Ligesom C- og K-vitamin – naturlige stoffer, der har afgørende betydning for kroppens normale funktion – kan alfa-liponsyre være et effektivt supplement ved behandling mod en kræftsygdom. Alfa-liponsyre er en stærk antioxidant, som dannes i planter og dyr og findes bredt i naturen. Stoffet har meget til fælles med vitaminer, men det er ikke essentielt at indtage via kosten, fordi menneskekroppen selv kan danne det.
Alfa-liponsyre kan medvirke til at forebygge udvikling af kræft ved at fungere som antioxidant. Stoffet har de egenskaber, der kræves af en ideel kræfthæmmer, fordi det i større doser ødelægger kræftceller og efterlader normale celler uskadte.
Men alfa-liponsyre kan meget andet end det…
En patientberetning
Styrken ved alfa-liponsyre er illustreret i en patientberetning fortalt af dr. Burt Berkson i hans bog The Alpha Lipoic Acid Breakthrough:
Berkson var læge ved et hospital i Cleveland. En weekend havde en kvinde plukket vilde svampe, som hun lavede aftensmad af. Kort efter blev hun og hendes mand i hast kørt til hospitalet, hvor de blev behandlet for maveproblemer og sendt hjem. Deres søn, som var ambulancelæge, spurgte, hvad de havde spist, og da det gik op for ham, at det kunne være svampeforgiftning, blev de kørt tilbage til hospitalet.
Det viste sig, at de havde spist adskillige svampe af arten Amanita verna. Prognosen ved forgiftning med denne svamp afhænger af den mængde, man har indtaget. Manden havde spist adskillige svampe – i hvert fald nok til, at mængden kunne være dødbringende. Hans kone havde spist mindre end én og havde derfor større chance for at overleve. De to patienter blev overladt til dr. Berkson, der blev bedt om at give dem smertestillende midler og væske – og egentlig blot vente og se, om de døde af leversvigt.
Men heldigvis var Berkson uddannet forsker med en Ph.D.-grad i svampebiologi. Han kontaktede en kollega fra National Institutes of Health, der foreslog ham at prøve et forsøgsstof, alfa-liponsyre, som måske kunne behandle leversvigt forårsaget af svampeforgiftningen. Berkson gav alfa-liponsyre til parret, som begge kom sig i løbet af et par dage. Selv mandens leverfunktion blev næsten fuldt genoprettet. En overlæge forklarede Berkson, at selvom de er sjældne, ses der dog eksempler på helbredelser som denne.
Ugen efter blev endnu et par indlagt med svampeforgiftning. Berkson fik at vide, at de ikke havde chance for at overleve – dertil var forgiftningen for alvorlig. Han fik ordre om ikke at bruge alfa-liponsyre, eftersom det ikke var en anbefalet behandlingsform. Han måtte ikke ordinere mere alfa-liponsyre, før hospitalets farmakologi-udvalg havde godkendt brugen af stoffet. Men Berkson kunne ikke bare stå på sidelinjen og se sine patienter dø. Han gav dem resten af sit lager af alfa-liponsyre – og de blev udskrevet, sunde og raske, 10 dage senere.
Hvordan virker alfa-liponsyre?
Alfa-liponsyre indeholder to svovl-atomer, som kan iltes og reduceres. Ud over at være en antioxidant er alfa-liponsyre en cofaktor for adskillige essentielle enzymer.
Alfa-liponsyre kan krydse blod-/hjernebarrieren og binde tungmetaller. Det er et svovlholdigt molekyle, der nemt binder sig til kviksølv og andre metaller. Derfor kan stoffet måske anvendes til at fjerne kviksølv og andre toksiske metaller fra hjernen. I blodet binder andre svovlholdige tilskud, fx MSM, også kviksølv og andre tungmetaller og overfører dem sikkert til urinen til udskillelse. Men i modsætning til alfa-liponsyre kan MSM ikke krydse blod/hjernebarrieren.
Tungmetalforgiftning
Alfa-liponsyre kan forebygge og behandle virkningerne af tungmetalforgiftning. Frie metalioner, fx kobber og jern, fremkalder iltning ved at katalysere reaktioner, der producerer frie radikaler. Såvel alfa-liponsyre som dets reducerede form DHLA kan binde metalioner og derved forebygge reaktioner, der genererer frie radikaler. Alfa-liponsyre kan fungere som en indirekte antioxidant ved at hæmme de enzymer, der er involveret i iltning og ved at binde sig til metalatomer.
Alfa-liponsyre danner stabile komplekser med kobber, mangan og zink. Dyreforsøg har vist, at alfa-liponsyre beskytter mod det giftige metalelement arsenik. Stoffet danner et kompleks med arsenik og forebygger dermed, at det optages fra tarmen, eller hindrer, at det interagerer med enzymer. Det kan måske også reducere cadmium-skader på leveren og binde kviksølv, så det fjernes fra nyrerne.
Alfa-liponsyre kan binde små mængder metal-ioner og derved fjerne dem fra kroppen og forebygge skadelig iltning. Men er der frit kobber og jern til stede, hvilket kan være tilfældet i kræftceller, kan alfa-liponsyre generere frie radikaler. Ved kræft kan denne interaktion mellem alfa-liponsyre og metal-ioner være en primær kilde til generering af frie radikaler og dermed celledød.
Antioxidant virkning
Alfa-liponsyre er en stærk antioxidant – særligt, fordi den kan bruges både inde i cellerne og i de omgivende væv. Fri alfa-liponsyre kommer hurtigt ind i cellerne, hvor det reduceres til DHLA ved hjælp af elektroner, der udledes ved stofskiftet. Denne reducerede form fungerer derefter som en antioxidant, der forebygger iltningsskader.
Alfa-liponsyre er både vand- og fedtopløselig, så den spredes ekstraordinært vidt i kroppens væv. De fleste andre antioxidanter er primært opløselige i vand (fx C-vitamin) eller i fedt (fx E-vitamin). Alfa-liponsyre fungerer derimod som antioxidant i både vand- og fedtbaserede kropsdele.
Alfa-liponsyre er en stærk fri radikal-ødelægger. Når den reducerede form, DHLA, neutraliserer en fri radikal, iltes den til formen alfa-liponsyre. Derefter gendannes alfa-liponsyren og reduceres tilbage til DHLA af cellestofskiftet. DHLA er en af de mest effektive fri radikal-jægere i cellen, og den kan genopbygge en række andre antioxidanter, bl.a. glutathion, coenzym Q10 og C- og E-vitamin.
Ved nogle lidelser, fx hjerneblødning eller blodprop i hjertets kranspulsårer, kan kroppens væv være uden ilt i en periode. Når blodforsyningen genoprettes, kan en stor mængde fri radikaler beskadige vævene. Alfa-liponsyre kan måske forebygge disse såkaldte reperfusionsskader og øge den hastighed, hvormed cellerne kan reparere iltningsskader. Selvom processen er observeret både ved reagensglasforsøg og i dyreforsøg, er der behov for at få den bekræftet ved kliniske forsøg.
Den reducerede form af alfa-liponsyre øger indholdet af en vigtig celle-antioxidant, glutathion, som dannes ved hjælp af den svovlholdige aminosyre cystein. DHLA øger optaget af cystein i cellen, hvilket fører til større glutathion-dannelse. Selvom en forøgelse af intracellulært DHLA efter tilskud af alfa-liponsyre kan være kortsigtet, kan DHLA måske forbedre den intracellulære antioxidante kapacitet ved at øge glutathion-dannelsen.
Alfa-liponsyre er et betændelseshæmmende stof, der virker på de mekanismer, der kontrollerer cellevækst. Betændelse anerkendes i stigende grad som en faktor ved mange sygdomme. Cellefaktoren NF-kappaB er et vigtigt protein til regulering af de gener, der er involveret i betændelse og sygdomme som åreforkalkning, kræft og diabetes. I særlig grad kan NF-kappaB regulere cellespredning og -omdannelse og svulstudvikling. Det sker ved at ændre den måde, hvorpå gener udtrykkes i betændte celler (NF-kappaB er en transkriptionsfaktor, som binder sig til DNA og ændrer ekspressionshastigheden i visse vækstrelaterede gener. DHLA hæmmer rranskriptionsfaktor AP-1 ved at mindske ekspressionen af proto-onkogenet c-fos). Når alfa-liponsyre tilsættes dyrkede celler, hæmmer stoffet aktiveringen af NF-kappaB. DHLA hæmmer aktiviteten i andre transkriptionsfaktorer.
Diabetes
På grund af glukoses involvering i udvikling og mulig behandling af kræft skal vi her beskrive alfa-liponsyres indvirkning på blodsukkeret. I Tyskland har man anvendt høje doser af alfa-liponsyre til behandling af diabetes mellitus siden 1960’erne. Tilskud kan måske sænke blodsukkerniveauet hos diabetikere og personer med nedsat glukosetolerance. Diabetikere, der tager alfa-liponsyre, kan måske reducere deres afhængighed af insulin og andre behandlingsformer – de bør derefter holde nøje øje med deres blodsukkerniveau. Diabetikere har også højere risiko for at udvikle grå stær. I forsøg med rotter er R-alfa-liponsyre mere effektivt end den syntetiske S-form til at forebygge grå stær.
Der er videnskabelige beviser for, at store doser af alfa-liponsyre øger følsomheden over for insulin. Dette har betydning for optagelse af C-vitamin i svulster med insulin-afhængige glukose-transportører. Forskerne påviste, at intravenøse doser af alfa-liponsyre (600+ mg og 1.000 mg) til patienter med diabetes type II øgede insulinfølsomheden (med hhv. 27 % og 51 %). I et andet forsøg fik 20 type II-diabetikere orale doser på 600 mg alfa-liponsyre dagligt i en periode på fire uger, hvilket forbedrede deres målinger af glukoseomsætningen. I et tredje forsøg fik 72 type II-diabetikere daglige doser på 600 mg, l .200 mg eller 1.800 mg i fire uger. Resultaterne viste, at oral alfa-liponsyre øgede insulinfølsomheden med 25 %. Type II-diabetikere, der fik injektioner af alfa-liponsyre, viste sig angiveligt at opleve en betydelig forbedring i glukoseoptagelsen.
Type I- og II-diabetikere oplever stor iltningsbelastning. Dette kan være hovedårsagen til komplikationer i kar og nerver. I et forsøg fik 33 diabetiske patienter alfa-liponsyre (600 mg pr. dag) i mindst tre måneder. Forskerne fandt frem til, at de patienter, der fik tilskud, havde et lavere indhold af iltet fedt i blodet end kontrolgruppen. Resultatet er bekræftet i et andet forsøg med 10 diabetikere.
Kræft
Alfa-liponsyre er en stærk antioxidant og kan være et effektivt middel mod kræft. Den antioxiderende virkning giver et fingerpeg om dets potentiale i kræftforebyggelse. Men her koncentrerer vi os primært om dets anvendelse i kræftbehandling. En stor del af den forskning, der er foretaget på dette område har fokuseret på stoffets anvendelse i kombination med konventionel kræftbehandling.
Det kemoterapeutiske middel oxaliplatin har en bivirkning i form af skader på de perifere synsnerver. Denne akutte, forbigående neuropatiske lidelse opstår ved de første behandlinger hos 85-95 % af de patienter, der får midlet. Med fortsatte doser øges nerveskaderne hos 10-20 % af patienterne, og dette sætter en grænse for den dosis, man kan give. Alfa-liponsyre afhjælper nerveskader hos diabetikere og kan dermed medvirke til at forebygge denne negative side ved brugen af oxaliplatin. 600 mg intravenøs
alfa-liponsyre én gang om ugen i 3-5 uger efterfulgt af 600 mg orale doser tre gange dagligt forebyggede skader hos otte ud af 15 patienter.
Alfa-liponsyre beskytter mod nerveskader hos patienter, der får kræftmidlerne cisplatin og docetaxel. Cisplatin er et platinbaseret middel, der som bivirkning kan give nyreskader. Alfa-liponsyre kan beskytte rotter mod cisplatin-fremkaldte iltningsskader på nyrerne. Brug af alfa-liponsyre gav også en synergistisk forøgelse i overlevelsen hos forsøgsmus i doxorubicin-behandling mod leukæmi. I lave koncentrationer (l uM/L) fungerede alfa-liponsyre som en kræftvækstfaktor, mens stoffet i højere koncentrationer (100 uM/L) fungerede som spredningshæmmende stof. Denne koncentrations-afhængige reaktion er analog med virkningerne af den relaterede antioxidant C-vitamin.
Celler fra sygdommen ataksi-teleangiektasi, der øger følsomheden for bestråling og iltningsbelastning, har også vist sig at kunne have gavn af alfa-liponsyre. Eftersom både strålebehandling og de fleste former for kemoterapi i sagens natur fremkalder iltningsbelastning, er det logisk, at alfa-liponsyre vil kunne reducere bivirkningerne.
Ligesom C- og K-vitamin går alfa-liponsyre målrettet efter kræftceller og skader ikke raske celler. Faktisk er dets antioxidante egenskaber gavnlige for normale celler. I stedet for at beskadige raske væv – som konventionel kemoterapi – virker alfa-liponsyre generelt sundhedsfremmende på kræftpatienter. Menneskelige svulstcellelinjer “begår selvmord”, når de udsættes for alfa-liponsyre. I modsætning hertil hæmmes raske celler i deres vækst og celledeling, så de påvirkes mindre af kemoterapi. Sådanne egenskaber indikerer, at alfa-liponsyre kan have en gavnlig effekt på både forebyggelse og behandling af kræftsygdomme.
Alfa-liponsyre udnytter kræftcellernes stofskifte, så syren kan fungere som et meget selektivt kræfthæmmende stof. I raske celler fungerer alfa-liponsyre som en stærk antioxidant. I kræftceller fungerer den som en oxidant, der genererer frie radikaler. F.eks. har man påvist, at stoffet genererer superoxid inde i menneskelige tyktarmskræftceller – og at dette får cellerne til at begå selvmord. Tilføjelse af en passende antioxidant kan forebygge, at celler dør ved apoptose. En lignende fremkaldelse af celledød i menneskelige leukæmiceller, men ikke i raske hvide blodlegemer, er blevet beskrevet. Disse resultater tyder på, at alfa-liponsyre har potentiale som kræfthæmmende stof.
Selektiv udryddelse af kræftceller er replikeret i adskillige laboratorier. Fx har Lester Packer, en af de førende alfa-liponsyre-forskere, påvist, at alfa-liponsyre (100 uM/L) dræber leukæmiceller, men ikke normale hvide blodlegemer.
Synergi med C-vitamin
Alfa-liponsyre fremmer C-vitamins evne til at ødelægge kræftceller. C-vitamin kan måske reducere alfa-liponsyre-radikaler og generere en redox-cyklus, der resulterer i iltning, der beskadiger kræftcellerne. Riordan har testet styrken i en ascorbat/alfa-liponsyre-blanding til udryddelse af kræft. Tilføjelsen af alfa-liponsyre øgede i høj grad den kræfthæmmende virkning: Der var kun behov for ca. 1/8 af den normale mængde ascorbat. Behandlingen var effektiv mod både hurtigt voksende og ikke-spredende celler. Kombinationen kan vise sig at være mere effektiv end eksisterende midler.
Svulster kan muligvis absorbere mere alfa-liponsyre end ventet. Man har dog ikke fastlagt den underliggende mekanisme. Er det tilfældet, kan alfa-liponsyre nå et cytotoksisk niveau i kræftvæv ved et lavere blodindhold end ventet. Forsøgsdata understøtter denne teori. Hos kræftpatienter optages alfa-liponsyre hurtigere i de røde blodlegemer end hos raske, og stoffet er derfor mere tilgængeligt for vævene. Brystsvulstvæv har øget optag og binding af alfa-liponsyre sammenlignet med normale væv. Kræftceller ophober mere alfa-liponsyre i deres mitokondrier end raske celler. Når rotter får indsprøjtet alfa-liponsyre, ophober de rotter, der har kræft, mere alfa-liponsyre end raske dyr. Gentagne injektioner har vist sig at kunne forlænge syge rotters levetid med 25 %.
Læs også
Alfa-liponsyre giver dig et sundere og længere liv
Alfa-liponsyre – anvendelsesområder
Alfa-liponsyre – masser af gode egenskaber
Antioxidanter beskytter mod åreforkalkning
C-vitamin: Forskellen på traditionelt og liposomal C-vitamin
C-vitamin: Dosering for antioxidant-virkning
Selen og carotenoider reducerer dødeligheden
Lemongræs er effektivt mod kræftceller og svampe
Kilder
Carreau JP. Biosynthesis of lipoic acid via unsaturated fatty acids. Methods Enzymol, 62, 152-158, 1979.
Berkson B. The Alpha Lipoic Acid Breakthrough, Three Rivers press (Random House), NY, 1998.
Parish RC, Doering PL. Treatment of Amanita mushroom poisoning: a review. Vet Hum Toxicol, 28(4),318-222, 1986.
Teichert J, Kern J, Tritschler HJ, Ulrich H, Preiss R. Investigations on the pharmacokinetics of alpha-lipoic acid in healthy volunteers. Int J Clin Pharmacol Ther, 36(12), 625-628, 1998.
Packer L, Kraemer K, Rimbach G. Molecular aspects of lipoic acid in the prevention of diabetes complications. Nutrition, 17(10), 888-895, 2001.
Marangon K, Devaraj S, Tirosh O, Packer L, Jialal I. Comparison of the effect of alpha-lipoic acid and alpha-tocopherol supplementation on measures of oxidative stress. Free Rad Biol Med, 27(9-10), 1114-1121, 1999.
Baur A et al. Alpha-lipoic acid is an effective inhibitor of human immunodeficiency virus (HIV-1) replication. Klin Wochenschr, 69, 722-724, 1991.
Packer L. Alpha-Lipoic acid: a metabolic antioxidant which regulates NF-kappa B signal transduction and protects against oxidative injury. Drug Metab Rev, 30(2), 245-275, 1998.
Jacob S, Rett K, Henriksen EJ, Haring HU. Thioctic acid – effects on insulin sensitivity and glucose metabolism. Biofactors, 10(2-3), 169-174, 1999.
Thome Research. Monograph alpha lipoic acid. Alternative Medicine Review, 3 (4), 308-310, 1998.
Gal EM. Reversal of selective toxicity of a-lipoic acid by thiamine in thiamine-deficient rats. Nature, 205, 535, 1965.
Patrick L. Mercury toxicity and antioxidants: Part I: role of glutathione and alpha-lipoic acid in the treatment of mercury toxicity. Alternative Medicine Review, 7(6),
456-471, 2002.
Ou P, Nourooz-Zadeh J, Tritschler HJ, Wolff S. Activation of aldose reductase in rat lens and metal-ion chelation by aldose reductase inhibitors and lipoic acid. Free Radic Res, 25, 337-346, 1996.
Sigel H et al. Stability of binary and ternary complexes of a-lipoate and lipoate derivatives with Mn2+ , Cu2+, and Zn2+ in solution. Arch Biochem Biophys, 187, 208-214, 1986.
Grunert RR. The effect of DL a-lipoic acid on heavy-metal intoxication in mice and dogs. Arch Biochem Biophys, 86, 190-194, 1960.
Bustamante J, Lodge JK, Marcocci L, Tritschler HJ, Packer L, Rihn BH. Alpha-lipoic acid in liver metabolism and disease. Free Radic Biol Med, 24(6), 1023-1039, 1998.
Miura K, Clarkson TW. Reduced methylmercury accumulation in a methylmercuryresistant rat pheochromocytoma PC12 cell line. Toxicol Appl Pharmacol, 118, 39-45, 1986.
Muller L, Menzel H. Studies on the efficacy of lipoate and dihydrolipoate in the alteration of cadmium toxicity in isolated hepatocytes. Biochem Biophys Acta, 1052, 386-391, 1990.
Keith RL et al. Utilization of renal slices to evaluate the efficacy of chelating agents for removing mercury from the kidney. Toxicology, 116, 67-75, 1997.
Biewenga GP, Haenen GR, Bast A. The pharmacology of the antioxidant lipoic acid. Gen Pharmacol, 29(3), 315-331, 1997.
Bast A, Haenen GR. Lipoic acid: a multifunctional nutraceutical, I: Kramer K, Hoppe P, Packer L, red. Nutraceuticals in Health and Disease Prevention, Marcel Dekker, Inc, NY, 2001.
Packer L, Witt E, Tritschler HJ. Alpha-Lipoic acid as a biological antioxidant, Free Radic Biol Med, 19, 227-250, 1995.
Handelman GJ, Han D, Tritschler H, Packer L. a-Lipoic acid reduction by mammalian cells to the dithiol form and release into the culture medium. Biochem Pharmacol, 47, 1725-1730, 1994.
Packer L, Kraemer K, Rimbach G. Molecular aspects of lipoic acid in the prevention of diabetes complications, Nutrition, 17(10), 888-895, 2001.
Kagan V, Serbinova E, Packer L. Antioxidant effects of ubiquinones in microsomes and mitochondria are mediated by tocopherol recycling. Biochem Biophys Res Comm, 169, 851-857, 1990.
Busse E et al. Influence of alpha-lipoic acid on intracellular glutathione in vitro and in vivo. Arzneimittel-Forschung, 42, 829-831, 1992.
Panigrahi M et al. Alpha-Lipoic acid protects against reperfusion injury following cerebral ischemia in rats. Brain Res, 717, 184-188, 1996.
Cao X, Phillis JW. The free radical scavenger, alpha-lipoic acid, protects against cerebral ischemia reperfusion injury in gerbils. Free Rad Res, 23, 365-370, 1995.
Haramaki N et al. The influence of vitamin E and dihydrolipoic acid on cardiac energy and glutathione status under hypoxia-reoxygenation. Biochem Mol Biol Int, 37, 591-597, 1995.
Zhang WJ, Frei B. Alpha-lipoic acid inhibits TNF-alpha-induced NF-kappaB activation and adhesion molecule expression in human aortic endothelial cells. Faseb J, 15(13), 2423-2432, 2001.
Mizuno M, Packer L. Effects of alpha-lipoic acid and dihydrolipoic acid on expression of protooncogene c-fos. Biochem Biophys Res Commun, 200(2), 1136-1142, 2001.
Ziegler D et al. Alpha-lipoic acid in the treatment of diabetic polyneuropathy in Germany: current evidence from clinical trials. Exp Clin Endocrinol Diabetes, 107(7), 421-430, 1999.
