Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Menneskeskeheden følt på tænderne!

Nogle historiske betragtninger om mundhygiejne

Om neandertaleren forelskede sig i sin neandertalerdame, fordi hun viste to rækker snehvide og skinnende blanke tænder, når hun smilte, ved vi naturligvis ikke. Men vi ved i hvert fald nu, at stenaldermen­nesket på ingen måde havde et så perfekt gebis, som man længe har tro­et.

Trods naturlig ernæring led ca. 15% af mændene allerede 3.000-1.000 f. Kr. af karies ("huller i tænderne"), som omhyggelige undersøgelser af fundne skeletter har vist. Vore fjerne forfædres tænder var også mange gange slidt ned til små stumper gennem tygningen af halvrå grøn­sager, træagtige grønsager, og af det sand og de kiselsten, der kom i melet fra de grove møllesten.

Hos assyrerne og babylonerne kom den værdi, man tillægger tænderne endog til udtryk i en lov fra omkring 2.000 f. Kr.: Når nogen slog en andens tænder ud, så skulle hans egne tænder til gengæld også slås ud! (Med en frigivens tænder blev forseelsen mildere bedømt, dvs. straffet med en bødestraf). Jøderne overtog iøvrigt denne lov under deres baby­loniske fangenskab: Øje for øje, og tand for tand!

Men hvordan fik man omkring år 2.000 et sundt, funktionsdueligt gebis? Ganske vist findes der skriftlige overleveringer om mundafvaskninger og -renselsesceremonier, men dette var kulthandlinger, og sætter os ikke i stand til at slutte noget om de hygiejniske forhold i hine tider.

Oldjødiske tekster som "den elskedes tænder er hvide som en flok lam, der stiger op af bækken", eller "hun havde tænder, der var hvidere end mælk" viser dog, at et velplejet, sundt tandsæt også dengang hørte til skønhedsidealet. Men opdagelsen af årsagssammenhængen mellem skønhed og sundhed og pleje er vel først gjort i en tidsalder, da man for alvor fandt årsagen til karies.

I århundreder, ja, i årtusinder havde man tro­et, at det var en ond tandorm, der var årsag til tandsmerter. Man har også en babylonisk "tandormstekst". På en lertavle fandt man indskrevet en forbandelse af en tandorm, skrevet af Nabunadinirbu, søn af Kadaranu, for at hjælpe Marduknadinachu, der led af tandpine. Teksten slutter således:

Ormen: Af tanden vil jeg suge
hans blod og af hans kød vil jeg
trække hans rod.
Fordi du har sagt dette, orm,
måtte guden Ea ramme dig
med sine hænders styrke

Det blev anbefalet at mumle denne besværgelse tre gange, når man til­beredte midlet mod tandpine: bumleurtfrø (SA-RIM = Semen hyoscyami) pulveriseredes, æltet sammen med mastix og stoppet i den hule tand. Den smertestillende virkning kan let forklares, samtidig blev i det mindste for en tid det kariøse sted tildækket.

I øvrigt anvendtes frøene fra Hyoscyamus igennem mange århundreder som et middel mod tandpine (Herba dentaria), for det meste i sammenhæng med damp- hhv. røganvendelse. Frøene kunne da spire og blev ofte af barberer og tand­udtrækkere ved behandlingen - der for det meste foregik offentligt - fremlagt som "tandorm" og årsag til den grimme tandpine som et bevis på behandlingens effektivitet.

Allerede hos egypterne var karies hyppigere hos de rige end hos de fat­tige, i Ptolemæertiden var fænomenet tilmed ret udbredt. I den såkaldte Ebers-papyrus (ca. 1.550 f.Kr.) nævnes allerede midler til "børstning" af tænder: f.eks. grøn blyjord med honning eller kiselpulver. Der bliver også beskrevet piller af aromatiske stoffer, der skal kunne give en be­hagelig ånde.

I Talmud bliver det anbefalet at benytte en tandfejer hhv. en tandstik ("qésem") og fra tid til anden at kradse tænderne rene; må­ske havde man også allerede dengang vrøvl med aflejring af tandsten.

Også fra andre kulturkredse er der meget tidlige beviser på en tandple­je: I det gamle Kina (ca. 4.000 f. Kr.) anbefalede man tandpulver og mundskylninger, f.eks. med harpiks - en metode, der derefter på mærke­lig vis dukker op i det gamle Rom og frem for alt bliver populær hos elegante romerinder. Men de foretrak alligevel urinen fra (helst uskyl­dige) drenge. Catull hævder, at denne skik stammede fra Spanien og skriver om en evigt smilende keltiber spottedigtet:

Keltiberen plejer med sit vand,
som han har ladet om natten
om morgenen sine tænder
og gnider sit røde tandkød;
jo mere altså dine tænder blinker,
des mere urin har du drukket...

 

Man har udførlige forskrifter om mundhygiejne fra det gamle Indien (6. århundrede f. Kr.) i det 4. terapeutiske afsnit i Chikisà-Stàna i Susruta Samhita, 24. kapitel. Her hedder det bl.a.: "Man skal stå tidligt op om morgenen og rense sine tænder med en "danta-káshta" af en frisk ikke ormædende, tolvfingertarmlang, lillefingertyk gren fra et træ eller en busk, f.eks. "khadira, nimba, madhuka eller karan-ja". De smagte bittert, sødt, adstringerende eller stikkende og kunne udvælges alt efter årstid, smag og brugerens temperament ligesom i dag, hvor enhver foretrækker smagen af "sin" tandpasta.

Dengang blev der også brugt tandpasta, som bestod af honning, olie og pulveriserede planter. Man tyggede forsigtigt en gren, til den var trevlet op, så børstede man hver enkelt tand med tandpastaen. (Sådanne gren-tandbør­ster benytter naturfolk i Afrika og Asien også i dag, tilsyneladende med godt resultat). Tandrensning var forbudt for alle, der havde syge tænder, læber, svælg og gummer; også de, der led af astma, opkastnin­ger, hovedpine, ja, endog ørepine, var udelukket af tandbørstning. I øvrigt ansås også dengang tygning af arekablade for at være en god metode til at stimulere spytfloden og dermed til at holde mund og tæn­der rene.

Også grækerne gav i hvert fald delvis fornuftige forslag til den dag­lige mundhygiejne. Diokles fra Karystos (ca. 300 f. Kr.) giver f.eks. ganske nøje sundhedsfremmende anvisninger på et sundt dagsforløb fra morgen til aften, hvortil ikke blot hørte omhyggelig vask og frotteren, men også børsten af tænderne med pebermyntepulver.

Men fra den tid stam­mer der også anvisninger, som vel ingen længere ville følge:

"Når en kvinde lugter dårligt ud af munden, og tandkødet er sort el­ler ser dårligt ud, så brænder man hovedet af en hare og tre mus, hvert for sig (man tager musenes indvolde ud, dog ikke lever og nyrer), maler marmor i en stenmorter og sigter det, så blander man det hele i lige dele og børster tænderne med det, men også stederne i munden. Derpå gnider man efter med så vidt muligt svedholdigt uld og skyller med vand. Men kvinden dypper det svedholdige bomuld i honning og børster tænder, tandkød, og det indre og ydre af munden. Men man kan også knuse anis, dildfrø og to oboler myrra og lade det trække i 1/2 kotyle hvid­vin; denne mikstur holdes så længe i munden. Men dette skal gøres meget hyppigt, og man gurgler såvel på fastende hjerte som efter måltiderne" (Hippokrates II, 450-370 f. Kr., Kvindesygdomme II, 185).

Måske har det i det "svedholdige" uld indeholdte uldfedt (lanolin) faktisk en antiseptisk virkning, men den terapeutiske værdi af brændte mus og harer turde det vel være vanskeligt at påvise.

Også romerne, og især romerinderne, lagde den allerstørste vægt på krops- og dermed også mund- og tandpleje. Vidnesbyrdene fra denne kulturperio­de viser særligt tydeligt, hvordan "sund" her var ensbetydende med "smuk". Ovid formaner indtrængende damerne i sin Ars amandi - Kunsten at elske:

"...Ved dårlig mundlugt tal da aldrig med uskyllet mund og hold afstand til manden af nævnte grund".

Midlerne til tand- og mundpleje var alment udbredte, blev fremstillet i folks egne husholdning efter gamle husopskrifter eller købt hos "seplasiarii", hos hvem man også fik andre kosmetika, som salver, parfumer, sminke osv. Navnet seplasiarius stammer i øvrigt fra seplasia, det var en gade i Capua, hvor de campaniske parfumehandlere boede, der fik de­res råstoffer fra de berømte rosenmarker dér.

Plinius den Ældre har i sin 37 kapitler store Naturhistorie opført mange stoffer, der i sær­lig grad egnede sig til fremstilling af tandpulvere, f.eks. hjortetaks­salt, aske fra hareknogler, musekroppe (her refereres åbenbart til græ­ske kilder), knogler fra næsten alle firbenede husdyr, snedkerlim, hyp­pigt erstattet med aromatiske planteudtræk eller -pulvere. Plinius be­rettede også, at tænderne hverken angribes eller bliver hullede, hvis man man på fastende hjerte tager salt i munden, til det smelter.

Blandt damerne hos de øverste 10.000 var det også chik at bruge marmor­pulver til tandrensning, hvorved man så nok ofte foruden belæg på tæn­derne fjernede tandemaljen. Men helt så slemt var det ikke, for romer­ne havde af etruskerne lært, hvordan man af kalvetænder eller elfenben kunne fremstille meget kunstfærdige tanderstatninger. Disse sattes fast med guldbånd eller -tråd, men var vel - efter moderne tandlægers vurde­ring bedre egnet til kosmetisk forbedring eller korrektur af talefejl ved manglende fortænder end til at tygge med (som det er bevist gennem fund, var man allerede dengang i stand til at udfærdige stifttænder og guldkroner). Andre forfattere er af den opfattelse, at den gamle romer­ske proteseteknik ikke blev overgået før i 1700-tallet.

Martial gjorde sig lystig over en åbenbart ikke helt ung dame med kunstige tænder i et epigram (14, 56):

Et tandpulver
hvad skal jeg dog hos dig?
Jeg er til piger.
Plejer ikke at pudse falske tænder

At et smukt sæt tænder også på hin tid hørte til de efterstræbelsesværdige ting, viser et fund fra Veji (Etrurien): Blandt tusinder af votiv-gaver, efterligninger af kropsdele i guld, sølv, bronze, sten eller brændt ler fandt man også en mund med rødtmalede læber og to rækker snehvide tænder. Måske har nogen lavet den til Asklepios eller hans datter Hygieia, fordi han fandt det mere bekvemt end selv at skulle pleje sine tænder.

I øvrigt hørte det til god tone ikke at foretage denne del af krops­plejen i tilstedeværelse af andre. Ovid (Ars amandi) formaner i hvert fald damerne:

I andres påsyn bør I ikke gnide Jer med hjortemarvssalve.
Tandrensning bør I ej heller gøre i andres påsyn

Den nyrige Trimalchio synes i følge Petronius ikke at have taget dis­se antikke anstandsregler særligt højtideligt; han rensede i sine ven­ners nærværelse ugenert sine tænder med en tandstikker af sølv.

Tandstikkere synes romerne i øvrigt også at have overtaget fra etruskerne, i hvert fald har man både i etruskiske og romerske grave fundet halskæder med toiletgenstande som neglerensere, ørerensere og tandstikkere. Også i Renæssancen bar man tandstikkere af guld og bronze i et halsbånd eller i en halskæde, således de både tjente som smykke og toiletgenstand, som det tydeligt fremgår af samtidige malerier.

Som materiale til tandstikkere brugte man i Romerriget metal eller træ (f.eks. kviste fra Ammi Vinaga eller fra mastixtræet), men også fugle­fjer (hos de rige helst fra røde flamingoer!). Tandstikkere skal endog også være blevet brugt som mordvåben: således skal f.eks. tyrannen Agathokles i Syrakus være død, fordi han uden at ane det brugte en forgif­tet tandstikker!

Også i Byzans kendte man tandstikkere, ellers mangler man fra denne tid oplysninger om tand- og mundplejen.

Muhammed skal have anvendt en tandstikker (chilal). Derfor bragte Mekka­pilgrimme tidligere en tandstikker, der havde været dyppet i den hellige kilde, med hjem til deres familie og venner. I den islamiske kultur­kreds ansås brugen af en trætandbørste (miswak eller siwak) for at være et tegn på finere dannelse og fromhed, fordi den lovprisning af Gud, der går gennem en ren mund, er Allah til velbehag. Brugen af tandbørster var ligesom andre hygiejniske forholdsregler omhyggeligt fastlagt i en række forskrifter. Man måtte f.eks. ikke bruge den offentligt, i bad eller på toilettet. Populære var også mundskylninger med eddikeudtræk af aromatiske planter og drueafkog i olivenolie. For at drive "tand­ormene" ud gned man tandkødet med ræddikesalve.

Forestillingen om tandormen, der forårsager den jagende tandpine, var som nævnt også kendt i Middelalderen. Da man, som man ved det fra de overleverede folkeviser, mente, at "tænder hvidere end mælk" var smuk­ke, plejede kvinderne deres tænder med mundskylninger og gned dem med linnedstykker og salvieblade. Mændene synes i hovedsagen at have stil­let sig tilfredse med brugen af tandstikkere; i den tids regler for god tone kan man læse, at finere folk ikke som bønderne måtte bruge deres kniv til rensning af tænderne efter måltidet. I England var det udtrykkeligt forbudt at bruge dugen til tandrensning! Ifølge Jean Tabourot dansede man med hinanden for at se, om den udvalgte partner var sund og i stand til at bruge sine lemmer rigtigt. Når dansen var om­me, var det endog tilladt at kysse den udkårne, således at man hver især kunne konstatere, om den anden havde friske eller ildelugtende ånde.

I Renæssancen skrev en smuk og usædvanlig klog kone, Caterina Sforza (sandsynligvis født 1463 i Milano eller Pavia, som datter af en hertug og en kvinde af folket) en bog (Ricettaria di Belezza) med 543 skønhedsopskrifter. Et kapitel beskæftiger sig også med hvide tænder og sundt tandkød. Forfatterinden anbefaler heri en tandpasta af stødt hvidt marmor, stampede hvide koraller, mel af fiskeben, planteharpiks og mastix. Særlig interessant er anvendelsesmåden af denne masse. Man syr sig en linnedsæk i fingerstørrelse, kommer den sammenrørte masse heri og masserer tænder og tandkød forsigtigt med den. Bagefter skyller man mun­den med en god vin og gnider med en skarlagenrød lap tænder og mund efter. Som mundvand anbefalede Caterina Sforza nelliker udtrukket i vand; som drik morgen og aften, ikke som mundvand.

Efter Amerikas opdagelse blev det kendt, hvorledes menneskene i den nye verden holdt deres tænder sunde: Med tygning af Plumbago scandens L. (tlepatli) og Piment (chili) mente man, at man kunne forhindre udviklingen af karies. Mod ansats til tandsten gned man tænderne med kulpulver og skyllede efter med saltvand. Som tandbørste anvendte man roden af planten "tlataucapatli"; den skulle endog kunne gøre sorte tænder hvide igen.

En hollandsk læge, Piter Foreest (1522-97), iagttog allerede på hin tid, at det værste for tænderne var sukker. Han hævdede, at apotekerne altid havde så dårlige tænder, fordi de hele tiden måtte afprøve sirup (an­dre mennesker kom ikke så tit i forbindelse med søde sager, roesukker var endnu ikke opfundet, og rørsukker var vanvittigt dyrt).

De første betalte annoncer findes i The English Mercurie fra 1588. De anpriser et tandpulver, som ikke alene renser tænderne, men gør dem "hvide som elfenben". Mange forskellige planter blev dengang brugt som tandpulver - som man kan læse i Matthiolus urtebog fra 1611 - f.eks. et "fint pulver"af Althaea officinalis, der skal gøre tænderne hvide. Når man gnider tænderne med roden af Aristolochia, så renser og polerer man dem. Også tørret Origanum silvestre, blandet med salpeter og honning skulle gennem gnidning kunne holde tæn­derne friske og hvide ligesom Pulegium. Friske salvieblade har man altid brugt til behandling af tænder og tandkød. Så noget rigtigt må der være i deres gunstige virkning, når planten i århundreder har hævdet sin plads med den samme indikation i folkemedicinen i hele Europa (sal­vie indgår jo også i dag i Parodontax).

Siden Oplysningstiden har man også på tandmedicinens område efterhånden gjort op med ældgammel overtro og vildfarelser. Således udkom 1757 f. eks. et skrift i Regensburg: De indbildte orm i tænderne samt de an­givelige hjælpemidler herimod, beskrevet og undersøgt af Jacob Christi­an Schäffer.

Hans forklaringer om, at man bedragerisk har foregivet, at man kan be­handle for tandorm med bulmeurt, vandt kun langsomt genklang. Man havde for ofte på markeder set kvaksalvere, mirakellæger og andet godtfolk trække tandorm ud af patienter, som bævede af smerte. Kunne man ikke længere tage disse stakkels ofre ved næsen, så var den sidste udvej at trække den onde tand ud, hvilket uden virksom bedøvelse sikkert heller ikke var nogen fornøjelse.

Man begyndte nu igen at tænke på at erstatte tabte tænder med kunstige. 1706 forsøgte man at fremstille kunstige tænder af koraller og mastix (porcellæntænder blev først opfundet ca. 50 år senere i Paris) eller i det mindste at anvende dette materiale som fyldningsmateriale. Men snart erkendte man, at det var nødvendigt først at fjerne den ødelagte del af tanden. Hidtil var dette sket med en mejsel, 1728 opfandt Fauchard et tandbor. Frem til vor tids hyper­moderne bor var der endnu et langt stykke - men upopulært har dette instrument ganske sikkert altid været hos patienterne. Og opfindsomme folk har derfor igen og igen tænkt over, hvad man kan gøre, for at man slet ikke behøver at bruge boret.

En forhenværende "offentlig lærer i lægevidenskab" i Königsberg, Jo­han Jacob Woyts, forkyndte i 1784: "Mange jomfruer bruger for at holde tænderne hvide Pulvis Coffee tost. eller Panis tosti; andre vil, at man skal smøre tænderne dagligt med smør." Om kaffe og brød (i brændt til­stand) med smør kan forhindre karies er ikke overleveret.

At snavs af sundhedsmæssige grunde også må fjernes fra tænderne var vel efterhånden gået op for alle. Hvornår man begyndte at bruge tandbørste til dette formål, er imidlertid ikke klart. Der findes her ret så for­skellige oplysninger. Ifølge en kinesisk encyklopædi fra 1600-tallet skal tandbørsten allerede være opfundet i Kina i 1498. Den skulle i mod­sætning til tandfejer og tandpensel være lavet med børster, som stod retvinklet på skæftet.

I et brev fra 1649 til en Sir Ralph Verney blev denne bedt om fra sin rejse til Paris at hjembringe nogle af "de små børster til rensning af tænderne", som "for det meste er overtrukket med sølv".

I 1690 skrev en Mister Anthony à Wood i sin dagbog, at han havde købt tandbørster hos en vis J. Barret i London. I 1700-tallet solgte et fir­ma Messrs. Floris hele tandbørstesæt i 5-6 forskellige størrelser, idet børsterne var anbragt i kreds og blev længere og spidsere mod midten. Fra 1820 har man endog overleveret en udskiftelig tandbørste fra Paris, i hvis skæfte der var anbragt en blyant. Disse sirlige tandbørster var dog nok mere kønne at se på end praktiske, og det varede meget længe, før tandbørster virkelig slog igennem hos kulturfolkene.

Tratschke beretter dog, at Napoleon brugte tandbørste. Om morgenen ren­sede han først tænderne med en tandstikker af buskbom, så børstede han sig i flere minutter med en børste vædet i opiat, derpå med en, der var be­strøet med tandpulver. Til mundskylling brugte han en blanding af vand og brændevin og rensede desuden sin tunge med en sølvskraber. Hans ge­bis' tilstand skal også virkelig have været så fremragende, at hans tandlæge Dubois aldrig skulle have behandlet ham - og alligevel hævede sin årsløn på 6.000 francs.

Men den første sammentrykkelige tandpastatube oplevede Napoleon ikke. Allerede i 1841 havde en amerikaner ved navn John Rand anmeldt en så­dan tube til pakning af oliefarver. Men der skulle gå 51 år, før en tandlæge - W. Sheffield fra New York - indså anvendeligheden af denne opfindelse som tandpastaforpakning.

 

Sammentrykkelige tandpastatuber blev derpå fabriksmæssigt fremstillet af hans firma Sheffield Tube Corp.

Fra USA kommer også en anden mulighed for at rense tænder: Med tyggegummi renses de mekanisk, og desuden stimuleres spytfloden, hvad der yderligere fremmer rensningen. Om tidspunktet for tyggegummiets opfindelse foreligger der modstridende oplysninger; under alle om­stændigheder var det i 1870'erne. I mange kloge bøger kan man læse, at en fotograf ved navn Thomas Adams engang havde foretaget mislykkede forsøg på at fremstille gummi af indtørret mælkesaft af det amerikan­ske sapotiltræ (Achras sapota).

Da han en dag eftertænksomt tyggede på noget af dette materiale, skal han pludselig have fået den idé at gøre den i mellemtiden så populære virksomhed endnu mere tiltrækkende, idet han tilsatte smagsstoffer som vanilje, pebermynte, sukker osv. Andre kilder vil vide, at man har lært af de mellemamerikanske indiane­res tygning af harpiks, idet disse stak den seje, indtørrede, søde saft fra chicle-zapotetræet i munden for at opnå forfriskning. Som altid - opfinderen gjorde sit livs forretning. På 20 år havde han bygget en seks etager høj virksomhed med 250 medarbejdere, og denne blev som bekendt ikke den eneste.

Tandlægerne var trods tyggegummiets rensende virkning ikke helt indfor­stået med den nye mode på grund af sukkerindholdet. I dag findes der tyggegum­mi uden sukker, og grundstoffet er ikke længere harpiks, men polyæty­ler, polyvinylester , mikrokrystallinske voksstoffer osv. Også på tand­børsternes område har kunststofferne gået deres sejrsgang.

Siden 1938 har man - naturligvis også her først i USA- børstet tænder­ne med nylontandbørster, siden 1961 behøver man end ikke anvende muskel­kraft, den første elektriske tandbørste var opfundet.

Trods alt er karies og parodontose ikke besejret, men er ble­vet rene folkesygdomme, og det ikke bare hos gamle mennesker. Undersø­gelser af skolebørn har givet allarmerende resultater: 90-98% af børne­ne lider allerede af karies. Uden tvivl er forkerte kostvaner en stor del af forklaringen, men det samme gælder svigtende eller mangelfuld tandhygiejne. Statistikker, hvorefter 33% af de adspurgte skal have ind­rømmet, at de aldrig tager en tandbørste i hånden, og 67% siger, at de kun gør det "til bestemte lejligheder", må man vælge slet ikke at tro på. Alligevel skal man tænke på, at selv de mest moderne tand- og mundplejemidler - som f.eks. Parodontax tandpasta og tandbørste - intet nytter, hvis de ikke bliver brugt. Men det ved læseren af dette lille skrift ganske sikkert.

Læs også:
Parodontax - denne tandpasta er anderledes...
Parodontax-tandpasta - opskriften på kernesunde tænder
Parodontax mundvand - dokumenteret virksom
Parodontax tandpasta
Parodontax tandpasta, mundvand og tandbørste

BirkeSød i pulver og tyggegummi
BirkeSød gi'r frisk mund og sunde tænder!
Birkesød - et stof, dine tænder vil elske

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012