Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Indianernes lægeplanter

- gror og også i Danmark. Nogle eksempler på den ældgamle viden, som disse naturnære mennesker samlede om den helse, der kan hentes fra væksterne

Af magister V. J. Brøndegaard (f. 1919)

vagn.jpgNavnet indianer skyldes som bekendt en misforståelse Columbus troede, at det var søvejen til Indien, som han fandt i 1492. I det hele taget har hvid mands behandling og vurdering af de såkaldte "rødhuder" været præget af mange vildfarelser. De europæiske erobrere og nybyggere fik først meget sent øjnene op for, at Amerikas egentlige befolkning har en meget høj kultur. Indianernes tilskrevne blodtørst er næppe større end andre menneskers, som ser deres retmæssige ejendom frarøvet og misrøgtet, deres religion forhånet og kvinder skændet.

Uden skånsel, med list og foragt for al moral, har kolonisatorerne tyndet skrækkeligt ud i Amerikas ældste befolkning. Da Columbus fandt "den nye verden", var der rundt regnet. 25 millioner indianere i Nordamerika. Nu er der kun cirka 15 millioner tilbage; de fleste lever i reservater, fordelt på cirka 370 stammer og velorganiserede klaner. Først med undren og siden med dyb vrede var indianerne vidne til de "kloge" blegansigters hærværk mod naturen, hvor de kom frem. Vældige skovstrækninger blev ryddet, endnu større arealer prærie pløjet om. Resultatet blev den erosion, nedbrydning af muldlaget som følge af regnskyl, hvirvelstorme etc., der nu er Amerikas samfundsfjende nr. 1. De kolossale bisonflokke på prærierne blev ganske planløst skudt ned, og hele kødbjerge lå og rådnede og sendte en ulidelig stank viden om. Ligeså gik det de fredelige vandreduer. Der blev skudt millioner og atter millioner, men ikke for at nybyggerne kunne få kød . . . nej, man jagede svin hen på valpladsen, for at de kunne mæske sig på kadaverne! Intet under, at indianeren svor hævn over vandalerne. . . .

Allerede for fem århundreder siden havde mange indianerstammer skabt en høj kultur, som dels gav sig udtryk i bygningskunst, billedskrift og astronomi, dels som et forbløffende godt kendskab til urternes lægekræfter. Adskillige af de husråd, som amerikanske farmere bruger, stammer i virkeligheden fra indianerne. Skolemedicinen og de store medicinalfabrikker er da også blevet klar over, at indianernes lægemidler ikke er lutter overtro, men bygger på en god portion eksakt viden. Det kan f. eks. nævnes, at farmakologer ved Cleveleland-universitetet (USA) afprøvede 1100 indianske lægeplanter og på den måde fandt frem til 27 droger, hvis, bakteriedræbende virkninger var uomtvistelige.

Den indianske lægekunst er som andre naturfolks ældgammel. Og størsteparten af de råd og midler, som nutidens forskere så flittigt optegner og analyserer, er sikkert opstået spontant. Under en tilværelse så snævert knyttet til naturen har man i sygdomstilfælde måttet ty til naturens eget apotek og har dér fundet talrige virksomme stoffer planternes rødder, blade og frugter. Indianeren ved vel ikke, hvorfor medicinen hjælper - han ved simpelthen, at den gør det!

Selvfølgelig findes der og bruges i Nordamerika en lang række vilde planter, som ikke er repræsenteret i den danske flora. Men det er bemærkelsesværdigt, at de i historisk tid med urent sædekorn indslæbte og nu også derovre såre almindelige ukrudtsplanter såsom kornblomst, snerle-pileurt, agerkål o. a. kun sjældent har indianske navne og spiller en rolle i indiansk folklore.

Omvendt finder vi flere ligheder mellem europæisk og indiansk folkemedicin. Således blev (bliver) et afkog af bynke begge steder drukket af kvinder, hvis menses er i uorden; både "røde" og "hvide" har drukket et røllikedekokt som feberstillende middel, og vejbredens blade kendes af begge racer som et sårlægende omslag. Der kan ikke være tvivl om, at lidende mennesker i hver sin verdensdel ad den samme erfaringens vej er nået frem til de samme lægeplanter.

I det efterfølgende vil blive nævnt, hvordan en række medlemmer af den vilde danske flora er blevet benyttet til helse hos nordamerikanske indianerstammer. For at undgå misforståelser skal det understreges, at der i hvert tilfælde er tale om helt identiske arter i Amerika og Danmark og ikke om evt. nært beslægtede planter.

Berberis (Berberis vulgaris). Bærrene spises rå, men aldrig tørrede. Et afkog af roden drikkes mod hoste og maveonder, et udtræk af barken anvendes til at bade sår på huden og i munden Bregner. Et udtræk af løvet af kongebregne (Osmunda regalis) mod børnekrampe. Roden af engelsød (Polypodium vulgare) tygges, og saften synkes mod hoste. Knuste rødder koges samen med unge fyrrenåle. og drikkes for mæslinger. Roden af mangefinnet fjerbregne (Athyrim filix-femina) spises på forskellig måde. En te på roden drikkes for at lindre kropssmerter og af svangre kvinder for at lette fødslen. Et dekokt på stænglerne virker urindrivende. Ørnebregnens (Pteridium aquilinum) rødder og unge skud. spises og er så efterstræbte, at planten mange steder blev næsten udryddet. Friske blade af strudsvinge (Matteuccia struthiopteris) spises mod tørst, for kolik o. a. maveonder.

Brudelys (Butomus umbellatus). Et afkog af hele planten plus poppelbark mod indvoldsorm.

Brunelle (Brunella vulgaris). Et dekokt drikkes for at øge synsevnen. Et udtræk i koldt vand er en af Thompson-stammens mest almindelige drikke.  

Burre, Liden (Arctium minus). Et afkog af rødderne drikkes for kighoste. Det virker i

desuden urinog sveddrivende.

Bynke (Artemisia vulgaris). En te på blade og blomster er nervestyrkende, mavestyrkende, feberstillende og ormdrivende.

Dunhammer (Typha). De søde og meget nærende rodknolde spises omtrent som vi nyder kartofler. Amerikanske forskere mener, at dunhammer, om den blev genstand for almindelig dyrkning, kunne bidrage væsentligt til at løse verdens madproblem. På hver acre sump (altså uudnyttet jord) kan der høstes 140 tons dunhammer-rødder eller over 10 gange større udbytte end kartofler på samme areal! Af roden og frødunene laves en salve, som har lægende egenskaber og navnlig lægges på spædbørns navlesår. Frødunene lægges desuden i vuggen og i bleer mod hudløshed som vore mødre bruger talkum.

El (Alnus incana). Barken virker adstringerende (sammentrækkende) og giver opkastning. Dekokt på en håndfuld blade stiller smerter fra slag. Et udtræk af bladstilke plus kvikrødder drikkes, "når urinen er tyk".

Fladstjerne (Stellaria media, "fuglegræs"). Bladene tillægges kølende og blødgørende egenskaber.

Galtetand (Stachys palustris). Urten lægges på sår og spises som slimrensende ved hoste.

Gederams (Chamaenerium angustifolium). Invalider bades i et afkog af hele planten. Snohomish-stammen koger roden og bruger udtrækket som et middel for ondt i halsen og mod tuberkulose. Urten tillægges stimulerende og blødgørende evner.

Hyrdetaske (Capsella bursa-pastoris). En te drikkes for dysenteri og diarré og blev førhen spist mod skørbug. Regnes endvidere for et urindrivende og feberstillende middel.

Jordbær (Fragaria). Bladene tygges og lægges på brandsår. En te af hele planten drikkes mod diarrè.

Kabbeleje (Caltha palustris). De store tykke blade knuses og bindes på sår for at hindre betændelse. Et afkog mod hoste. En stamme i Wisconsin koger bladene til en forårsret.

Kalmus (Acorus calamus). Rødderne regnes for nervestyrkende. Et udtræk af kalmus- og åkanderødder drikkes for at stimulere blodomløbet. Se under pilblad.

Katteurt (Nepeta cataria). En te på bladene og blomsterskud virker beroligende og mensesdrivende; gives indianere, som efter anstrengelser har fråde om munden.

Klokke, Liden (Campanula rotundifolia). Indgår i et lægemiddel for lungelidelser.

Klynger (Rubus sp.). En te af forskellige arters blade mod forkølelse og diarré. Bark eller blade tygges og lægges på brandsår.

Kransburre (Marrubium vulgare) . Det bitre udtræk af blade og blomster drikkes i alle indianerstammer mod hoste og ondt i halsen.

Kongelys (Verbascum thapsus). Forest Potawatomi-stammen ryger den tørrede urt mod astma og katar. Eller røgen pustes mod en patient, der har mistet bevidstheden.

Kvikgræs, se El. Løvetand (Taraxacum). Et udtræk af roden bruges som et styrkende middel, der virker mildt afførende. Tewa-indianerne (Mexiko) knuser bladene og blander dem med vand til en dej, der bindes på arm- eller benbrud. De unge planter spises som salat. En te af roden regnes for god mod halsonde.

Marehalm (Elymus mollis). Med bundter af bladene gnides kroppen efter badet.

Melbærris (Arctosaphylus uva ursi). Bærrene spises, når indianerne har religiøs faste. Bladene anvendes som antiseptisk middel ved sygdomme i urinvejene.

Mynte, Ager- (Mentha arvensis). Af planten laves en blodrensende og feberstillende te.

Mysse, Kær- (Galla palustris). Roden knuses og lægges på bylder.

Okseøje, Hvid (Chrysanthemum leucanthemum). Tørrede stængler og blomster koges og bruges til badning af sprukne hænder og betændte øjne (til sidstnævnte brug tilsættes et udtræk af hvidkløverblomster).

Padderokke (Equisetum, især E. hyemale "skavgræs"). Et udtræk af den tørrede urt anvendes mod lidelser i blærehalskirtlen (prostata), mod vattersot og nyresygdomme. Potawatomi-stammen hævder, at denne te er bedst til at læge lumbago. Et dekokt på stænglerne bruges til hårvask mod utøj. Blandet med udtræk af pileblade (Salix) gives drikken til kvinder, hvis menses er uregelmæssig. En saft af roden blandet med kvindemælk til badning af betændte øjne. Toppen af unge planter spises mod diarré. Asken af brændte padderokker lægges på brandsår. De fleste indianerstammer samler og nyder de friskgrønne padderokstængler om foråret.

Pil (Salix). Barken koges til en drik for halsonde og tuberkulose. Se under padderokke.

Pilblad (Sagittaria sagittifolia). Et udtræk af denne plante plus kalmusrødder gives til børn, som er urolige om natten.

Pileurt (Polygonum lapathifolium, Bleg P.). Roden koges og teen indgår i venskabsceremonierne som en styrkende og afførende drik. Se under potentil.

Potentil, Gåse- (Potentilla anserina). Et udtræk af denne plante plus vej-pileurt (Polygonum aviculare) til børn med mangelfuld afføring.

Regnfang (Tanacetum vulgare). En te af blade og topskud er et tonikum, regulerer menses og virker sveddrivende.

Rose (Rosa sp.). Alle stammer spiser store mængder hyben. Et afkog af roden drikkes for halsonde og brug til øjenbadning. Et dekokt på barken gives kvinder straks efter fødslen. En te af bladene tillægges blodstyrkende evner.

Røllike (Achillea millefolium). Bylder bades med et udtræk, ligeså betændte øjne og sprukne hænder. Bladene lægges på insektstik og slangebid. Bladene stikkes i ørene for tandpine. Et udtræk anses for blod rensende og urindrivende. Bladene tygges og lægges på sår og kogte blade på gigtsmertende lemmer.

Selleri, Vild (Apium graveolens). Et udtræk af hele planten tages regelmæssigt med vand eller anden drik for kroniske nyrelidelser.

Skeblad (Alisma plantago-aquatica). Skovløbere styrker sig på en te af denne urt og mjødurt (Spiraea).

Skovsyre (Oxalis acetosella). Den friske saft af plantens blade eller rødder lægges på betændte øjne. På jagt eller rejse nyder indianeren store portioner af skovsyreblade, der ligeledes koges til en meget yndet dessert.

Skræppe (Rumex sp.). De knuste grønne blade af kruset skræppe (R. crispus) bindes på bylder for at trække materien ud. Ojibwe-stammen bruger roden til at hele snitsår (roden indeholder store mængder tannin, der virker sammensnerpende!). Bladene på rødknæ (R. acetosella) spises rå mod tuberkulose. Et vandafkog på stænglerne til antiseptisk badning af kroniske bensår.

Snebær (Symphoricarpus albus). Roden anvendes som et tonikum. Chelais-stammen gnider bærrene mod håret som sæbe. Bladene lægges på kvæstelser og snitsår, eller de bades med et udtræk af eller dækkes med tyggede blade. En meget mild te af barken gives børn med "belagt tunge".

Snerre, Burre-(Galium aparine). Et afkog mod nyrelidelser, urindrivende. Kroppen gnides med denne plante efter bad.

Svaleurt (Chelidonium majus). Et udtræk af svaleurt og gul åkande anses for beroligende.

Svinemælk, Ager- (Sonchus arvensis). Plantens mælk menes at fremme kvindernes diegivning. Et afkog af friske blade drikkes for ondt i brystet.

Sæbeurt (Saponaria officinalis). Et ekstrakt af roden til hårvask (indeholder saponin). En grød af bladene lægges som trækplaster tre til fire timer direkte over en smertende milt.

Tidsel (Cirsium sp.). Betragtes som adstringerende og urindrivende. Efter nedkomsten drikker Lummi-stammens kvinder et afkog af rødderne i saltvand. Bladene som omslag på hæmorider

Torskemund (Linaria vulgaris). Røgen af den tørrede urt inhaleres for bronkielidelser.

Vejbred (Plantago sp.). Alle indianerstammer lægger de store blade på sår af enhver art eller bader dem med et afkog mod betændelser. Den antiseptiske virkning skyldes det store indhold af klorofyl.

Vikke (Vicia sp.). Et vand udtræk drikkes for hovedpine. Bladene lægges på sår.

Ærenpris (Veronica officinalis). Afkoget regnes for beroligende og smertestillende.

Ovennævnte gennemgang er naturligvis langtfra fuldstændig. Men måske en og anden læser i sygdomstilfælde vil kunne nyde godt af de amerikanske indianeres århundred gamle erfaringer med hensyn til naturens gratis lægemidler.

Læs også:
Phyto Urtekapsel-serien

Anvendt litteratur:
Mathilda C. Stevenson, Ethnobotany of the Zuni Indians. Washington 1915.
Marcel Raymond & Jaques Rousseau, Etudes ethnobotaniques Québecoises. Montreal 1945.
Erna Gunther, Ethnobotany of Western Washington. Seattle 1945.
John Bruno Romero, The botanical lore of the California Indians. New York 1954.
Frances Densmore, Uses of plants by the Chippewa Indians. Washington 1928.
Melvin R. Gilmore, Uses of plants by the Indians of the Missouri River Region. Washington 1919.
Wilfred W. Robbins, Ethnobotany of the Tewa Indians. Washington 1916.
James A. Teit, The ethnobotany of the Thompson Indians of British Columbia. Washington 1930.
Huron H. Smith, Ethnobotany of the Forest Potawatomi Indians. Milwaukee 1933.
Huron H. Smith, Ethnobotany of the Ojibwe Indians. Milwaukee 1932.

Kilde: NY TID OG VI, nr. 6 1960

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012