Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Amerikanerne opdager lecithinet

 Morrisons diæt mod åreforkalkning og "Club for Research on Aging"

Kort før 2. Verdenskrig brød ud, rejste en engelsk forsker til USA for at forelægge sine amerikanske kolleger et usædvanligt forslag. Det var dr. Korenchevsky, professor i patologi ved Lister-Instituttet i London, som hovedsageligt beskæftigede sig med forebyggelse af sygdom. Korenchevskys speciale var studiet af aldersprocessen med den bagvedliggende biokemi. Efter utallige dyreforsøg og enkelte forsøg på egen krop var han overbevist om, at spørgsmålet om aldring ikke kan affærdiges med slagord som "opslidning af organerne" og "selvforgiftning", men at processen omfatter et helt videnskabeligt kompleks.

Korenchevsky besøgte derfor læger, biologer og kemikere i USA med det formål at oprette en international gruppe til udforskning af aldersprocessen. Ganske vist havde man i Europa i de foregående 70 år forsket i aldringens gåde, men det havde mest handlet om sensationelle forsøg på foryngelse, hvis mere eller mindre vellykkede resultater blev diskuteret i salonerne i Paris, Wien og London.

Det hele begyndte med den 70-årige Brown-Séquards egenforsøg i 1889. Han indsprøjtede et ekstrakt udvundet af knuste hunde- og marsvinetestikler for at opnå en gunstig effekt på kønskirtlerne og en generel foryngelse af kroppen. Desværre døde han, inden man kunne konstatere, om denne kirtelinjektion var lykkedes.

Mange af os husker den opsigt, den østrigske fysiolog Eugen Steinachs operationer vakte. Efter forsøg med aldrende rotter antog han, at man kan opnå en foryngende virkning ved at underbinde sædlederne og dermed stimulere kønsorganerne. Russeren Voronoff indopererede kønskirtler fra aber på mennesker. Men med disse podninger forsvandt også det ungdommelige udseende og følelserne, og de almindelige aldersbesværligheder dukkede igen op.

Erfarne læger advarede ret hurtigt mod sådanne "foryngelseskure" og henviste til, at man med disse operationer også kunne afskaffe andre alderssygdomme som f.eks. prostatahypertrofi, hvorved det almindelige velbefindende utvivlsomt ville øges. Den fransk-amerikanske læge Alexis Carrel, der døde i 1944, beskrev muligheden for "at give en gammel mand kirtlerne fra et dødfødt barn og blodet fra en ung mand og dermed muligvis forynge ham". Men han vidste også, at man ikke havde løst alderdommens gåde med sådanne operationer.

For videnskaben drejer det sig mindre om foryngelse end om forebyggelse af aldersproblemer. Derfor genoptog amerikanerne dr. Korenchevskys tanker og grundlagde i 1940 i Washington "Club for Research on Aging" (Klubben til udforskning af aldringsprocessen). Man holdt medlemstallet meget lavt, og kun toneangivende forskere deltog. Målet for klubben var: Sundhed i den tredje alder.

Kur mod aldersfedt
Ud af denne sammenslutning af repræsentanter for forskellige medicinske discipliner opstod videnskaben om alderssymptomer: Gerontologi (af græsk geron = gammel).

Man har ofte sammenlignet menneskekroppen med en maskine, hvis enkeltdele med tiden slides op, fordi de arbejder konstant. Men det er forkert at tale om et gammelt hjerte eller en brugt hjerne - den store tyske neurolog Oskar Vogt påviste for 25 år siden, at vores tænkeorgan kan blive op til 120 år gammelt. Hjertesvigt hos ældre skyldes som regel en afbrydelse i det dermed forbundne kredsløb. Og dette kan igen tilskrives en forandring i arterierne eller celledannelsen.

På den anden side skal vores hjerte yde mere, fordi kroppens omfang øges med alderen. Man har regnet ud, at ½ kg ekstra kropsvægt giver blodet en omvej på ½ km i de små blodkar. Det såkaldte aldersfedt må ikke forveksles med fedme, som opstår, fordi de endokrine (indre) organer står af.

Korpulence er årsag til mange alderssygdomme, og hvis 100 mennesker med normal kropsvægt dør midaldrende, dør 139 korpulente i samme alder. Det påviste dr. Louis Dublin ud fra forsikringstabeller på vegne af de amerikanske myndigheder.

Hvorfor opstår aldersfedme? I mange tilfælde trænger den sig på allerede ved de 45-50 år. Det er et overskud af energi, der bliver tilført med kosten, men som ikke bliver brugt. Med energiindhold menes den varmemængde, der opstår ved forbrændingsprocesserne i cellerne. Det måles i kalorier. De fedtstoffer, vi optager med kosten, indeholder flere kalorier end kulhydrater og proteiner. De enkelte fedtpartikler kommer fra tarmkanalen ind i leveren - det mest geniale kemiske laboratorium, der findes. I leveren har fedtet to opgaver: At holde neutralfedtet i sin reneste form opløst og at transportere fedtsyrer, kolesterol og andre fedtafledte stoffer ind i blodet.

Forstyrres dette fedtstofskifte, ophobes for mange fedtsyrer i leveren, dens funktion påvirkes, og der udvikles fedtlever. Og man behøver ikke være bange for, at leveren får for lidt fedt. Den kan producere fedt ud fra kulhydrater, så blodstrømmen ikke løber tør for lipider selv ved fedtfattig kost. Hvis der er for meget fedt i kredsløbet, slår det sig ned i de forskellige væv i kroppen og danner uønskede polstre på hofter, bryst og muskler, under huden og omkring de indre organer. Kroppen skaffer sig et lager til dårlige tider, og disse fedtdepoter giver svære skader i mange organer.

Leveren er også det sted, hvor kolesterol nedbrydes af en del af fedtet og videregives til galden. Her holdes det opløst af lecithin. Hvis lecithinindholdet falder, øges galdens kolesterolindhold, og der dannes galdesten. Har galden derimod nok lecithin, forhindres stendannelsen.

For meget kolesterol i blodet har også andre farlige følger. Da professor Lester M. Morrison hørte om et dyreforsøg i San Francisco, gav det håb for hans 21 patienter, der i årevis ikke havde haft held med nogen form for kur. Det havde i mellemtiden vist sig, at mange ikke kunne tåle den strenge kalorierestriktion, dr. Evans og dr. Strang ordinerede. Men hvordan kan man så reducere blodets fedtspejl? Man forsøgte at øge stofskiftet med et skjoldbruskkirtelekstrakt af heparin (et stof, der dannes i leveren), nikotinsyrepræparater og kønshormoner. Men disse midler brød dr. Morrison sig ikke om, fordi de ikke uden risiko kan indtages over længere tid. Han søgte efter en naturlig og uskadelig form for hjælp til at nedbryde kolesterol i blodet hos sine patienter - og helst også reducere den selvstændige dannelse af fedtsyrer.

De patienter, hvis kolesterolspejl lægen bekymrede sig så meget om, fordi det konstant lå på over 300 mg %, havde allerede enten haft et myokardie-infarkt, eller led af svagt hjerte og indsnævringer af kranspulsårerne. Deres gennemsnitsalder var 60 år, og den ældste var 80. Alle fire mænd og 11 kvinder havde igennem flere år kun fået 25 g fedt om dagen, men det farlige overskud af kolesterol i blodet forsvandt ikke. Nu kom så dette med spænding ventede hundeforsøg i San Francisco!

Tre læger, dr. Meyer-Friedmann, dr. Sanford Byers og dr. Ray Rosemann, fodrede dyrene med store mængder kolesterol og målte nøje deres kolesterolspejl. Efter nogen tid kunne de påvise, at overproduktionen af kolesterol havde sat sig i arterievæggene og dermed mindsket diameteren på disse.

Man anså dermed i første omgang sygdom i karvæggene, kaldet arteriosklerose eller åreforkalkning, for at være en stofskiftesygdom. Når sygdommen opstod ved fedtaflejringer, måtte den også kunne afhjælpes ved nedbrydning og fjernelse af de overflødige fedtprodukter. Så i kampen mod hjertedød og åreforkalkning i hjernen greb lægerne til vidundermidlet sojabønner og stoffet lecithin granulat, som udvindes heraf.

Man indsprøjtede de opfedede hunde med dette mirakelmiddel - en organisme uden lecithin kan ikke overleve. Og som hos Nora, den russiske hunhund, der led af depression, hjalp lecithin også her. Det nedbrød fedtdepoter, og kolesteroltallet sank. Derefter forsvandt åreforkalkningssymptomerne i hjerte- og hjernearterierne. Det var nærliggende at gentage forsøget med mennesker med forhøjet kolesterolspejl. Her injicerede man ikke lecithinet, men gav det sammen med kosten.

Et aldersspøgelse bliver besejret
Hvor store mængder lecithin er nødvendige for at normalisere kolesterolspejlet hos mine patienter? spurgte professor Morrison sig selv.

At lecithin spiller en rolle i næsten alle vitale processer i kroppen, havde man allerede påvist. Det fremskynder fedtomdannelsen i leveren, transporterer lipider i blodstrømmen, tilfører fedtsyrer i opløst tilstand til cellens indhold og letter dermed optagelsen af fedt, og det emulgerer kolesterol og gør det dermed uskadeligt. I årevis havde professor Morrison iagttaget, at hos patienter med akut åreforkalkning sker denne emulgering ikke, fordi de mangler katalysatorer og opløsende midler.

Her kom sojalecithin granulat ind i billedet. Morrison besluttede sig for at give det i en relativt høj dosis, så nogle af patienterne fik ud over deres fedtfattige kost ca. 6 g lecithin tre gange dagligt før et måltid. Andre foretrak en enkelt dosis på 12 g før morgenmaden. Forsøg blev også gjort med endnu højere doseringer af professor Rietschel i Herford, Tyskland. Morrison målte sine patienters kolesterol spejl omhyggeligt. Allerede efter tre måneder faldt det hos de fleste med 15-25% - hos enkelte endog med 41%, eller hvad der svarer til 156 mg %. Kan man opnå denne ændring uden diætkost? Det lykkedes professor Morrison hos enkelte patienter ved at give dem lecithin granulat før måltiderne 2-3 gange dagligt.

Næsten alle patienter tålte disse doser, så et alderdomsspøgelse var blevet manet i jorden. Sagt biokemisk: Forholdet mellem fosfolipider og kolesterol er vigtigt for nedbrydningen af fedt. Lecithin-tilførslen har en gunstig effekt og hindrer aflejring i hjertets og hjernens arterier, og årsagen til åreforkalkning skal derfor ikke så meget findes i overanstrengelse eller træthed i visse områder af arterienettet, men i den unormale fordeling af lipider, en stofskifteforstyrrelse i hele kroppen, som manifesterer sig i bestemte områder og bidrager til gradvis ødelæggelse af karvæggene.

En statistik fra årene 1951-1953 viser, at USA har det højeste fedtindhold (41%) i kosten. Derefter følger Sverige med 38%, Vesttyskland med 36%, England med 35%, Holland med 34%, Spanien med 22%, Italien med 20% og endelig Japan med 8%. Og i sojabønnens land er dødsfald som følge af åreforkalkning da også meget lavere end i USA.

For knap 200 år siden udtalte Christoph Wilhelm Hufeland, makrobiotikkens fader, i sin bog  Die Kunst, das menschliche Leben zu verlängern (kunsten at forlænge menneskets liv), at kun de fødevarer, vi lader ligge tilbage, kan holde os sunde. I vore dage udtrykker den amerikanske professor William Dock det ikke ret meget anderledes, når han siger: "Kun kokken kan bremse åreforkalkning". Men bare rolig - lecithin kan også!

Læs også:
Lecithin Complex - mere info
Man er så ung som sine kar

Referencer:
Boller, R og Kutschera-Aichbergen. Über therapeutische Versuche mit Lecithin und mit Herz-Muskel-Phosphaftiden bei Herzschwachen. Archiv Klinischer Medizin 167, 1930.
Bursake. Arten der Lecithine. Chemisches Zentralblatt nr. 24, Leipzig 1931.
Claude H og Zaky A. La lecithine dans la tuberculose. C. R. Soc. Biol., 53, Paris 1901.
Cronheim W. Lecithin im Stoffwechsel der Erwachsenen. Z. diät, u. physik. Ther. 16, 1912.
Danilewsky B. Über die Anwendung des Lecithins bei Nervenkrankheiten. Obosrenije psichiatrii nr. 5, 1899.
Diakonow C. Über das Lecithin. Medizinisch-chemische Untersuchungen von Hoppe-Seyler, Heft l og 3, Berlin 1866.
Dragendorff K. Eilecithin und Pflanzenlecithin. Chemische Zeitung 1933.
Dyckerhoff H og Frielingsdorff G. Über die Bedeutung des Lecithins für Gesamt- und Zellstoffwechsel auf Grund neuerer Forschungsergebnisse. Münchner Medizinische Wochenschrift, nr. 17, 1957.
Franchini G. Über den Ansatz von Lecithin und seinem Verhalten im Organismus. Biochemische Zeitung, 6, Berlin 1907.

Health News 2011

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012