Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Kræftknuden forsvandt - en personlig beretning

Af B. S.

I marts måned 1995 bliver jeg opmærksom på en mandelstor knude i højre bryst. 17. maj 1995 bliver der taget mammografi, scanning og biopsi. Prøverne herfra viser, at det er kræft.

Kun hvis man har prøvet det, ved man hvor svært det er at modtage og acceptere sådan en besked. Omverdenen fortsætter ufortrødent. Det kværner inden i hovedet af én, og man kan ikke tænke en tanke klar. Spørgsmålene er i overtal: hvorfor? hvornår? hvor længe? og hvad nu!

Min læge anbefaler mig på det kraftigste at blive opereret. Der er ikke andre muligheder, da kræften ellers ville brede sig i kroppen via blodet eller lymfesystemet. Jeg ved hverken ud eller ind. Jeg er ikke meget for at blive opereret.

Allerede 11. maj 1995 spurgte jeg i Sundhedskost (en helsekostforretning i Århus), hvad jeg skulle gøre. Selvom det skulle vise sig, at knuden var godartet, syntes jeg, den skulle væk. De anbefalede Ipe Roxo, 3 kopper the daglig. Så jeg var allerede i gang, da jeg 24. maj igen henvendte mig. Nu skulle jeg drikke 6 kopper daglig, og jeg fik en vejledende kostplan, hvor jeg skulle undgå bl.a. mælkeprodukter, fedt, kaffe, alkohol, sukker, hvidt mel og kød. I stedet skulle jeg spise meget frugt og grøntsager, fisk og drikke rigeligt med vand. Jeg købte også stærke vitaminer og mineraler, antioxidanter og ingefær. Jeg blev også anbefalet at spise mandler, hvidløg, bukkehornsfrø og græskarkerner.

På sygehuset kom jeg til samtale. Her blev jeg orienteret om, hvad de ville gøre ved knuden. En operation var ikke noget at regne, de ville skære i en afstand af l cm omkring knuden for at være sikker, og samtidig fjerne et antal lymfekirtler, selvom der ikke var nogle knuder i armhulen, og senere skulle jeg have strålebehandling og muligvis kemoterapi. Bivirkninger blev der ikke talt om. Jeg gyste indvendig og protesterede. Jeg sagde, jeg ville prøve noget alternativt. Det var også i orden samtidigt, sagde lægen, men jeg mente i stedet. Jeg havde ikke lyst til operation og ville gå. En anden mere erfaren kirurg blev tilkaldt. Han gjorde alt for at overbevise mig om, at operation var eneste mulighed. Man kunne ikke spise sig rask i gulerødder eller ved at følge Julia Vøldans kur.

De pressede mig, jeg var meget forvirret, usikker og kunne ikke tænke klart. Jeg fik en ny mødetid, men uden for sygehusets mure kunne jeg tænke klart igen, og inden en uge gav jeg besked om, at jeg havde besluttet ikke at ville opereres. Det var min egen beslutning, og jeg havde det godt med den, men der var ikke mange, der forstod.

Jeg kontakter kostterapeut Frede Damgaard, som giver mig en mere specificeret kostplan, og jeg bliver anbefalet store doser C-vitamin og hørfrøolie. Jeg går også til kinesiolog Jarle Tamsen, som tager sig af det psykiske, afbalancerer min krop og giver mig homøopatisk medicin og blomstermedicin. Jeg følger de råd, jeg har faet, og allerede 8. juni 1995 kunne jeg mærke, knuden var blevet mærkbart mindre. Det var meget opmuntrende, og det var rart at konstatere, at det jeg gjorde hjalp. En måned senere var knuden så lille, at den var svær at finde. Sidst i juli var jeg sikker på, den var væk. Jeg fortsætter med Ipe Roxo endnu en måned, men kun halv dosis.

Den 4. september var jeg til kontrol på sygehuset. Hverken mammografien eller scanningen viste nogen tegn på knude. Ifølge min journal, som jeg har en kopi af, fremgår at lægerne har genset tidligere ultralydsscanning, som viste veldefineret tumor, som de ikke kunne genfinde ved den ny ultralydsscanning. På samme måde har de efterset tidligere finnålsbiopsi, som viste entydigt karcinomceller.

Lægerne havde svært ved at finde en grimasse, der kunne passe. De var ikke særlig interesseret i, hvad jeg havde gjort.

Jeg har desuden motioneret en del, bl.a. løb, svømning, traveture og cykling (for kræft kan ikke lide ilt), og jeg har visualiseret et par gange om dagen.

Det er utroligt, at det kunne lade sig gøre at blive rask, ved at gøre som jeg har gjort og uden bivirkninger. Jeg håber andre kan bruge mine erfaringer.

Jeg har set B.S.'s journal, og lægerne har set på vævsprøven en ekstra gang, men der var ingen tvivl om kræftdiagnosen. Lægen, som også i journalen har argumenteret kraftigt for operation, betegner forløbet som "noget overraskende", og anfører, at "patienten fortsat er meget lidt motiveret for at lade sig operere"!! - derudover viser lægen ingen tegn på interesse.

I Ugeskrift for læger nr. 44, 1995 beskrives et tilfælde, hvor lungemetastaser ved nyrekræft forsvinder ved det som lægerne kalder "spontan regression". Heller ikke i dette tilfælde har lægerne interesseret sig for, om patienten havde gjort noget selv. Det er min helt klare erfaring, at patienter som oplever en tilbagegang i deres sygdom, selv har gjort et stort arbejde, og at bedringen er alt andet end "spontan".

M.B.

Kilde: Tidslernes medlemsblad nr. 17, december 1998.

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012