Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Lægeplanten løvetand

Af J. V. Brøndegaard

Løvetand, mælkebøtten (Taraxacum officinale) er en af de få vilde blomster, alle kender ved navn, men de færreste af gavn. Ingen kan overse den, når den om foråret starter sit triumftog gennem Danmark - myldrende saftiggrøn over grøftekanter, marker og plæner. Den løfter sin sol imod solen, lægger alle veje ind med en frise af guld. Siden står de ranke skafter med luftige sølvskinnende dunbobler så spinkle og flygtige, at det mindste pust sender de faldskærmsbårne frø på rejse gennem æteren.

Var mælkebøtten en sjælden plante, ville alle beundre dens skønhed. I stedet hører den til det mest ildesete ukrudt, der hakkes itu forneden og ætses med kemikalier foroven. Alligevel kan vi ikke knække dens frodige sundhed og ubændige livskraft. Næste år kommer dens små grønne spidshuer igen til syne mellem græsset.

Kært barn har mange navne, siger man, og vor plante sætter dansk rekord med ikke færre end cirka 125 forskellige. Desværre skal "kært" sættes i anførselstegn, idet størsteparten diskriminerer planten: troldblomst, hundeurt, lusekonge, fandens mælkebøtte! Den fortjente unægtelig en bedre skæbne, thi det dårlige omdømme fik den helt med urette. Det er tværtimod en meget nyttig plante. Landmænd og haveejere påstår, den hæmmer eller undertrykker andre planter, men det passer ikke. Forsøg har vist, at løvetand med sin store tilpasningsevne kan indrette væksten efter andre planter, og at den ikke forringer udbyttet af enge og græsmarker, men tværtimod er en foderplante med så høj næringsværdi, at den kun overgås af ung hvidkløver (1).

Løvetand er udbredt over hele den nordlige halvkugle (inkl. polaregnene) og trives bedst på humusrig, dybtmuldet, lidt fugtig undergrund. Botanikerne har beskrevet ca. 800 arter, de fleste afviger dog så lidt fra hverandre, at kun specialister ser forskellen.

Som artsnavnet officinale viser, er der tale om en lægeplante. Roden og hele planten var med i den første danske farmakopé 1772 (roden føres endnu på nogle apoteker), den norske til 1895, amerikanske 1831-1965. Den svenske medicinalstyrelse tilrådede rodens indsamling under 2. verdenskrig. Slægtsnavnet Taraxacum har man ment stammede fra græsk teraxis., som både betyder diarré og en øjensygdom (mod hvilken planten blev anvendt); det er dog snarere et ret sent indvandret låneord fra persisk-arabisk talchsukug, tardchsakuk = "bitter portulak" (2). Løvetand forekommer i Mellemøsten og hørte sikkert til de "bitre urter", der nævnes i 2. Mosebog 12,8 og 4. Mosebog 9,11, men det er ejendommeligt, at den ellers så iøjnefaldende plante ikke omtales særskilt af antikkens forfattere og sjældent af middelalderens. Det kunne tyde på, at den kvælstofelskende plante langt fra var så almindelig som nu, og at navnlig landbrugets gødskning med ajle har bevirket dens masseoptræden. Den anføres af de islam ske læger Rhazes (10. årh) og Avicenna (11. årh.), to århundreder senere i wallisisk medicin.

Henrik Smid skrev i sin lægebog fra 1546: "Jeg ved næppe noget dyrebarere vand end det, som brændes (destilleres) af denne urt, til at bruge i hede sygdomme og brændende koldesyger" - det stiller smerte og hoste, beroliger og køler, saften er god for maveonde, plettede øjne (stær?) bades med destillat af urt og rod, den friske urt stiller smerter i bylder, og kvinder bader ansigtet med destillatet for at få en klar teint og fjerne røde pletter. - De store tyske urtebøger af Fuchs 1543 og Bock 1577 har følgende indikationer: destillat drikkes mod feber, sidesting, hoste, med det eller saften behandles mørke og plettede øjne, uren hud, ansigtspletter, saften er god for maven, dekokt stiller diarré, afkog af løvetand og linser mod dysenteri og blodspytning, den friske urt eller omslag vædet med saften på kopper.

Løvetand blev og bliver meget benyttet af folkemedicinen, som gennem en lang række slægtled erfaringsmæssigt fandt frem til dens mange lægende egenskaber. "Der findes næppe en sygdom behandlet med husråd, hvori løvetand ikke finder anvendelse" (1923; 3). Nedenfor gives en kortfattet oversigt; tallene i parentes henviser til kildefortegnelsen sidst i artiklen.

Luftvejene: mod forkølelse, hoste te af roden (Thy; 4), af bladene (Texas; 5), tørrede blade samlet tidligt på sommeren, evt. med hørfrø og citronsaft (Irland; 6), te af roden for halsonde (Ojibwe-indianere, USA; 7), tørrede blade røget for hoste (Rusland; 8), saften af løvetand og vejbred mod katar i luftvej ene (Steiermark; 9), dekokt af frøene mod bronkitis, for strubelidelser spises en grød af løvetand kogt med hasselknopper, fuglegræs-fladstjerne og skovsyre (Irland; 6). Udtræk af roden for brystsmerter, når andre midler ikke hjælper (Meskwaki-indianere, USA; 10), giver en "brystte" (Frankrig; 11). Gammel kone på Hindsholm sagde, at afkog af løvetand hjalp for brystsyge = tuberkulose ( 12), saften indgik i en kur for lungesot (Schwaben; 13). Te af roden eller forårets første blade mod astma (Tyskland, Alperne, Irland; 14), dekokt af de tørrede blomster mod kighoste (Italien; 15).

Feber: de unge blade spist om foråret virker feberstillende (1837; 16), ligeså roden (Holland; 17). Tørrede blade blandet med maté til sveddrivende drik (Bolivia; 18).

Lever, galde: den amerikanske læge, dr. A. Clapp oplyser 1852, at løvetand blev meget brugt for kroniske leversygdomme (19). Te af roden mod leverlidelser (Thy; 4), bladene spises eller dekokt af løvetand og tormentil (Irland; 20), løvetand-te eller den udpressede saft mod galdelidelser (Friesland, Alabama; 21); for gulsot en te eller saften af rod og blade (Danmark, Tyskland, Island og Rusland; 23), saften blandet med valle (Rusland; 8). Dekokt af roden for miltlidelser (USA; 23).

Nyrerne: for nyresygdomme udtræk af bladene og/eller roden (Fyn, Norge, Tyskland, Irland; 24), te af løvetand og orkideen fruesko (kanadiske indianere; 25), dekokt mod nyre- og blæresten (Rusland; 8). De unge blade spist som salat virker urindrivende, hvorfor børn skulle have den i god tid, før de kom i seng - jf. plantens gamle navn herba urinaria, det almindeligt brugte franske pissenlit, svarende til tysk bettpisser, engelsk wet-a-bed. Roden indgik i en te for vattersot (ca. 1820; 26), mod samme sygdom dekokt af løvetand, enebær og gyvelskud (Irland; 6). Livlægen Zimmermann helbredte Friedrich den Stores fremskredne vattersot med et løvetand-ekstrakt (27).

Gigt, reuma: te af de tørrede blade eller rødder (Danmark, Friesland, Frankrig, Irland; 28), dekokt af løvetand og korn-ridderspore til badning (Ukraine; 29); omslag med blomsterne trækker gigt ud af kroppen (Danmark; 30).

Diegivende kvinder drak løvetand-te for at få mere brystmælk (Schwaben; 31). I en lægebog på jiddisk 1474 tilrådes det at spise løvetand ( 32); dekokt af løvetand- og tidselrod (Chippewa indianere, USA; 33), bladene eller roden spises; indgår i sveddrivende middel mod opstemning af mælk i brysterne (Kina; 34).

Maven: mod forstoppelse te af rod eller blade, friske blade spist med salt om morgenen (Tyskland, Friesland, Østrig, England; 35), te af løvetand, kamille, katteurt og agermåne (sigøjnere; 36). Den amerikanske urtelæge Joseph Smith anbefalede en te af løvetand til at "åbne hele systemet" (37). Man drak løvetand-te mod tarmgæring og diarré (Sønderjylland; 38), mod dårlig fordøjelse udtræk af de småtskårne rødder (Alabama; 39), man skulle væde tungespidsen med plantens saft (Essex, England; 40); dekokt for mavesmerter (Rusland; 41)., mavelidelser (Fyn; 42), ligeså dekokt af løvetand og tormentil (Irland; 6).

Skrofulose: planten spises; ølafkog af blade og blomster som omslag; blandet med svinefedt til salve (Rusland; 4-1).

Sukkersyge: te af roden (Tyskland; 43).

Blodet: løvetand spist som salat eller den frisk udpressede saft virker blodrensende, styrker blodet (44) ; klog kone i Cambridgeshire (England) gav for blodmangel knust løvetandrod blandet med smør og honning (45).

Hjertet: udtræk af bladene for hjertefejl (Norge; 24), mod kardialgi saften eller dekokt af blomsterne eller rødderne (Irland; 6) drukket om morgenen på fastende hjerte en måned (Pillager Ojibwe-indianerne, USA; 10).

Nervesystemet: løvetand-te for nervelidelser (Irland; 6) og hypokondri (indianere i vestlige Nordamerika; 46).

Dekokt af blomsterne mod krampagtig menses (Kiowa indianere; 47); afkog for vanskelig fødsel (Rusland; 8), koldt udtræk fremskynder nedkomsten (Ramah Navajo indianere, New Mexico; 48). - Anvendt mod kønssygdomme (Kina; 49).

Kontusioner, udslet etc.: Løvetand omtales udførligt i det store farmaceutiske værk Pen-ts'ao kang-mu (Kina) bl. a. for alle slags hævelser og bylder, roden på slangebid (50). Den knuste rod med svinefedt til salve på sår, særlig god på bulne fingre (Friesland; 21), den pulveriserede rod eller hele planten knust blandet med fedt på bylder og sår, renser dem for dødt kød og pus; saften regnes for antiseptisk (Bolivia; 51), knuste blade med brøddej på bylder og kvæstelser (Tewa-indianere, USA; 52). Dekokt af roden for impertigo (USA; 23), de friske blade er sårlægende (Østtyskland, Italien, Rusland; 53), ligeså den udpressede saft (Island, Iran; 54). Rifter, små sår, tornstik etc. blev gnedet med saften, der virkede næsten som jod (Danmark; 55) , saften standser blødning (Irland; 6). Brændevinsudtræk af roden er drukket for bylder (Holland; 17), blomsterne kogt med øl til fordelende omslag af bylder (Estland; 56). Roden blev tygget for mundkræft (Norge; 57), på cancersår lægges bladene blandet med pisket æg, knust trækul og salt (Bolivia; 18). Engelsk nybygger i Amerika fortæller: "Den unge pige Mary Smith havde på overlæben en svulst, så næsen var helt stoppet. . . jeg helbredte hende med lige dele burre-, skræppe- og løvetandblade" (46). Knuste blade på hævelser (Ramah Navajo indianere; 48), infus af bladene som omslag på knuderosen (Norge; 24); på knoglebrud finhakkede blade ombundet med de hele blade (Tewa indianere; 52). Saften på filipenser (sigøjnere; 36), ligtorne (Jylland; 58), udtræk af hele planten på køers slimhindebetændelse (Hessen; 43). Dr. Kohler anvendte et løvetand-ekstrakt mod hæmorroider (8). Betændte, smertende, rindende øjne blev gnedet med løvetandsaft tilsat kvindemælk (Island; 54), man badede dem med vandudtræk af roden (Sverige; 59). Roden spises som rensende salat for udslet (Grønland; 60); udtræk af blomsterne på udslet, kløe, fnat etc. (Rusland; 8, USA; 23) jf. tysk grindblumenstock (grind = skurv), fransk fnaturt (62). Man har gnedet fregner med saften (Falster; 63) og denne i hele udbredelsesområdet på vorter.

Indvoldsorm: frøene spist med sirup (Sverige; 64) jf. mask ros (mask=orm, maddike), dekokt af hele planten mod "ormesyge" (Aymara-indianere, Bolivia; 65).

Vitaminmangel: grubearbejderne i Kongsberg (Norge) drak af og til lidt løvetandsaft som værn mod skørbug (66), som dekokt eller salat mod skørbug (Sverige; 67), udtræk af blomsterne mod natteblindhed (Bayern; 68). Omkring sidste århundredskifte var det i tyske landdistrikter meget almindeligt at drikke en "forårs- saft", hvis bestanddele var: 40 dele løvetand-, 20 dele røllike-, 10 dele svaleurt- og 10 dele saft af tykbladet ærenpris (69).

Russiske naturlæger tilrådede, at man om foråret nogle uger daglig drak en te af løvetand, nælde, røllike, vejbred og syre, det bedrede eller bevarede nervers og musklers normale spændingstilstand (tonus) (70). Den jugoslaviske biolog Zodczak kaldte løvetand den eneste urt, der anvendt i salver og te kunne holde en kvinde ung og spændstig (71). En 100-årig englænder påstod, han blev så gammel af løvetandsvin. (72) Mælkesaften er en kompleks emulsion af æggehvide, bitterstoffet taraxacin (indtil 0,05 %), taraxerol, lactucerol, taraxacerin, taraxasterol, kautsjuk og inosit - i roden desuden garvestoffer, flobafener, ganske lidt æterisk olie og harpiks, samt sukkerstofferne inulin og lævulin (lævulose), i blomsterne xanthofyler, lutein, taraxanthin, i urt og rod: cholin (måske identisk med alkaloidet taraxacin), asparagin, helenin, men ikke saponin. Endvidere er påvist enzymet tyrosinase, voks, mannit, provitamin A, B (især riboflavin, B2) og D, vitamin C mellem 5-2 og 23 mg pr. 100 g friske blade (april), en enkelt analyse 8. maj gav 35 mg (74); stort indhold af kalium (460 mg/1 00 g), natrium (170 mg), kalcium (100 g) og fosfor (160 mg), magnesium, mangan, kobber, zink, jern, svovl, kiselsyre; mineralindholdet i alt ca. 2 g, protein 2 g, kulhydrater 6 g pr. 100 g frisk plantemasse. Løvetand indeholder mere kalcium og fosfor end spinat og salat, mere magnesium end salat og kål; af vildtvoksende planter overgås den i rigdom på næringssalte (tørret droge: 1,9 %) kun af nælden (2,3 %); til sammenligning har modermælk 0,45 %).

Løvetand kunne nævnes som et mønstereksempel på, hvorledes en lægeplantes indholdsstoffer veksler med årstiderne. Af inulin (ikke at forveksle med insulin!) indeholder roden om foråret kun 1,7 %, men i august helt op til 40 %, af taraxacin har roden mest i juli-august og bladene om foråret, mens roden i oktober (bladene april-maj) indeholder mest lævulin. Sammensætningen og virkningen af de droger og ekstrakter, som forhandles, er følgelig vidt forskellig alt efter årstid, råvaren blev indsamlet. Efterårets rødder indeholder flest aktive stoffer og bør derfor foretrækkes.

Det er sandsynligt, at anvendelsen mod gulsot fra først af skyldtes signaturlæren (de gule blomster), men løvetand indvirker faktisk på galde- sekretionen; efter injektion af bladekstrakt i venerne blev denne øget med cirka 30 procent! Ekstraktet synes at have en mekanisk effekt på galdeblæren og virke direkte på leveren og bugspytkirtlen (75). Taraxacinets virkningsgrad svarer omtrent til galden. Den kraftige forøgelse af diuresen, som tilskrives plantens høje indhold af kalisalte, har en gunstig virkning på ophobninger i portåreområdet, det forklarer de ofte forbløffende resultater over for vattersot. Plantens urindrivende effekt synes at svare til galde-syrepræparaters. Den kendte tyske farmakolog Otto Gessner skrev: "Af egne erfaringer virker Taraxacum meget positivt, undertiden forbløffende gunstigt ved ikke for stærkt fremskredet leverskrumpning, såvel hvad angår den urindrivende effekt som virkningen på almenbefindendet". Stoffet cholin, der forekommer i løvetand, udskilles også af tarmslimhinden og er galdedrivende; man har kaldt det "peristaltik-hormonet", fordi det stimulerer peristaltikken (tarmmuskulaturens sammentrækninger, som driver maveindholdet frem). Løvetandekstrakters positive virkning på kræftsvulster tilskrives ligeledes cholinet.

Plantens fosfor, magnesium og megen kalk gør den nervestyrkende, med sin rigdom på natrium virker den "blodrensende" i ordets gamle betydning; rodsaftens natrium-ioner binder kropsvævsafternes ophobede karbonationer (76). Løvetand indeholder helenin, som skolemedicinen nu anvender i en 1% opløsning mod natteblindhed (Adaptinol) (77). Det store indhold af inulin gør løvetandsalat og -te velegnet til diabetikere.

Sammenfattende kan siges, at løvetand stimulerer fordøjelsen, stofskiftet, kirtelfunktionerne, har en kraftig urin- og galdedrivende virkning; efter længere tids brug sænkes et for højt blodtryk; den er afførende, blodrensende, appetitvækkende, modvirker leversygdomme, hæmorroider, eksemer, nyrelidelser, gigt og reuma, blodmangel, åreforkalkning, fedme og visse former for sukkersyge. Dette brede virkningsspektrum gør løvetand til en af vore mest værdifulde lægeplanter... som kan hentes ganske gratis i naturens eget apotek!

Natur-Drogeriets Phyto Løvetand kapsler - når løvetand skal være i praktisk form, naturlig, virksom og prisgunstig!

Complexitets-sikret med garanti for flest naturlige virkestoffer.

Kildehenvisningerne: 
 
  • 1. Zeitschrift für Acker- und pflanzenbau 99 (1955), 488-518.
  • 2. Imm. Löw, Flora der Juden 1 (1928), 434; 4 (1934), 126.
  • 3. Archiv d. Verein für Sibenbürg. Landeskunde, N.F. 40, 2 (1923), 350.
  • 4. Nationalmuseets Etnologiske Undersøgelser (NEU), svar på spørgeliste nr. 20 (1955), 17630.
  • 5. John Q. Anderson, Texas folk medicine (1970), 22.
  • 6. Ulster Folklife 18 (1972), 71-76.
  • 7. Huron H. Smith, Ethnobotany of the Ojibwe Indians (1932), 366.
  • 8. Historische Studien aus d. Pharmakolog. Institute d. Universität Dorpat 4 (1894), 16 f.
  • 9. Viktor Fossel, Volksmedizin und Medizin. Aberglaube in Steiermark (1886), 98.
  • 10. Huron H. Smith, Ethnobotany of the Meskwaki Indians (1928), 218.
  • 11. Les vegetaux dans le folklore (1956), 25 (Haute-Marne).
  • 12. Dansk Folkemindesamling 1906/23: 911 (1916).
  • 13. 19. Bericht d. Naturhist. Vereins in Augsburg (1867), 42.
  • 14. Rudolf Nord, Volksmedizin i Waldeck (1934), 46; Georg Mader, Volkstümliches von den Alpenpflanzen (1910), 21; note 6.
  • 15. Webbia 15 (1960), 635 (Ligurien).
  • 16. R. Philip, Skaberens Verk (1837), 189.
  • 17. Martinus A. van Andel, Volksgeneeskunst in Nederland (1909), 291, 380.
  • 18. Enrique O. Poblete, Plantas medicinales en Bolivia (1969), 162.
  • 19. V. J. Vogel, American Indian medicine (1970), 298.
  • 20. Folk-Lore Journal 5 (1887), 12; note 6.
  • 21. Jan van Dieken, Pflanzen im ostfriesischen Volksglauben und Brauchtum (1971), 90; Ray B. Browne, Popular Beliefs and Practices from Alabama (1958), 33.
  • 22. Den kloge Kones bog (1869), 11; Karl Heidt, Gegenwartige Kenntnis und Anwendung einheim. Heilpflanzen i der Volksmedizin Hessen-Nassaus (1942), 66; note 6; Rud. Krebel, Volksmedizin und Volksmittel verschiedener Volkerstamme Russlands (1858), 133.
  • 23. Marion Lee Jacobs & Henry M. Burlage, Plants of North Carolina with reputed medicinal uges (1958), 61.
  • 24. NEU (note 4) 12180; l. Reichbom-Kjennerud, Våre folkemedisinske lægeurter (1922), 98; Heidt (note 22); note 6.
  • 25. Jacq. Rousseau & Marcel Reymond, Etudes ethnobotaniques Quebecoises (1945), 61.
  • 26. E. Tang Kristensen, Gamle Råd for Sygdomme hos Mennesket (1922), 209.
  • 27. Helmut Topf, Der Löwenzahn (1956),41.
  • 28. Søndag-Aften-Læsning 1809, 50: Dieken (note 21) ; Arts et traditions populaires 11 (1963), 103; note 6.
  • 29. Natalia Ossadcha-Janata, Herbs used in Ukrainian folk medicine (1952),21.
  • 30. Skattegraveren 3 (1886), 174 og 8 (1887),107; Anton Andersen, Fra Planternes Verden (1885), 200.
  • 31. G. Lammert, Volksmedizin und Medizin. Aberglaube in Bayern (1869), 176.
  • 32. Zur Geschichte der Pharmazie 17 (1965), 28.
  • 33. 44th annual rep. of the Bureau of American Ethnology (1928), 360 f.
  • 34. Ny Pharm. Tidende 12 (1880), 155; Franz Hübotter, Chinesisch-Tibetische Pharmakologie und Rezeptur (1957), 170.
  • 35. Heidt (note 22); Dieken (note 21); note 6; Erich Hupfauf, Zillertaler Volksmedizin (1957), 26.
  • 36. Leon Petulengro, Sundhedens rødder (1968), 71, 103.
  • 37. The Dogmaticus or family Physician (1829), 62.
  • 38. NEU (note 4) 10022.
  • 39. Browne (note 21) 73.
  • 40. Folk-Lore 62 (1951), 261.
  • 41. A. A. Henrici, Volksheilmittel verschiedener in Russland lebender Volkerschaften (1892), 25 f; Krebel (note 22) 140.
  • 42. NEU 12180.
  • 43. Heidt (note 22).
  • 44. Ibid.; Dierken (note 21); Bernh. Kummer, Schaffhauser Volksbotanik 1 (1953), 18; note 3 og 6.
  • 45. Enid Porter, Cambridgeshire customs and folklore (1969), 73.
  • 46. Virginia Scully, A treasury of American lndian herbs (1970), 191, 276.
  • 47. Paul A. Vestal & Rich. E. Schultes, The economic botany of the Kiowa Indians (1939), 62.
  • 48. Paul A. Vestal, Ethnobotany of the Ramah Navajo (1952), 53 (T. palustre).
  • 49. Heinr. Wallnöfer & Anna v. Rottauscher, Der goldene Schatz der chinesischen Medizin (1959), 72.
  • 50. G. A. Stuart, Chinese materia medica. Vegetable kingdom (1911), 429.
  • 51. Poblete (note 18); Webbia 15 (1959), 89.
  • 52. W. W. Robbins et al., Ethnobotany of the Tewa Indians (1916), 61.
  • 53. Note 3; Webbia 15 (1960), 635; Krebel (note 22) 175; nævnt som sårlægemiddel allerede 1644: Andel (note 17).
  • 54. P. A. Schleisner, Island undersøgt fra et lægevid. Synspunkt (1849), 177,184; Qualitas plantarum & materiae vegetabiles 7 (1960), 121 (rodsaften).
  • 55. Egen optegnelse 1946.
  • 56. P. S. Pallas, Reise durch verschiedene Provinzen des russischen Reiches (1773-76), 64 jf. note 41.
  • 57. I. Reichborn-Kjennerud, Vår gamle trolldomsmedisin 2 (1933), 159.
  • 58. NEU (note 4) 12248, 19188.
  • 59. Göinge Hembygdforenings årsbok 1928, 9 (særtryk) sml. H. Schauerte, Bliihende Heimat (1970), 80: saften lindrer og læger "røde" øjne.
  • 60. Det grønlandske selskabs årsskrift 1914, 46.
  • 61. Fritz Heger, Pfälzer Volksheilkunde (1936), 113.
  • 62. Arts et traditions populaires 9 (1961), 118 f.
  • 63. Helene Strange, I Mødrenes Spor (1945), 195.
  • 64. Carl-Herman Tillhagen, Folklig läkekonst (1962), 176 (Skåne, Blekinge).
  • 65. Webbia 15 (1959), 89.
  • 66. Reichbom-Kjennerud (note 24) 98 (1786).
  • 67. Herbationes Upsalienses 1 (1952), 14 (1747).
  • 68. Die Umschau 1951, 728.
  • 69. Heinr. Marzell, Neues illustriertes Kräuterbuch (1935), 260.
  • 70. Paul M. Kourennoff & George St. George, Russian folk medicine (1970), 169.
  • 71. Das neue Zeitalter nr. 33/1957.
  • 72. The Times 23. jan. 1951.
  • 73. Georg Fischer, Heilkräuter und Arzneipflanzen (1947), 135; Ludw. Kroeber, Das neuzeitliche Kräuterbuch 1 (1948), 249; O. Gessner, Die Gift- und Arzneipflanzen von Mitteleuropa, 3. udg. (1974), 382 f; Kosmos 1963, 208; R. F. Weiss, Ny plantemedicin (1973), 79 f, 133; Topf (note 27); Fritz Auster & Johanna Schafer, Arzneipflanzen, 13. Lieferung (1957): Taraxacum officinale.
  • 74. Bernhard Hormann, Unsere natürlichen Vitamin-C.Spender (1941), 31 f.
  • 75. Dr. med. A. Kosch i Die Umschau 1940, 692.
  • 76. Volksmedicin ed. Elfriede Grabner (1967), 78.
  • 77. Die Umschau 1951, 728.

 Kilde: NY TID OG VI, nr. 8, 1974.

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012