Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Laetrile-kvaksalverne hjælper kræftpatienter

Navne, stillinger, medicinske landvindinger og kliniske forsøgsresultater fra nogle af de mere prominente læger, der siger god for laetrile; de sundhedsfremmende bivirkninger ved brugen af laetrile; et forslag til kræfthæmmende kost.

"Laetrile er fordømt kvaksalveri"! Sådan lød det fra Helene Brown, formand for American Cancer Society i Californien (The Pain Exploiters, The Victimizing of Desperate Cancer Patients. Today's Health, nov. 1973, s. 28).

Så langt tilbage som i 1974 forelå der allerede mindst 26 offentliggjorte artikler skrevet af velkendte læger, der havde brugt laetrile i behandlingen af deres patienter, og som konkluderede, at laetrile er både sikkert og effektivt til behandling af kræftsygdomme (der findes en samlet liste i The Laetriles/Nitrilosides, op. cit, s. 84, 85).

Desuden findes der omfattende private optegnelser fra læger, der har brugt stoffet klinisk, men som kun har offentliggjort deres resultater i breve til kolleger eller i offentlige foredrag eller interviews. American Cancer Society og andre fortalere for ortodoks medicin vil gerne have os til at tro, at det kun er kvaksalvere og halvtosser, der står bag konklusionerne. Men de læger, der har foretaget forsøgene, og de, der deler deres synspunkter, er ikke kvaksalvere. Her er et par navne:

I Tyskland er der Hans Nieper, M.D., tidligere leder af medicinsk afdeling ved Silbersee Hospital i Hannover. Han er en af pionererne inden for medicinsk brug af kobolt og er tilskrevet æren for at have udviklet det kræfthæmmende middel cyklofosfamid. Han er ophavsmand til konceptet "elektrolytiske bærere" i forebyggelsen af nekrose i kranspulsårevævet. Han var tidligere leder af Aschaffenbrug Hospital Laboratorium for kemisk kredsløbsforskning. Han er opført i Who's Who in World Science og har været formand for German Society for Medical Tumor Treatment. Han er en af verdens førende og mest respekterede kræftspecialister. Under et besøg i USA i 1972 sagde han til pressen:

Efter mere end 20 år med specialiseret arbejde har jeg fundet frem til, at de ikke-toksiske nitrilosider - dvs. laetrile - er alle andre former for kræftbehandling og -forebyggelse langt overlegen. Efter min mening er det den eneste mulighed for at kontrollere kræft i verden.

I Canada er der N. R. Bouziane, tidligere direktør for Research Laboratories ved St. Jeanne d'Arc Hospital i Montreal og medlem af hospitalets svulstråd, der står for al kemoterapibehandling. Han tog eksamen magna cum laude i medicin fra University of Montreal. Desuden har han et doktorat i videnskab ved University of Montreal og St. Joseph's University, der er tilknyttet Oxford University i New Brunswick. Han har været kemi- og hæmatologi-stipendiat og certificeret i klinisk bakteriologi, hæmatologi og biokemi fra universitetet. Han har også været dekan i American Association of Bio-Analysts. Efter den første testrække med laetrile - kort tid efter, at stoffet var blevet introduceret - rapporterede dr. Bouziane:

Vi har altid en diagnose baseret på histologi [mikroskopisk analyse af vævet]. Vi har aldrig påtaget os et tilfælde, uden at der har været histologisk bevis for kræft... I vores undersøgelse har nogle terminale tilfælde været så håbløse, at de ikke engang fik, hvad vi anser for at være den basale dosis på 30 gram. Men de fleste patienter blev i stand til at gå igen, og i løbet af denne korte tid var nogle af dem endog i stand til at genoptage deres normale aktiviteter på en vedligeholdelsesdosis (The Laetrile Story, op. cit., p. 3. Se også Cancer News Journal, jan/apr 1971, s. 20).

På Filippinerne er der Manuel Navarro, M.D., tidligere professor i medicin og kirurgi ved Universit y of Santo Tomas i Manila, tilknyttet medlem af National Research Council of the Philippines, medlem af Philippine College of Physicians, Philippine Society of Endocrinology and Metabolism og Philippine Medical Association, Philippine Cancer Society og mange andre medicinske grupper. Han er en internationalt anerkendt kræftforsker og har offentliggjort over 100 større videnskabelige artikler, hvoraf nogle er offentliggjort for International Cancer Congress. I 1971 skrev dr. Navarro:

"Jeg... har specialiseret mig i onkologi [kræftvidenskab] i de sidste 18 år. I samme årrække har jeg brugt laetrile - amygdalin - i behandlingen af mine kræftpatienter. I løbet af denne periode har jeg behandlet over 500 patienter med laetrile på forskellig vis, både oralt og intravenøst. De fleste af de patienter, der fik laetrile, var uhelbredeligt syge ved behandlingens start.

Som praktiserende onkolog og forsker på dette område er det min bedste overbevisning, at jeg har opnået de mest betydningsfulde og opmuntrende resultater med brugen af laetrile til behandling af terminale kræftpatienter, og at disse resultater er sammenlignelige med eller overlegne i forhold til de resultater, jeg har opnået med brugen af mere skadelige, standardiserede kræfthæmmende stoffer" (Brev fra dr. Navarro til Andrew McNaughton, The McNaughton Foundation, 8/1-1971, offentliggjort i Cancer News Journal, jan/apr, 1971, s. 19-20).

I Mexico er der Ernesto Contreras, M.D., som i over tre årtier har drevet Good Samaritan Cancer Clinic (nu Oasis Hospital) i Tijuana. Han er en af Mexicos mest velanskrevne læger. Han har studeret ved Harvard's Children's Hospital i Boston og været professor i histologi og patologi ved Mexican Army Medical School og chefpatolog ved Army Hospital i Mexico City.

Dr. Contreras blev introduceret til laetrile i 1963 af en uhelbredeligt syg kræftpatient fra USA, som gjorde ham opmærksom på stoffet og bad ham behandle hende med det. Kvinden blev rask, og dr. Contrereas iværksatte en intensiv forskning i stoffets egenskaber og brug. Siden har han behandlet mange tusind kræftpatienter, de fleste er amerikanere, som er blevet nægtet retten til at bruge laetrile i deres eget land. Dr. Contreras opsummerer sine erfaringer med vitaminbehandling således:

"Den palliative virkning [forbedring af patientens velvære] indtræffer i ca. 60% af tilfældene. Ofte - i hvert fald ofte nok til at være statistisk signifikant - ser jeg en opbremsning i sygdommen og endog regression i ca. 15% af de meget fremskredne tilfælde" (Cancer News Journal, jan/april 1971, s. 20. Vi må huske på, at det drejer sig om patienter i det terminale stadie - patienter, som er blevet opgivet af den ortodokse medicin. 15% helbredelse i denne gruppe er meget imponerende).

I Japan er der Shigeaki Sakai, fremtrædende læge fra Tokyo. I en artikel, der blev offentliggjort i Asian Medical Journal i oktober 1963, skriver han:

"Ved indgivelse til kræftpatienter har laetrile vist sig at være næsten fri for skadelige bivirkninger, og efter min mening er der ikke et kræfthæmmende middel, der kan få en kræftpatient til at komme hurtigere til hægterne end laetrile. Det siger sig selv, at laetrile styrer kræften og er ganske effektivt, uanset hvor sygdommen er lokaliseret".

I Italien er der professor Etore Guidetti, M.D., ved den medicinske afdeling på universitetet i Torino. Dr. Guidetti talte ved en konference afholdt af International Union Against Cancer i Brasilien i 1954 og afslørede her, hvordan hans brug af laetrile til terminale kræftpatienter havde ødelagt en lang række forskellige svulster, bl.a. i livmoder, livmoderhals, endetarm og bryst.

"I visse tilfælde", siger han, "har vi kunnet iagttage en gruppe blomkålslignende neoplasmer, der udviklede sig hurtigt, og som også er blevet opløst meget hurtigt". Han fortalte, at han efter at have givet laetrile til patienter med lungekræft kunne "iagttage - ved hjælp af radiografi - en regression i neoplasmet eller dets metastaser".

Efter Guidettis præsentation rejste en amerikansk læge blandt publikum sig og annoncerede, at laetrile var blevet udforsket i USA og fundet værdiløst. Dr. Guidetti svarede: "Jeg er ligeglad med, hvad man har fastslået i USA. Jeg fortæller bare, hvad jeg har set på min egen klinik" (Cancer News Journal, jan/april 1971, s. 19).

I Belgien er der professor Joseph H. Maisin, Sr., M.D., fra universitetet i Louvain, hvor han var direktør for kræftinstituttet. Han var desuden tidligere formand for International League Against Cancer, som afholder International Cancer Congress hvert fjerde år.

Og i USA er der så velanskrevne navne som dr. Dean Burk fra National Cancer Institute, dr. John A. Morrone fra Jersey City Medical Center, dr. Ernst T. Krebs, Jr., som udviklede laetrile, dr. John A. Richardson, den modige læge fra San Francisco, som udfordrede regeringens ret til at hindre, at man brugte laetrile i USA 7, dr. Philip E. Binzel, Jr., læge ved Washington Court House i Ohio, som har brugt laetrile i over 20 år med fantastiske resultater - og mange andre fra over 20 lande med ligeså upåklagelige akkreditiver (se John A. Richardson, M.D., og Patricia Griffin, sygeplejerske, Laetrile Case Histories; The Richardson Cancer i Clinic Experience (Westlake Village, Californien: American Media, 1977).

De fleste af disse læger har uafhængigt af hinanden rapporteret, at patienter normalt oplever adskillige vigtige bivirkninger, bl.a. en normalisering af blodtrykket (ved forhøjet blodtryk), forbedret appetit, en forøgelse af hæmoglobin-mængden og antallet af røde blodlegemer, fjernelsen af fetor (den ubehagelige lugt, der ofte hænger ved terminale kræftpatienter) og frem for alt smertelindring uden brug af narkotiske midler. Selv i tilfælde, hvor laetrile-behandlingen sættes ind for sent til at sikre helbredelse, kan denne sidstnævnte virkning være en velsignelse i sig selv.

Man må dog ikke konkludere, at den eneste værdi ved laetrile er at forbedre livskvaliteten i patientens sidste tid. En forlængelse af livet er for mange patienter som at vinde i lotteriet. Dr. Binzel sammenligner i sin bog Alive and Well den langsigtede overlevelsesstatistik for sine egne kræftpatienter med overlevelsestallene for dem, der gennemgår ortodoks behandling. Hans forsøg omfatter 108 patienter, der repræsenterer 23 forskellige former for kræft. Her er, hvad han rapporterer:

"Det betyder, at ud af 108 patienter med metastaseret kræft over en periode på 18 år døde 76 af disse patienter (70,4%) ikke af deres sygdom. Og igen - selvom jeg medgiver, at de ni patienter, som døde af "ukendte årsager", rent faktisk døde af deres kræftsygdom, har vi på et tal, der hedder 62,1% [langtidsoverlevelse]... Hvis man kun kigger på de patienter, der har overlevet fem år eller mere, betyder det, at mine resultater var 287% bedre end dem, der rapporteres af American Cancer Society til behandling af kræftmetastaser ved hjælp af "ortodokse" metoder alene" (Philip E. Binzel, M.D., Alive and Well: One Doctor's Experience with Nutrition in the Treatment of Cancer Patients (Westlake Village, California: American Media 1994, s. 113).

Udover de kliniske resultater, som disse læger opnåede ved behandlingen af patienter, er der udført mindst fem nøje kontrollerede forsøg på mus, som har udvist en tydelig kræfthæmmende virkning ved laetrile. Disse forsøg omfatter

  1. Et forsøg foretaget ved Scind Laboratories (San Francisco) i 1968
  2. Et forsøg foretaget ved Pasteur Institute (Paris) i 1971
  3. Et forsøg foretaget ved Institute von Ardenne (Dresden) 1973
  4. Et forsøg foretaget ved Southern Research Institute i 1973
  5. Adskillige forsøg ved Sloan-Kettering fra 1972-1977

På trods af alle disse forsøg hævder talsmænd for den ortodokse medicin stadig, at der ikke findes beviser for, at laetrile virker. Beviserne er overalt (See How They Lie, See How They Lie af dr. Dean Burk, Cancer News Journal, bind 9, nr. 3, juni 1974, s. 5).

Mens brugen af laetrile alene har vist sig at være effektiv i mange tilfælde, opnår man som regel endnu bedre resultater, hvis man supplerer med andre behandlingsformer. Afdøde John Richardson, M.D., fra San Francisco, opnåede en af de højeste helbredelsesrater blandt laetrile-brugere i hele verden. Her er med hans egne ord de råd, han gav sine patienter:

Planteriget: Spis alt, hvad der er spiseligt fra planteriget, og som du ikke har noget forbehold overfor. Spis alt i hel form. Spis alle de spiselige dele af planten - specielt de grove. Spis helst fødevarerne rå. Kan du ikke tåle dem rå, så kog dem lige præcis så meget, at du kan tåle dem.

Dyreriget: Spis alle former for fisk så friske som muligt og let kogte uden brug af animalsk fedt (brug evt. vegetabilsk olie). Spis fjerkræ uden skind. Alt, hvad der falder uden for disse ting - lad det stå. Spis det ikke. Det er derfor ikke nødvendigt at sige, at du ikke skal spise mælkeprodukter, oksekød, lammekød, svinekød, bacon, skinke osv. osv. Leveren er for kræftsygdomme, hvad hjertet er for kredsløbssygdomme - det centrale organ.

Drik rigeligt af frisk frugtsaft - med eller uden kulsyre.

Vitamintilskud: C-vitamin 1.500-5.000 mg; E-vitamin (d-alfa tocoferol) 800-1.200 i. e. samt et godt mærke i multivitaminer, helst organiske eller naturlige derivater. Undgå alle former for toksiner, herunder tobak, alkohol. Hold dig fra kaffe, nervemedicin, sovemedicin, smertestillende medicin. Antibiotiske midler er ok. Hvile er vigtigt, og du bør undgå at træne de ramte kropsområder...

Du bør også indtage B15-vitamin (pangaminsyre), som afgifter leveren som et transmetylerende stof og øger vævenes potentielle iltoptag. Eftersom trofoblaster lever via gæringsprocessen, er begrundelsen for at indtage B 15-vitamin indlysende.

Tilskud af bugspytkirtelenzym: Vi har observeret, at tørrede bugspytkirtelstoffer er et effektivt tilskud.

(Åbent brev til interesserede læger, dateret november 1972, revideret 1974; Griffin, Private Papers, op. cit.)

De kostmæssige restriktioner, dr. Richardson foreskriver, er til dem, der allerede har kræft. Den anbefales ikke til raske personer, fordi den i så fald vil være unødvendigt restriktiv. For folk, der ikke lider af kræft, vil en kost, der omfatter fødevarer, der er rige på nitrilosid, være tilstrækkelig (igen kan vi varmt anbefale June de Spain's The Little Cyanide Cookbook, op. cit.).

Dr. Krebs har påpeget, at i det Gamle Testamente (Ezekiels Bog, kap. 4, vers 9) er der en formel for tilberedning af korn til brød. Her taler man om seks ingredienser, hvoraf de fem har et højt indhold af nitrilosider. Det er byg, bønner, linser, hirse og vikke (kikærter eller garbanzo-bønner).

Fra naturens hånd har vi ikke brug for kæmpestore mængder B17-vitamin i vores daglige kost -ligesom vi heller ikke har brug for store mængder af andre vitaminer. Det er muligt, at man, hvis man kun spiste frøene fra et æble eller to om dagen, kunne få en tilstrækkelig mængde. Men det ville nok være lige i underkanten - specielt i betragtning af, at B17-vitamin i de vestlige lande generelt ikke er tilgængeligt i andre fødevarer som supplement. Derfor rådes man til at få en større mængde.

Men man kan hurtigt konstatere, at nogle af de fødevarer, dr. Krebs omtaler, ikke er umiddelbart tilgængelige for almindelige byfolk. I stedet er mange mennesker simpelthen begyndt at spise 6-12 abrikos- eller ferskenkerner om dagen eller knuse dem i en blender og bruge dem som et let krydderi på müsli, salat osv. Bryder man sig ikke om den let bitre smag ved kernerne, kan de knuses og fyldes i tomme kapsler. Det betyder, at ingen behøver at mangle vitaminet, hvis man har brug for det.

Læs også:
B-17 vitamin - også kaldet laetril og amygdalin
Alt det, du ikke må vide om kræft - første del
Amygdalin/laetrile (B17-vitamin)
Kræft: En verden uden kræft
Spis også kernerne!

Health News 1998

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012