Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Sukkersyge hos små børn

Læger usikre på årsagen til at flere børn under fem år rammes af diabetes - alvorlige følgevirkninger

Børn, som får konstateret sukkersyge, bliver yngre og yngre. For blot få år siden var det mest almindeligt, at sygdommen først slog til i puberteten.

I dag ved vi med sikkerhed, at sukkersygen debuterer langt tidligere. 38 procent af børn og unge, som lider af sukkersyge, får sygdommen, allerede inden de er fem år. Tidligere var det tal kun ti procent, siger overlæge Henrik Mortensen fra børneafdelingen på Amtssygehuset i Glostrup, der er det centrale behandlingssted for alle sukkersygebørn i Københavnsområdet.

Den nye viden er en konsekvens af Dansk Register for Børne- og Ungdomsdiabetes, som har fungeret i to år.

"Vi har tidligere haft en fornemmelse af, at børnene blev yngre og yngre. Efter to år med et landsdækkende register, som samler alle patientprofilerne, har vi sikkerhed," siger Henrik Mortensen.

Danmark er et af de lande i verden, som har flest sukkersygepatienter i forhold til befolkningen. 20.000 danskere lider af sygdommen, heraf er ca. 2000 under 18 år.

Usikker årsag
Årsagen til den tidligere debutalder er usikker.

"Vi arbejder med forskellige teorier: Det kan være den ændrede livsstil i familierne, måske de mange virusinfektioner, børnene får som helt små, det kan være en konsekvens af vaccinationer eller måske arvelige faktorer," siger Henrik Mortensen, som anslår, at der endnu går nogle år, før årsagerne er kredset ind og en eventuel forebyggelse af problemerne kan sættes ind.

"At så små børn får en alvorlig sygdom som sukkersyge, er naturligvis meget indgribende for det lille barn og hele familien. Det er langt sværere at stikke ved blodprøver, at give insulin, regulere kosten og kontrollere urinen hos små børn. Som måske stadig går med ble og tilmed er i trodsalderen," siger Henrik Mortensen.

En række sukkersygepatienter lider af alvorlige senvirkninger i form af dårligt syn, nyreproblemer og karsygdomme, som i værste fald kan føre til blindhed og amputation.

"Det er ikke gratis i forhold til senvirkningerne, at børnene får sygdommen så tidligt. Det vigtigste i den sammenhæng er dog stadig puberteten, hvor sygdommen skal være velreguleret," siger Henrik Mortensen.

Biologisk bank
Patientregistret over sukkersygebørn og unge har samtidig tilknyttet en biologisk bank, som blandt andet gemmer blod- og vævsprøver af patienterne. Hverken bank eller register er - sammen med en lang række andre patientregistre i Danmark tilgængelige for patienter.

"Og skal heller ikke være det. Vi har også oplysninger om det syge barns far, mor og raske søskende. Hos nogle familiemedlemmer kan prøverne vise en risiko for at udvikle sygdommen. Tænk hvis alle - også arbejdsgivere og forsikringsselskaber - kunne slå det op i det register. Det ville få uhyggelige konsekvenser og ødelægge vores forskning, fordi patienterne ville blive forbeholdne med at aflevere oplysninger," siger Henrik Mortensen.

De mange nye børnepatienter har fået Diabetesforeningen til at opruste:

"Vi har ansat en landskonsulent udelukkende med det formål at rejse rundt til landets sygehuse og ambulatorier og opbygge netværk, så familier med sukkersyge børn kan hjælpe hinanden," siger overlæge Oluf Borbye Pedersen, der er formand for Diabetesforeningen.

Naturlæge-kommentar:
Sygdomsvækst glæder nogle - andre bliver bedrøvede... Så længe Fødevarestyrelsen godkender fri brug af hvidt mel, hvidt sukker, hvidt salt, saft/sodavand og uhæmmet forbrug af alkohol, vil sygeligheden vokse.

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012