Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Thalidomid: Sorgen, retsvæsnet og kunsten

Thalidomid-sagen var den mest rystende lægemiddel-katastrofe i tysk hi­storie. Og den holder stadig juristerne beskæftiget - på grund af en tv-udsendelse i to afsnit, som blander fiktion og fakta. Den vises i næste uge på ARD (uge 46, 2007).

Tyskland i slutningen af 1950'erne: Hvorfor bliver der født svært handicappede børn overalt i lan­det? Børn uden arme, med alt for korte ben, ødelagte ører eller skader på de indre organer. Et af na­turens luner? Eller er militæret på spil? Er det måske russerne eller amerikanerne med deres atom­bombeforsøg, der står bag? Sandheden finder man først frem til flere år senere. Årsagen til et u­kendt antal spontane aborter og ca. 5.000 misdannede børn, som alene i Tyskland kom til verden mellem 1958 og 1962, er sovemidlet Contergan med det aktive stof thalidomid, som blev udviklet af firmaet Grünenthal i Aachen. Selv ved indtagelse af blot en enkelt tablet kunne en vordende moder risikere, at midlet gav hendes ufødte barn meget alvorlige handicaps.

Contergan kom på markedet den 1. oktober 1957. 50 år senere står præparatet, som blev solgt ver­den over, stadig for den største lægemiddelskandale i Tysklands historie. Sagen beskæftiger stadig retsvæsnet, og producenten Grünenthal er plaget af fortiden.

Sove- og nervemedicinen syntes i første omgang at være et rent vidundermiddel: Producenten rekla­merede med, at stoffet var "fuldstændigt ugiftigt", "uskadeligt" og "uden bivirkninger" - og anbefa­lede det selv til børn og ældre mennesker. Ingen neutral institution efterprøvede disse udsagn.

I midten af 50'erne var dette ikke usædvanligt, for der fandtes endnu ikke nogen lægemiddellov - og dermed ingen strenge regler, der skulle opfyldes for at få lov til at sælge nye lægemiler. Produ­centens viden om thalidomid baserede sig på dyreforsøg og beretninger fra læger, som havde afprø­vet stoffet på patienter. Man vidste intet som helst om thalidomids virkning på ufødte børn.

Nogen tid efter introduktionen af medikamentet kom der flere og flere lægeberetninger om, at pati­enter, der tog thalidomid, fik nerveskader: Lammelser, smerter, fornemmelsen af, at huden er "over­trukket med ferskenhud". Og i 1958/59 lagde nogle klinikker mærke til, at der kom flere spædbørn til verden med misdannelser.

Men der fandtes ikke noget centralt sted, hvortil man kunne rapportere sådanne fænomener, og der­for gik det næsten ubemærket hen, at der overalt i Tyskland blev født flere børn med svære fysiske handicaps. De få læger og apoteker henvendte sig til Grünenthal om evt. problemer med Contergan, men henvendelserne nåede ikke virksomhedens topledelse eller blev afvist.

De leger på trods: På universitetsklinikken i Heidelberg lærer thalidomid-børn i 1965, hvordan de skal gå rundt på deres alt for korte ben. Nogle af dem har styrthjelm på for at forebygge kvæstelser.

I juni 1961 kastede advokaten Karl-Hermann Schulte-Hillen den snebold, der fik lavinen til at rulle, da han kontaktede til børnelægen og humangenetikeren Widukind Lenz i Hamburg. Schulte-Hillen var kort tid forinden selv blevet far til et handicappet barn og havde hørt om lignende tilfælde. Efter at have undersøgt sagen var han overbevist om, at der måtte findes en ydre årsag til misdannelserne. Lenz gennemgik derefter klinikkernes fødselsregistre, interviewede ramte forældre, undersøgte de­res husapoteker og kom til den konklusion, at thalidomid i alle tilfælde kunne være årsagen.

Lenz fik kendskab til mere end 1.000 tilfælde, hvor den gravide i de første stadier af svangerskabet havde taget thalidomid. Den 15. november 1961 ringede lægen til forskningschefen hos Grünenthal, fortalte om sin mistanke og forlangte, at præparatet straks blev trukket af markedet. Først den 27. november stoppede Grünenthal salget. Dagen før havde avisen Welt am Sonntag bragt en artikel, hvor mistanken til thalidomid blev konkretiseret.

Det korte af det lange er, at skandalen fik stor indflydelse på tysk lovgivning. I 1978 trådte en ny lægemiddellov i kraft. Den omfattede bl.a. en standardiseret procedure for godkendelse af nye præ­parater, forskrifter for kliniske tests, regler for erstatningsansvar ved skader, og den fastlagde, at ri­sici og bivirkninger skal grundigt bevises.

Men indtil videre er der ingen, der er blevet dømt for følgerne af katastrofen. Mellem 1968 og 1970 var flere Grünenthal-medarbejdere ganske vist for retten i den opsigtsvækkende thalidomid-sag, men skylden blev aldrig placeret.

De anklagede i Contergan-sagen i 1968, som tre år senere blev henlagt uden dom.

Det lykkedes ikke eksperterne at slå fast med 100% sikkerhed, at der var en sammenhæng mellem indtagelse af thalidomid og skader tidligt i graviditeten - og spørgsmålet er stadig medicinsk uafkla­ret. Grünenthal holdt sig til, at man havde fulgt til den procedure for lægemiddeltilladelse, der gjaldt på daværende tidspunkt, og at risikoen for de ufødte børn var umulig at forudse. Det lykkedes ikke klagerne at bevise det modsatte.

Selvom retten igen i 1970 fastslog, at anklagede havde begået fejl i omgangen med de nerveskader, som thalidomid forårsagede, blev sagen henlagt på grund af ubetydelighed. De ramte føler den dag i dag denne begrundelse som et slag i ansigtet. Grünenthal betalte mere end 110 mio. D-mark (knap 500 mio. kr.) til en nyoprettet stiftelse, som skulle sørge for ofrene for Contergan. Den tyske stat støtte­de stiftelsen med yderligere 100 mio. D-mark.

Knap 30 år senere er pengene brugt. I 1997 er foreningen kun ansvarlig over for de tilbageværende ca. 2.700 Contergan-ofre, som i bedste fald får en månedlig udbetaling på 545 euro - og for de fle­ste er det langt fra nok. Børnene fra dengang har på det tidspunkt nået en alder, hvor belastningen på kroppen fører til følgeskader. På grund af låste led og ligamenter eller en nedslidt rygsøjle har mange måttet få førtidspension - og antallet stiger stadig.

Og juristerne beskæftiger sig også stadig med emnet thalidomid - selv forfatningsdomstolen. Årsa­gen er den tv-dokumentarprogram i to dele, "Contergan", som sendes d. 7. og 8. november på ARD. For at undgå, at den bliver sendt, er en noget overraskende alliance mellem Grünenthal og den tidli­gere advokat for Contergan-ofrene, Karl-Hermann Schulte-Hillen, gået til den højeste domstol. De vil have foretaget flere vidtgående ændringer til drejebogen, hvoraf kun en enkelt rent faktisk er blevet indarbejdet - og det er endda ikke endeligt afgjort endnu.

En stærk pige: Et thalidomid-offer på vej ned ad rutsjebanen - uden arme og ben.

Striden skyldes spillefilmens særlige karakter. "Contergan" er endnu et bidrag til den meget succes­fulde række af "doku-fiktion"-programmer: På baggrund af historiske begivenheder viser man fik­tive karakterer, og det historiske stof iscenesættes. Til sammenligning kan nævnes, at det samme skete i tv-filmene "Das Wunder von Lengede" og "Die Flucht".

Helt specifikt drejer konflikten sig om spørgsmålet om, hvor nøjagtigt en spillefilm, som handler om historiske begivenheder, skal behandle fakta. Eller sagt på en anden måde: Hvor meget må fakta blandes med fiktion, uden at historien forfalskes, og man dermed skader menneskers og virksom­he­ders rettigheder?

Instruktøren Adolf Winkelmann opridser "Contergan" skandalen. Filmen er besat med fremragende skuespillere, den er indfølende og helt uden grelle effekter, men alligevel tæt på det historiske for­læg. I filmen nævnes Grünenthal ved navn; den advokat, der tydeligvis er baseret på Karl-Hermann Schulte-Hillen, hedder i tv-filmen Paul Wegener. I filmen indleder Wegener et forhold til en af de kvinder, han var forsvarer for - måske var det derfor, Schulte-Hillen havde så meget mod projektet: Filmen er historisk ukorrekt, den tager ikke sagen alvorligt nok, og den griber dybt ind i familiens privatsfære.

Grünenthal frygter frem for alt, at virksomhedens image bliver skadet. Og filmens virksomhed står da også i et dårligt lys. Der tegnes et billede af et familieforetagende, som sender et utilstrækkeligt afprøvet præparat på markedet og derefter systematisk gør alt for at løbe fra ansvaret. Man ser en gammel patriak og nogle velnærede ledere, som lader sig repræsentere i retten af en iskold advokat.

"Grünenthal bifalder den historisk korrekte bearbejdelse af Contergan-tragedien, men ikke blandin­gen af fakta og fiktion, som tegner et falsk billede af de daværende begivenheder", siger Sebastian Wirtz, direktør for Grünenthal.


Memento: Pårørende til de thalidomid-skadede ved en mindedemonstration uden for producenten Grünenthal.

Alt efter, om domstolene - formentlig i begyndelsen af 2008 - beslutter sig for, at filmen til dels overtræder personlige rettigheder, kan det tyske tv-landskab ændre sig drastisk. For kun hvis "Con­tergan" bliver karakteriseret som spillefilm af domstolene, er værket beskyttet af tv- og kunstnerisk frihed. Hvis den derimod betegnes som dokumentation, vil man tillægge ofrenes personlige rettig­heder større betydning. Og så vil det blive temmelig risikabelt at indspille film som "Contergan", som dramatiserer historiske begivenheder: Der vil altid være nogen et eller andet sted, der kan klage.

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012