Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Orthomolekylær medicin - ingen konfektionsmedicin, tak!

Den orthomolekylære medicin beskytter og helbreder med specifikke blandinger af næringsstoffer - og fejer dermed traditionelle vitaminpiller af tronen. Hvad er det dog, der sker?

Den konventionelle medicin og vitaminpilleindustrien betragter den med mistro, fremhæver dens mangel på videnskabelig basis og taler om farlig overdosering af mikronæringsstoffer. Alligevel er den orthomolekylære medicin allerede officielt anerkendt i USA. Men i Tyskland anses den stadig for at være en alternativ behandlingsform. Hvad denne form for "naturmedicin" kan, hvordan den fungerer, og hvorfor den har det så svært her hos os, forklarer apoteker dr. Hans Peter Weinschenck i dette interview.

Hvad betyder "orthomolekylær", og hvad gemmer der sig bag navnet?

"Orthomolekylær" betyder direkte oversat de "rigtige smådele". Hermed menes de rigtige mikronæringsstoffer i naturnær form, optimal mængde og koncentration. Bag begrebet orthomolekylær medicin gemmer sig forebyggelse og behandling af sygdomme med disse mikronæringsstoffer. Den dobbelte nobelpristager og far til den orthomolekylære medicin, den amerikanske kemiker Linus Pauling, definerer det således: "Orthomolekylær medicin er bevarelse af et godt helbred og behandling af sygdomme gennem ændringer i koncentrationen af stoffer i menneskekroppen, som normalt er til stede og er nødvendige for et godt helbred".

Kan du komme med et eksempel?

Relativ mangel på D-vitamin bliver afhjulpet ved at tilføre D-vitamin, allergiproblemer lindres ved tilførsel af C-vitamin og zink. Man bruger kun stoffer, der ikke er fremmede for kroppen. Altså ingen kemisk-syntetiske stoffer, men f.eks. fedtsyrer, aminosyrer, vitaminer, sporstoffer og mineraler.

Men i den orthomolekylære medicin ligger dosis ofte op mod 100 gange over kroppens fysiologiske behov. Er det nu også sundt?

Man mangler stadig at finde en nøjagtig definition på "kroppens fysiologiske behov". Anbefalingerne fra Deutsche Gesellschaft für Ernährung (DGE - svarer til det danske Ernæringsrådet) er beklageligvis fastsat uden videnskabeligt belæg og har derfor i de sidste årtier fulgt de amerikanske. I øvrigt mener jeg, at en kortsigtet øget zinkudskillelse via urinen kan forsvares, hvis det betyder, at en virusinfektion kun varer fire dage i stedet for de gennemsnitlige 11.

Mener du også, at de aktuelle forsøg, der viser, at for mange næringsstoffer kan være sundhedsskadelig, er utroværdige?

Ja. Frem for alt undersøgelser af E-vitamin. Man kan få oplyst, om forsøgene bruger naturligt eller syntetisk vitamin. Og der findes ingen informationer om tilsatte kemiske stoffer - et blødgøringsmiddel i kapslerne kan f.eks. forvanske resultaterne. Læger og patienter ser ofte for enkelt på tingene. De tror, at det er gjort med at tage en pille med et enkelt indholdsstof - og så er det hele i orden igen. Men så enkel er biologien ikke. (Der er 37% lavere risiko for hjerteinfarkt ved indtagelse af store doser E-vitamin. Kilde: Harvard Physicians Study).

Hentyder du til de vitaminpiller, man kan købe i almindelig handel?

Ja. Ganske vist er de bedre end ingenting, hvis man tror på DGE's oplysninger om mangeltilstande. Men indholdet af næringsstoffer i disse produkter er oftest for ringe til, at man kan gøre noget effektivt og nå det rigtige blodindhold, som det f.eks. gælder for D-vitamin. Desuden indeholder pillerne problematiske hjælpestoffer, som er tilsat for at fremme produktionen og gøre dem mere holdbare. Efter min mening kan mange mennesker ikke tåle disse stoffer i det lange løb. Frem for disse "kollektions"-piller foretrækker jeg derfor individuelle løsninger som orthomolekylær medicin. For hvert enkelt menneske er jo unikt. (45 stoffer - så mange anvender orthomolekylærbiologerne til forebyggelse og behandling).

Kritikere betvivler den orthomolekylære teori om, at sygdomme frem for alt skyldes en biokemisk ubalance.

Det er vigtigt at se på, hvem disse kritikere er. Desuden skal man tænke over, hvor ofte kronisk sygdom grundlæggende skyldes ubalancen mellem sund kost og fastfood. Over for dette har den orthomolekylære middelhavskost i mange forsøg vist sig at være sundhedsfremmende. Et eksempel: Hvis du har brystkræft, kan det vare længe, inden du bliver syg. Først når andre faktorer som kost og miljø kommer til, afgøres det, om kræften udvikler sig. Det afgørende er ikke skæbnen, men den tidligere omtalte ubalance i de orthomolekylære stoffer gennem forkert kost samt kroniske mave-/tarmforstyrrelser. En bedre og mere troværdig vej til bred forebyggelse og opretholdelse af et sundt helbred kan jeg ikke se.

Hvilke mennesker bliver hjulpet af orthomolekylær medicin?

Alle dem, der lever usundt, f.eks. rygere og personer, der spiser en ensidig kost. Og personer med kroniske sygdomme og et deraf følgende højt indtag af lægemidler. Den orthomolekylære medicin er også til mennesker, som efter gentagne undersøgelser inden for den konventionelle medicin ikke kan få stillet en diagnose, men som alligevel føler sig syge og trætte - eller er udbrændte. Også et middel som P-pillen øger på langt sigt behovet for mikronæringsstoffer.

Hvis man spiser sundt, har man altså behov for den orthomolekylære medicin?

Jamen, kender du nogen, der overhovedet ikke spiser E-numre, kantinekost, chokolade eller drikker cola?

Hvad så med børn og gravide?

Den orthomolekylære medicin giver god mening til børn med oppustet mave, allergi eller neurodermitis. Til gravide har man allerede anvendt orthomolekylær behandling i mere end 20 år til at forebygge neuralrørsdefekt og læbe-/ganespalte med B12-vitamin og folsyre. Og et orthomolekylært kosttilskud kan sænke risikoen for et forhøjet blodtryk eller diabetes under graviditeten.

Kan lægmand gennemføre en så kompleks behandling selv?

Nej, man skal gå til en fagmand, dvs. en uddannet læge eller apoteker. Hverken Google eller flotte brochurer, der kommer ind ad brevsprækken, kan erstatte en personlig samtale. Man må aldrig ignorere interaktioner med andre lægemidler. Og somme tider er der tilfælde, hvor for meget af et mikronæringsstof kan skade: Ved infektioner styrker zink i høje doser gennem nogle få dage immunforsvaret. Men for meget zink gennem længere tid kan lamme kroppens egenproduktion.

Er den orthomolekylære medicin lettere at tåle?

Ja, den er langt lettere at tåle end almindelige, kemisk fremstillede medikamenter. I mange tilfælde er de ikke en behandling i sig selv, men et supplement til den konventionelle medicin. Det understøttende tilskud af mikronæringsstoffer under kemoterapi er helt almindelig i mange helhedsorienterede klinikker - til at mindske bivirkningerne, stabilisere immunforsvaret og øge livskvaliteten.

Dr. Hans Peter Weinschenck er apoteker i Satrup ved Flensburg og ekspert i orthomolekylær medi­cin

INFO

  • Alt efter produkt og indikation koster en forebyggende blanding fra 25 euro pr. måned. Der findes også kombinationsprodukter til afgiftning og tarmrensning - alle med brugsvejledning.
  • Kun i undtagelsestilfælde betaler sygesikringen omkostningerne. De private sygesikringsordninger betaler f.eks. 70-100%, hvis den orthomolekylære medicin tages som supplement til kemoterapeutisk behandling, til dialysepatienter eller ved behandling for barnløshed. Spørg altid sygeforsikringen, inden du går i gang med behandlingen.
  • Når du køber orthomolekylær medicin, skal du være opmærksom på at vælge hypoallergene produkter uden tilsætningsstoffer.

Health News 2011

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012