Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Organtransplantation 2

(Fortsat -:)

Organudtagelse og behandling af den afdødes krop

Plejer A:
"(...) er jo intensivpatient, og de fleste dage er han så opsvulmet (...)" "Og vi har operationsbordet klar, så vi ka' rykke, hvis det skal gå hurtigt, og det skal det jo ofte. Og Moltex'en [det fugtsugende underlag] ligger ved siden af - så han kun så'n et hvidt hva-ska-man-kalde det lagen, et stort et på bordet". "Og for at væsken ikke bare skal løbe overalt, klæber vi også sådan til hist og her..."

Plejer B
"Nu er organudtagelse i grund noget meget specielt, primært fordi der bruges så ualmindelig meget vand til at spule bughulen med -  sådan en 10-15 liter. Og... det hele er jo også meget mere hektisk, fordi det skal gå stærkt på grund af den begrænsede kolde iskæmi-tid for [Organ X] og [Organ Y]. Dvs. hurtigt, hurtigt, hurtigt og fyld på, fyld på. Og... ja, så sker det jo nogle gange, at der ligesom er mere vand, end slangen kan opsuge. [...] Men der er jo mulighed for, at man kan lave et snit tværs gennem bugen. Så kan man løfte i begge sider, hælde vand ind og suge. Ligesom en stor åre, vil jeg sige."

Dette alternative snit har jo også andre følger. Plejer B:

"Så løber vandet ud af begge sider, som en rigtig strøm. [...] Og så løber det også til det sted, hvor det kom ind, og der er store pytter på gulvet, hvor der er, ja, litervis af rødt vand og våde håndklæ­der og såd'n, og alle sjapper rundt i det, det ligner en slagmark... sikke et syn. Og man har selv den fornøjelse at skulle rydde op  klokken to om natten, få bordet ud, og nåja, man kan jo heller ikke ef­terlade alt til rengøringspersonalet, så man samler jo håndklæderne op og putter dem i en affalds­sæk, og når man så flytter sækken, så løber der væske ud, og ja, det er ikke lige så lækkert"

For mig som psykolog er der adskillige interessante aspekter. Jeg vil nøjes med at nævne to. Disse plejere kender til meget blodige operationer i andre sammenhænge og kan derfor godt omgås blod. Når de anvender ord som "slagmark" til at beskrive organudtagelsen, kan i hvert fald denne plejer se sammenligningen med et slagteri. Operationspersonalet er tilsyneladende også helt klar over, at det syn, der møder dem, også kan være meget belastende for rengøringspersonalet, selv om disse også med sikkerhed ofte skal gøre rent på en blodig operationsstue. Dette udsagn tydeliggør, at en organudtagelse ikke kan sammenlignes med andre blodige operationer.

En anden beretning gør det klart, hvad der sker under en organudtagelse:

Plejer B:
"Det var, tror jeg, første gang på [Hospital X], at jeg havde hørt nogen sige, at der fand­tes denne måde at dø på og ... ja, hjernedød, det er der, det sådan rent praktisk begynder, og vi af­slutter der­med det andet på en kontrolleret måde... Og til syvende og sidst er det jo... kun, øh... en kontrol­le­ret afslutning på døden. Altså, hvis man følger definitionen, så er hjernedød en del af det at dø, og den kropslige død er den anden del, og vi gør det derfor til en kontrolleret afslutning på at dø".

For denne plejer var det en stor hjælp, at man på det pågældende hospital åbent erklærede, at organ­udtagelse er en "kontrolleret afslutning på døden". Det må naturligvis aldrig siges offentligt, at en "kontrolleret afslutning på døden" er at sidestille med drab. Så det er først under organudtagelsen, at det bliver rigtigt tydeligt, at en døende her afslutter sit liv. Hertil siger to plejere:

Plejer A:
"Altså, det, at det pludseligt er nu, man er væk, at en patient pludselig er blevet til et lig...altså, sådan virkelig er død. Det bliver egentlig først tydeligt, når...når der falder ro over det hele, når der ikke er så hektisk mere, og organerne er væk, og anæstesien er væk... Og det er først helt åbenlyst, når man så tager dækklædet væk og det virk'li' bare er et lig, der ligger der..."

Plejer C:
"Hvis man ser det fra anæstesiens synspunkt - de slukker simpelt hen for apparaterne, og så er de væk, og så ligger personen der, ligesom Tornerose, som stikker sig, og alt stivner, og alt ser fuld­stændigt uforandret ud. For apparatet er der jo stadig, det er bare slukket, men slangerne sidder der stadig, alt er stadigvæk, som om ... en normal narkose, fuldstændig som en normal narkose, og så er lagenet der, og det er fuldstændigt som et andet rum... Det er fuldstændigt som et teaterstykke med en fatal slutning, det her, men man har ikke ventet det. Det er virkelig - slam!"

Et teaterstykke er fiktion, men en organudtagelse er meget virkelig. Når man skal vurdere afværge­mekanismer over for belastende arbejdsindhold, er sådanne udsagn meget interessante. Disse pleje­re har gennem lang tid deltaget i organudtagelser og har alligevel ikke ventet dén udgang på proces­sen, hvilket naturligvis er et tegn på, hvor mangelfuldt dette plejepersonale er forberedt på deres ar­bejde. Hun fortæller videre, hvordan stemningen er ved en organudtagelse:

"Man er stille... Altså, inden kan der godt være en ganske go' stemning... Det er simpelthen sådan, at dette hvad-skal-jeg-kalde-det dette syn... jeg tror, at det er krævende, uden at man selv mærker det... denne kropsholdning, en afdøds fysiognomi, det gør, at selv den mest hårdhudede klapper i".

Endnu et udsagn om det, jeg nævnte i starten fra min egen tid som plejer: Ved synet af en afdød med sikre dødstegn indtræder der en form for ro. Men her er det interessant nok først ved slutningen af organudtagelsen og ikke allerede i begyndelsen, selvom en hjernedød jo skal forestille at være af­død. Den "gode stemning" under organudtagelsen har muligvis mere at gøre med, at hele teamet er beskæftiget med at "tildække" ubehagelige følelser, der kan opstå i forbindelse med organudtagel­sen. Men det bliver meget svært, når organerne er fjernet, og der bliver ro.

Følelsen af at have en død foran sig får man først under organudtagelsen eller ved afslutning af or­ganudtagelsen. Følgelig beskriver en af plejerne organudtagelsen som en "kontrolleret afslutning på døden". Dette udsagn tydeliggør også, at man kan føle, at det er et liv, der aktivt afsluttes.

Hvad der menes med billedet "selv den mest hårdhudede klapper i", bliver tydeligt, når man lytter til udsagn fra en anden plejer:

Plejer A:
"Ja, og liget bliver endog renset lidt groft. Det hele ser temmelig, øh, ulækkert ud, fordi der bliver spulet med så meget vand". "Det er temmelig griset og smattet".

"Øh... han har... huden er bleg... han er meget sådan, sådan fugtig i huden og meget kold."

"Han har også operationssår..."

"Øh, så ... ja, så kommer der forbinding på, som bliver klæbet fast."

"Altså, når nu hornhinden er fjernet, ja, så er øjet jo fjernet. Der er oftest indsat et glasøje, og alt er hævet".

"Og oftest kan øjnene ikke rigtigt lukkes".

"Så klæber man oftest sårene til med kompresser. Men det er jo nu engang svært at få noget til at klæbe på disse patienter".

"Plastre kan som regel ikke holde, i hvert fald ikke på den der våde hud. Så sætter man det sammen, i hvert fald sådan halvvejs...sådan, at det er til at holde ud at se på eller forsvarligt...sådan, at det er til at holde ud, liget..."

"Ja, så kan man jo selvfølgelig osse sætte et kindbind på. Og vikle om. Og det sker også, at vi klæber lagnet sammen med plastre, for at det hele ikke skal falde fra hinanden".

Disse udsagn anskueliggør på en måde, der gør stort indtryk, at en organudtalelse er noget meget belastende, som ikke kan sammenlignes med andre operationer. For mange plejere sker der under organudtagelsen noget enestående, som ikke kan sammenlignes med andre operationer. For dem er der ikke samklang med begreberne værdighed, ære og respekt. Jeg vil også gerne citere plejere, som allerede i forskellige offentlige sammenhænge har talt om deres følelser i forbindelse med organudtalelse.

Christine Lang:
"Den form for sår, som en skalpel giver, når den skærer dybt i levende væv - også når dette liv "kun" opretholdes i dets grundbevægelser - kan læger, socialetikere, moralteologer og jurister ik­ke helt så let gøre harmløs og rationalisere væk. Det er ikke den såredes jeg, ikke kæbens, mun­dens og tungens sprog, som vidner om kvæstelsens omfang. Det er billedet, udtrykket fra selve kroppen, der dokumenterer lidelserne og får mig til at tænke på begreber som helvedes smerter og gennem­trængende smertensskrig". (Christine Lang. Krankenschwester. Trykt i Hoff, J. & In d. Schmitten, J: Wann ist der Mensch tot? Organverpflanzung und Hirntodkriterium, Rowohlt 1994, s. 397ff.)

Monika Grosser:
"Nu ligger han der med et kæmpemæssigt så, og udstiller sine bugorganer. Man ville aldrig såre en levende på den måde! Der er det - dette kæmpemæssige sår, denne umåleligt store kvæstelse, som gør dette så forfærdeligt". (Grosser, M. Organentnahmen aus der Sicht einer Kranken­schwester im Operationsdienst. Trykt i Striebel, H. W. & Link, J. (red.): Ich pflege Tote. Die andere Seite der Transplantationsmedizin. Basel; Baunatal: Recom 1991, s. 63.)

Robert Dorner:
"Hvis man som sygeplejerske eller sygehjælper deltager i organudtagelsesproceduren, tager imod en intensivpatient, åbner for klemmen, så perfusionsopløsningen kan løbe igennem, kender læger­nes måde at tale på, og til slut står alene tilbage med det kvæstede, iskolde lig i operationsstuen og derefter skal gennemleve lidelsen sammen med forældrene, som gerne vil se deres 10-årige søn en enkelt gang mere, eftersom det tilsyneladende ikke var muligt før organudtagelsen, er der forment­lig kun én ting, man har lyst til - at nogen tager én i sine arme". (Grosser, M. Organentnahmen aus der Sicht einer Krankenschwester im Operationsdienst. Trykt i Striebel, H. W. & Link, J. (red.): Ich pflege Tote. Die andere Seite der Transplantationsmedizin. Basel; Baunatal: Recom 1991, s. 63).

Der findes plejere, som må holde tårerne tilbage (Grosser M. Organentnahmen aus der Sicht einer Krankenschwester im Operationsdienst. Trykt i Striebel, H. W. & Link, J. (red.): Ich pflege Tote. Die andere Seite der transplantationsmedizin. Basel; Baunatal: Recom 1991, s. 60), mens de bistår ved organudtagelsen, som ønsker, som vi hørte, at nogen tager dem i deres arme, eller som har dår­lig samvittighed (Weil, C. Ich pflege einen Toten. Trykt i: Die Schwester/Der Pfleger, 33. årgang, 3/1994, s. 253). Mange stiller sig selv spørgsmålet, om det "er etisk rigtigt at gribe ind i dødsproces­sen på en så manipulerende må­de" (Jetschmann, D., Erlebnisse einer Anästhesieschwester. Trykt i Striebel, H. W. & Link, J. (red.): Ich pflege Tote. Die andere Seite der Transplantationsmedizin. Basel; Baunatal: Recom 1991, s. 89) og spørger sig: "Hvor er denne afdødes ret til en værdig død blevet af?" (Möller, D. Organexplantation. Trykt i Striebel, H.W. & Link, J. (red.): Ich pflege Tote. Die andere Seite der Transplantationsmedizin. Basel; Baunatal: Recom 1991, s. 82.)

Og også efter at organ­udtagelsen er overstået, kan mange plejere ikke glemme det, de har oplevet:

Monika Grosser:
"Hvis man tror, at nu er det ovre, så tager man fejl. Jeg kunne tage hjem, lægge mig til at sove - og så oplevede jeg det hele igen i drømme. Jeg kunne se dette afdøde menneske - først med sit eget, dernæst med en af mine nærtståendes ansigt, og til sidst med mit ansigt. Alt det, jeg havde fortrængt og undertrykt - det var en ren heksekedel af følelser, der kom i kog. Disse følelser drev deres gru­somme spil med mig - uhindret og frit. Først derefter ville denne udtagelse være ovre for mig." (Grosser M. Organentnahmen aus der Sicht einer Krankenschwester im Operationsdienst. Trykt i Striebel, H. W. & Link, J. (red.): Ich pflege Tote. Die andere Seite der transplantationsmedizin. Basel; Baunatal: Recom 1991, s. 70f.)

1½ år efter, at jeg var gået ud af operationsstuen, fik jeg i forbindelse med mine interviews fortalt et mareridt. Plejeren vågnede om natten, badet i sved:

"Jeg drømte, at patienterne slet ikke var døde. At de efter at organerne var udtaget, igen... (Han afbryder meget pludseligt)... F.eks. drømte jeg, at patienten lagde sig op på operationsbordet og rakte tunge ad os alle sammen. Det drømte jeg. Ja, det var... underligt. Det troede jeg ikke, man kunne drømme, nej..."

Yderligere referencer:
Rest, F. Sterbebeistand, Sterbegegleitung, Sterbegeleit. Kohlhammer 3. oplag 1994, s. 28.
Juchli, I. Krankenpflege. Praxis und Theorie der Gesundheitsförderung und Pflege Kranker. Georg Thieme Verlag, 6. oplag 1991, s. 27.
Ibid. S. 26.
Deutscher Berufsverband für Pflegeberufe (DBfK) e.V. Schriftliche Stellungnahme zum Entwurf eines Transplantationsgesetzes vor dem Gesundheitsausschuss des Deutschen Bundestages. 24.7.1995, s. 4.
Ibid., s. 3.
Windels-Buhr, D. Organspende und Krankenpflege. Ein Widerspruch? Trykt i: Greiner, R. & Wuttke, G. (red.). Organspende. Kritische Ansichten zur Transplantationsmedizin. Lamuv 1. oplag 1991, s. 79.
Rotondo, R. Pflegerische Erfahrungen mit der Organtransplantation. Trykt i: Die Schwester/Der Pfleger, 34. årgang 5/95, s. 381ff.

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012