Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Laetrile - skræmmekampagne mod cyanid

Avisartikler om et ægtepar, som angiveligt er blevet forgiftet af abrikoskerner, en nøje gennemgang af beviserne herfor, en vurdering af B17-holdige kerners toksiske potentiale og det kliniske bevis for, at laetrile er mindre giftigt end sukker.

1. september 1972 offentliggjorde sundhedsmyndighederne i Californien sin månedlige statistik over dødsfald til lægeverdenen og pressen. Den indeholdt en beretning om et ægtepar fra Los Angeles, som efter at have spist 30 abrikoskerner var blevet behandlet for "cyanidforgiftning". 4. september bragte Los Angeles Examiner en historie med overskriften: "Frugtkerner skyld i cyanidforgiftning". Seks dage senere var der en lignende historie i New York Times: "Sammenhæng mellem abrikoskerner og forgiftningstilfælde på vestkysten".

Alle amerikanere blev advaret - og skræmt: Hold jer fra disse kerner! For dem, der kun kendte en smule til historien om laetrile, betød det praktisk taget enden på brugen af B17-vitamin. Og som jeg skriver i et senere kapitel, kan man have en formodning om, at det netop var det, man ville opnå.

Som reaktion på historien sendte tidligere kræftpatient Jay Huchinson, som tilskrev laetrile sin helbredelse, omgående pr. luftpost og ilbud følgende underfundige brev til Mohammed Jamel Khan, miren af Hunza:

Ærede Mir og Rhani af Hunza!

Jeg sender Dem på hurtigste måde denne meget påtrængende advarsel, så De straks kan informere Deres regering og Deres folk om de sundhedsrisici, som omtales af sundhedsmyndighederne i staten Californien 3. september 1972. Jeg vedhæfter artikel fra San Francisco-avis...

Hr. Mir, De må sørge for, at Deres folk ophører med at indtage disse kerner! De må ikke fremstille mel af dem! De må ikke give olien fra kernerne til spædbørnene, og - ved Mohammed - lad være med at smøre Dem med det!...

Skriv venligst tilbage med det samme - og samtidig vil jeg bede Dem forklare, hvordan det kan gå til, at Deres folk hører til de sundeste i verden, og at mænd og kvinder i Deres land er sunde og raske langt op i halvfemserne, og at De og Deres fantastiske folk stort set aldrig får kræft? (1)

Sarkasmen gik helt hen over hovedet på de fleste læsere. De tog historien om det forgiftede ægtepar dødalvorligt. Mange, der havde hørt, at disse kerner kunne hjælpe mod kræft, men som ikke forstod de kemiske sammenhænge, blev nu bange for at spise dem - eller kom i bedste fald i tvivl. Overivrige sundhedsmyndigheder på Hawaii konfiskerede alle abrikoskerner fra helsekostforretningerne, og de fleste butikker på det amerikanske fastland blev så skræmte, at de holdt op med at føre dem.

Denne bogs forfatter havde mistanke om, at der kunne stikke mere under, end det umiddelbart så ud til, så jeg forsøgte at få detaljer fra sundhedsmyndighederne, bl.a. navnet på det ramte ægtepar. Det var tilsyneladende 'ikke passende' - Dr. Ralph W. Weilerstein, talsmand for FDA i Californien, svarede: "Vi beklager at måtte meddele Dem, at på grund af fortrolighed med hensyn til de for dødsstatistikkerne indsamlede data er interview med de forgiftede patienter ikke er muligt" (2).

Men dr. Dean Burk fra National Cancer Instituts kunne åbenbart få flere oplysninger. I et notat fra 13. december 1972 skriver han:

Dette ægtepar fra Los Angeles ... blev meget syge og blev behandlet på akutmodtagelsen efter oral indtagelse af en blanding af abrikoskerner, abrikoskød og destilleret vand, som de havde ladet stå natten over. Blandingen var formentlig begyndt at gære let i løbet af natten og var uden tvivl meget bitter. Efter "ca. en time" blev parret syge (svimmelhed, opkastning osv.). Dette er usædvanligt lang tid for cyanid, som normalt virker inden for få minutter efter indtagelse. Mr. Murray [medarbejder hos sundhedsmyndighederne i Los Angeles] kunne ikke med sikkerhed sige, at cyanid var hovedårsagen til, at ægteparret tilsyneladende blev så hurtigt syge: "Under de givne omstændigheder ...bør man ikke drage forhastede konklusioner og definitivt tilskrive sygdommen indtagelse af amygdalin ... Jeg kan ikke personligt stå inde for, at sygdommen kan tilbageføres til abrikoskernerne".

Det er ganske interessant, at det blandt de (formoder jeg) tusindvis af dødsfald i Californien hver måned netop er Murray-Chinn-rapporten om amygdalin [Los Angeles-parrets historie], der opnåede at komme i pressen - formentlig med hjælp og støtte fra sundhedsmyndighederne.

I en indledende artikel skrev Mr. Gray: "Sundhedsmyndighedernes politik har altid været at bringe laetrile i miskredit uden at sige det offentligt. Pressen har været medvirkende i og med, at journalisterne har begrænset deres research til de informationer, som de kunne få fra myndighederne" (3).

Dr. Burk gjorde sin holdning endnu tydeligere i et notat fra 20. december 1972:

Det er et faktum, at ganske mange - uden at få nogen former for fysiske problemer - hver dag spiser 10-20 abrikoskerner og efter en tilvænningstid endog helt op til 50-100 kerner, dog ikke på én gang, som ægteparret fra Los Angeles gjorde. Der findes faktisk en række helt almindelige fødevarer, som kan være giftige eller allergifremkaldende, f.eks. jordbær, løg, krabber, som aldrig vil blive fjernet fra fødevarebutikkernes hylder af sundhedsmyndigheder, der optræder som "Big Brother"...

Én ting er advarsler fra sundhedsmyndighederne til befolkningen om de helbredsmæssige følger af ukloge eller enkeltstående handlinger. Det er noget helt andet at fratage folk adgangen til en glimrende fødevare, som ved normal og fornuftig brug for 99,999% af befolkningen er helt uskadelig (4).

Jeg har allerede nævnt, at B17-vitamin er ufarligt for celler, der ikke er ramt af kræft. Det er måske mere nøjagtigt at sige, at det er så ufarligt, som et hvilken som helst stof kan være. Endelig må man også sige, at selv livsvigtige ting som vand og ilt kan være dødelige i unaturligt store mængder.

I kernerne fra de fleste nitrilosidholdige frugter findes normalt en meget ringe mængde beta-glucosidase ("spalte"-enzym). Når dette enzym aktiveres ved udskillelse i mund eller mave, frigives meget små mængder cyanid og benzaldehyd. Som nævnt er begrænsede mængder af disse stoffer ikke farlige i mund, mave og tarm - de ser endda ud til at være en del af en følsom og naturlig ligevægt. Er der ikke ligevægt, kan det give caries, dårlig ånde og mave-/tarmforstyrrelser.

Men hvad sker der, når man spiser disse kerner i større mængder? Man kender til et tilfælde med en mand, som angiveligt døde, efter at han meget hurtigt havde spist en hel tallerken æblekerner. Det er aldrig blevet bekræftet og kan være det pure opspind, men lad os antage, at det er sandt: Havde manden nu spist hele æblet, ville han have fået så meget rhodanese ("beskytter"-enzym) fra frugt kødet, at det ville have opvejet selv så store mængder af æblekerner i hans mave. Men det ville dreje sig om flere kasser hele æbler - hvilket naturligvis ville have været helt umuligt.

Det skal bemærkes, at der mange steder rundt om i verden er abrikossorter, hvis kerner sammenlignet med dem, der dyrkes i USA, indeholder 10 gange så meget nitrilosid. Heller ikke disse kerner er farlige, hvis de spises i fornuftige mængder og sammen med resten af frugten. Men spiser man kun store mængder af kernerne, kan det betyde en risiko. Hos hunza-folket afprøver de ældste, om kernerne fra den første frugt på nye abrikostræer smager mere bittert end sædvanligt. Hvis det er tilfældet, hvad det sjældent er, bliver træet fældet.

Man kan også finde dette sjældne træ i Tyrkiet. Her bliver de dog ikke fældet, for kernerne regnes for at være "sunde". Som følge deraf har man haft et par tilfælde i Tyrkiet, hvor små børn har taget fejl af "vilde abrikoser" og den dyrkede art. De blev syge og døde. Men tilfældene er yderst sjældne. I USA findes der naturligvis ikke engang beretninger om, at sådanne træer har eksisteret.

Ved et foredrag om laetrile blev dr. Ernst T. Krebs jr. spurgt af en kvinde blandt publikum, om der ikke var nogen risiko overhovedet ved indtagelse af for mange B17-holdige kerner. Hans svar lød:

Det er et meget godt spørgsmål. Det viser, hvor stivnakkede mennesker kan være. Spiser man kernerne sammen med hele frugten, kan kroppen umuligt få for meget nitrilosid fra kernerne. Hvis vi tager nogle æbler, smider alt frugtkødet væk, samler en halv kop æblekerner og beslutter os for at spise dem, er der risiko for, at vi kan blive alvorligt syge af en overdosis cyanid. Man kan slet ikke spise så mange ferskner, abrikoser, blommer eller æbler, at man får kerner nok til at nå en toksisk mængde nitrilosider. Men spiser man kun en del af planten, kan man godt (5).

Dr. Krebs forklarede også, at hvis man rister kernerne, bevares B17-vitaminet, men spalte-enzymet ødelægges. Så hvis man er bange for giften, kan man som yderligere forholdsregel riste kernerne, før man spiser dem (6). Man bør dog tænke på, at dette ikke er den måde, naturen mener, man skal spise dem på, og at der måske går en række positive kemiske virkninger tabt i mund, mave og tarm.

Man ved ikke, hvor meget nitrilosid kroppen har brug for. Måske vil man heller aldrig kunne finde et generelt niveau, fordi det varierer fra person til person - efter alder, køn, bugspytkirtlens tilstand, ernæring, vægt og arveanlæg. Derfor ville det være absurd, hvis man forsøger at agitere for en såkaldt anbefalet dagsdosis - eller endog indføre den ved lov.

Desuden er der en tendens til at tænke i ja/nej-kasser ved mangelsygdomme: Enten mangler man, eller også mangler man ikke - der er ikke noget derimellem. Enten har man skørbug, eller også har man ikke. Det er i visse tilfælde vildledende. Skørbug er den ekstreme form for C-vitaminmangel. En mindre udpræget form manifesterer sig måske ikke i de klassiske skørbugsymptomer, men i træthed, tendens til infektionssygdomme og andre ikke dødelige sygdomme. Den verdensberømte biolog Albert Szant-Gyorgyi udtrykte det således:

Skørbug er ikke det første mangelsymptom, der optræder. Det er tegnet på organismens endegyldige sammenbrud, et præmortalt syndrom, og mellem skørbug og fuld sundhed er et stort spænd... Hvis du bliver forkølet på grund af utilstrækkeligt næringsoptag og dør af lungebetændelse, vil diagnosen lyde på lungebetændelse og ikke fejlernæring - og formentlig har din læge også kun behandlet dig for lungebetændelse (7).

Lige så umuligt er det at fastslå, hvilke sundhedsmæssige problemer delvis B17-vitaminmangel kan forårsage. Derfor er der bred enighed om, at i tvivlstilfælde er for meget bedre end for lidt.

Dr. Krebs har foreslået et minimum på 50 mg B17-vitamin om dagen for en sund og rask voksen. Alle, der er disponeret for en kræftsygdom, har naturligvis brug for mere, og alle, der allerede har sygdommen, har brug for meget mere.

En gennemsnitlig kerne fra de abrikossorter, der er almindelige i USA, indeholder ca. 4-5 mg B17-vitamin. Men det kan variere med en faktor 6 efter kernens art, træart, klima og jordbundsforhold. Men hvis man går ud fra de gennemsnitlige tal, kan man regne ud, at man har behov for 10-12 abrikoskerner om dagen for at nå op på 50 mg.

Er denne mængde farlig? Næppe. Man har beretninger om tilfælde, hvor mennesker uden at få negative bivirkninger har indtaget 85-100 abrikoskerner. Men det skal i al hast tilføjes, at dette ganske givet ikke er den anbefalede dosis. Da kernerne med hensyn til nitrilosidindhold kan svinge fra l til 6, kan man tænke sig, at 85 kerner fra ét træ kan svare til over femhundrede kerner fra et andet træ.

Naturen kan ikke alt. Sådanne udsving kan naturen ikke forudse. Derfor gør man klogt i at holde sig til den simple regel ikke at spise flere kerner, end man får med, når man samtidig spiser en fornuftig mængde frugtkød. Denne regel, som bygger på sund fornuft, giver en bred sikkerhedsmargen og kan anvendes uden betænkeligheder.

Intet naturligt forekommende stof er mere misforstået end cyanid. I årenes løb er der opbygget en til overtro grænsende uvidenhed, som går tilbage til de tidlige dage, hvor man først fastslog, at cyanid kan være giftigt. Denne fejlopfattelse har holdt sig helt op til vore dage, så der for den brede befolkning er lighedstegn mellem cyanid og gift. Derfor er der blevet opbygget en antipati mod stoffet i vores kultur, hvor man fastslår, hvor meget der er i vores kost og gør sig alle mulige anstrengelser for at eliminere stoffet. Levnedsmiddelkontrollen besøger butikker for at sikre, at stoffet ikke udbredes, og sundhedsmyndighederne har endog tilladt love, som forbyder salg af enhver vare, hvis indhold af stoffet er højere end en 400-del procent (8)! Med så meget "beskyttelse" er det næppe mærkeligt, at den amerikanske befolkning rammes af den store mangelsygdom ved navn kræft.

Så meget om cyanid i naturlige levnedsmidler. Hvad med de syntetiske former for B17-vitamin, der kendes under betegnelserne amygdalin og laetrile? Her er der endnu mindre grund til bekymring. I mere end 100 år har stoffet været beskrevet i farmakologiske lærebøger som værende ugiftigt. Gennem næsten 200 års brug verden over er der ikke ét eneste tilfælde af død eller alvorlig sygdom.

Amygdalin blev opdaget i 1830 af den tyske kemiker von Liebig. Iflg. American Illustrated Medical Dictionary (1944) betyder amygdalin "mandelagtig" og henviser til, at stoffet først blev isoleret fra bittermandelkerner . Derefter er stoffet i en eller anden form blevet brugt og undersøgt, og dr. Burk siger: "Om de kemiske og farmakologiske egenskaber ved amygdalin ved vi mere, end vi ved om de fleste andre almindeligt brugte lægemidler". Siden 1834 har stoffet stået i lægemiddelfortegnelser. Allerede i 1848 blev der gennemført toksicitetsforsøg med stoffet på hunde. I 1907 blev det optaget i Merck-Index. Og i 1961 fandt det vej til den kinesisk-koreanske liste over plantelægemidler samlet af Sun Chu Lee og Yung Chu Lee, der beskriver dets brug som et middel til "kræftløsning" (10).

Som mange andre kemiske forbindelser forekommer amygdalin i flere forskellige krystallinske former, der varierer alt efter det deri indeholdte antal vandmolekyler. Uafhængigt af formen opløses alle krystaller til en og samme form for amygdalin. Det krystal, dr. Krebs udviklede, og som kendes under navnet laetrile, er enestående, fordi det er langt lettere opløseligt end andre former og derfor langt lettere kan gives som injektion til patienter i mængder med langt højere koncentration.

Hvad spørgsmålet om den potentielle toksicitet ved laetrile angår, har dr. Burk følgende udtalelse:

Efter 45 år med forskning i kræft, heraf de sidste 33 år ved National Cancer Institute i USA, og med en samling af sagsakter over praktisk taget hele den litteratur, der findes om brugen af amygdalin ("laetrile") ved kræft, samt utallige sagsakter med dokumenter og noter, der aldrig har været offentliggjort, har jeg ikke fundet nogen forklaring på, at den farmakologiske skadeliggørende virkning ved amygdalin for mennesker i de doseringer, som læger i USA og udlandet anbefaler eller anvendt, ikke har kunnet påvises (11).

Dr. D. M. Greenberg, professor emeritus i biokemi ved University of California i Berkeley og rådgiver ved Cancer Advisory Council for de californiske sundhedsmyndigheder, bekræfter dette med følgende ord:

Der er ingen tvivl om, at rent amygdalin (laetrile) er et ikke-giftigt stof. Ingen, som har nærlæst de beretninger, Cancer Advisory Council i Californien har udgivet, kan være i tvivl (12).

Ved de første laetrileforsøg frygtede man, at stoffet kunne være giftigt ved oral indtagelse. Denne bekymring stammede fra, at i begyndelsen var metoderne til fjernelse af beta-glucosidase (spalte­enzymet) fra abrikosekstrakt endnu ikke tilstrækkeligt udviklede. Laetrile er en høj koncentreret form for B17-vitamin, så man frygtede, at det ved aktivering via mavesafter kunne give problemer. Derfor anbefalede man i nogle af de tidlige skrifter udelukkende injektion og advarede mod oral indtagelse. Men denne advarsel er for længst trukket tilbage, og der findes ingen medicinske grunde til ikke at indtage laetrile oralt.

Aspirin er 20 gange så giftig som samme mængde laetrile. Aspirins giftighed er kumulativ og kan opbygges over dage og endda måneder. Den kemiske proces, B17-vitamin udløser, er derimod afsluttet i løbet af få timer - uden rester. I USA dør årligt over 90 mennesker af aspirinforgiftning. Endnu er ingen døde af B17-vitamin.

Aspirin er analogt til et stof, der findes i naturen, men det er stadig et syntetisk middel. Det er ikke identisk med den model, det er bygget efter. B17-vitamin er derimod et stof, der findes i spiselige planter i store mængder. Det er ikke syntetisk - og ikke fremmed for kroppen. I sin reneste form er laetrile endog endnu mindre giftigt end sukker.

På basis af en række tests med voksne mus fortæller dr. Burk, at musene nåede en ekstremt høj alder ved godt helbred, når deres foder bestod af op til 50% abrikoskerner, hvorfra man havde fjernet fedtet. Efter hans udsagn betød det hele 125 mg B17-vitamin om dagen til hver mus. Og han tilfø­jer, at kernerne "samtidig gav et værdifuldt vitamin- og mineralrigt foder" (13).I et andet forsøg blev hvide rotter fodret med 7 gange den menneskelige dosis laetrile. Eneste bivirkninger var øget appetit, vægtøgning og bedre sundhed - præcis, hvad man kan forvente af et vitamin.

Og i øvrigt... skønsmæssigt dør 100.000 mennesker hvert år af receptpligtig medicin (14).

Noter:

  1. Citeret efter "Of Apricot Pits and Hunzaland" af Mike Culbert, Berkeley Daily Gazette, 13. august 1972.
  2. Skrivelse til forfatteren af 20. september 1972; Griffin, Private Papers, op. cit.
  3. Notat fra dr. Dean Burk til Mr. M. Standard, 13. december 1972; Griffin, Private Popers, op cit.
  4. Notat fra dr. Dean Burk til Mr. B. Stenjen, formand for Waikiki-afdelingen af National Health Federation, 20. december 1972, Private Papers, op. cit.
  5. Cancer News Journal, september/december 1970, s. 7-8.
  6. I dette tilfælde foreslår dr. Krebs, at man rister kernerne 30-50 minutter ved 100°C for at deaktivere beta-glucosidase
  7. The Living State; With Observations on Cancer (New York and London: Academic Press, 1972), s. 77.
  8. Se Requirements of the United States Food, Drug, and Cosmetic Act, FDA Publication No. 2, Rev. juni 1970, s. 26.
  9. De "søde mandler", der er i handlen i USA, indeholder intet B17-vitamin. "Bittermandler" indeholder derimod stoffet i store mængder - mere end abrikoskerner. Under alle omstændigheder blev næsten alle bittermandeltræer fældet - for det første, fordi amerikanerne foretrækker søde mandler, for det andet på grund af FDA's restriktioner på markedsføringen af bittermandler (se fodnote 8).
  10. Notat fra dr. Dean Burk til Mr. M. Standard, 13. december 1972; Griffin, Private Papers, op. cit.
  11. Notat fra dr. Dean Burk til Stephen Wise og Gregory Stout fra 17. december 1972; Griffin, Private Papers, op. cit.
  12. Erklæring fra 13. oktober 1969, citeret efter oplægget til et notat fra dr. Dean Burk, ibid.
  13. Notat fra dr. Dean Burk fra Senator Lou Frey jr. Fra 30. maj 1972, trykt i Cancer Control Journal, maj/juni 1973, s. 6.
  14. "System to control deadly drug interaction failing" af Andrea Knox, Knight Ridder Newspapers, 7/1 2001.

Læs også:
B-17 vitamin - også kaldet laetril og amygdalin
Laetrile-kvaksalverne hjælper kræftpatienter
Spis også kernerne!

Health News 2011

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012