Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Engelskmandens vidunderlige Hemmelighed 2

Han opnåede forbavsende Resultater. Hans Succes i Frank­rig var fænomenal. I Løbet af kort Tid var Kronprinsen kureret for sin Feber, og hvis man tør tro samtidiges Beretninger, blev også hele den kongelige Familie i Løbet af kort Tid helbredet ved Hjælp af Sir Robert Talbors Metode. Hoffet var fortryllet. Sir Robert blev tituleret "Chevalier", og idet han tilpassede sig efter de nye Omgivelser, forandrede han sit Navn fra Talbor til Talbot; han havde nemlig fået at vide, at Talbot var et berømt fransk Navn. Chevalier Talbot spillede sine Kort så godt i dette højt kultiverede Milieu, at både han og hans Hemmelighed var svært i Vælten i de Dage.

Dronningen af Spanien fik "Feber", og Kong Ludvig XIV sendte straks Chevalieren til det spanske Hof. Dronningen af Spaniens Sygdom blev uden Vanskelighed helbredet, og Sir Ro­bert Talbot vendte tilbage til Frankrig i Glans og Herlighed. Hoffet talte ikke om andet end "Monseigneur le Dauphins" og "Madame la Dauphines" Helbredelse. Hoffet jublede. Ikke alene var den kongelige Familie befriet for sin Feber, men Chevalierens magiske Kure havde også givet Anledning til en Situation, som ikke kunde andet end henrykke Ludvig XIV's Hofmænd. Blandt disse fandtes nogle af Tidens vittigste og åndrigeste Mænd. I de Dage nåede den gavnlige Kunst at latterliggøre menneskelig Dumhed et Højdepunkt som aldrig før eller siden, og Hoffet kunde ikke finde noget bedre Eksem­pel på menneskelig Dumhed end Ludvig XIV's Læger, når de måbende af Forbavselse iagttog de lægevidenskabelige Kunststykker, Chevalieren udførte. Disse Læger blev derfor en rig Kilde til Inspiration for Hoffers vittige Hoveder, hvis Epi­grammer og Sange, som latterliggjorde dem og lovpriste Talbot, blev ivrigt læst og sunget af alle og ifølge Mme Sévigné deklameret af den lystige Greve af Gramont for selve den rørende, gamle Daquin, Kongens private Læge, som efter al Sandsynlig­hed ønskede, at han var død.

Naturligvis ærgrede Hoffets Læger sig gule over Chevalieren. Det hele var jo ganske utroligt. Han gik hen til den syges Seng, fremtog sin Hemmelighed - en Væske med en vinagtig Smag - som en Tryllekunstner haler Kaniner ud af sin Hat, gav Patienten Væsken, måske et beroligende Middel, der fik den syge til at falde i Søvn - ja, det var alt. Senere fik den syge endnu nogle Doser af Hemmeligheden, og så var Feberen helt væk. Det var ganske urimeligt! Det var imod alle anerkendte Regler! Manden måtte være en Bedrager! Lægernes vemodige Protester var imidlertid til ingen Nytte, hele Hoffet var på Chevalierens Side.

Mme Sévigné selv, som altid havde betragtet den officielle Lægevidenskab med Foragt, blev en glødende Tilhænger af Chevalieren. I sine Breve faldt hun i Ekstase over le remède de l'Anglais og over l'Anglais selv, om hvem hun sagde, at han var un homme divin, der ligesom Æskulap fortjente sit eget Tempel. Hendes Glæde over Hoflægernes Forlegenhed kendte ingen Grænser. "Efter at Englænderen er kommet hertil med sit Læge­middel, ser man ned på dem og deres åreladninger med For­agt," skrev hun. "At tage Feberen fra dem er det samme som at berøve dem Livet." Senere tilføjede hun: "Hoffet har kun Ag­telse for de tre eller fire Læger, der anbefaler Englænderens Lægemiddel." Hun var henrykt.

Hun lavede frygtelige Scener ved sine Venners Sygelejer, hvor hun kæmpede med de ansvarlige Læger for at få dem til at tilkalde Englænderen. Der er ingen Tvivl om, at hun var Læ­gerne en Torn i Øjet, som f. Eks. under Kardinal de Retz's Sygdom. Kardinal de Retz var meget syg, og hans Læger årelod ham så kraftigt, at han døde deraf. "Mme Lafayette, min Datter, og jeg trygler dem om at have Medlidenhed . . . men ingen af dem vil påtage sig det Ansvar at tilkalde Englænderen," skrev hun om Kardinal de Retz's Tilfælde. Til sidst blev Chevalieren hentet; men da han havde set den døende Kardinal, sagde han med Patos, at han ikke kunde kalde de døde til Live. Selv han havde sin Begrænsning.

Mme Sévigné var utrættelig; men ved en Lejlighed slog hen­des Forsøg på at få Patienten til at sende Bud efter Englæn­deren uheldigvis Fejl. Det var hendes Ven M. d'Hautefort, der nægtede at lade ham tilkalde; men M. d'Hautefort var også så nærig, at man mente, at han var Originalen til Moliéres L'Avare. Da han lå på sit yderste, nægtede han at tage Englænderens Medicin, fordi den var for dyr. Hans Venner tiggede og bad ham om at tage den, idet de forsikrede ham om, at den vilde redde hans Liv. "Monsieur, det drejer sig kun om fyrretyve pistoles," meddelte man ham i sidste Øjeblik. "Det er alt for meget," fremmumlede han - og døde. Men en M. d'Hautefort betød intet for Chevalieren, som foruden kongelige Personer også behandlede sådanne store Mænd som La Rochefoucauld, Forfatteren af Maximes, Ludvig XIV's almægtige Finansmini­ster.

Sir Robert Talbots Succes ved det franske Hof er temmelig sikkert enestående i Kvaksalveriets Historie; men den var også godt forberedt af en af de største Skuespilforfattere, som nogen Sinde har levet. Kun fem år før Talbot rejste til Frankrig, var Moliéres Le Malade imaginaire gået over Scenen og havde gjort umådelig Lykke. I dette Skuespil rettede Moliére et voldsomt Angreb på sin Tids Lægekunst. Han ikke alene latterliggjorde Lægernes Manér - deres Parykker, deres Kitler og deres Tale - men også de Teorier, på hvilke deres Kunst var baseret, den galeniske Skoles gamle, medicinske Teorier. Takket være Vaselius's og Harveys Arbejder var Galenismen på Moliéres Tid et vandrende Skelet. Moliére begravede det, og Begravelsen var en stor Begivenhed - fra den Tid var Galenismen kun et Spøgelse. Ved at lade den galeniske Læge med sine indskrumpede, knas­tørre Ideer optræde på Scenen henledte Moliére Folks Opmærk­somhed på, hvilken Anakronisme han var.

Og Folk lo. De lo ad Lægens Brug af det latinske Sprog for at gøre Indtryk på Patienterne, ad alle de Afføringsmidler Patienterne fik, lige meget hvad de fejlede, ad alle de mange åreladninger, og ad Hovedpersonens Ønske om at få sin Galde fjernet; Hippokrates havde jo ment, at Galden var årsag til alle Febre. De lo ad det, Lægen foretog sig for at befri den syge for hans fordærvede Væsker, dvs., de lo ad Teorien om Ligevægten imellem Væskerne De lo ad den unge Læge, som skrev en Afhandling imod Harveys Opdagelse af Blodomløbet, dvs., de lo ad det medicinske Fakultet i Paris, som var fana­tisk "anti-blodomløbsk". Og endelig lo de ad sidste Scene, i hvil­ken Ceremonien ved Overrækkelsen af Lægepatentet latterlig­gøres.

"Sværger De, at De vil følge de gamles Råd, hvad enten disse Råd er gode eller dårlige? Sværger De, at De ikke vil anvende andre Lægemidler end de, Fakultetet anvender, selv om Patienten skulle dø?" spurgte man Lægerne. Publikums Jubel var ube­skrivelig. Folket lo, Kongen lo, hvorpå hele Hoffet brølede af Latter. Og man lo endnu, da Chevalier Talbot kom med sin Hemmelighed - da hylede man af Grin.

Chevalieren med sine ejendommelige Ideer om Medicin var den levende Negation af den Lægevidenskab, som Moliére med genial Forståelse så ubarmhjertigt havde sønderlemmet på Scenen. "Hvis bare Moliére havde levet," udbrød Mme de Sévigné i et Brev, hvori hun fortalte, at de kongelige Læger helt havde tabt Fatningen i Anledning af Talbots Kure. Ja, hvis Moliére havde levet, vilde han for en Gangs Skyld have leet sammen med Publikum; thi han selv kunde ikke have opfundet en bedre Farce end Chevalierens Triumftog med sin Hemmelig­hed fra det ene europæiske Hof til det andet, og som Fagmand vilde han have komplimenteret Talbot for hans brillante Iscene­sættelse og glimrende Spil.

Til sidst fik Chevalierens Farce en Ende, der manglede endnu kun Slutningsscenen. Ludvig XIV besluttede at købe Sir Robert Talbots Hemmelighed. Sir Robert var villig til at sælge den på den Betingelse, at den først blev offentliggjort efter hans Død. Dette gik Kongen ind på. Han betalte Talbot tre Tusinde Kro­ner og en klækkelig Pension for Resten af hans Liv for Retten til at offentliggøre Hemmeligheden til Gavn for sine Undersåtter

Derpå vendte denne Kongernes Læge tilbage til England som en rig og mægtig Mand for der at få tildelt den ene Udmærkelse og Æresbevisning efter den anden; bl.a. blev han ud­nævnt til Medkollegiat af St. Johns College i Universitetet i Cambridge. Nogle Måneder senere, i året 1681, døde han. Han blev kun to og fyrretyve år gammel. Uheldigvis kunde Verden således aldrig få at vide, hvilke store Ting han måske vilde have udrettet, hvis hans strålende Løbebane ikke var blevet af­brudt.

I Januar 1682 lod Kongen af Frankrig offentliggøre en Bog, som afslørede Hemmeligheden. Denne Bog blev straks oversat på Engelsk under Titlen Det engelske Lægemiddel - eller Talbots vidunderlige Hemmelighed - til Helbredelse af Kold­feber og anden Feber. Det hemmelige Lægemiddel var Jesuitter­nes Pulver, der omtales som Quinquina, blandet med Vin - altid en forskellig Slags Vin for at skjule, hvad det var. Hvor stor Opsigt denne Afsløring vakte er ikke bekendt; men den har sikkert været betydelig. Efter at Talbot var kommet tilbage fra Frankrig, var man atter begyndt at spekulere på, hvad hans Lægemiddel kunde være, og man ved, at Matematiker-Filosoffen Leibnitz fortalte Nehemiah Grew, den berømte engelske Botaniker, en Historie om, at "Talbots Hemmelighed var Jesuitternes Pulver", og Grew følte sig foranlediget til at lade denne For­modning gå videre til de andre Videnskabsmænd ved et af Royal Society's Møder. Som man ser, hvad enten man anerkendte Sir Robert Talbot eller ikke, Tidens store Mænd diskuterede ham i hvert Fald.

Det Arbejde, som Kardinal de Lugo havde begyndt på i god Tro, var nu, to og tyve år efter hans Død, blevet fuldført på en Måde, som Kardinalen vilde have fundet meget forkastelig; men som en Filosof i høj Grad vilde have bifaldet. Kinin var nu indført i Lægekunsten af en Mand, som ved List og Snuhed havde været i Stand til at besejre Fordom og Intolerance; men som også ved Iagttagelse og Eksperimenter havde fundet den rette Måde at anvende det på. Begivenheden blev besunget i Frankrig i en Digtning, Le Poeme de Quinquina, af Fabeldig­teren La Fontaine. Ved at give Udtryk for sin Forståelse af dette nye Middels store Betydning for Lægevidenskaben gav La Fontaine på ny Bevis på sit Genis Flersidighed. Men Emnet havde tilsyneladende ikke begejstret ham, og de Vers med medi­cinsk Indhold, som var blevet Resultatet, var alt andet end in­spirerede, endskønt de var digtet på den skønne Hertuginde af Bouillons Befaling. Hertuginden havde selv været et af Kold­feberens Ofre.

Der er een Ting i Talbots Liv, som endnu er et fuldkomment Mysterium. Hvorledes fik han Barken til sine Eksperimenter i Essex? Det har endnu ingen kunnet forklare. Var det hans gamle Principal, Mr. Dent, som forsynede ham med den? I hele hans Liv må Anskaffelsen af Barken have været et stort Problem for Sir Robert; men med sin sædvanlige Dygtighed og en passende Portion Frækhed syntes han at have klaret det.

I den franske Bog, som afslører Hemmeligheden, anfører For­fatteren, en tvivlsom, lægekyndig Person ved Navn Nicholas de Blegny, at da det engelske Lægemiddel blev berømt i Frankrig, opkøbte Sir Robert alt, hvad der fandtes af Barken i Frankrig og England for at forhindre, at nogen skulle give sig til at ekspe­rimentere med den og således opdage hans Hemmelighed. Sir Robert var således den første, der gjorde Forsøg på at lave et "corner", og Prisen på Kinin steg fra fem og tyve til et Hundrede Francs Pundet. Dette Forsøg på at forhindre andre i at skaffe sig Barken, var langt fra prisværdigt; men det var en nødvendig Følge af, at han holdt Lægemidlet hemmeligt, hvil­ket forøvrigt heller ikke kan siges at være prisværdigt. Men når et så nøjeseende Universitet som Cambridge fandt Anledning til at udmærke Sir Robert ved hans Tilbagekomst fra Frankrig, kan Datidens Videnskab ikke have set noget urigtigt i hans Handlemåde.

Det er iøvrigt ret tvivlsomt, om det oprindelig havde været hans Mening at holde Midlet hemmeligt. Der er nemlig gode Grunde til at tro, at det i Tidens Løb viste sig at være tvingende nødvendigt for ham at skjule, at det var Jesuitternes Pulver, han anvendte. Han, der ikke var Læge, arbejdede med en Medi­cin, som Lægerne anså for farlig; som udsatte den, der anvendte den, for at blive beskyldt for Papisme; og som desuden af Pøbe­len blev udskreget som Jesuitternes Gift. Det er fuldt ud logisk at slutte, at mange Læger i England veg tilbage for at bruge Jesuitternes Pulver, fordi de var bange for at få Ubehagelig­heder på Grund af dets Navn. Når man tager alle disse Om­stændigheder i Betragtning, kan det være, at Talbot udførte en usædvanlig modig Handling ved at anvende det. Han gav Kong Karl II Jesuitternes Pulver netop på det Tidspunkt, da Jesuit­terne offentlig blev beskyldt for at ville myrde Kongen, og da der hvilede en Mistanke på Kongens Læger, efter at Dronnin­gens egen Læge, Dr. Wakeman, var blevet fængslet og beskyldt for at ville forgive Kongen. Det er klart, at Dr. Wakeman, der var Katolik, var en ideel Person at beskylde for Mordforsøget, da denne grimme Beskyldning i Virkeligheden var møntet på Dronningen. Men det Vidnesbyrd, der blev brugt imod ham, var, til Trods for at det var falsk, meget svagt, hvorimod det vilde have været den rene Barneleg at få Talbot dømt. Hvis Kongen ved Skæbnens Ugunst var afgået ved Døden efter Behandlingen, havde Talbot uden Tvivl måttet bøde med Livet for sin Dri­stighed.

Kongen, som aldrig havde troet på Jesuitternes Sammensvær­gelse endsige på Jesuitternes Gift, må have vidst, hvad det var for et Lægemiddel, Talbot anvendte. Han var således fuldstæn­dig på det rene med, at Talbots Liv var i Fare; thi han vidste, at de, der havde opdigtet Sammensværgelsen, trængte hårdt til en sandsynlig Syndebuk. Og Karl II, som havde Ord for at være en utaknemmelig Monark, må have haft sin Læges Vel på Hjerte, når han, hvor dårligt han end kunde undvære ham, lod ham rejse, idet han vidste, at hvis Lord Shaftesbury fik fat i ham, kunde ingen anden end Gud hjælpe ham. Derfor sendte han Sir Robert til det franske Hof og berøvede derved Lord Shaftesbury Muligheden for at benytte den enestående Chance, han havde haft til at beskylde den dristige Feberdoktor for For­søg på at myrde Hans Majestæt. Medens Sir Robert var i Paris, fik Karl II et alvorligt Anfald af Malaria; men han gjorde ikke noget Forsøg på at tilkalde den Læge, til hvem han havde størst Tillid. Forøvrigt synes denne Sygdom at have åbnet det engelske Folks Øjne for, at Karl II med alle sine Fejl var bedre end de, der for at fremme deres egne Planer benyttede sig af Uoverensstemmelserne mellem Tilhængerne af de forskellige Religioner til at ophidse det engelske Folk til Borgerkrig. Da Kongen atter blev rask, var der stor Glæde blandt Folket; lidt efter lidt glemte det Sammensværgelser og Oprør; Ophidselsen mod Jesuitterne lagde sig, og da Faren var ovre, vendte Sir Robert tilbage til England med sin Hemmelighed.

Til Trods for alle de Forsigtighedsregler, Sir Robert havde truffet til at beskytte sin Hemmelighed, havde andre foruden den berømte Leibnitz øjensynligt gættet, hvad det hele drejede sig om. Medens Talbot var i Paris, blev der i denne By udgivet en Bog med Titlen Om Helbredelse af Feber ved Anvendelse af Quinquina, skrevet af Francois de Monginot, praktiserende Læge i Paris og en meget lærd Mand. I denne Bog er der en spydig Hentydning til dem, der holder Anvendelsen af den peruanske Bark hemmelig, og som bruger den med ringe Forstand, men stor Dristighed. Bogen gik af som varmt Brød, der blev udsendt fire Udgaver af den i Løbet af et år, og den blev således en af den Tids "bestsellers". Men Udgivelse af denne Bog havde egentlig været overflødig, da Talbots egen Udtalelse i 1672, at "Jesuitternes Pulver var en god og uskadelig Medicin, når den blev rigtig tilberedt og anvendtes af en dygtig Læge," burde have været tilstrækkelig oplysende.

Ja, den var så oplysende, at det Lys, den udstrålede, måske var Nøglen til en ret ejendommelig Episode. I 1677, nogle få Måneder før Talbot blev adlet, skrev Thomas Sydenham bl. a. følgende i et af sine Breve:

". .. Jeg har kun gjort få Forsøg; men jeg er sikker på, at når man giver den syge en Unse af Barken mellem to Anfald, virker den helbredende. Da det har behaget London-Lægerne at overse dette i min Bog, eller fordi de ikke har haft Tiltro til mig, har de givet en Fyr, som kun var Apotekerlærling, Lej­lighed til at løbe bort med alle Koldfeber-Tilfældene, hvilket på to Måneder indbragte ham så meget, at han har kunnet købe to Godser; men han har også bragt Fakultetet i Vanry . .."

Disse korte Bemærkninger, som kun kan passe på Talbot, synes at vise, at Sydenham kendte Talbots Hemmelighed, end­skønt han aldrig nævnte hans Navn.

Det blev sagt, at hvis Sydenham kendte Hemmeligheden, var det, fordi Talbot selv havde røbet den for ham, og at han også havde meddelt ham, hvorledes han anvendte Barken, hvilket forklarede Sydenhams egen forbedrede Anvendelse af Lægemid­let. Om dette er sandt eller ikke er et åbent Spørgsmål; men selv om det ikke er sandt, var Sydenhams Bitterhed over den Chance, man havde givet "Apotekerlærlingen", yderst uretfær­dig. Dengang han så affejende havde erklæret Barken for at være et skadeligt Middel, var Talbot allerede berømt i Essex for sine heldige Koldfeber-Kure. Dette vidste Sydenham godt; men så lidt interesserede han sig for det nye Lægemiddel, at det slet ikke faldt ham ind at sætte det i Forbindelse med Feberdokto­rens Metode. I sin Bog Metode til Helbredelse af Feber udtaler han følgende smålige Fordømmelsesdom over Talbot: "Hvis nogen hemmeligholder en Metode eller en særlig Medicin, som kan helbrede intermitterende Feber, der optræder om Efteråret, fortjener han hverken at kaldes en god Borger eller en klog Mand." Dette var i 1666. I 1668 udkom anden Udgave af Sy­denhams Bog uden at Forfatteren havde forandret sin Mening om Barken. I 1672 offentliggjorde Talbot, som nu var berømt i London, sin Bog, hvori han udtalte, at Jesuitternes Pulver var en god Medicin ... hvis den anvendtes af en dygtig Læge, og fire år senere udkom Sydenhams Lægevidenskabelige Iagtta­gelser, hvori han meddelte, at han i nogle få Tilfælde havde forsøgt Barken. I 1680 hævdede han, at han havde fundet den rette Metode til Anvendelsen af den, idet han samtidig påstod, at han altid havde betragtet den som et både uskadeligt og yderst probat Lægemiddel. Denne sidste Udtalelse synes at vise, at Sydenhams Hukommelse var lidt usikker. Han var øjensynlig så arrig over at have haft Betænkeligheder med Hensyn til Bar­kens Effektivitet, som nu var blevet så afgjort bevist af en "Kvaksalver", at han forvekslede det, han ikke havde gjort, med det, han burde have gjort - en Fejltagelse der ofte bliver begået, men sædvanligvis kun af langt mindre ånder end Syden­ham.

Efter at Talbots Hemmelighed var offentliggjort, var det klart, at Sydenhams Krav kun vilde blive godkendt af dem, der af en eller anden Grund var interesseret i at godkende det. Den berømte Naturforsker John Ray for Eksempel, som var en stor Be­undrer af Sydenham, udtalte således i sit Værk Planternes Hi­storie, at Verden havde Robert Talbot at takke for, at den peruanske Bark atter blev anvendt i Medicinen, efter at man for længe siden havde holdt op med at bruge den. Ganske vist var Ray ikke Læge, og hans Anerkendelse af Talbots Bedrift faldt derfor ikke tilbage på hans professionelle Værdighed. Den ene­ste samtidige, autoritative Udtalelse til Fordel for Talbot findes således i et botanisk Værk og ikke i et lægevidenskabeligt, hvor den hørte hjemme.

Talbots Påvisning af den peruanske Barks gunstige Virkning var det første og afgørende Skridt hen imod Løsningen af det verdensomspændende Problem, Malariaen. Datidens Læger gjorde sig imidlertid de største Anstrengelser for at undgå at bruge Barken. I Frankrig måtte tre Generationer af Ludvig XIV's Børn dø af Malaria, før den officielle Lægevidenskab besluttede sig til at anvende det såkaldte engelske Lægemiddel. I England havde Karl II et år efter Talbots Død et nyt, alvorligt Anfald af Malaria. Hans Læger behandlede ham med de sædvanlige åreladninger og Laksativer, endskønt Kongen bad dem om at an­vende Talbots Middel. I sin Fortvivlelse sendte han hemmeligt Bud til Dr. Short for at høre dennes Mening. Dr. Shorts Svar gik ud på, at kun Kinin kunde redde Kongens Liv. Derefter befalede Karl sine Læger at anvende denne Medicin, og de var da nødt til at adlyde. Lord Normanby fortalte Evelyn, som havde omtalt Sagen i sin Dagbog, at han havde spurgt Lægerne, hvor­for de havde nægtet at give Kongen Talbots Middel. Ifølge Eve­lyns egne Ord "sagde Dr. Lower, at det vilde have ødelagt deres Praksis, eller sådant noget lignende."

Det er velkendt, at Karl II's Sygdom gav Anledning til alle mulige Intriger, Kabaler og til smålig Rivalitet. Hans angli­kanske Præster mente, at de havde Krav på Eneret til hans Sjæl og var derfor stadig på Vagt, for at han ikke skulle anmode de katolske gejstlige om den sidste Olie. Hans Læger gik ud fra, at de havde Monopol på hans Legeme, som de pinte på det frygteligste. De ikke alene nægtede at give ham Jesuitternes Pul­ver, men fyldte ham med Ekstrakt af Menneskekranier, affø­rende Midler og Brækmidler, de tappede ham for Blod, lagde spanske Fluer på hans Hoved og Begplastre samt Duemøg på hans Fødder. Det er behageligt at vide, at han narrede både sine Præster og Læger. Det er ikke så underligt, at han havde en meget ringe Mening om sine Medmennesker, eller hvis han be­vidst hånede Lægestanden ved at tage Talbot under sin sær­lige Beskyttelse.

De engelske Læger var meget forbitrede på Talbot, og da de til sidst blev nødt til at godkende hans Metode, klyngede de sig desperat til Sydenhams uventede Krav og fastholdt, at det var ham, der havde opdaget Metoden. Selv de af Datidens Læger, der ikke kunde fordrage Sydenham, hyldede ham som Opdager af Metoden til Anvendelsen af den peruanske Bark. Og som sådan er hans Navn bevaret for Efterverdenen, og som sådan priser man ham for at have indført Brugen af dette kostelige Middel.

Hvad Talbot angår, kaldte man ham efter hans Død "en ud­svævende Apotekerlærling", "en Forhandler af Hemmeligheder" og "en uvidende Kvaksalver". Han var nok Kvaksalver; men uvidende var han ikke. Hans Bidrag til Lægevidenskaben var ikke alene Genoptagelsen af Brugen af Kinin; men han var den første, der i Praksis påviste, at den galeniske Medicin var forkert fra Grunden af. Ved at nægte at årelade og give sine Patienter afførende Midler forkastede han Læren om, at det var nødvendigt at befri den syge for teoretiske, fordærvede Væsker, da det stod ham klart, at selve Lægemidlet virkede helbredende og med langt bedre Resultater. Han forsøgte ikke at forklare, hvorledes dette gik til, af den simple Grund, at han ikke vidste det. Han bar sig ad som moderne Videnskabsmænd, som de Mænd der i vore Dage har beriget Lægevidenskaben med Sulfapræparaterne og Penicillinen, det tyvende århundredes Kinin. De ved, at disse Midler kan helbrede; men de ved ikke, hvorledes de helbreder. Der er ofret megen Tid og foretaget utallige Un­dersøgelser for at forklare, hvorledes Kinin helbreder Malaria; men et bestemt Svar herpå lader stadig vente på sig. Men i Mellemtiden er Millioner af Menneskers Liv blevet reddet ved Anvendelsen af Talbots Metode.

Med Sir Robert Talbot og den endelige Indførelse af Kininen begynder en ny Epoke i Medicinens Historie, nemlig den Epoke, hvori den praktiske Anvendelse af rationel Empirisme træder i Forgrunden. Dette var Englands store Bidrag til Lægevidenskaben. Moliéres galeniske Læge, som forbløffede sine Patienter med sine åndrige Tirader om Sygdommenes årsager, måtte nu fortrække og overlade Scenen til en stille Mand med en Æske Piller i en berømt sort Lædertaske. Og Historiens første heldige Pilledoktor var Sir Robert Talbot, som sikkert ikke havde sin Hemmelighed i en sort Lædertaske, men antagelig i en elegant Mappe lavet efter barokt Mønster og prydet med et fint Broderi af Mme de Sévigné.

Den store Kvaksalver Sir Robert Talbot blev ringeagtet og fornægtet af sine samtidige og hurtigt glemt af Eftertiden. I Lægeverdenen var han det traditionelle Huskors; han blev meget sjældent omtalt i Litteraturen og altid kun i Forbigående, og blev i Reglen betragtet som en forbavsende dygtig Kvaksalver, der havde gjort Lykke overalt. Nogle få Gange er han blevet rosende omtalt, og det er interessant at se, at Anerkendelsen al­tid er kommet fra betydelige Mænd, hvem det har været magtpåliggende at øve Ret og Skel til alle Sider.

Sir Robert forudså uden Tvivl dette, og for at bøde herpå og give Verden et uforgængeligt Vidnesbyrd om sit store Værd, lod han til Oplysning for fremtidige Generationer rejse et Mo­nument for sig og sin Familie i Treenighedskirken i Cambridge. På dette Monument betegner han sig med rette som "den højvelbårne Robert Talbot, Ridder og Livlæge, enestående til at helbrede Feber, for hvilken han kurerede Karl II, Konge af England, Ludvig XIV, Konge af Frankrig, Hans Kongelige Højhed Kronprinsen af Frankrig, Prinser, mange Hertuger og et stort Antal ringere Personligheder."

Uddrag fra bogen Det Hellige Træ, kap. 5, s. 61-81.

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012