Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Begravede illusioner

Af Ivan Illich

Succes og tilsyneladende succes inden for medicinen
Den bratte opvågnen begyndte med en velformuleret bodsprædiken. En teolog/præst læste teksten for hele lægestanden - så argt og forbitret som ingensinde før: I 1975 tordnede teologen og forfatteren Ivan Illich imod ”vor tids pest - den moderne medicin” i en bog, som med titlen ”Medical Nemesis” blev en international bestseller. Illichs chokerende bog, som havde undertitlen ”eksproprieringen af sundheden”, anklagede nutidens læger for ting, som bragte en del veletablerede læge-kritikere ud af fatning. Bogen er for år tilbage også udgivet i Danmark og kan muligvis købes antikvarisk.

I forvejen havde de formentlig nok at udsætte på lægegerningen - f.eks. den ”sjæleløse” behandling på sygehusene, alle de sofistikerede apparater, som der bliver flere og flere af, eller de lyndiagnoser, de praktiserende læger efterhånden har specialiseret sig i at give på 2 minutter.

Men Ivan Illich gik endnu grundigere til værks. Han hævdede ganske enkelt, at den almene lægekunst helt igennem var djævelens værk - ikke kun for bekostelig og tilmed temmelig nytteløs, men ligefrem skadelig. Han kaldte sågar det ekspanderende sundhedsvæsen for ” samfundsskadeligt”: ”Bivirkning fra medicin er den hurtigst voksende epidemi i vores tid”.

De, der havde startet epidemien, lægerne, sidestillede uden tøven den vrede teolog med ”resistente bakteriestammer” eller ”giftige pesticider”. Han måtte være besat af vrangforestillinger, mente lægerne, som ifølge Illich er en bande charlataner, som lokker deres klienter med flere og flere løfter. Illich mente. at lægerne begik ”hybris”, da de satte sig for at fjerne smerter og sygdom, alder og død fra jordens overflade. Og det uafvendelige resultat er ”nemesis” - i mytologien gudernes vrede over menneskets arrogance, i industrilandene massive sundhedsskader på grund af for mange piller, ukoncentrerede kirurger og en lægelig over-omsorg, som lammer naturens helbredende kræfter.

Lægerne er den dag i dag ikke helt kommet sig over Illichs angreb. Alt for pludseligt blev de bragt ned på jorden. Tidligere var de på film omgivet af stråleglans (”Det er midnat, dr. Schweitzer”), men nu så de sig pludselig i skurkens rolle (”Hjælp! Lægen kommer”). Så lægerne kunne åbenbart se tilbage på en karriere, som indtil for ikke så længe siden havde været pletfri. Hidtil var det altid kun gået én vej, nemlig opad - f.eks. er det ikke så længe siden, at Christaan Barnard fra Cape Town gennemførte verdens første vellykkede hjertetransplantation.

Bedrifter af denne kaliber tegner den medicinske historie sig for i hver generation af læger i løbet af de sidste 200 år. Annalerne indeholder en næsten endeløs række af glorværdige sejre, vundet over en hel hær af plager. Således har man i dette tidsrum udryddet barselsfeber, kolera, tyfus, tuberkulose, syfilis, kopper og polio - epidemier, som engang krævede hundredetusindvis af ofre hvert år. Og andre tidligere frygtede dræbere - influenza, difteritis, meningitis, lungebetændelse og sårinfektioner - har man trængt i defensiven eller pillet brodden af med hjælp fra antibiotika og vacciner.

Hele tiden faldt risikoen for mor og barn for at dø i forbindelse med fødslen. Også antallet af dødsfald som følge af medførte misdannelser gik støt og roligt tilbage - fordi man fik flere og flere muligheder for at stille en tidlig diagnose og korrigere fejludvikling i fostertilstanden.

Uophørligt skete der forbedringer af instrumenter til lægelig diagnostik og behandling. I dag er det imidlertid kun eksperter, der kan overskue det kæmpestore arsenal af medicinteknik fyldt med computerstyrede røntgenapparater og laboratorieudstyr, strålekanoner og ultralydapparater. Pacemakere, dialyseapparater (som nu er meget mindre), kunstige arterier, mekaniske hjerteklapper, led af rustfrit stål eller plastik, silikone-implantater til kvindernes bryster - alt dette er for længst hverdag på landets lægeklinikker, hvor også transplantation af hud, nyrer eller hornhinde efterhånden er rutine-operationer.

Kirurgernes tidligere så grove håndværk har nu udviklet sig til højeste perfektion. Med stadigt mere forfinede narkosemidler og antiseptiske metoder, senere også respiratorer og trykkamre, er der lidt efter lidt i løbet af de sidste 100 år erobret nyt kirurgisk land - som af ”sejrrige feltherrer”, mener medicinhistorikeren Esther Fischer-Homberger. Og de blev da også længe fejret som folkehelte, skalpel-kunstnerne, mikrobejægerne og farma-detektiverne - en imposant anerække af karismatiske faderfigurer, hver især med en markant profil.

Her kan nævnes eksempler som briten Edward Jenner (1749-1823), der opfandt vaccinen mod kopper, asketiske pligtnaturer som Rudolf Virchow (1821-1902), grundlægger af ”cellulærpatologien”, folkeven og marts-revolutionær, der udfordrede rigskansler Bismarck til duel, ved siden af værdige koryfæer som Carl Ludwig Schleich (1859-1922) eller Robert Koch (1843-1901), som fandt frem til de mikroorganismer, der fremkalder tuberkulose og kolera, geniale grobrianer som Ferdinand Sauerbruch og smarte virtuoser som amerikaneren Harvey Cushing (1869-1939), en af pionererne inden for hjernekirurgien.

Igennem populære fremstillinger som Jürgen Thorwalds meget læste ”Jahrhundert der Chirurgen”, film som ”Sauerbruch - Das war mein Leben”, og sidst, men ikke mindst den heroiske grundlæggelse af den moderne heilpraktiker-videnskab, som er højt besunget i de mange læge-selvbiografier, er troen på medicinmændenes magt dybt forankret i folkesjælen. Men nu vakler den.

For efter Illichs dundertale er det rygtedes, at der faktisk findes læger - der er godt nok langt imellem dem, men alligevel - som er begyndt at se deres fags succeshistorier i et mere nøgternt lys. Deres tvivl drejer sig f.eks. om et undersøgelsesresultat, som længe er blevet accepteret af alle som et vigtigt bevis for lægernes dygtighed - nemlig, at menneskets forventede gennemsnitsalder i industrilandene næsten er fordoblet i løbet af de sidste 100 år.

Det er også rigtigt - i hvert fald ved første øjekast. Således levede amerikanere født i år 1900 i gennemsnit 47 år. Børn, som blev født i 1980 i Amerika, kunne derimod regne med 73 år - en forøgelse på 26 år. Og denne udvikling var mere eller mindre den samme i de øvrige industrilande.

Men ved nærmere eftersyn - og det er det, de lægelige statistikere indtil nu gerne har villet undgå - bliver det tydeligt, at der er en fejl i regnestykket. De amerikanere, der fyldte 45 år i år 1900, havde nemlig ifølge statistikken chance for at blive 69 år gamle. For den voksne befolkning er den forventede levetid dermed kun steget knap fire år.

Så skeptikerne konkluderer, at trods de ubestridelige glanspræstationer og den enorme stigning i de lægelige tjenesteydelser har den moderne medicin åbenbart ikke i synderlig grad været i stand til at bedre folkesundheden siden Kejser Wilhelms tid. Og statistikken viser, at de beskedne resultater stadig mest stammer fra den første effektive bekæmpelse af børnesygdomme som f.eks. reduktionen af den tidligere ekstremt høje spædbørnsdødelighed.

”Den moderne medicin”, lyder dommen også fra den britiske socialmediciner, professor Thomas McKeown, ”er ikke tilnærmelsesvis så virkningsfuld, som de fleste mennesker går og tror”. Mange af de velgerninger, som indtil for nylig er blevet tilskrevet den videnskabelige helbredelse, skyldes - efter professor McKeown mening - på ingen måde lægerne. Ved at undersøge gamle dødsregistre, som siden 1840 angivet dødsårsagen, kom McKeown til nogle forbløffende resultater: Dødeligheden som følge af f.eks. kolera, tyfus, tuberkulose, mæslinger, skarlagensfeber og kighoste, var allerede dengang på kontinuerligt tilbagetog - længe før man havde identificeret årsagerne til disse sygdomme og havde udviklet præparater mod dem.

McKeown fastslår, at hverken opdagelsen af bestemte mikrober, noget, som sædvanligvis fejres som et ”gennembrud”, eller de midler, der - oftest langt senere - sættes ind mod dem, nogensinde har haft en nævneværdig indflydelse på den jævne nedgangstendens i dødstallene. F.eks. døde der ca. 4.000 mennesker af tuberkulose i 1840 i England og Wales. I 1882 - det år, hvor Robert Koch opdagede tuberkel-bacillen - blev der kun registreret 2.000 tuberkulose-ofre. Da man endelig i 1947 sendte streptomycin på markedet som det første, virksomme, antibiotiske præparat mod tuberkulose, var kun 400 mennesker bukket under for lungelidelsen i det år. Så det nye vidundermiddels andel i tuberkulosens tilbagegang andrager ifølge McKeown kun 3%.

Kurven for andre sygdomme var blev absolut heller ikke knækket brat, så snart farma-industrien begyndte massefabrikationen af egnede præparater og vacciner - der er dog enkelte undtagelser, f.eks. den spinale børnelammelse, som forsvandt fuldstændigt allerede efter første vaccinationskampagne.

Men hvis det nu ikke er medicinen, der har øget menneskets modstandskraft mod alle disse sygdomme i industrilandene, hvad er det så? Og hvordan kan det være, at den forventede levealder alligevel kun er steget i ubetydelig grad i de sidste 100 år?

Det første spørgsmål besvarer socialmedicineren McKeown med henvisning til den generelle forbedring af livsvilkårene, som allerede var begyndt i slutningen af det 18. århundrede. Dengang skete der bl.a. en betragtelig forøgelse af næringsmiddelproduktionen i Europa. Antallet af underernærede europæere faldt tilsvarende i den følgende tid - og det samme gjaldt store befolkningsgruppers tilbøjelighed til at pådrage sig infektionssygdomme. Velernærede mennesker bliver sjældnere syge og overlever oftere, når de bliver det.

Forbedrede boligforhold gav desuden beskyttelse mod sygdomme som pest og kolera, som tidligere spredte sig med lynets hast. Tørre lejligheder, vandklosetter og badeværelser, samt rensningsanlæg, rørsystemer, en reguleret affaldsordning og rensning af gaderne har, ifølge McKeown, hjulpet på folkesundheden i langt højere grad end de fleste medicinske præstationer.

Genopdagelse af hygiejne
Da den østrigske læge Ignaz Semmelweis for 150 år siden begyndte som fødselslæge, var Europa hjemsøgt af infektionssygdomme. 25 procent af alle børn døde, før de var fyldt seks år, og den gennemsnitlig levealder var 33 år.

Det fik Semmelweis til at indføre strenge regler for håndvask - med desinficerende klorkalkopløsning, noget han havde lært af lokumstømmerne. Resultatet var opsigtsvækkende. Dødelighed faldt fra atten til lidt over en procent.

Læs også:
Grænser for lægevidenskaben

Ifølge McKeown har franskmanden Louis Pasteur (1822-1895) til nød leveret et videnskabeligt bidrag - men han var ikke mediciner, men kemiker og bakteriolog. Hans proces til at gøre næringsstoffer holdbare og immune over for sygdomskim (”pasteurisering”) har hjulpet med til at standse en hel del af de epidemiske kædereaktioner, som tidligere var hyppige. Inficeret mælk var en vigtig smittekilde til infektioner i mave-/tarmsystemet med alvorlige følger, primært for spædbørn.

Men det havde været nytteløst, hvis befolkningstilvæksten i industrilandene havde været lige så stor som i første halvdel af det 19. århundrede. Før eller siden, mener McKeown, ville befolkningseksplosionen, hvis den ikke var blevet bremset, have ført til hungersnød og til, at halvvejs udryddede sygdomme ville vende tilbage. Den truende katastrofe lod sig dog afværge - i form af midler til svangerskabsforebyggelse, som længe var blevet anvendt i udenomsægteskabelige forhold og i stigende grad også inden for ægteskabet.

Men trods det anser McKeown ikke den moderne medicin for at være helt uden meriter. Han ind¬rømmer, at man trods alt har frembragt alskens gavnlige ting, specielt inden for børnesundheden, gynækologien og kirurgien, men det tæller ikke væsentligt i det medicinske regnskab. Og denne dom lyder også fra andre kritikere, som forstår at vurdere det enormt forøgede know-how blandt skadestuelæger og ortopæder, narkoselæger og laboranter. Specielt i sådanne spidsbelastningssituationer, mener de, kan man tydeligt se, hvilken slags mennesker lægerne har været i de sidste 200 år.

Dengang i det 17. århundrede, overtog lægerne nemlig med stadig større beslutsomhed tænkemåden fra den blomstrende naturvidenskab. Og de opfattede, strengt materialistisk, den levende organisme som en form for maskine, en mekanisme, der udelukkende fungerer efter kemiske og fysiske love, består af lutter enkeltdele, og som kan skilles ad og sættes sammen igen, når der er behov for det.

Følgelig udviklede den praktiske lægevidenskab sig mere og mere til et reparationserhverv - med stadigt flere specialister, for det er ikke hele patienter, der ligger på briksen eller operationsbordet, men så at sige kun deres defekte kropsdele (i klinik-jargon: ”Blindtarmen” eller ”kraniebruddet på stue 17”). Selv psyken blev indimellem behandlet organspecifikt, nogle gange med farmaceutiske midler med indflydelse på hjernestofskiftet hos schizofrene og depressive, andre gange med elektrosonder af ”adfærdskirurgerne”, der prøver at løse seksuelle problemer ved at brænde visse dele af hjernen hos seksuelle afvigere.

Denne ”lægelige ingeniørtendens” (McKeown) har hjulpet den moderne lægevidenskab til beundringsværdige resultater i enkeltstående tilfælde - men den er også skyld i, at det nu i årtier i det store og hele har knebet gevaldigt med medicinske fremskridt.

Det er blevet mere og mere tydeligt, jo mere forandret det tidligere ”sygdomspanorama” i de udviklede lande er blevet. I 1925 var infektionssygdommene i Tyskland den hyppigste dødsårsag (21% af alle dødsfald), derefter fulgte hjerte-/karsygdomme med 14,8% og kræft med 9,5%. I 1971 udgjorde infektionssygdommene kun 3,4% af det samlede antal dødsfald. Øverst på listen stod nu med 45,6% hjerte-/karsygdomme og kræft med næsten 20%. To ud af tre indbyggere i Tyskland døde altså af hjerteinfarkt, forhøjet blodtryk, slagtilfælde eller ondartede svulster - men over for disse langt al¬vorligere dræbere har lægerne ingen recept.

De vildtvoksende sygdomme i slutningen af det 20. århundrede kan åbenbart ikke bekæmpes med medicin-ingeniørernes overleverede metoder: Årsagerne til åreforkalkning, hjerteinfarkt og svulstdannelse er stadig stort set uopklarede. Og hverken piller eller operationer har indtil nu været i stand til blot at bremse dødeligheden som følge af kræft og kredsløbssygdomme.

Og de medicinske forskningsgenier har længe ikke kunnet skjule, at de kører i ring. Hvor dybt de end trænger ind i den labyrint, der udgør menneskets fedtforbrænding, så har de endnu ikke fundet en forklaring på de ødelæggende karændringer, der fører til infarkt. Også kræftforskernes fremstød er endt i blindgyder. Snart jagter de en mistænkelig virus, og snart leder de de efter svage punkter i kroppens immunforsvar, og undertiden har de gættet på, at det drejer sig om defekt gén-materiale, og endelig har man fremlagt de en ny liste med miljøgifte, som muligvis kunne udløse svulster.

De fleste kliniske forskningsundersøgelser med støtte i milliardklassen er - ifølge den amerikanske læge og professor Sam Shuster - ”ganske vist teknisk set ikke til at anfægte, men rent mekanistiske af karakter…” og der kom i de fleste tilfælde kun ”det forventede” ud af dem.

Hvad det betyder, illustrerede fysiologi-professor Harald Förster for nylig med eksemplet på en statistisk undersøgelse, som lægerne i mange år havde brugt som en solid kilde til viden. Talværket viser, separat for mænd og kvinder, den præcise sammenhæng mellem hyppigheden af skrumpelever og et stigende alkoholforbrug - op til 560 g rent alkohol pr. dag, hvilket svarer til ca. 2½ flaske whisky, cognac eller snaps.

At ingen er i stand til at klare et sådant alkoholforbrug, er ikke faldet de lærde ind - heller ikke, selv om man ved forsøg for længst har påvist, siger Förster, at ”et gennemsnitligt alkoholindtag på mere end 100-140 g pr. dag af fysiologiske grunde er umuligt”. Sagt på dansk: Hvis man drikker mere, får man ikke skrumpelever - man går i koma eller dør, inden man kan nå at gribe den næste flaske. Förster: ”’Statistikken’ er derfor naturligvis fuldstændig vanvittig”.

Men det vanvittige forekommer oftere og oftere i den medicinske forskning, fordi resultaterne af kampen mod livsstilssygdommene udebliver. Private sponsorer er i stigende grad klar til at støtte eksperimenter, som i nogle tilfælde er temmelig tvivlsomme.

Ligeledes var seriøse videnskabsfolk - ligeledes i USA - klar til at teste et vidundermiddel, som den nys afdøde børnelæge Ben Sheppard fra Miami har udviklet sammen med en slangeopdrætter. Slan¬gegift-pillen skulle hjælpe mod multipel sclerose - en gådefuld sygdom i centralnervesystemet.

Med fortvivlelsens mod forcerer det amerikanske National Cancer Institute i Bethesda, Maryland, for øjeblikket et forsøgsprogram, som skal undersøge kroppens immunstof interferon (SPIEGEL 24/1980). 10,4 mio. dollars vil instituttet bruge i løbet af den kommende tid. Det er det hidtil største bidrag, der er givet til forsøg med et lægemiddel. Men det har længe været en kendsgerning, at interferon i bedste fald kun kan lindre nogle få kræftsygdomme - og det er endda kun et ”måske”.

Intetsteds mangler de medicinske forskere hverken penge, personale eller udstyr, så længe de er i stand til at give blot et glimt af forhåbning. Det lykkes dem ganske vist kun sjældent - grundstemningen er ikke optimisme, snarere resignation. Professor Otto Westphal fra Freiburg sagde for nylig, at ”virkelige gennembrud”, f.eks. i kampen mod kræften, kan man først forvente om nogle årtier. Westphal var leder af en kommission under Deutsche Forschungsgemeinschaft (DFG), som på foranledning af forbundsregeringen for nogen tid siden forelagde en statusrapport over ”kræftforskningen i Tyskland”.

DFG-undersøgelsen, som er ganske deprimerende læsning, giver ikke mange forhåbninger. Kommissionens dom lyder på, at en meningsfyldt koordinering af forskningsarbejdet kun findes ”på detailniveauet” - kontrollen med behandlingens resultat er ofte ”mangelfuld eller ikke eksisterende”. Ved strålebehandling hersker der ”alarmerende tilstande”; undersøgelser af kræftsygdomme blandt arbejdstagere ”planlægges og udføres ikke tilstrækkeligt”; cellebiologiske forsøg er stadig ”meget sparsomme”; interferon-forskningen er ”tydeligt underrepræsenteret” - og i det hele taget indskrænker kræftbehandlingen sig til ”tilfældige forsøg med det, der netop er oppe i tiden”.

Alt dette taget i betragtning mener professor Westphal ikke, at det giver mening fortsat at rutte med forskningspengene på må og få. Han frygter, at der vil komme endnu flere projekter, som ”til slut sluger en masse midler, men ikke giver nogle virkelige resultater”.

Blandt de mere praktisk orienterede læger er der enighed om, at det ville være en bedre idé, hvis der blev givet flere penge til den sygdomsforebyggelse, som ikke har fortjent dette navn, for ved de få forebyggende undersøgelser, som støttes af sygesikringen - brystkræft og kræft i kønsorganerne hos kvinder og tyktarms- og prostatakræft for mænd - handler det i virkeligheden om, at man har fundet frem til metoder til tidligere diagnosticering af sundhedsskader, som for længst har manifesteret sig.

Til en forbedring af den tidlige diagnosticering har lægerne - ingeniør-ånden fornægter sig jo ikke - en omfattende maskinpark klar, fra simple EKG-apparater til computer-tomografer, som gennemlyser kroppen i områder med centimeters mellemrum og viser billederne i farver på en monitor. Med denne form for moderne detektorer kan kropsfunktioner og sundhedstilstand præciseres så nøje, at det snart bliver svært af finde grænsen mellem sundhed og sygdom. ”Bliver man totalt gennemdiagnosticeret hos os, går man ikke herfra, uden at vi har fundet et eller andet,” siger en læge fra Düsseldorf stolt.

For blot få år siden krævede sundhedspolitikerne i SPD og erhvervslivet denne form for sundhedstjek af alle. Foregangsmændene planlagde at oprette et netværk af medicinsk-tekniske diagnosecentre over hele Tyskland. Men reformiveren døde hen, da det viste sig, at befolkningen ikke brød sig om det dengang noget magre ”omsorgs”-udbud.

Og da professor Julius Hackethal noget senere hængte metoderne til tidlig diagnosticering ud som potentielt skadelige - ”Løb så hurtigt, du kan, når du ser en urolog!” - var det helt ude med befolkningens tillid til den tidlige diagnosticering. Hackethals utøjlede skepsis virkede endnu stærkere, fordi han samtidig kritiserede lægernes praksis: Hvad nytter det at være god til at diagnosticere en sygdom, når terapeuter, kirurger, urologer og stråleeksperter ikke kan helbrede den?

Med sine udfald mod ”radiologernes atomare ildregn” og ”den tankeløse rabiat-kirurgi” fik Hackethal også gjort lægmand bekendt med det, man for længst havde indrømmet i den lægelige fagpresse: At den højteknologiske medicins præstationer ikke lever op til deres ry. F.eks. bemærker socialmedicineren Heinz-Harald Abholz, at ”for de mest almindelige carcinomer” har man ikke opnået nogen væsentlig ændring i prognosen - heller ikke med de ”behandlingsmetoder, som er blevet udviklet i løbet af de seneste år - således har 5 års-prognosen for mave- og tyktarmskræft stort set ikke ændret sig i løbet af de sidste 40 år.”

Det samme gælder ifølge Abholz kræft i bronkierne. Her kan man ganske vist med hjælp fra cyto¬statiske præparater, som hæmmer kræftcellernes vækst, i mange tilfælde opnå en ”livsforlængelse på nogle få uger” - men kun ”ved samtidig massive skader som følge af bivirkninger ved den cytostatiske behandling”.

Dobbeltbundetheden i den slags små successer forklarer Abholz med eksempler på patienter, der lider af ”akut myeloid leukose” (en form for blodkræft). I ca. 50% af leukosetilfældene har cytostatika-behandlingen en virkning: Patienterne lever i gennemsnit 11 måneder længere. Resten dør allerede efter 4-8 uger. Så ifølge Abholz er resultatet, at nogen bliver hjulpet i et stykke tid - ”men på bekostning af dem, som dør hurtigere af behandlingen”. Statistisk set får de patienter, der behandles cytostatisk, i gennemsnit 6 måneder længere at leve i. Det svarer ca. til den forventede overlevelsestid for ikke-behandlede leukose-patienter.

New England Journal of Medicine skriver: ”Overlevelseskurven for brystkræftpatienter har praktisk taget ikke ændret sig siden 1955”. Ifølge magasinet har man inden for brystkræftkirurgien længe foretaget alt for radikale operationer - man har efterhånden fastslået, at brystbevarende operationer er mindst lige så effektive som at fjerne hele brystet, som endnu er langt det mest almindelige indgreb.

På andre områder opererer man også for ofte og for grundigt. Et ekspertudvalg nedsat af Repræsentanternes Hus vurderer, at der i 1977 blev foretaget ca. 2 mio. unødvendige operationer i USA, og at ca. 10.000 patienter døde som en direkte følge. Omkostningerne: Skønsmæssigt ca. 4 mia. dollars.

Undersøgelsen viste, at kirurgerne begrundede mange af disse operationer med, at det var præventive foranstaltninger. Men ikke nok med, at man i forebyggelsesøjemed fjernede titusindvis af mandler - man fjernede også livmoderen hos masser af kvinder, der blot skulle steriliseres. Med det formål at forebygge en senere kræftsygdom.

Mange tyske læger mener, at en sådan radikal form for forebyggelse er ganske fornuftig. Således leger anatomi-professor Herbert Lippert fra Hannover med idéen om ”at fjerne brystkirtlen hos små piger som forebyggelse mod brystkræft”, fordi kirtlen egentlig er blevet overflødig i takt med, at den moderne babymad bliver mere og mere fuldværdig. ”I Tyskland kunne man på denne måde forhindre op mod 10.000 brystkræftdødsfald - selvom man jo selvfølgelig skal fratrække det antal, der dør som følge af de forebyggende operationer”.

Og denne dødelighed skal ikke negligeres - for på trods af, at de moderne hospitaler er højteknologiske og veludrustede, så er de på ingen måder blot steder, hvor man pr. definition bliver helbredt. De udgør rent faktisk også en sundhedsrisiko.

Det er ganske vist ikke medicinske undersøgelser, men derimod den voksende bunke af sagsanl

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012