Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Opdagelsen af den billige nikotinsyre/niacin gav problemer

Opdagelsen af betydningen af niacin (nikotinsyre eller B3-vitamin) for den menneskelige ernæring skete som følge af konstateringen af sygdommen pellagra. I 1771 blev denne lidelse for første gang beskrevet af en italiensk læge, der observerede områder af "ru hud" (betydningen af ordet pellagra) hos en patient. I begyndelsen af vores århundrede var dette en af de vigtigste årsager til mentale lidelser og dødsfald i USA. Man var dengang ikke klar over, at der her var tale om en mangelsygdom. Nogle antog, at det drejede sig om en infektion af mikroorganismer, andre, at sygdommen var en kompliceret, men toksisk reaktion på kraftig solbestråling.

I 1899 fik den amerikanske læge dr. Joseph Goldberger til opgave at undersøge pellagra i Sydstaterne. Han forfærdedes over livsvilkårene blandt de mennesker, der var ramt af sygdommen. Den sorteste fattigdom og dybeste uvidenhed herskede overalt, men dr. Goldberger bemærkede, at hospitalspersonalet, der arbejdede med pellagra-ofrene, aldrig blev smittet af sygdommen.

Altså kunne der ikke være tale om infektion. Dr. Goldberger gik i stedet ud fra, at sygdommen måtte skyldes den mangelfulde ernæring, sandsynligvis en mangel på B-vitaminer. Han forslog fængselsmyndighederne, at man tilbød en gruppe straffefanger at blive sat på fri fod, mod at de til gengæld stillede sig til rådighed for et eksperiment, der gik ud på at spise den samme kost som de fattige klasser i syden. Både myndighederne og de straffede indvilligede.

Diætplanen omfattede søde kartofler, majsbrød, kål, ris, majskager, brun sovs, korn, sirup, sukker, kiks og sort kaffe. I løbet af tre uger begyndte fangerne at få hovedpine og underlivssmerter og føle sig svækkede. Ved udgangen af den femte måned var psoriasislignende sår begyndt at få huden til at skalle af på hænderne.

Dr. Goldberger publicerede sine resultater, men levede ikke længe nok til at se sin hypotese om, at pellagra var en mangelsygdom, bekræftet. Først den amerikanske biokemiker Conrad Elvehjem var i 1930'erne i stand til at påvise, at nikotinsyre, opdaget allerede i 1867, var den specifikke behandling af pellagra.

Niacin slår igennem.
Kort tid efter denne dramatiske opdagelse observerede en række læger, der gav deres patienter et kosttilskud af nikotinsyre, at symptomerne på pellagra næsten øjeblikkeligt forsvandt. Selv om der var tale om en ubestridelig behandlingssucces rasede de medicinske institutioner mod navnet på substansen, idet de mente, at det på en eller anden måde ville blive forbundet med tobakkens nikotin. Man valgte i stedet navnet niacin for de hvide, nålelignende og bittert smagende krystaller.

Undersøgelserne af stoffet fortsatte. Man fandt ud af, at det var relativt modstandsdygtigt over for ophedning og derfor vanskeligt bliver ødelagt under den normale tilberedelse af madvarerne i køkkenet. Det viste sig også, at den anden form for niacin, niacinamid, var lige så kraftigt i sin biologiske virksomhed. Man konstaterede endvidere, at niacin let blev optaget i tyndtarmen, en nødvendighed fordi den menneskelige organisme kun oplagrer ganske små mængder. Aminosyren tryptofan har vist sig at være en forløber for niacin; en kost, der er rig på dette protein vil altså også indeholde rigelige mængder af niacin.

Der kom ikke noget væsentligt nyt frem om niacin før i 1950'erne. Lægerne rapporterede om forskellige bivirkninger ved behandlingen med stoffet, det mest almindelige var en prikkende varme i hovedbunden, nakken og halsen og hovedpine, men det var trods alt en ringe pris for at slippe af med pellagra.

Psykiske lidelser - et virkeligt sikkert middel.
I begyndelsen af 1950'erne tog en canadisk læge, dr. Abraham Hoffer, skridt til at hjælpe sine skizofrene patienter på en højst utraditionel måde: Han ordinerede sine patienter niacin i mængder, der lå op til 240 gange den daglig anbefalede dosis sammen med en tilsvarende mængde vitamin C for at modvirke bivirkningerne. Sideløbende hermed holdt han sine patienter på en koncentreret proteindiæt for at bevare deres blodsukkerspejl på et optimum. Dr. Hoffer konstaterede, at patienter, der fik helt op til l gram niacin pr. time, end ikke efter 48 timer havde noget symptom på forgiftning.

Resultaterne var forbløffende. Mellem 75 og 85% af de patienter, der fulgte dr. Hoffers diætplan, genvandt deres mentale sundhed! Andre læger, konservative som altid, var skeptiske. Når ikke alle patienter blev raske, var det ikke på grund af niacinterapien, men fordi patienterne ikke fortsatte med at tage niacin, når de forlod hospitalet og således faldt tilbage i deres tidligere skizofrene tilstand.

Disse patienter udgjorde det bevis, som nogle læger havde brug for at forhindre, at dr. Hoffers opdagelser skulle blive til en almindelig accepteret terapeutisk praksis. Alligevel var de reaktionære læger i mindretal, for ikke alene patienterne, men også venner og bekendte udbredte nyheden om, at niacin var en effektiv behandling.

Adelle Davis mødte en af dr. Hoffers tidligere patienter, der kun havde lovord for manden og hans metoder. Patienten var blevet skizofren i 6-års alderen og var blevet sendt frem og tilbage mellem psykiatriske hospitaler i 25 år. Om denne samtale skrev Adelle: "Hun talte om sin konstante frygt og depressioner, om hendes ønske om at tage sit eget liv, om angsten for, at hun skulle myrde sin egen elskede datter, om hendes families dybe skam over hende, om hendes bevidsthed om at vågne hver morgen og vide, at hun ikke kunne stole på sin egen hjerne." Helbredelse for sådan en tilstand grænser til det mirakuløse og gør Hoffers patienters missioneren forståelig.

De mest bemærkelsesværdige tal fra Hoffers tidlige undersøgelser af det, vi nu kalder "mega-vitaminterapi", angår selvmord blandt skizofrene. De, der ikke blev behandlet med terapien, havde en selvmordsrate 22 gange højere en de niacin-behandlede patienter, hvis selvmordsrate lå meget nær nul.

Nye metoder.
En af skæbnens tilfældige og ulykkelige tilskikkelser indtraf, da Hoffer og hans assistent Humphrey Osmond var midt i deres niacin-undersøgelser. Det var indførelsen af phenothiazin-familien blandt de kemiske midler - de bestanddele, man havde fundet, frembragte en hurtig virkning på det skizofrene depressionssymptom.

Til trods for at der var meget alvorlige bivirkninger, hilste den medicinske verden præparatet velkommen med åbne arme. Dr. Hoffer og dr. Osmond, niacin og hospitalet i Saskatchewan blev ignoreret til fordel for den nye bølge i lægekunsten.

I fem år blev præparater som chlorpromazin brugt i terapien for at få mentalt syge personer ud fra hospitalerne og tilbage til samfundet. Da det femte år var ved at være omme, blev det pinligt klart, at selv om patienterne blev sendt hjem, så var det ikke til et liv, der var til glæde for hverken dem selv eller samfundet.

I mellemtiden fortsatte Hoffer og Osmond med at ordinere nikotinsyre/niacin sammen med andre substanser, og de kunne konstatere, at de ikke blot opnåede de samme resultater som før, men som en yderligere gevinst, at patienterne vendte tilbage til en normal og nyttig tilværelse.

Niacin-behandlingen af skizofreni blev efterhånden kendt af hemmelige kanaler, og et stigende antal læger begyndte at benytte sig af den. På den anden side var der stadig mange psykiatrikere, der nægtede at anerkende, at mangelernæringskemi i kroppen kunne forårsage dysfunktioner i sindet.

I april 1968 blev der kastet en bombe i den videnskabelige verden. Nobelpristageren Linus Pauling prægede udtrykket "orthomolekylær psykiatri". Læger, der var specialiserede i psykiatri, var rasende; blot fordi han havde vundet Nobelprisen i kemi, sagde de, kunne han ikke gøre krav på nogen ekspertise inden for psykiatri.

For at gøre det endnu værre offentliggjorde Pauling artiklen: "Vitamin C og forkølelse". Ikke blot psykiatrikerne var rasende, men nu kastede den resterende del af den medicinske verden sig over Pauling som gribbe. Nettovirkningen var til at forudse: Folk styrtede ud og købte C-vitaminer!

Paulings skrifter galvaniserede fortalerne for mega-vitamin-terapien i lægeverdenen. Nu var der en internationalt anerkendt personlighed til at støtte dem, når de prøvede den nye behandling.

Fortsat modstand.
Når så mange patienter bad om og fik niacin-behandling, så skulle man tro, at beviserne ville overvinde lægernes indvendinger. Men sådan gik det ikke. I 1973 udpegede den Amerikanske Psykiatriske Forening en gruppe læger, der skulle indsamle data om niacinens effektivitet fra uafhængige forskere.

Den "særlige styrke" af læger rapporterede, at de ikke kunne finde nogen forbindelse mellem brug af niacin og helbredelsen af skizofreni. De konkluderede, at hvis der blev påvist bedring med niacin-behandling, så var det sandsynligvis fordi, at patienterne ikke var skizofrene, og var dette ikke tilfældet, så var patienterne sandsynligvis medlemmer af en gruppe, der under alle omstændigheder helbreder sig selv spontant!

Da denne rapport blev undersøgt af fortalerne for niacin, hævdede de, at doseringen havde været rigtig, men niacinen var blevet ordineret på en fejlagtig måde. Selv om patienterne fordelt på dagen havde fået 3 g i form af 100 mg tabletter, var forsøgsperioden for kort. Nogle af videnskabsmændene regnede med, at niacin skulle virke lige så hurtigt som de velkendte syntetiske præparater. Derfor gav de op efter en uge og erklærede vitaminterapien for værdiløs.

I en anden del af USA var en læge ved navn Edwin S. Boyle ved at ajourføre sin forskning omkring nikotinsyre/niacin. I 1950'erne havde han læst en artikel, skrevet af dr. Hoffer, hvori det hed, at niacin sænkede kolesterolspejlet i blodet. Resultatet var nøjagtig det, som Boyle var på udkig efter for at eliminere de bivirkninger, der stammede fra den medicin, han ordinerede sine hjerteslagspatienter.

Han behandlede 160 patienter på Miami Heart Institute med niacin i en 10 års periode. Ved indledningstidspunktet forudsagde statistikkerne, at 62 af patienterne ville dø i testperioden. Efter de 10 år var kun seks af patienterne døde - en virkelig bemærkelsesværdig reduktion. Dr. Boyle udtalte for nylig, at "efter min personlige opfattelse, er niacin en af de bedste substanser til forhindring af for tidlig død på grund af arteriosklerose. Det forebygger også mod anormal blodstørkning".

Dr . Boyle brugte den teknik at iagttage blodstrømmen i øjets bindehinde. Da der blev ordineret niacin kunne han se den forbløffende virkning af behandlingen. Tilstanden kendt som "sludging" (mudren), hvorunder de røde blodlegemer klumper sig sammen, forsvandt. Når der kom afstand mellem de røde blodceller, kunne de trænge ind i de små kapillærer, hvilket var et særligt positivt resultat for at forbedre hjernens kredsløb.

Dr . Boyle afslører, hvorfor der ikke vides mere om niacins egenskaber: "Hvis niacin lige var blevet opdaget, og hvis der var taget patent på det, ville uanede pengebeløb blive brugt på at udforske dets muligheder. Men ingen ser på det, fordi der ingen profit er i det."

En anden læge, der var interesseret i niacin, var dr. Henry Newbold, offer for en "hjerteepisode". Han oplevede en uhyre vanskelighed ved at tage den anbefalede mængde niacin (3 g daglig), fordi hans krop reagerede stærkt imod de bindemidler, der bruges i pillerne. Da han var lige ved at give op, fandt han nogle kapsler, der indeholdt ren niacin. Han fik en behagelig rødme af denne form for niacin. Efter at han var begyndt at tage 3 g hver dag kunne han rapportere om en sænkning af hans kolesterol- og triglyceridspejl. Endvidere sagde han, at han havde en betydelig oplevelse af velvære.

Ligesom dr. Newbold peger de fleste læger på, at mange faktorer bidrager til en hjertelidelse: Arvmæssige faktorer, mangel på fysisk træning, overvægt, rygning, stress og forskellige lidelser som diabetes. Det gør de, for at uforvarende patienter ikke skal tro, at niacin er et "mirakelmiddel" og fortsætte med at skade deres krop med usunde livsvaner, i håb om, at de ved hjælp af niacinen nok skal klare den alligevel .

Farvel artritis.
Der er blevet rapporteret om andre positive resultater med niacin. Dr. William Kaufman brugte niacinamid til patienter, der led af artritis. Efter en regelmæssig dosering fandt han frem til, at deres led var mindre stive og deres bevægelighed større. I en anden undersøgelse behandlede han 663 patienter med niacinamid og fandt, at ikke blot var deres led blevet mere bevægelige, men de fortalte også om øget muskelstyrke og ringere besvær. Nogle af hans patienter blev helbredte for kroniske følelsesmæssige forstyrrelser.

Efter at have opregnet alle disse fordele, er det nu på tide at anføre nogle få ord om de problemer, der kan være forbundet med at tage nikotinsyre/niacin eller dets anden form niacinamid.

Efter indtagelsen opstår der en rødmen forskellige steder på kroppen, og denne varer ca. en times tid. Indtages nikotinsyre/niacin sammen med måltiderne, undgår man dette problem.

Hvis patienten har gigt, bør niacin og niacinamid anvendes med forsigtighed, da de begge konkurrerer med udskillelsen af urinsyre. Akut kvalme eller opkastninger kan optræde ved den hurtige forøgelse af urinsyren.

For de fleste af os er spørgsmålet ikke, om vi skal tage niacin, men om hvor meget. Nogle forskere sætter minimumsmængden efter den daglige kalorieindtagelse. Det mest almindelige tal er 6,6 milligram per 1000 kalorier. Uden tilskud af niacin vil vi få i gennemsnit fra 18-20 milligram per dag. Vi kan forbedre den almindelige diæt ved at spise gær, lever og proteinrige fødemidler undtagen mælk (som giver trypotofan, en forløber af niacin). F.eks. er indtagelsen af 65 g proteiner på en dag lig med 10,8 mg niacin.

Hvor meget er nok? Som altid afhænger det af, hvor stresset man er, om man er syg eller ikke, om ens verden er rolig eller på den anden ende. Flere læger og kostspecialister anbefaler en daglig dosis på 30 mg 1-3 gange daglig. De fleste af os er nødt til at have et tilskud til kosten bare for at nå op på de laveste mindsteværdier.

Som de andre medlemmer af B-vitamin familien har niacin et Herkules-arbejde at udføre med hensyn til at regulere de normale aspekter af vores fysiske liv. For at opnå denne ekstra følelse af velvære, kan man ikke se bort fra et dagligt tilskud af dette vidunderlige vitamin.

Health News 2012

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012