius Secundus: Natu­ralis Historia 29.19: ”Til beskyttelse mod lægerne findes der ingen lov mod uvidenhed, intet eksempel på dødsstraf. Lægerne lærer på bekost­ning af os, de eksperimenterer og dræber ganske uden risiko for straf, faktisk er lægen den eneste, der har lov til at slå ihjel. De går videre endnu og gør patienten ansvarlig: de lægger skylden på den, der er buk­ket under”. I virkeligheden indeholdt romerretten allerede nogle for­holdsregler imod lægeforvoldte skader, ”damnum injuria datum per medicum”. Romerretten gjorde lægen juridisk ansvarlig ikke blot for uvidenhed og letsindighed, men også for sjuskeri. En læge, som ope­rerede en slave, men som ikke fulgte hans rekonvalescens ordentligt op, måtte betale slavens pris og hans herres indkomsttab under den forlæn­gede sygdomsperiode. Borgerne var ikke dækket af denne lov, men kun­ne på eget initiativ tage hævn for forsømmeligheden. 

62. Montesquieu, ”De l'esprit des lois”, bk 29, kap. 14 b (Paris: Pléiade, 1951). Romerretten bestemte, at læger skulle straffes for forsømmelighed el­ler manglende dygtighed (Cornelius' love, De Sicariis, inst. iv. tit. 3, de lege Aquila 7). Hvis lægen var en person med formue eller af rang, blev han kun dømt til forvisning, men hvis han var af lavere rang, blev han dømt til døden. Vore regler er anderledes. De romerske love er ikke skrevet under samme forhold som vore: i Rom kunne enhver uvidende charlatan befatte sig med lægekunst, men vore dages læger er tvunget til at gennemgå et regulært studium og til at tage eksaminer, hvorfor de formodes at kende deres fag. På dette sted giver filosoffen fra det 17. århundrede udtryk for en fuldkommen moderne optimisme med hen­syn til den lægelige uddannelse. 

63. For tyske specialister i intern medicin gælder det nu, at den tid, patien­ten kan tilbringe ansigt til ansigt med sin læge, er reduceret til 1.7 mi­nut pr. besøg. Heinrich Erdmann, Heinz-Günther Overrath og Wolf­gang og Thure Uxkull, ”Organisationsprobleme der ärtzlichen Kranken­versorgung: Dargestellt am Beispiel einer medizinischen Universitäts­klinik”, Deutsches Ärzteblatt-Ärztliche Mitteilungen 71 (1974): 3421-6. I almindelig praksis var der (i 1963) tale om ca. 3 minutter. Se T. Geyer, Verschwörung (Hilchenbach: Medizinpolitischer Verlag, 1971), p. 30. 

64. Det mere omfattende spørgsmål om genetiske i modsætning til indivi­duelle skader behandles i John W. Goffman og Arthur R. Tamplin, ”Epidemiological Studies of Carcinogenesis by Ionizing Radiation”, i ”Proceedings of the Sixth Berkeley Symposium on Mathematical Stati­stics and Probability”, Univ. af California, juli 1970, pp. 235-77. Det er en alt for udbredt antagelse, at hvor der består usikkerhed med hen­syn til omfanget af de kræftfremkaldende virkninger, er det rimeligt at fortsætte med at udsætte mennesker for risikoen. Forfatterne viser, at det hverken er rimeligt eller i den almindelige sundheds interesse at for­lange beviser for skadevirkningen på mennesker, før man standser den­ne behandling. Indvendingen mod strålebehandling kan bruges ved en­hver behandling, hvor der er tvivl om den genetiske virkning. Lægernes kompetence til at fastsatte toleranceniveauer for hele befolkninger må betvivles af teoretiske grunde. 

65. For data og yderligere bibliografiske oplysninger se US House af Re­presentatives, Committee on Interstate and Foreign Commerce, An Overview af Medical Malpractice, 94th Cong., 1st Sess., 17. marts 1975 

66. Fejlbehandling af patienter er blevet almindelig anerkendt rutine; se Charles Butterworth, ”Iatrogenic Malnutrition”, Nutrition Today, marts-april 1974. En af de betydeligste enklaver af ikke-erkendt under­emæring i Amerika og Canada findes, ikke i fattigmandsområderne på landet eller i byghettoerne, men i storbyhospitalernes enestuer og ene­stue-afdelinger. J. Mayer, ”Iatrogenic Malnutrition”, New England Journal of Medicine 284 (1971): 1218. 67. George H. Lowrey, ”The Problem of Hospital Accidents to Children”, Pediatrics 32 (december 1963): 1064-8. 68. J. T. McLamb og R. R. Huntley, ”The Hazards of Hospitalization”, Southern Medical Journal 60 (maj 1967): 469-72. 69. ”La maladie iatrogene est presque toujours base neuvrotique": L. Is­rael: ”La Maladie iatrogene”, i Documenta Sandoz. Udateret.  

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012