Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Modigt opgør med medicinalindustriens magtmisbrug

Det har i mange år været en kendt sag, dog ikke for patienter og forbrugere, at 80-85% af al medicinsk forskning foretages af lægemiddelindustrien selv. På egne produkter og egne præmisser.

Den tidligere direktør for den norske sundhedsstyrelse Torbjørn Mork udtalte allerede i slutningen af 1980'erne, at 70-80% af al medicinsk forskning blev foretaget af industrien selv - et faktum, han anså for at være meget betænkeligt, når man samtidig ser de voldsomme reklamefremstød, lægemiddelindustrien foretager.

Nu udfordrer en af områdets tunge eksperter, professor i psykiatri Einar Kringlen, medicinalindustrien, lægestanden og staten i en glimrende kronik i Aftenposten d. 7. november 2001. I samme nummer har den velanskrevne lægefaglige journalist Anne Haugestad et afslørende og mere direkte interview med professor Kringlen om problematikken.

Han angriber også lægemiddelindustriens gratis tilbud til lægerne hvad enten det drejer sig om kurser, rejser, forskning eller medicinske præparater til afprøvning og forsøg. Flere har gennem den seneste år påpeget, at disse "kurser" ofte finder sted på eksotiske rejsemål med rigelig tid til sightseeing og selskabeligt samvær. Hvorfor SKAL sådanne kurser for eksempel holdes i Brasilien eller på Svalbard?

Lægeforeningens formand, Hans Petter Aarseth, har flere gange åbent kritiseret denne praksis og advaret lægerne mod at lade sig påvirke. Mange læger tror jo faktisk - og det gælder i øvrigt også politikere - at de ikke lader sig påvirke af disse reklamefremstød. Selvfølgelig gør de det. Hvorfor skulle lægemiddelindustrien ellers fortsætte deres praksis som på godt dansk ikke er andet end et forsøg på at "købe" lægerne?

Den markedsføring, industrien foretager, er også særdeles aggressiv og manipulerende. Hvis der skulle være kontrol med markedsføring, burde den netop rettes mod denne industri, som henvender sig direkte til mennesker, som ofte er endog meget syge.

Ville det ikke være mere retfærdigt, at kontrollen var lige så streng mod lægemiddelindustrien, som den er mod helsekostindustrien? Måske burde den endog være endnu strengere, fordi alvorligt syge forbrugere som udgangspunkt har en næsten ubegrænset tillid til lægemidlerne. Og til lægerne?

Professor Einar Kringlen skriver:
Aftenposten har i en række artikler de seneste par år klart dokumenteret, hvordan medicinalindustrien påvirker lægestanden i Norge med fine middage og gratis luksusrejser til lægefaglige kongresser. Dette har stået på i mange år, men er blevet forværret i løbet af de seneste år. Inden for psykiatrien er det snart kun kongresser i psykoterapi og epidemiologi, som deltagerne selv eller deres arbejdsgivere betaler.

At industrien har stor magt, viser følgende historie:

Den kendte engelske psykiater David Healy blev i fjor tilbudt direktørstillingen ved Centre for Addiction and Mental Health, et af Canadas fremtrædende forskningsinstitutter under universitetet i Toronto. Healy er ekspert i klinisk psykofarmakologi og psykofarmakologiens historie. Han har foretaget empirisk forskning og udgivet en række bøger. Hans bog "The Antidepressant Era" fra 1997 er blevet rost meget.

Da Healy i foråret skulle flytte til Canada med sin familie, holdt han en tiltrædelsesforelæsning i Toronto. Dagen efter fik han besked om, at universitetet havde trukket sig fra kontrakten. Medicinalvirksomheden Eli Lilly, som har givet betydelige bidrag til farmakologisk forskning ved universitetet, accepterede ikke ansættelsen af Healy. Hvis han blev ansat, ville støtten fra virksomheden til universitetet blive trukket tilbage.

Hvad havde Healy da sagt i sin forelæsning, som var "upassende"? Han havde udtalt, at ved brugen af de nye antidepressive midler (SSRI-præparater populært kaldet lykkepiller) måtte man forvente en lille forøgelse i antallet af selvmord. Det bør tilføjes, at Healy ikke er modstander af industrien, og få psykiatere har anvendte flere SSRI-præparater end han. Men Eli Lilly fandt, at en oplysning om, at deres medikament kunne fremkalde selvmord, ville være et skud for boven og medføre en reduktion i salget.

Lægemiddelindustrien er i væsentlig grad på private hænder med hovedcentre i USA, Vesteuropa og Japan og har i løbet af de sidste 50-60 år gennemgået en helt eventyrlig udvikling. Industrien kan henvise til en række triumfer af videnskabelig og teknisk art, men har ligesom den øvrige internationale industri vældige penge- og profitinteresser bag sig.

Kun få industrier har tjent flere penge i de sidste 50 år. Selv i nedgangstider sælger industrien godt, hvilket er noget af et paradoks set med økonomiske briller. Markedsværdien af medikamenter solgt i USA i 1997 er beregnet til 92 mia. dollars, og heraf stammer mere end 8 mia. alene fra psykofarmaka.

Før 1960'erne blev lægemiddelindustrien i stor udstrækning ledet af videnskabsfolk. Men derefter begyndte økonomer og sælgere i større og større grad at tage over, og det centrale for virksomhederne blev overskud. De store medicinalvirksomheder bruger op mod 10% af deres budget på forskning, men langt mere til reklame, ofte 20-30%.

Pfizer var formentlig det første større selskab, som gik fra at være en forskningsdrevet virksomhed til at være overskudsdrevet. Den nuværende direktør for Pfizer begyndte sin karriere i selskabet som salgsrepræsentant, og den, der om ikke så længe overtager chefstolen, kommer også fra virksomhedens salgsafdeling. Og under den tidlige udvikling af et nyt præparat arbejder marketingchefen side om side med forskerne, optaget af økonomiske prognoser og analyser for at sikre, at der er nu også er et marked for præparatet.

Virksomhedens verdensomspændende net af 20.000 salgsrepræsentanter er formentlig branchens største. Sidste år gik 39% af indtægterne til reklame og administration.

De nye antidepressive præparater, de såkaldte lykkepiller eller mere korrekt serotoningen-optagelseshæmmere (SSRI), har i løbet af 1990'erne solgt rigtigt godt i den vestlige verden. Det årlige salg af SSRI lå i 1996 på over 4,5 mia. dollars. Alene Eli Lillys produkt Prozac solgte for over 2,5 mia., og Pfizers Zoloft for en mia. dollars. I England brugte National Health Service næsten tre gange så meget på antidepressive midler i 1995 som i 1993.

Den samme eksplosive forøgelse af brugen af antidepressive midler har fundet sted i Norge. Årsagen er de nye SSRI-præparater. Det, der lå bag disse midlers succes, var blandet den fejlagtige opfattelse, at depression skyldes serotoninsvigt. På samme måde som en diabetiker har brug for insulin, må en depressiv patient have brug for Prozac, lød devisen. Denne teori er alt for enkel - begrundelsen er dog for kompliceret til, at jeg kan komme ind på den inden for rammerne af en kronik.

Lægemiddelindustrien har fået god hjælp af psykiatere i USA og Europa til at markedsføre SSRI-præparaterne. I 1992-97 kørte den britiske psykiatersammenslutning sammen med de alment praktiserende læger en kampagne til bekæmpelse af depression, som havde til hensigt at forklare, hvad depression er, og at få deprimerede mennesker til at søge behandling. Man omtalte værdien af præparaterne, og det blev også påpeget, at doserne ofte var for små og vedligeholdelsesbehandlingen for kortvarig. Alt dette glædede selvsagt medicinalindustrien.

Lignende støtte fik industrien i Norge ved avisopslag, hvor psykiatere udtalte sig om, hvor vigtigt det var, at patienter med depression fik medicinsk behandling. I Tyskland har salget af SSRI-medikamenter derimod været ret ubetydeligt, hvilket skyldes, at lægerne gennem lang tid har anvendt perikon mod almindelige depressioner med tilsyneladende gode resultater og derved sparet både patienterne og staten for betydelige summer.

Industrien har haft stor indvirkning på de medicinske tidsskrifter, og lægemiddelvirksomheder har truet med at stoppe deres annoncering, hvis redaktionerne publicerede artikler, som var kritiske over for deres produkter. Man har desuden støttet udgivelsen af tidsskriftsupplementer om specifikke præparater - supplementer, som ofte ikke gennemgår nogen kritisk vurdering foretaget af eksperter (såkaldte peer reviews). Og supplementerne anvendes ofte ukritisk i reklameøjemed.

I 1960-70'erne var mange medicinere, ikke mindst psykiatere, kritisk indstillet over for den tætte forbindelse mellem lægestanden og medicinalindustrien, men siden er denne kritiske holdning lige så stille forsvundet. I USA og det sydlige Europa er psykiatrien i dag i høj grad domineret af lægemiddelindustrien, som gennem det seneste årti også har fået større og større indflydelse i de nordiske lande.

Myndighederne, staten og universiteterne har kapituleret over for en velstående industri, som i stigende grad har overtaget meget af efteruddannelsen af lægerne. Og dermed går lægernes uafhængighed af industrien tabt. Ved kun at koncentrere sig om bestemte præparater vil lægerne desuden let kunne glemme de generelle psyko-farmakologiske principper, de har lært i kraft af deres studium. Lægernes tætte bånd til industrien kan i næste række føre til ukritisk forbrug af medicinske præparater.

Mange lægeforeninger, heriblandt psykiaterforeninger i USA og Europa, ville ikke kunne fortsætte uden medicinalvirksomhedernes støtte til møder, symposier, workshops og annoncering. Foreningerne hævder ofte, at de har bevaret deres selvstyre og uafhængighed, men alle, der deltager, kan se, hvordan industrisponserede symposier med fine frokoster eller overdådige middage trækker massevis af mennesker, mens mere nøgterne, videnskabelige møder kun har få tilhørere.

At lægerne selv er ved at blive betænkelige over udviklingen, fremgår af det faktum, at The New England Journal of Medicin, The Lancet og andre kendte lægefaglige tidsskrifter vil lave nye retningslinier for artikler. For at kvalificere sig til publicering skal forfatterne have det endelige ord i konklusionerne (noget, man skulle tro var en selvfølge...), og ikke sponsorerne, i dette tilfælde medicinalvirksomhederne. Forfatterne må desuden have fuld adgang til alle data.

Disse moderate krav afspejler redaktørernes bekymring for medicinalindustriens stigende magt over den akademiske forskning. At udviklingen også bekymrer den norske lægeforening, er åbenbart, eftersom der er blevet vedtaget nye regler for samarbejde mellem læger og lægemiddelindustrien.

Den tidligere sundhedsminister Tore Tønne var i færd med at omstrukturere sygehusvæsenet. Hvis denne omstrukturering bare fører til flytning af visse organisatoriske brikker uden nogen virkelig faglig styrkelse af norsk medicin, er vi nået lige vidt.

Den nye sundhedsminister bør benytte lejligheden til at få et mere rationelt og fagligt bedre sundhedsvæsen. Det betyder på lægemiddelområdet, at undervisningen af læger og andet sundhedspersonale skal foregå på, hvad der må formodes at være et objektivt grundlag, og ikke styres af industrien. Efteruddannelsen bør gennemføres af universitetslærere, som ikke har nogen interesse i at reklamere for et bestemt lægemiddel.

Det vil koste penge, men vil i det lange løb være langt billigere end den situation, vi ser i dag, hvor industrien og dens venner blandt "eksperterne" bestemmer over salget af medicin.

Staten må via sine universiteter gøre tre ting på dette område:

  • Satse på objektiv forskning, der er uatl1ængig af industrien, men med samarbejde, hvor det er nødvendigt.
  • Overtage efteruddannelsen af læger på dette felt og nægte overlægerne at invitere medicinalindustrien til markedsføringsmøder i arbejdstiden.
  • Give penge til kongresrejser og faglige møder, som er absolut nødvendige for, at lægerne kan holde sig orienterede.

Dette vil på langt sigt kunne betale sig. Vi vil få et mere rationelt sundhedsvæsen og undgå sløseri med penge til medicinske præparater, som kun har en ringe indvirkning på den generelle sundhedstilstand i befolkningen.

Health News 2009

 

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012