Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

C-vitamin og kræft

Af professor Olov Lindahl

I mange år har der hersket en heftig strid mellem fortalere for en holistisk/naturlig kræftbehandling og repræsentanter for den konventionelle kræftbehandling. Striden er udkæmpet på flere fronter. I USA har debatten været specielt ophedet over kræftpræparatet Leatrile, i Sverige har den drejet sig om mistelten og THX, og i den øvrige verden om nytteværdien af store doser C-vitamin.

Debatten om C-vitamin blev igangsat i 1974 af den dobbelte Nobel-prisvinder Linus Pauling og den konventionelle skotske kræftforsker og professor E. Cameron. I 1971 påbegyndte de et meget udbytterigt samarbejde om kræftbehandling med C-vitamin. Det skal understreges, at Cameron i hele sit erhvervsaktive liv som konventionel læge havde behandlet kræftpatienter i alle stadier af sygdomsforløbet og med alle den moderne medicins forhåndenværende midler: Operation, strålebehandling og kemoterapi. Han må betegnes som en nærmest konservativ læge - dog uden den fjerneste antydning af fanatisme. Pauling var en af de virkeligt store videnskabsmænd i det foregående århundrede og en af verdens førende biokemikere - dvs. ekspert på livets kemi, herunder også vitaminerne.

Deres modstandere i debatten var den samlede flok af traditionelle kræfteksperter, som - uden noget eksperimentelt grundlag - uden videre og i meget skarpe vendinger opponerede mod tanken om, at C-vitamin skulle kunne hjælpe mod kræftsygdomme. Den fremmeste repræsentant for denne modstand blev efterhånden dr. Moertel, en velkendt kræftlæge fra den verdensberømte Mayo-klinik i USA.

Cameron og Pauling, som behandlede flere tusinde kræftpatienter med store doser C-vitamin, fremlagde i en række undersøgelser resultater, som i den grad er i modstrid med tanken om, at denne form for behandling ikke redder alle kræftpatienter fra en hurtig død, men forlænger livet og fremfor alt gør, at patienterne har det langt bedre og får en bedre livskvalitet. I enkelte tilfælde har denne behandling endog medført, at patienter med det, der kaldes en terminal (uden håb om helbredelse) kræftsygdom, har kunnet levet i endnu 10 år eller længere. Og efter 15 år lever en del af disse patienter stadig.

De konventionelle kræftlæger har underkendt Paulings bevisførelse, da han foretog det, der er et stående krav til videnskabelige undersøgelser, nemlig de skal være randomiserede dobbeltblindforsøg. Sådanne forsøg er uden tvivl en god måde til videnskabelig bevisførelse for, at en behandlingsform virker. På den anden side kan også andre metoder (f.eks. Paulings) give gode informationer, og ganske ofte synes perfekte dobbeltblind forsøg at kunne give fejlagtige resultater - alt afhænger nemlig af, hvordan de udføres.

Men under alle omstændigheder hævder den konventionelle medicin i dag, at dobbeltblind forsøg er det eneste, der dur, og at andre metoder kan give fejlagtige resultater. Dr. Moertel på Mayo-kliniken foretog to dobbeltblind forsøg for at undersøge virkningen af C-vitamin på kræftsygdomme. Begge forsøg havde et negativt resultat - dvs. at man ikke kunne påvise nogen gunstig virkning ved indtagelse af C-vitamin. Det første forsøg blev foretaget i 1979 og blev så stærkt kritiseret af Linus Pauling, at man måtte udføre et nyt forsøg. Dette blev offentliggjort i december 1985 og viste heller ingen virkning. Man mente derefter fra de konventionelle kræftlægers side, at Pauling definitivt havde "fået én på hatten", og at hans vitaminterapi ikke var i stand til at hjælpe kræftpatienterne.

De fleste læger jublede og var helt enige om, at vitaminer ikke virker - og grinede samtidig lidt i skægget. Men kan man så være helt sikker på, at Pauling tager fejl?

Nej, overhovedet ikke! Det er der mange grunde til. For det første er det en kendt sag, at ifølge de medicinske, videnskabelige statistikker kan denne form for forsøg (dobbeltblind forsøg) med en vis sikkerhed bevise virkningen af den behandling, der bliver testet. MEN: En sådan undersøgelse kan ALDRIG bevise, at der IKKE er nogen virkning! Dette grundlæggende og velkendte faktum har man overset. At en undersøgelse af den type, som Moertel foretog, havde et negativt resultat, kan i princippet skyldes to ting:

  1. Undersøgelsens omfang er ikke tilstrækkeligt stort til at påvise en mindre virkning (og desværre kan man kun sige, at virkningen af C-vitamin er mindre - men den er dog værdifuld).
  2. Undersøgelsens behandlingsmetoder har været fejlbehæftede eller dårlige.

Punkt 2 kan måske bedst illustreres med et eksempel på en helt anden type behandling. Én kirurg kan påvise, at en bestemt operation giver overordentligt gode resultater, mens en anden kan få et helt igennem negativt resultat. Sidstnævnte tilfælde skyldes givetvis, at kirurg nr. 2 ikke er god til at operere eller laver en decideret fejl! Denne årsagssammenhæng lå lige for ved de to dobbeltblind forsøg, man foretog på Mayo-klinikken.

Fejlen i det første dobbeltblind forsøg bestod i, at man anvendte vitaminbehandlingen på kræftpatienter, som havde fået immunforsvaret slået ud af kurs på grund af kemoterapi. Pauling angav klart og tydeligt, at dette ikke måtte ske, og på Mayo-klinikken har man indirekte medgivet, at man begik en fejl, idet det andet forsøg blev foretaget på patienter, som ikke havde fået kemoterapi.

Men hvilke fejl er der da i forbindelse med forsøg nr. 2?

Her kan man påvise mindst 2 fejl. Dels afbrød man C-vitamin-behandlingen efter i gennemsnit 2½ måned, dels har man ikke fået patienterne til at tage medicinen i den rigtige dosis. Pauling advarede helt specifikt mod at afbryde behandlingen før tid - han har endog påvist, at der opstår en akut mangeltilstand, som direkte skader immunforsvaret og fremmer spredningen af kræftcellerne. Det siger sig selv, at man må følge de behandlingsforskrifter, man bliver givet, hvis man skal kunne genskabe et resultat. Hvis behandlingen er forkert, er resultatet derefter.

Den anden fejl var doseringen af vitaminet og undersøgelsens blinding. Patienterne blev informeret om, at de enten ville få en høj dosis C-vitamin eller placebo.

Med denne oplysning er det meget let for halvdelen af patienterne at finde ud af, at de har fået C-vitaminet, som har tendens til at forårsage halsbrand og andre former for problemer med mave­tarmkanalen. Man skal helst anvende det syreneutraliserende C-vitamin (natriumascorbat), som ikke giver disse bivirkninger. I princippet er undersøgelsen dermed ikke et dobbeltblind forsøg, og doseringen blev derfor heller ikke korrekt. Ved kontrol af et mindre antal patienter viste det sig nemlig, at de ikke udskilte de mængder C-vitamin i urinen, som man skulle kunne forvente.

Årsagen er formentlig, at de, som skulle tage C-vitaminet, tog mindre doser på grund af bivirkningerne - eller måske endog helt undlod at tage det nogle dage. De patienter, som fik placebo, havde et alt for højt indhold af C-vitamin i urinen - simpelthen på grund af, at de spiste C-vitamin i smug. En "normalperson", som ikke spiser ekstra C-vitamin, udskiller ca. 30 mg C-vitamin pr. døgn. Kræftpatienter - hvis krop forbruger større mængder - udskiller som regel kun 0-10 mg. De patienter, som ikke skulle have C-vitamin, viste sig ved kontrollen at udskille ca. 550 mg C-vitamin, men man har ikke nogen eksakt forklaring på dette tal.

Men alt i alt betyder dette, at grupperne blev blandet sammen på en måde, så man ikke fik påvist mere end for en mindre gruppe. De, der skulle have haft C-vitamin, fik for lidt, og de, som ikke skulle have C-vitamin, tog det i smug!

Det er ret åbenlyst, at et sådant forsøg ikke har nogen værdi som videnskabeligt bevis.

De to hovedmodstandere ytrede sig i det medicinske tidsskrift Nutritional Reviews nr. l, 1986. Her har dr. Moertel dog ikke taget til genmæle mod alle disse indvendinger, men forsøgte derimod at give sin undersøgelse ros og fremfor alt angribe Paulings undersøgelser. Han kom dermed med flere data - ud over dem, som fandtes i den oprindelige undersøgelsesrapport. Man kan spørge sig selv, om disse nye data er korrekte, da han ikke havde villet give Pauling alle de oprindelige data. Moertels forsvar for sin undersøgelse overbeviser sikkert mange om, at han har ret, men de kan ikke viske de ovennævnte fejl ud.

I 1986 tog det engelske populærvidenskabelige tidsskrift New Scientist (nr. 1) denne strid op. Man konstaterede nogle af de fejl, som er beskrevet i denne artikel, og desuden fandt man ud af, at der synes at herske en dobbeltmoral blandt kræftlægerne med hensyn til kravene for beviser for de anvendte behandlingsmetoder.

Samme Moertel, som stillede sig kritisk over for alle behandlingsmetoder, som ikke var understøttet af dobbeltblind forsøg, har nemlig anvendt kemoterapi, som han selv tidligere ved dobbeltblind forsøg har påvist ikke har nogen effekt! New Scientist påpegede endvidere, at der mangler dobbeltblind forsøg for stort set alle konventionelle kræftbehandlingsmetoder. Alligevel anvendes de i stor udstrækning - og det vil altså sige også, selvom dobbeltblind forsøg viser, at de ingen virkning har! Bladet hævdede, at økonomiske interesser (kemoterapeutiske midler er enormt dyre, mens C-vitamin ikke koster ret meget) i højere grad end videnskabelige fakta var afgørende for lægernes valg af behandlingsmetode.

I denne strid må man konstatere, at der ikke findes absolut sikre beviser for en behandlings virkning, men at alle beviser er relative. Det gælder også Paulings C-vitaminbebehandling. MEN det gælder i endnu højere grad de konventionelle metoder, som praktisk taget helt mangler beviser for deres virkning. På den anden side ved man, at operationer, strålebehandling og frem for alt kemoterapi har store bivirkninger og fører til, at mange dør for tidligt, mens C-vitaminerne under alle omstændigheder er helt uskadelige.

I de fleste tilfælde er det ikke et spørgsmål om at vælge mellem traditionel eller anden behandling. C-vitaminerne skal komplementere f.eks. en operation. At vælge en sådan ufarlig og veldokumenteret komplettering bør derfor være indlysende for alle, der bliver givet alle nødvendige oplysninger.

Pauling har i flere dyreforsøg med sikkerhed kunnet påvise, at tilførsel af store doser C-vitamin kan beskytte mod kræftsygdomme, som direkte fremkaldes på dyrene. Og eftersom forebyggelse af sygdom er den vigtigste forholdsregel, specielt når det gælder kræftpatienter, er det derfor naturligt, om ikke indlysende, at den, der vil mindske risikoen for at få en kræftsygdom, tager ekstra C-vitamin som kosttilskud.

Ved behandling af kræftsygdomme ligger dosis på 10 g natriumascorbat pr. dag, fordelt på 4-5 doser og indtaget med vand eller saft. Hvis man blot vil øge sin beskyttelse med det formål at forebygge sygdom, er der ingen retningslinjer for dosens størrelse, men formentlig er det nok med 1-2 g pr. dag.

Læs også:
Sandheden om C-vitamin
Ti ting, du kan kurere med C-vitamin
Kan C- og E-vitamin modvirke Alzheimer's?
Mega C-vitamin og diabetes
C-vitamin er med til at forebygge hjertesygdom
C og E mod forkølelse

Kilde: Plantago - tidskrift for Nordisk Hålsofackhandel, nr. 3, april 1987.

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012