Kvassiaved

Sundhedsfremmende virkninger

• Dræber virus, parasitter, lus, insekter og larver og virker ormeuddrivende
• Anvendes mod malaria
• Forebygger mavesår og stimulerer fordøjelsen ved at øge mængden af galde
• Virker febernedsættende og reducerer inflammation
• Renser blodet
• Virker mildt afførende og beroligende

Udseende

Kvassia er en af arterne i slægten Quassia – nogle botanikere betragter den dog som den eneste art. Det er en busk eller i sjældne tilfælde et lavt træ, oftest ca. 3 m højt, men kan blive op til 8 m. Bladene er 15-25 cm lange, sammenstillede og fjerlignende med 3-5 blade på en stængel, hvor skaftet er vinget. De 15-25 cm lange blomster er topstillede, og hver blomst er 2,5-3,5 cm lang, højrød på ydersiden og hvid indeni. Frugten er en 1-1,5 cm lang stenfrugt, der er rød, når den er moden.

Anvendelse

Blandt anvendelsesområderne er diarré, indvoldsorm, dysenteri, dårlig fordøjelse, for meget slimdannelse, ormeuddrivelse, tarmgas, mavesmerter, anæmi og lever- og mave-/tarmsygdomme.

Planten stammer fra og anvendes udbredt i Sydamerika – i indianske stammer mod svækkelse, fordøjelsesproblemer, feber (særligt plantens kerneved), leverproblemer, parasitter, malaria, slangebid og rygkramper. Brasilianske indianere bruger bladene i bade mod mæslinger, til mundskyl efter tandudtrækninger, til rensning af blodet og som insektmiddel, særligt mod bladlus på afgrøder, og som afføringsmiddel. I Peru anvendes kvassia som en fordøjelsesbitter, der stimulerer udskillelse af bl.a. mavesyre, og mod feber, tuberkulose, nyre- og galdesten. I Mexico anvender man træet mod lever- og galdeblæresygdomme og mod indvoldsparasitter.

I Europa anvendes plantens bitterstoffer ofte til at stimulere appetitten og udskille fordøjelsessafter, bl.a. ved at give smag til bittere og likører mv. til cocktails. Bitterstofferne tilsættes forskellige urtemidler, der styrker galdeblære, lever og andre fordøjelsesfunktioner, fordi kvassia er i stand til at øge mængden af galde, fordøjelsessafter og spyt. Og endelig anvendes et vandekstrakt af barken topisk mod fnat, lopper, lus og andre hudparasitter.

Desuden kan man lægge lidt kvassiaflis i havebassiner og springvand (eller i fuglebadet) for at dræbe myggelarver – uden at skade fisk eller fugle.

Indholdsstoffer

Kvassiaved indeholder mange aktive stoffer, bl. a. bitterstoffer, der angiveligt er 50 gange så bitre som kinin. Kvassia indeholder mange af de samme typer malariadræbende stoffer som kinin, samt stoffet kvassin i bark og ved. Barken indeholder desuden plantestofferne kvassimarin og simalikalakton D. Kvassimarin har i flere forsøg vist sig at virke mod leukæmi og svulster, og simalikalakton D virker mod malaria og vira og hæmmer svulster og kræft. Andre kvassinoider har udvist amøbedræbende aktivitet både ved reagensglas- og kliniske forsøg.

Kvassia indeholder desuden stoffer, der kan øge udskillelsen af mavesyre og galde, og det er måske forklaringen på plantens appetitstimulerende og fordøjelsesfremmende virkninger.

Klinisk forskning

Adskillige tidlige forsøg udført på kvassia har bekræftet dets traditionelle brug som naturligt insektmiddel. Forsøgene dokumenterer dets effektivitet mod hovedlus hos mennesker. Et af disse forsøg rapporterede 99 % effektivitet på 454 patienter, som kun fik to topiske behandlinger med en uges mellemrum. I et dobbeltblind placebo-kontrolleret forsøg fra 1991 påviste man en forebyggende virkning på 148 børn med lus, idet der var færre nye tilfælde blandt dem, der blev behandlet med kvassiavedekstrakt. Desuden viser resultater, at et vandekstrakt af kvassia virker mod bladlus, og forskere i Indien har påvist larvedræbende aktivitet mod adskillige typer af insekter, herunder moskitoer. Eftersom kvassia længe er blevet anvendt mod malaria i Sydamerika, har forskerne også undersøgt denne biologiske virkning. Et forsøg viste en stærk malariadræbende aktivitet hos mus.

Forskere ved Texas Christian University påviste i 1996 ved reagensglasforsøg, at et vandekstrakt var aktivt mod HIV-smittede celler. Et klinisk forsøg fra 1978 rapporterede, at kvassiaved og/eller udtræk af træets saft (samt det isolerede stof kvassimarin) hæmmer væksten af leukæmi hos mus. Og senest i 2002 har et ekstrakt af kvassiaved vist sig at hæmme dannelsen af mavesår fremkaldt af stress og forskellige kemikalier. Forud for dette forsøg blev der i USA udstedt patent på de kvassinoide stoffer i kvassia, hvori der står, at de har “bemærkelsesværdige mavesårshæmmende virkninger med lav toksicitet”. Et andet klinisk forsøg viser, at kvassia har en smertestillende, muskelafslappende og beroligende virkning på rotter og mus.

Dosering og tilberedning

• Te: l kop 2-3 gange dagligt
• Udblødning: l kop 2-3 gange dagligt

Den rigtige dosis afhænger af mange faktorer, fx alder, generelt helbred osv. De videnskabelige beviser er på nuværende tidspunkt ikke tilstrækkelige til at fastsætte en passende dosis. Husk, at naturprodukter ikke altid er uskadelige, og at doseringen er vigtig. Følg altid informationen på etiketten og spørg en apoteker, læge eller anden sundhedsfaglig vejleder inden brug.

Traditionel brug som fordøjelsesfremmende middel er ½ tsk. pulver af kvassiaved i en kop kogende vand indtaget 10-15 minutter før et måltid eller sammen med det. Alternativt kan man indtage l g i tabletter eller kapsler 2-3 gange dagligt på tom mave for at rense fordøjelsessystemet for parasitter.

Man kan også udbløde 2 tsk. pulver eller skaller af veddet i en kop koldt vand natten over. Blandingen drikkes mod indvoldsparasitter, galdesten og fordøjelsesproblemer og kan anvendes topisk mod parasitter i hud og hår eller som insektspray, specielt mod bladlus på planter og lopper på hunde.

Til lus eller lopper sis blandingen og hældes over hovedbunden eller smøres direkte på huden. Vask blandingen af i løbet af en times tid (eller lad det blive siddende, hvis det drejer sig om en hund). Gentag behandlingen mod lus hver tredje dag i alt tre gange og mod lopper en gang om måneden.

Graviditet og amning: Indtag IKKE kvassiaved.

Interaktioner og kontraindikationer

Forskere har påvist, at kvassia har en fertilitetshæmmende virkning på mandlige rotter. Mænd, der er i fertilitetsbehandling eller ønsker at få børn, bør derfor undgå kvassiaved, fordi planten kan have en negativ indvirkning på fertilitetsfremmende midler til mænd.

Kvassia kan fjerne kalium fra kroppen og dermed øge risikoen for bivirkninger ved digoxin og forstærke virkningen af vanddrivende midler. I modsætning til syreneutraliserende midler, H2-blokkere og proton-pumpe-hæmmere øger kvassia mængden af mavesyre og formindsker dermed virkningen af disse midler.

Bivirkninger

Kvassia kan give bivirkninger i form af irritation af mundhulen, halsen og fordøjelseskanalen, samt kvalme og opkastning. Lang tids brug kan give synsændringer og blindhed. Store doser af kvassiaved kan irritere slimhinden i mundhulen, halsen og maven og føre til kvalme og opkastning. Undgå at overskride de anbefalede doser. Meget store doser kan give unormal hjertefunktion.

Undgå kvassia, hvis du har fordøjelsesproblemer eller -sygdomme, fx mavesår eller sår på tarmen, Crohns Syge, infektioner og mange andre lidelser. Undersøgelser af toksicitet foretaget på rotter og mus har ikke vist nogen skadegørende virkning i orale doser op til 5 g pr. kg kropsvægt.

Læs også
Bitterens historie – en fremmer af sundhed og velvære
Anvendelse af urter: Afkog og teudtræk
Naturterapi: Boost dit helbred med kræfter fra naturen
Fordøjelsesproblemer kan løses uden piller
Hvad er Crohns sygdom?

Kilder
Lewis WH, Elvin-Lewis MPF. Medical Botany. Hoboken: Wiley s. 598, 2003.
Mishra K et al. Plasmodium falciparum: In vitro interaction of quassin and neo-quassin with artesunate, a hemisuccinate derivative of artemisinin. Exp. Parasitol. 29. december 2009.
Cachet N et al. Antimalarial activity of simalikalactone E, a new quassinoid from Quassia amara L. (Simaroubaceae). Antimicrob. Agents Chemother. Oktober 2009; 53(10): 4393-8.
Houel E et al. Quassinoid constituents of Quassia amara L. leaf herbal tea. Impact on its antimalarial activity and cytotoxicity. J. Ethnopharmacol. Oktober 2009; 126(1): 114-8.
Bertani S et al. Quassia amara L. (Simaroubaceae) leaf tea: Effect of the growing stage and desiccation status on the antimalarial activity of a traditional preparation. J. Ethnopharmacol. 20. April 2007; 111(1):40-2.
Bertani S et al. Simalikalactone D is responsible for the antimalarial properties of an Amazonian traditional remedy made with Quassia amara L. (Simaroubaceae). J. Ethnopharmacol. 3. november 2006;108(l):155-7.
Vigneron M et al. Antimalarial remedies in French Guiana: a knowledge attitudes and practices study. J Ethnopharmacol. April 2005; 98(3): 351-60.
Bertani S et al. Evaluation of French Guiana traditional antimalarial remedies. J. Ethnopharmacol. April 2005; 98(1-2): 45-54.
Ajaiyeoba EO, et al. In vivo antimalarial activities of Quassia amara and Quassia undulata plant extracts in mice. J. Ethnopharmacol 1999; 67(3): 321-25.
O’Neill MJ et al. Plants as sources of antimalarial drugs: in vitro antimalarial activities of some quassinoids. Antimicrob. Agents Chemother. 1986; 30(1): 101-104.
Trager W et al. Antimalarial activity of quassinoids against chloroquine-resistant Plasmodium falciparum in vitro. Am. .J. Trop. Med. Hyg. 1981; 30(3): 531-37.
Ninci ME. Prophylaxis and treatment of pediculosis [lice] with Quassia amarga. Rev. Fac. den. Med. Univ. Nac. Cordoba. 1991; 49(2): 27-31.
Wright CW et al. Use of microdilution to assess in vitro antiamoebic activities of Brucea javanica fruits, Simarouba amara stem, and a number of quassinoids. Antimicrob. Agents Chemother. 1988; 32(11): 1725-9.
Jensen O. Pediculosis capitis treated with Quassia tincture. Acta. Derm. Venereol 1978; 58(6): 557-59.
Jensen O. Treatment of head lice with Quassia tincture. Ugeskr. Læger. 1979; 141(4): 225-26.
Flores G et al. Antifeedant activity of botanical crude extracts and their fractions on Bemisia tabaci (Homoptera: Aleyrodidae) adults: III. Quassia amara (Simaroubaceae). Rev. Biol. Trop. December 2008; 56(4): 2131-46.
Evans DA et al. Larvicidal efficacy of Quassin against Culex quinquefasciatus. Indian J. Med. Res. September 1991; 93: 324-7.
Evans DA et al. Extracts of Indian plants as mosquito larvicides. Indian J. Med. Res. 1988; 88(1): 38-41.
Park MH et al. Acute insecticidal activity of quassin and its congeners against the American cock-roach. Chem. Pharm. Bull 1987; 35(7): 3082-5.
Roark RC. Some promising insecticidal plants. Econ. Bot. 1947; 1: 437-45.
Parveen S et al. A comprehensive evaluation of the reproductive toxicity of Quassia amara in male rats. Reprod. Toxicol. 2003; 17(1): 45-50.
Raji Y et al. Antifertility activity of Quassia amara in male rats – in vivo study. Life Sci. 1997; 61(11): 1067-74.
Njar VC et al. Antifertility activity of Quassia amara: quassin inhibits the steroidogenesis in rat Leydig cells in vitro. Planta Med. April 1995; 61(2): 180-2.
Xu Z et al. Anti-HIV agents 45(1) and antitumor agents 205. (2) Two new sesquiterpenes, leitneridanins A and B, and the cytotoxic and anti-HIV principles from Leitneria floridana. J. Nat. Prod. 2000; 63(12): 1712-15.
Abdel-Malek S et al. Drug leads from the Kallawaya herbalists of Bolivia. 1. Background, rationale, protocol and anti-HIV activity. J. Ethnopharmacol. 1996; 50: 157-66.
Ajaiyeoba EO et al. Antibacterial and antifungal activities of Quassia undulata and Quassia amara extracts in vitro. Afr. J. Med. Med. Sci. December 2003; 32(4): 353-6.
Apers S et al. Antiviral activity of simalikalactone D, a quassinoid from Quassia africana. Planta Med. 2002; 25(9): 1151-55.
Morre DJ et al. Effect of the quassinoids glaucarubolone and simalikalactone D on growth of cells permanently infected with feline and human immunodeficiency viruses and on viral infections. Life Sci. 1998; 62(3): 213-9.
Kupchan SM. Quassimarin, a new antileukemic quassinoid from Quassia amara. J. Org. Chem. 1976; 41(21): 3481-82.
Sugimoto N et al. Analysis of constituents in Jamaica quassia extract, a natural bittering agent. Shokuhin Eiseigaku Zasshi. December 2003; 44(6): 328-31.
Toma W et al. Antiulcerogenic activity of four extracts obtained from the bark wood of Quassia amara L. (Simaroubaceae). Planta Med. 2002; 68(1): 20-24.
Garcia Gonzalez M et al. Pharmacologic activity of the aqueous wood extract from Quassia amara (Simarubaceae) on albino rats and mice. Rev. Biol. Trop. 1997; 44-45: 47-50.
Tada H et al. Novel anti-ulcer agents and quassinoids. U.S. patent no. 4,731,459. 1988.
Verma N et al. Evaluation of inhibitory activities of plant extracts on production of LPS-stimulated pro-inflammatory mediators in J774 murine macrophages. Mol. Cell Biochem. 8. oktober 2009.
Toma W et al. Evaluation of the analgesic and antiedematogenic activities of Quassia amara bark extract. J. Ethnopharmacol. 2003; 85(1): 19-23.
Tada A et al. Examination of original plant of Jamaica quassia extract, a natural bittering agent, based on composition of the constituents. Shokuhin Eiseigaku Zasshi. Februar 2009; 50(1): 16-21.