Godt at vide

Bierne producerer virksomme naturlægemidler

Det summer af liv i en bikube! 60.000 flittige arbejderbier opfeder dronningen og hendes børn – og producerer samtidig lægemidler til os mennesker. Men det er først nu, lægerne er ved at finde ud af, hvor gode de er til at helbrede vores dårligdomme.

Kan man forestille sig en verden uden bier? Den tyske fysiker og Nobelpristager Albert Einstein sagde det allerede i 1924: “Når bierne engang forsvinder fra jordens overflade, har mennesket kun fire år tilbage at leve i”. Nutidens forskere giver ham ret, for de 12 mm små brummere bestøver mere end 80 % af alle jordens frugt- og kulturplanter og har derfor en afgørende rolle for vores økosystem. Og disse dinosaurer blandt de flyvende insekter – de har været på jorden i 100 mio. år – er også økonomisk set nyttedyr for os mennesker: Naturprodukter som honning og gelé royal er hvert år en verdensomspændende produktion på 153 mia. euro.

Man kan ikke overvurdere de små dyrs betydning for lægekunsten. Stadigt flere forsøg vidner om naturlægemidlernes behandlingsmæssige betydning. “Apiterapi kalder man den medicinske gren, hvor man bruger produkter fra honningbien Apis mellifera til at bekæmpe sygdomme og til sårheling. De aktive stoffer optræder i påviselige mængder, og deres virkning er godt belyst”, lyder det fra professor Jürgen Tautz, biolog, biforsker og grundlægger af BBEgroup ved den biologiske afdeling af universitetet i Würzburg.

Strengt taget er apiterapi overhovedet ikke en ny behandlingsform, men regnes faktisk for at være den ældste form for medicin, anvendt af mennesker i over 6.000 år. “Særligt honning til sårheling, propolis som naturligt antibiotikum og bistik som den ældste form for akupunktur eller som indsprøjtning er urgammel apiterapi”, forklarer dr. Stefan Stagaciu, formand for det tyske apiterapi-forbund i Weilheim-Marnbach.

Og det stopper ikke der. Tag fx biernes harpiks, propolis. “Denne planteharpiks indsamles af bierne og beskytter sarte blomster- og bladknopper mod svampe- og bakterieangreb. Præcis denne virkning har propolis også på mennesker”, forklarer professor Tautz. Det gør biernes harpiks til et genialt naturmiddel ved sår, mindre forbrændinger, hudproblemer i forbindelse med psoriasis, begyndende dermatitis eller sår i tandkødet efter tandlægebehandling. Også hårdnakkede betændelser i slimhinden i maven og tolvfingertarmen hører til de nye behandlingsområder for propolis.

Som et velopfyldt naturapotek giver bistaderne os følgende fire produkter:

  • Honning er så at sige biernes daglige brød. De producerer honning af blomsternektar, og det færdige produkt består af ca. 200 indholdsstoffer, primært frugt- og druesukker, vand, pollen, enzymer, vitaminer og proteiner.
  • Propolis, også kendt som bi-harpiks, er en blanding af den planteharpiks, bierne har samlet, og egne sekreter. Insekterne udnytter dette naturlige antibiotikum til at desinficere bistadet og beskytte deres forråd mod smitstoffer. Som næringstilskud bliver harpiksblandingen solgt som kapsler, tinkturer eller sugetabletter.
  • Gelé royal er betegnelsen for den fodersaft, bierne opfeder deres dronning med. Specielle kirtler på arbejderbierne danner denne næringsholdige cocktail af sukker, vand, aminosyrer, fedtstoffer, mineraler og vitaminer. Som kosttilskud til mennesker findes det oftest i kapselform.
  • Pollen bliver indsamlet af bierne på deres “bytteflyvning” fra blomst til blomst til deres egen proteinforsyning. Som kosttilskud, oftest i tørret form, styrker den immunforsvaret og er samtidig i stand til at dæmpe allergiske reaktioner.

Læs også
Medicin fra biernes verden
Pollen – holistisk plantemedicin
Pollen – superfødevare for alle pengene
Propolis – et fantastisk naturmiddel med en lang historie
Propolis – en håndsrækning fra bierne
Sådan kan du bruge honning
Ambrosia med stevia og pollen
Fuldkorns-honningmuffins

Kilder
Deutscher Apitherapie-Bund e.V. (DAB)
Dalichow I. Bienengeheimnisse, Goldmann Verlag, 272, sider, 13 euro.