Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Alfa-liponsyre - hvad er det, og hvad gør det?

Tilskud af alfa-liponsyre har vist sig at kunne reducere nerveskader hos diabetikere. Desuden beskytter syren leveren og hjernecellerne, forebygger grå stær og fungerer som en stærk antioxidant.

Hvad er det?
Man har siden 1950'erne vidst, at alfa-liponsyre (thioctinsyre, liponsyre) virker sammen med enzymer i kroppen om at fremme de processer, der er involveret i energiproduktionen. I slutningen af 1980'erne fandt man ud af, at dette vitamin-lignende stof også fungerer som en stærk antioxidant, der neutraliserer naturligt forekommende, meget reaktive molekyler kaldet frie radikaler, som kan beskadige vores celler. Selvom kroppen producerer alfa-liponsyre i småbitte mængder, findes det primært i fødevarer som spinat, kød (særligt lever) og ølgær. Men det er svært at få behandlingsmæssige doser alene gennem kosten, og derfor kan der være behov for at tage et tilskud af stoffet, hvis man vil have det optimale ud af dets helbredende egenskaber.

Hvad gør det?
Alfa-liponsyre påvirker stort set alle kroppens celler. Den hjælper alle B-vitaminerne til at omdanne kulhydrater, protein og fedt fra kosten til energi, kroppen kan lagre til senere brug. Alfa-liponsyre er en cellebeskyttende antioxidant, der stimulerer kroppen til at genbruge andre antioxidanter, f.eks. C-og E-vitamin, og derved øge deres kraft. På grund af dens unikke kemiske egenskaber optages alfa-liponsyre nemt af de fleste af kroppens væv, bl.a. hjernen, nerverne og leveren, hvilket gør stoffet værdifuldt til behandling af en lang række forskellige sygdomme.

Primære egenskaber
Et af de primære anvendelsesområder for alfa-liponsyre er behandling af nerveskader, herunder symptomer på diabetisk neuropati - en senkomplikation til diabetes, som giver smerter og følelsesløshed i arme og ben. Denne nervelidelse skyldes delvis resultatet af skader forårsaget af frie radikaler på nervevævet på grund af et ukontrolleret indhold af glukose i blodet. Alfa-liponsyrens antioxidante egenskaber modvirker disse nerveskader og medvirker desuden til, at diabetikere reagerer på insulin - det hormon, der regulerer glukoseniveauet. I et forsøg med 74 type Il-diabetikere, som fik 600 mg alfa-liponsyre eller derover hver dag, faldt glukoseniveauet hos alle. Dyreforsøg viser, at alfa-liponsyre øger blodstrømmen til nerverne og fremmer overførslen af nerveimpulser - og dermed kan stoffet være egnet til behandling af følelsesløshed, sitrende fornemmelser og andre symptomer på nerveskader (ikke kun som følge af diabetes).

Yderligere egenskaber
Alfa-liponsyre kan have andre medicinske anvendelsesområder, men der er behov for mere forskning. En række overbevisende dyreforsøg viser, at stoffet kan forebygge dannelse af grå stær. Andre tyder på, at stoffet kan forbedre hukommelsen (og dermed virke mod Alzheimer's) og beskytte hjernecellerne mod skader forårsaget af utilstrækkelig blodforsyning til hjernen - resultatet af f.eks. kirurgiske indgreb eller hjerneblødning.

Nogle videnskabelige beviser tyder på, at alfa-liponsyrens antioxidante egenskaber gør stoffet effektivt til at undertrykke spredningen af virus. I et forsøg viste tilskud af alfa-liponsyre sig at kunne fremme immunforsvaret og leverfunktionen hos en række HIV-smittede patienter. Det kan måske også medvirke i kampen mod kræft - særligt de former af sygdommen, man mener skyldes frie radikaler. Der er desuden beviser for, at alfa-liponsyre kan medvirke til at bremse udviklingen af åreforkalkning - en lidelse, som diabetikere har større risiko for at udvikle. Andre forsøg undersøger virkningen af alfa-liponsyre mod Alzheimer's og Parkinson's. Endelig kan alfa-liponsyre som del af et generelt antioxidant-tilskud vise sig at være effektiv mod lidelser, der varierer fra kronisk træthedssyndrom til psoriasis, som delvis kan forværres af skader forårsaget af frie radikaler.

Indkøbsguide
Alfa-liponsyre kan købes som individuelt tilskud eller som del af et generelt antioxidant-tilskud sammen med bl.a. C- og E-vitamin. Kig på indholdsangivelsen - stoffet kaldes også thioctinsyre.

Seneste forskningsresultater
I et forsøg med personer, der lider af diabetisk neuropati, fik 328 patienter enten 100 mg, 600 mg eller 1.200 mg alfa-liponsyre om dagen over en periode på tre uger. Hos de patienter, der fik 600 mg, sås den største reduktion i smerter og følelsesløshed sammenlignet med de øvrige grupper.

Alfa-liponsyre kan også være godt for de 25% af diabetikerne, som risikerer pludselig død som følge af nerve-relaterede hjerteskader. Efter fire måneder med 800 mg alfa-liponsyre om dagen udviste disse patienter en mærkbar forbedring i hjertefunktionen.

Et forsøg med aldrende mus tyder på, at alfa-liponsyre forbedrede langtidshukommelsen, muligvis ved at forebygge skader på hjerneceller forårsaget af frie radikaler.

Bemærk!
Lang tids brug af alfa-liponsyretilskud kan nødvendiggøre en ændring i doseringen af insulin eller anden diabetesmedicin.

Referencer:
Biewenga GP, Haenen GR, Bast A (Sept 1997). The pharmacology of the antioxidant lipoic acid. General Pharmacology 29 (3): 315-31.
Ghibu S, Richard C, Vergely C, Zeller M, Cottin Y, Rochette L (Nov 2009). Antioxidant properties of an endogenous thiol: Alpha-lipoic acid, useful in the prevention of cardiovascular diseases. Journal of cardiovascular pharmacology 54 (5): 391-8.
Petersen Shay K, Moreau RF, Smith EJ, Hagen TM (juni 2008). Is alpha-lipoic acid a scavenger of reactive oxygen species in vivo? Evidence for its initiation of stress signaling pathways that promote endogenous antioxidant capacity. IUBMB life 60 (6): 362-7.
Reljanovic M, Reichel G, Rett K, et al. (september 1999). Treatment of diabetic polyneuropathy with the antioxidant thioctic acid (alpha-lipoic acid): a two year multicenter randomized doubleblind placebo-controlled trial (ALADIN II). Alpha Lipoic Acid in Diabetic Neuropathy. Free Radic. Res.31(3):171-9.

Packer L, Tritschler HJ, Wessel K (1997). Neuroprotection by the metabolic antioxidant alpha-lipoic acid. Free Radical Biology & Medicine 22 (1-2): 359-78.
Holmquist L, Stuchbury G, Berbaum K, Muscat S, Young S, Hager K, Engel J, Münch G (Jan 2007). Lipoic acid as a novel treatment for Alzheimer's disease and related dementias. Pharmacology & therapeutics 113 (1): 154-64.
Hager K, Kenklies M, McAfoose J, Engel J, Münch G (2007). Alpha-lipoic acid as a new treatment option for Alzheimer's disease - a 48 months follow-up analysis. J of Neural Transmission. Tillæg (72): 189-93.
Reed LJ (Okt 2001). A Trail of Research from Lipoic Acid to alpha-Keto Acid Dehydrogenase Complexes. J. Biol. Chem. 276 (42): 38329-36.
Rosenberg H (1959). Effect of ?-lipoic acid on vitamin C and vitamin E deficiencies. Arch of Biochem and Biophys 80: 86-93.

Health News 2012

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012