Artikler: 6712  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Vagtelæg virker mod nælde­feber, eksem, astma, høfeber, rhinitis og bihulebetændelse 1

Amizan kapsler - indhold:

  • Lyofiliserede vagtelæg
  • Pulveriserede vagtelæggeskaller
  • Laktose

Mængde
Dåse med 120 kapsler 200 mg

Primære indikationer
Høfeber, rhinitis ("helårs-snue"), øjenbetændelse af allergisk eller anden oprindelse, krampehoste, kløe som følge af eksem, mavesår, alopecia (pletskaldethed), vedvarende allergier (specielt allergisk astma), sæsonafhængig betændelse i næsesvælget, betændelse i strubehovedet, ødemer, nældefeber, fordøjelsesproblemer og opkast, allergisk chok efter behandling med penicillin eller insektbid.

Dosering
4 kapsler om morgenen og til middag før måltidet og ved frokost 15 minutter før måltidet.

Fakta
Det skønnes, at 15% af befolkningen lider af forskellige allergier, hvis primære ydre tegn er nældefeber, eksem, astma, høfeber, rhinitis og bihulebetændelse.

  • Et barn med én forælder, der lider af allergi, har 40% risiko for også at blive allergisk.
  • Et barn med to forældre, der lider af allergi, har 60% risiko for også at blive allergisk.
  • Leveren, det retikulære-endotheliale system (fagocytter i bindevævet) og blodet er vigtige forsvarsmekanismer for organismen.
  • Adskillige specialister mener, at forurening og stress fremmer en allergisk reaktion.
  • Konventionel kemisk medicinering og vaccination giver usikre og til tider skuffende resultater og i nogle tilfælde uønskede bivirkninger, som kan påvirke helbredet.
  • I de fleste allergitilfælde skal leveren styrkes, så den kan støtte immunforsvaret.

Hvis man kender det allergen, der udløser symptomerne, kan man tage forskellige forholdsregler:

  • Fjernelse af allergenet, f.eks. i tilfælde af allergi over for dun i sengetøj eller hår fra kæledyr.
  • Hvis allergenet er umuligt at fjerne, f.eks. husstøv, er det nødvendigt med desensibilisering. Denne foretages af en allergispecialist og består af gentagne indsprøjtninger med det, patienten er allergisk overfor (påvist ved forudgående priktests i huden).

Desensibilisering giver fantastiske resultater, men er en temmelig krævende proces, fordi det forudsætter adskillige indsprøjtninger.

De findes tre typer af brugbare medikamenter:

  • Antihistaminer, der modvirker histamins virkning på udvalgte organer (slimhinden i næsen, bronkierne). De er ikke særligt effektive og virker som regel søvndyssende.
  • Midler, der hæmmer ødelæggelse (degranulering) af mastceller efter antigen-/antistofkonflikten. De kan forebygge kriser - men kun så længe midlet indtages.
  • Cortison og cortikoider, hvis fordele og ulemper er velkendte.

På grund af disse midlers negative egenskaber blev vi interesserede i Dr. Truffiers forsøgsresultater vedr. vagtelæg. Vagtelæg til behandling af allergi har været kendt i Kina i årtusinder og er også med held blevet anvendt i østeuropæiske lande (Polen og Rusland) i nyere tid.

Rå vagtelæg anses for at være en fantastisk basisbehandling af allergi. "Men man skal overholde meget strenge regler for dosering og ordinering, og det er vigtigt at fokusere på kliniske, biologiske, medicinske og hygiejniske problemer - samt æggenes oprindelse", siger dr. Truffier, der har (gen)opdaget dette kinesiske urpræparat, som for nylig er blevet introduceret i Vietnam, Polen og Rusland. Han fortsætter: "Det er derfor udelukket, at patienten kan behandle sig selv med en hvilken som helst type æg. Men under medicinsk kontrol kan allergikeren håbe på at kunne opholde sig i det fjendtlige miljø uden at blive forstyrret af det".

Vi havde muligvis trukket på smilebåndet ad Dr. Truffier, praktiserende læge i Rochefort, hvis han ikke havde overbevist dr. Jacques Benveniste, forsker ved Institut National de la Santé et de la Recherche Medicale (INSERM).

Dr. Benveniste, som er velanskrevet i videnskabelige og medicinske kredse, har analyseret dr. Truffiers kliniske resultater med sin egen test til påvisning af allergier. Denne degranuleringstest, der også kendes under betegnelsen Benveniste-metoden, var negativ hos 29 ud af 30 patienter efter behandling med vagtelæg - dette må siges at være et godt bevis på behandlingens virkning på patienterne.

Det var to fjerkræavlere, der overbeviste dr. Truffier om, at han skulle bruge vagtelæg til behandling af allergi. I 1963 måtte en restaurantejer opgive sit arbejde på grund af sin kones næsten permanente astma, der var opstået 10 år forinden i forbindelse med graviditet. Efter lægens råd flyttede familien på landet for at opdrætte fasaner og agerhøns. Hans kone fik det værre (prøver viste en tydelig allergi over for fjer, støv og hundehår). Året efter skiftede han af økonomiske grund til opdræt af vagtler. Og så forsvandt konens astma gradvis - og det samme gjaldt en af hans ansatte.

Er der en sammenhæng mellem disse succeshistorier og regelmæssig indtagelse af vagtelæg som en del af kosten? En anden landmand, R. Albert, forsøgte at finde et svar ved at introducere vagtelæg i sit miljø i form af ni dage lange kure - uden at bekymre sig om kvaliteten, vigtigheden eller varig­heden af behandlingen mod astma. Igen var successen overvældende.

I 1968 blev disse to forsøg præsenteret for dr. Truffier. Af etiske hensyn startede han sine forsøg med udgangspunkt i disse to tilfælde, som modstod enhver form for dybdebehandling. I 1969 behandlede han den første pollenallergi (høfeber) og udvidede derefter forsøgene til rhinitis, øjenbetændelse af allergisk oprindelse, krampehoste og visse hudsygdomme (prurigo, eksem, psoriasis), sår i mave og tolvfingertarm samt allergiske reaktioner i hovedbunden og pletskaldethed.

På baggrund af disse resultater behandler dr. Truffier ikke kun hårdnakkede tilfælde, men også almindelige allergier. Siden 1968 er flere end 2.000 patienter blevet behandlet, og en række positive kliniske resultater er blevet bekræftet af adskillige allergilæger og børnelæger. Men det ser ud til, at vagtelæg har større virkning på umiddelbar overfølsomhed svarende til en immunologisk reaktion på type I end på immunologiske reaktioner type II, III og IV. Sygdomme med type I-reaktion er allergisk astma, ikke-sæsonafhængig allergisk rhinitis, laryngitis, høfeber, akut nældefeber, visse fordøjelsesmæssige problemer ledsaget af Quinckes ødem og opkast og endelig anafylaktisk chok som følge af penicillin og insektstik (f.eks. hveps). I sidstnævnte tilfælde er der ikke gennemført forsøg med brug af vagtelæg.

Alle reaktioner - uanset type - forårsages af et stof uden for organismen kaldet et allergen. Ved høfeber er dette allergen pollen, men det mest almindelige allergen er husstøv. Allergenerne er en del af det, der kaldes antigener, dvs. stoffer, der stimulerer en immunologisk reaktion. Dermed er antigenet en aggressor, og der altid fremkalder samme ikke-specifikke forsvarsreaktion, når den trænger ind i organisme: Fagocytose, som involverer to varianter af hvide blodlegemer, neutrofile ploymor-fonukleare leukocytter og makrofager. Fagocytose-stofferne er omkranset af en vesikel og kataboliseres af enzymatisk fordøjelse og fjernes.

Denne reaktion er dog ofte ikke nok til at neutralisere aggressoren, og der skal derfor langt mere komplekse forsvarsmekanismer til. Disse mekanismer, der er præcist tilpasset det udefrakommende stof, giver en velgørende reaktion, der beskytter organismen mod yderligere 'angreb' - en såkaldt immunologisk reaktion. Men denne reaktion kan skyde over målet og have skadelige konsekvenser - det er det, der kaldes en allergisk reaktion.

Ved allergier af type I - og det er kun dem, vi beskæftiger os med - involverer reaktionen to typer hvide blodlegemer, såvel lymfocytter som blodets basofiler og deres ækvivalenter i vævene, mastcellerne. Lymfocytter, der udgør 15-25% af de hvide blodlegemer, ligner hinanden morfologisk, men er heterogene i deres oprindelse og funktion - man skelner mellem T-lymfocytter (op til 80% af de lymfocytter, der cirkulerer i blodet) og B-lymfocytter (20%).

T-lymfocytterne dannes i knoglemarven og passerer derefter igennem thymus (derfor T'-lymfocytter), hvor de påvirkes af thymus-hormon. Der findes flere former, bl.a. T-lymfocyt-hjælpere og undertrykkende lymfocytter. Disse to former for lymfocytter påvirker B-lymfocytterne - ved enten at stimulere eller hæmme dem.

B-lymfocytter dannes også i knoglemarven, men i modsætning til T-lymfocytterne passerer de ikke gennem thymus. De producerer immunoglobulin og antistoffer, og normalt er deres opgave at ødelægge antigenerne. Men i tilfælde af allergier af type I samarbejder de derimod med antigenerne, så der opstår en allergisk reaktion. En særlig klasse af immunoglobuliner (IgE) menes at være årsagen til den allergiske reaktion. Af de immunoglobuliner, der cirkulerer i blodet, opdagede man IgE sidst (i 1966). IgE findes i minimale mængder i raske menneskers blod og 3-10 gange så store mængder hos allergiske patienter af type I.

Som alle immunoglobuliner er IgE proteiner, hvis molekylære struktur udgøres af fire kæder, der hver især indeholder sekvenser af aminosyrer. Hos allergiske type I-patienter producerer organismens møde med et allergen store mængder IgE, som specifikt vender sig mod aggressoren.

I modsætning til de øvrige immunoglobuliner er IgE i stand til at hæfte sig på velafgrænsede punkter på udvalgte celleoverflader: Basofiler i blodet og mastceller i vævet. Basofilerne menes at have 40.000-100.000 receptorer for IgE-molekyler, mens mastcellerne menes at have l mio. Endelig har basofiler og mastceller en udbredt karakteristisk granulering i deres cytoplasma.

Elektronisk mikroskopi har vist, at IgE-molekylet har en Y-struktur, der ligner en gaffel. Håndtaget hæfter sig på overfladereceptorerne på basofiler og mastceller, mens 'tænderne' genkender allergenet og forbinder sig til det. Man ved ikke helt hvorfor, men dette udløser enzymatiske reaktioner, der giver anledning til degranulering af basofiler og mastceller og dermed frigivelse af stærke mediatorer, der provokerer allergiske reaktioner af type I. Man kan spørge sig selv, hvorfor denne overdrevne frigivelse af IgE sker hos allergiske patienter af type I?

I øjeblikket mener man, at denne abnormitet kan skyldes en svaghed, måske af genetisk oprindelse, af de undertrykkende T-lymfocytter: I stedet for at blokere produktionen af IgE fra B-lymfocytter, som de gør hos raske personer, blander disse undertrykkende T-lymfocytterne sig ikke.

IgE's interaktion med antigenet udløser degranulering af basofiler og mastceller, og dr. Benveniste brugte denne iagttagelse til at udarbejde en allergi-test, der i princippet går ud på i en blodprøve at observere reaktionen i basofilerne efter kontakt med et allergen. Takket være specifik farvning baseret på toluidin-blåt tager ingen andre cellulære elementer end basofilernes partikler farve, fordi de er degranulerede - og dét er 'beviset' på en allergi. Hvis basofilerne forbliver ufarvede, er personen ikke allergisk over for det testede antigen.

Efter behandling med vagtelæg reagerede mange patienter negativt ved Benveniste-testen efter at have reageret positivt over for samme antigen 1-2 måneder tidligere. Med andre ord forhindrer vagtelæg - eller måske snarere deres primære indholdsstoffer - produktionen af IgE og dermed degranuleringen af basofiler.

Man kender endnu ikke det aktive stof. Dr. Benveniste siger: "Så længe vi ikke har gennemført et afgørende eksperiment, dvs. med dyr, der ikke længere producerer IgE, kan vi ikke drage nogen konklusioner". Der er to hypoteser, som kan forklare 'normaliseringen' af IgE-produktionen efter behandling med vagtelæg. Den første går ud på, at vagtelæggene har en direkte indvirkning på B-lymfocytterne ved at bremse deres produktion af IgE. Den anden går ud på, at vagtelæggene stimulerer de undertrykkende T-lymfocytter, der som 'bivirkning' vil bremse B-lymfocytternes IgE-produktion. Med andre ord vil man i begge tilfælde komme til samme resultat.

Dr. Benveniste tilføjer: "Om 1-2 måneder regner vi med at starte vores første forsøg på dyr. Vi starter med hviden, fortsætter med blommen og derefter stadigt mindre fraktioner af hvide og blomme, indtil vi kan identificere den primære, aktive del. Når vi er så langt, kan vi fastslå, hvordan den påvirker immunsystemet".

Dr. Truffier har fået forskellige resultater på arter inden for samme besætning. I 10 år anvendte han arten B. MINA, som giver de bedste resultater. Russiske og polske læger, der bruger æg fra andre arter, har skullet bruge fem gange så store mængder. Disse iagttagelser skal ses i sammenhæng med forsøg foretaget af Robert F. Fennev fra University of California. Ved et sammenlignende forsøg med fire forskellige arter af æg har han påvist, at visse biokemiske indholdsstoffer, f.eks. lysozym og conalbumin, kan variere, så ét æg indeholder fire gange så meget som et andet. Han har desuden observeret, at de fleste fjerkræs ægslimhinder har ingen eller kun meget lav affinitet over for menneskeligt trypsin - men det gælder ikke vagtelæg. Endelig har nye forsøg vist, at vagtelæg efter fem uger er fri for alle bakterier, hvis de opbevares ved en temperatur på 5°C. Det er derfor dels nødvendigt at anvende æggene inden for en nøje afgrænset periode, dels at opbevare dem ved en strengt konstant temperatur. Toksikologiske analyser på dyr over kortere og længere perioder er på vej.

Men hvad er denne vagtel, der lægger de 'mirakuløse' æg? Den tilhører arten Gallinaceae og udgør sammen med andre fugle som høns, fasaner og agerhøns familien Phasianidae. Der er adskillige arter af vagtler, langt størsteparten af arten Coturnix. Den mest almindelige art er Coturnix Coturnix, der findes i Europa, Asien, Afrika og øerne i Atlanterhavet. Underarten Coturnix Coturnix Coturnix er den vilde vagtel på vores breddegrader. Den bygger rede i Europa og Asian og migrerer til Afrika, de arabiske lande og Indien om vinteren. Den anden underart Coturnix Coturnix Japonica er den japanske vagtel, der bygger rede på den indonesiske ø Siam og i Taiwan. B. MINA-arten, som blev fremavlet af mr. Cordonnier (den avler, der omtales herover) er en krydsning mellem disse to underarter, dvs. den vilde og den japanske vagtel.

I øjeblikket skønnes det, at der er 7 mio. allergikere i Frankrig - og alligevel findes der kun nogle få ting, der kan forbedre deres tilværelse vedvarende. Der gives stort set ikke midler til forskning i allergier. Ingen andre CNRS- eller INSERM-grupper udover dr. Benvenistes arbejder med problemet. Så det er ikke overraskende, at det er en alment praktiserende læge, der har gjort den største opdagelse på dette område. Man mangler kun at bekræfte hans observationer ved dyreforsøg.

Dr. Truffier advarer patienter, der gerne vil behandle sig selv, at der som ved alle behandlingsformer er risici forbundet med behandlingen (nogle kan hindres med en simpel reagensglastest, dvs. en almindelig blodprøve). Det gælder særligt sekundære virkninger - et pludseligt genopstået problem, som kun kan afhjælpes med klassisk symptombehandling. Og endelig er der risiko for forurening ved brug af rå æg.

Hvis den behandlingsmæssige virkning bekræftes af kliniske, biologiske forsøg og ved dyreforsøg, kan den lille fugls æg på den ene eller den anden måde blive et vigtigt våben i behandlingsarsenalet for allergilæger, børnelæger og endog praktiserende læger. Men det skal udvikles til brug for patienterne med lægens hjælp. Desuden har dr. Truffier for at undgå, at patienter behandler sig selv, afvist alle afvigelser fra den dosering, der er kommunikeret til lægeverdenen.

Læs anden del af artiklen HER!

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012

borse louis vuitton

borse louis vuitton

piumini moncler

Woolrich Outlet

Woolrich Outlet

piumini moncler

moncler

mulberry

Parajumpers

moncler jakke

Mulberry Vesker

Parajumpers

moncler

Calvin Klein

moncler Jacka

Mulberry väska

Parajumpers

nike free