Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Bitterens historie - en fremmer af sundhed og velvære

Skønne fordøjelsesfremmere
Før Imodium - og endog før Alka-Seltzer - var fordøjelsesfremmere alkoholholdige drikke med ur­ter, der er gode for maven og tarmsystemet. Historisk set indeholdt de mest populære fordøjelses­fremmere - ud over alkohol - primært angostura-bark (Angostura trifoliata), kinabark (Cinchona spp.), en­sianrod (Gentiana lutea) og/eller kvassiaved (Quassia amara).

I Encyclopedia of Practical Receipts and Processes fra 1872 - midt i bitternes storhedsperiode - skrev Dick Brisbane: "Bitter anses for at være et tonikum - et mavestyrkende middel, der fremmer appetitten ved moderat indtagelse. Bitter skal helst indtages om morgenen eller en times tid før et måltid. Overdreven brug af bitter synes at kunne svække mavens funktion. Man bør ikke indtage bitter længere end 14 dage ad gangen og derefter holde en pause på andre 14 dage, inden indtagelse påbegyndes igen".

Hovedparten af de bittere, der findes på markedet i dag, kommer fra Europa. Angostura, den mest kendte af alle bittere, kommer fra det lille land Trinidad. USA har Peychaud's Bitter, fremstillet af Sazerac Co. i New Orleans. De fleste bittere drikkes ikke alene, men tilsættes cocktails og alkohol­frie drikke for at give 'bid'. Nogen bruger bitter i madlavningen for at give retten et ekstra pift...

Kommercielt tilgængelig bitter adskiller sig fra medicinsk bittere. Medicinsk bitter stammer fra be­gyndelsen af det 3. århundrede e.Kr., formentlig fra den alexandrinske skole. Oprindeligt blev bit­ter blandet som modgift til bid fra giftige dyr, men gik senere over til at blive brugt generelt mod gift og sygdomme. I dag er den mest populære bitter Schwedenkräuter, der består af sennes-blade (Sen­na alexandrina), angelikarod, aloe (Aloe vera), lægestokrose (Althaea officinalis) og mange andre urter.

Fra sidste skrig til historie
Den 16. juli 1885 registrerede dr. Augustin Thompson fra Lowell, Massachusetts varemærket Moxie som en kulsyreholdig sodavand. Beskrivelsen af varemærket lyder:

MOXIE NERVESTYRKENDE MIDDEL indeholder ikke medicin, gift, stimulans eller alkohol, men er en enkel, stivelsesholdig plante, der dyrkes i Sydamerika. Den eneste, kendte nervestyrker, som kan afhjælpe mental og nervøs udmattelse og impotens omgående og uden andre midler. Moxie har kureret lammelse, nedbrydning af hjernen og åndssløvhed. Den giver varig, solid styrke og en glu­bende appetit. Som ved et trylleslag forsvinder træthed og mangel på vitalitet. Interagerer ikke med urtebaserede præparaters virkning. Tag et vinglas fire gange dagligt.

Art Tucker, Ph.D., købte denne antikke Moxie-etiket på et loppemarked i Kutztown, Pennsylvania

Udbredt brug af forkerte etiketter, fejlagtig annoncering, beskidte tricks i produktionsprocessen og manglende regler for brug af potentielle giftstoffer førte til, at de amerikanske sundhedsmyndighe­der (som dengang hed 'Kontoret for Kemiske Stoffer') præsenterede Kongressen for lovforslaget Federal Food and Drugs Act, som blev vedtaget i 1906. Derefter blev Moxie udelukkende markeds­ført som en velsmagende læskedrik.

"Du har masser af gå-på-mod, min ven"
- Fra filmen The Sting, Universal Studios, 1973

Thompson offentliggjorde adskillige versioner af en historie om, at en 'Løjtnant Moxie' havde set, at de indfødte i Sydamerika drak et afkog af en "stivelsesholdig plante, der ligner vores asparges", men Løjtnant Moxie har formentlig ikke eksisteret. Der findes både Moxie Lake og Moxie Pond i Maine, og begge navne stammer tilsyneladende fra et indiansk ord, der betyder 'mørkt vand'. Et andet bud er, at Algonquin-ordet maski, som betyder 'medicin', kan have inspireret Thompson.

Moxie var på et tidspunkt så populær, at ordet er blevet en del af det officielle amerikanske sprog, hvor det betyder 'energi' eller 'gå-på-mod'.

Indtil 1920'erne solgte Moxie mere end Coca-Cola, men udsving i sukkerprisen, ændringer i folks vaner og smag og den store depression reducerede markedet. I dag er Moxie "den ældste kulsyre­holdige drik på markedet" i USA. Monarch Beverages i Atlanta ejer rettighederne til Moxie (og til Dad's Root Beer).

Salget af Moxie er koncentreret i New England, specielt Maine. Se efter den iøjnefaldende orange etiket.

Moxie blev oprindeligt lavet med ensianrod, kinabark, sassafras (Sassafras albidum) og vintergrøn (Gaultheria procumbens), men efter at de amerikanske sundhedsmyndigheder i 1960 forbød sassa­fras, er denne urt blevet fjernet fra blandingen.

Præsidenterne Theodore Roosevelt og Calvin Coolidge var to af de mest fremtrædende fortalere for Moxie. De originale plakater havde reklameslogans, som opfordrede folk til at "LÆRE at drikke Moxie". Man uddelte endog gratis Moxie-bolsjer som en form for 'overtalelse'.

På sporet af angostura
Detektivarbejde er ikke kun for den tidligere jurist og indehaver af en urtebutik China Bayles (som er hovedperson i en række krimier skrevet af urteentusiasten Susan Wittig Albert). Faktisk viser det sig, at de fleste af os er ret nysgerrige af natur - og vi har jo trods alt næsen til fælles, så mange gan­ge er det duften, der leder os på sporet af noget.

Vi har fornylig undersøgt Angostura Bitter, og vi måtte have bruge al vores detektivevner for at løse mysteriet om, hvilket medlem af gentianaceae-familien der bruges i denne hemmelige blanding. Vi måtte endog have vores Sherlock Holmes-lup frem for at læse etiketten på flasken. Informationen på udtrækket viste sig også at være en blindgyde.

Susan gik så tilbage til kilden og henvendte sig til Angostura International i New Jersey, hvor hun talte med underdirektøren, Jerry Bongiovanni. Han besvarede nogle få af hendes spørgsmål og for­talte noget af angosturaens historie, men han kunne ikke besvare hendes mest brændende plante­spørgsmål, fordi opskriften på Angostura Bitter er hemmelig. Han foreslog Susan at ringe til det fir­ma i Trinidad, som producerer bitteren.

Men Bongiovanni fortalte dog Susan, hvordan han og hans familie bruger bitteren - og dem fandt vi ganske fascinerende. Hans favorit er Angostura oven på en portion vanilleis. Susan var lidt skeptisk og spurgte lidt mere ind til det. Bongiovannis søn, som er kok, bruger bitteren i light-sodavand til at maskere smagen og eftersmagen af aspartam. Hans datter, som ikke kan tåle stærkt sure fødevarer, kommer et par dråber Angostura i sin appelsinjuice.

Susan ringede derefter til producenten i Trinidad. Efter et stykke tid blev hun henvist til laborato­ri­et. Det virkede ikke, som om nogen ligefrem brændte efter at give hende svar på hendes spørgsmål. Troede de måske, at hun var ude på en form for industrispionage? En af firmaets kemikere bad hen­de faxe spørgsmålene til ham, og så skulle han nok sørge for, at de blev besvaret, hvis det var muligt (Han var i øvrigt osse en af dem, der bruger Angostura Bitter på vanilleis).

Susan sendte sin fax - med i alt 13 spørgsmål - sammen med et brev, hvor hun skrev, hvorfor hun gerne ville vide noget om Angostura, og at hun ikke var ude efter deres hemmelige opskrift. Kemi­chef Vidia Doodnath sendte fem svar tilbage. Men det første og vigtigste spørgsmål havde han ikke besvaret: "Er det Gentiana lutea, der er brugt i produktet?"

Via vores søgen i bøger om urter og planter og i kogebøger samt på nettet fandt vi frem til, at der er ca. 400 ensianarter. Alle spor pegede på, at den urt, vi var ude efter, var G. lutea, men Angostura International ville ikke bekræfte dette. Ved at dykke endnu mere ned i litteraturen, fandt vi ud af, at det rent faktisk var rigtigt.

Opskriften på Angostura Bitter er forblevet en hemmelighed - og det hævdes, at dens virkemåde er et mysterium. Den bitre smag kommer fra ensianrod og andre ekstrakter. En af vore offentliggjorte kilder skriver, at en af de vigtigste smagsingredienser er kanel, nelliker, citronskal, bitterorangeskal, galangarod, ingefær og tonkabønner. Disse ekstrakter, kombineret med destilleret vand, alkohol og en masse sukker, er med til at tæmme ensianrodens bitre smag.

Angosurabark (Cusparia angustura)
Forekomst: Sydamerika, især Venezuela og Vestindien.
Angosturabark er en bitter-aromatisk droge, der påvirker fordøjelsen.
Anvendelse: Fordøjelsesbesvær; mangel på mavesyre; dysenteri (blodgang); diarré og feber.

Ensian - en bitter og modig rod
Almindelig ensian er en ret lille plante, der vokser i Alperne. Den har klokkeformede blå blomster og små, lineære blade. Bitter (eller gul) ensian, Gentiana lutea, derimod har gule blomster med kronblade, der sidder tæt på blomstens midte. Bladene har ribber og er lange og stroplignende, og planten kan blive mere end 180 cm høj, når den blomstrer.

Bitter ensian høstes af vilde planter i Frankrig, Spanien og på Balkan. Der findes desuden små plan­tager i Frankrig og Tyskland (hvor ensian er en beskyttet plante).

Ensian (Gentiana lutea)
Medicinske del: Roden.
Forekomst: Sydeuropa, Balkan, Tyrkiet, Indien.
Ensian indeholder bitterstoffer og er derfor fordøjelsesfremmende. Bør ikke bruges af mennesker med for meget mavesyre og nyrelidelser.
Anvendelse: Mavekatar; styrkende under rekonvalescensen; træg fordøjelse.

Der er ikke offentliggjort me­get information om bitter ensian, men Mary Bartlett skriver i Gentians (Blandford, 1981): "Fugtige enge og bjergskråninger er denne plantes naturlige voksested, specielt kalkfattige og ugødede jorder. I haven vokser den bedst i dybe, fugtige og veldrænerede kanter - den er for stor til en have med fliser. Som andre fugtige engplanter kræver den fuld sol, hvis den skal overleve. Den plantes bedst ved hjælp af frø, eftersom de store, dybe rødder er svære at dele og udplante".

Bittere:

Tradition og virkning har holdt disse bitterblandinger i hævd i mange år:

  • Hippokras ("Hybenkradser"), 25 g
    Hollandsk Kräuter, 25 g
    Hollandsk Kräuter, stærk, 38 g
    Julesnaps, 25 g
    Jysk Hede Bjesk med pors, 18 g
    Let Julebitter, kendt fra "Det er Leth", 33 g
    Pernod-blanding, anissmag, skal tilsættes 5 ml æterisk olie (købes separat), 20 g
    Sct. Knuds snaps, 20 g
    Sundheds Mavebitter/Anker-stomakal, 25 g

Disse bitterblandinger kan købes eller fremskaffes af apoteker, Matas og helsekostforretninger.

Health News 2008

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012