Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Bliver Grundloven glemt?

Af Julian Vøldan, NY TID OG VI, Nr. 2 - 1970

Jeg er bare en lille husmor, som prøver på at tænke selv. Men det kan ofte være svært i en tid, hvor de autoriteter, man plejer at tro på, gang på gang blander ret og uret og løgn og sandhed, som man blander kort. Da jeg havde læst artiklerne om Arno Wolle i B.T. af 20. januar, måtte jeg derfor hen i en boghandel og købe Danmarks Riges Grundlov for at få klaret begreberne.

Den første artikel i B.T. indeholdt følgende udtalelse af en kendt overlæge: ”Enhver læge med respekt for sig selv vil omgående undersøge ethvert dokumenteret tilfælde, hvor en naturlæge vitterlig har hjulpet et sygt menneske, Vi har endnu ikke set et sådant dokumenteret tilfælde, og så har vi ikke noget at gå ud fra”. Denne udtalelse lyder køn og tilforladelig på overfladen, men undersøger man den nærmere, så kommer man til, at der vistnok må findes mange læger uden respekt for sig selv!

I de tyve år, jeg har passet Ny Tid og Vi’s telefon, har jeg talt med tusindvis af mennesker, som havde søgt og fået hjælp af naturhelbredere, fordi deres egen læge ikke kunne hjælpe dem. På mit spørgsmål om, hvad deres egen læge så havde sagt bagefter, fik jeg gerne et af følgende to svar: ”Jeg tør slet ikke fortælle ham, at jeg har søgt en naturlæge”, eller ”Det lod slet ikke til at interessere ham; han var faktisk fornærmet over, at jeg havde søgt en ”kvaksalver”! En kvinde, der var blevet af med en knude i brystet efter 7 måneder på Nolfi-kost og glad viste det til den samme læge, som havde sagt, hun skulle have brystet fjernet, fik følgende højst besynderlige svar: ”Det skal De ikke fortælle til nogen”!

I B.T. af 20. januar var avisen så betænksom, at den i samme nummer bragte overlægen det bevis, han efterlyste i form af en beretning om en lille pige, som var blevet helbredt for leukæmi af Wolles urtekur, medens hun bare var blevet dårligere og dårligere af de tabletter, hospitalslægerne havde givet hende. Jeg tvivler dog på, at overlægen vil anerkende beviset, for han bad udtrykkelig om et ”dokumenteret,” tilfælde, og jeg kan tænke mig, at han hermed mener et tilfælde, hvor lægerne på et hospital fra begyndelse til slut har kontrolleret helbredelsesprocessen.

For mig at se er det en vældig fidus at forlange dette dokumenterede tilfælde, for han ved lige så godt som jeg og mange andre, at ingen ortodoks læge og intet almindeligt sygehus har vist den fjerneste interesse for at følge og ”dokumentere” en uortodoks helbredelse. Hør bare, hvad der står i den anden artikel i samme B.T.:

”Moderen til den nu 9-årige pige forsøgte at gøre deres egen læge opmærksom på Wolle. Hun havde samlet forskelligt om naturlægen og sendte det sammen med datterens sygehistorie til huslægen. Han ville end ikke høre om ham! Ligeledes blev hun og datteren droppet af hospitalet. En uge efter, at hun havde fortalt overlægen, at de var begyndt på Wolles kur mod leukæmi, og at datteren allerede var i bedring, fik hun brev fra hospitalet om, at der ikke mere var nogen grund til fortsat at undersøge hendes blodtilstand. Hospitalet ville altså ikke have noget med dem at gøre, fordi de ikke mere ville tage hospitalets piller (som tydeligt skadede barnet) og i stedet havde valgt at bruge en ”kvaksalvers” urtemedicin (som tydeligt gavnede barnet).

Som en almindelig husmor og mor vil jeg tillade mig at spørge, om hospitalslægerne virkelig havde lov til dette? Hospitalerne er bygget og drives for skatteborgernes penge, og hospitalslægerne har fået deres uddannelse og får deres løn af de samme penge. Man skulle så vente, at de ville betragte sig som samfundets tjenere, medens faktum er, at mange af dem optræder som et selvbestaltet herrefolk. De prøver at påtvinge patienterne deres piller, indsprøjtninger og operationer, uden at give dem nogen som helst oplysning om, at der tillige findes andre giftfri og operationsfri lægemetoder, som bl. a. praktiseres på store klinikker i udlandet og forfægtes af fuldt uddannede læger og professorer.

Ifølge Danmarks Riges Grundlov har vi ret til frit at vælge, hvilket politisk parti vi vil tilhøre, samt hvilket trossamfund vi vil slutte os til. Men der findes en tredje ting, som også er meget vigtig, nemlig bestemmelsesretten over vort eget legeme. Derfor har vi fået § 71, hvor der står, at ”den personlige frihed er ukrænkelig”. Denne paragraf giver os fuld ret til selv at vælge mellem operationsbehandling og operationsfri behandling i tilfælde af, at vi får kræft eller anden sygdom, hvor de ortodokse læger plejer at anvende operation, samt til frit at vælge mellem ortodoks læge og naturhelbreder.

Vi er mange, som frygter operationer mere end noget andet, og som føler den dybeste taknemlighed mod dr. Kirstine Nolfi, dr. med. Max Gerson, dr. med. Johannes Kuhl og alle de andre reformlæger og naturlæger, som har opfundet og gennemprøvet operationsfri helbredelsesmetoder. Det er os ufatteligt, at der endnu ikke undervises i disse metoder på det medicinske fakultet, eventuelt som valgfrit fag. Det stadig stigende antal operationer kræver stadig nye sygehuse og giver et stadig voksende antal af halv- og helinvaliderede. Den dag kan komme, hvor de sociale byrder bliver større, end samfundet kan magte, og hvor vi simpelthen bliver tvunget af nød til at gå over til de langt billigere naturlige lægemetoder.

Efter min opfattelse er et demokrati et land, hvor hæderlige mennesker trygt kan leve og arbejde, og hvor de samme regler gælder for alle. Men sådan er det ikke i Danmark, i al fald ikke i forholdet mellem naturhelbredere og ortodokse læger. De første har følelsen af, at de lever i en diktaturstat oprettet af de sidste, som støtter deres magt på lægeloven og apotekerloven.

I Grundlovens § 72 står der, at ”Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelse, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse”.

Den ene danske naturhelbreder efter den anden har fået uventet besøg af kriminalpolitiet, som beslaglagde og tog med sig både breve og andre papirer" I tilfældet Ballin-Lis Andersen rullede bolden videre efter bedste diktaturstatsmønster. Blandt de breve, som politiet beslaglagde hos ingeniør Ballin, var nemlig to breve fra fysioterapeut Lis Andersen, hvori hun spørger ham om råd for et par syge mennesker, tidligere patienter fra det sygehus, hvor hun er ansat. Disse to breve blev af politiet overgivet til hospitalsoverlægen, hvilket resulterede i, at fysioterapeuten fik opsigelse med øjeblikkelig virkning og uden løn fra samme dag, ja, endog uden feriepenge. Desuden skulle hun rømme sin tjenestebolig i løbet af få dage, og det efter at have været fast ansat i 19 år, uden at der nogensinde havde været noget at klage på. Et sådant chok får man vist ellers kun i en diktaturstat! Men ikke nok med det. Lis Andersen blev også tilsagt at skulle møde i retten for de samme to breves skyld og blev dømt til at betale en stor bøde. Intet under, at hun har appelleret dommen, da hun føler sig helt uskyldig dømt. Med sine to breve havde hun udelukkende villet hjælpe to ulykkelige syge mennesker, som selv havde bedt hende om hjælp. At hun i det ene brev opgav lægernes diagnose, var kun sket på patientens udtrykkelige anmodning for at give biokemikeren bedst mulig chance til at råde så rigtigt som muligt. Hun drømte ikke om, at lægerne kunne betragte deres diagnoser som hospitalets private ejendom, når det hele blev betalt med skatteborgernes penge.

For mig personlig var Lis Andersen-sagen et dybt nedstemmende bevis på, at lægerne hellere ser folk beholde deres lidelser, end de vil tolerere, at de søger hjælp hos naturhelbredere. Samtidig tænker jeg med dyb sorg på alle de tusinder af syge mennesker, som i årene fremover skal betale med smerter og måske også med døden, fordi lægerne i deres ufattelige hovmod nægter at ville samarbejde med naturhelbredere eller lære noget af dem.

Men vi skal videre i vore grundlovsstudier. I § 73 står der: ”Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det”.

I fuld modstrid med denne grundlovsparagraf tog politiet ved husundersøgelsen hos ing. Ballin med sig to af ingeniørens kostbare apparater og hele hans lager af medicin. Apparaterne var nødvendige for ham til udøvelsen af hans erhverv, og han har kone og tre børn at forsørge. Disse apparater fik han trods gentagne anmodninger herom ikke tilbage før over et år efter beslaglæggelsen, og medicinen fik han aldrig.

Den tredje grundlovsparagraf, som efter min mening bliver tilsidesat, når det gælder naturhelbredere, er § 75, som lyder: ”Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for at arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse”.

At være naturhelbreder (på tysk Heilpraktiker) er både en livsopgave og et erhverv. I Tyskland og England findes der flere tusinde naturhelbredere, og i England samarbejder de med de almindelige læger, også på hospitalerne. Herhjemme umuliggøres deres virke af visse meningsløse paragraffer i lægeloven og apotekerloven, som åbenbart bruges bevidst af de ledende inden for lægehierarkiet for at beskytte deres eget monopol.

Det var til at grine ad, hvis det ikke var så sørgeligt, at hæderlige og alvorligt arbejdende mennesker skal trækkes for retten og dømmes, bare fordi de har solgt lidt kosttilskud. Her tænker jeg bl. a. på en retssag angående løvetandsaft, hvor vedkommende blev dømt for at have overtrådt apotekerloven med noget urtesaft, som han selv fremstillede af friske løvetandblade. Han havde først hjulpet sig selv og derefter utroligt mange andre gigtpatienter med sin urtedrik, men som sagt, han blev dømt og måtte ikke virke med det mere. For øvrigt undrede det mig, at han kunne dømmes efter apotekerloven ved den anledning, for nok er baldrianrod, kinabark, aloe, sarsaparillerod m. fl. forbeholdt apotekerne (til stor gene for kunderne, som skal løbe lange veje for at få 10 g baldrianrod), men løvetand har man altid frit kunnet købe i enhver urte- og materialhandel.

Det er typisk for forfølgelsen af naturhelbrederne, at de anklages for ting, som de ikke har anet kunne betragtes som forkert. Således blev ing. Ballin også anklaget for at have udført ”operativt indgreb". Det bestod i, at han havde snittet folk i øreflippen for at få en dråbe blod til sine blod-mineralanalyser. På den anklage svarede han meget fornuftigt, at så skulle i al fald alle Danmarks guldsmede anklages for det samme, for de stikker jo hul i damernes ører til ørenringene!

En kræftpatient, som søger en naturhelbreder, gør det helt frivilligt, og derfor er det mig ikke muligt at indse, hvordan der kan være lovlig hjemmel for at trække naturhelbrederen for retten, selv om kuren ikke lykkes. Arno Wolle blev således for nylig dømt til at betale 5000 kr. i bøde, fordi en kræftpatient, som havde søgt ham, var død. Hvis lægerne skulle betale 5000 kr. for hver af de kræftpatienter, som dør efter at have fulgt deres indstændige råd om operation, ville de formodentlig være ludfattige allesammen. Men der er åbenbart stor forskel på folk, selv i et demokrati!

For at få et fældende bevis mod Wolle tog en overlæge sammen med en politimand den døende patient i forhør og optog hele samtalen på bånd. Præcis samme fremgangsmåde brugte lægerne over for dr. nat. Axel O. Hansen, dengang de ønskede at standse ham.

Her er noget, jeg undres over. I en hel årrække har talrige patienter både af Axel O. Hansen og Arno Wolle med fuldt navn og adresse samt deres billede i aviser og blade vidnet om, at de er blevet helbredt for alvorlige sygdomme som forskellige kræftlidelser, leukæmi, hjerteinfarkt, leddegigt, lumbago, mavesår, hjernesvulst og meget mere; men lederne af lægehierarkiet vil åbenbart ikke tro et ord af, hvad de siger, og fremturer i stedet med den gamle vise om, at de ikke kender et eneste tilfælde, hvor en naturlæge har hjulpet et sygt menneske. Derimod tager de samme læger straks for fuldgod sandhed de svar, de får fra svækkede dødssyge mennesker, som bliver spurgt om, hvad der er blevet sagt til dem for år tilbage, og bruger tilmed disse udtalelser som fældende bevis i noget så alvorligt som en retssag. – Sandheden er, at ingen naturhelbreder tør fraråde nogen kræftpatient at lade sig operere, fordi han ved, at det er det samme, som at han udsætter sig selv for en retsforfølgelse. Derfor er det min personlige overbevisning, at begge de ovennævnte retssager blev rejst på falsk grundlag. Det, som antagelig skete i de dødssyges hjerner, var, at de forvekslede naturlægens meningom operation med hans ord. Dette er meget forståeligt, når man tager det lange tidsforløb siden samtalen samt den psykiske påvirkning fra de spørgende personer i betragtning.

Hvordan kan en domsmagt, som plejer at være nøje med sin vidneafhøring, anerkende et vidneudsagn fra en afdød, som man ikke kan spørge ud om enkeltheder. Enhver, som har studeret logik, ved udmærket, at en ganske enkel sætning kan forstås på flere forskellige måder alt efter hvilken person, som udtaler sætningen, og hvilken person som hører den. Derfor er disse båndoptagelser en uskik, som ikke er den danske retspleje værdig. Det er ikke langt fra, at naturlægeforfølgelsen minder en om inkvisitionens tidsalder.

Man må altid søge at finde grundårsagen til et onde, og jeg søger forklaringen til den sørgelige tingenes tilstand i det faktum, at hele den ortodokse lægevidenskab er bygget op på vivisektion. Dette kan aldrig bringe velsignelse med sig og virker desuden forrående.

Men det er aldrig for sent at rette på en fejl, når man er blevet klar over den, og det håber jeg, at især mange af de unge læger vil gøre efterhånden. Der findes nemlig sideløbende med den ortodokse lægevidenskab en helt anden lægevidenskab, som har holdt fast ved Hippokrates’ gamle lære om, at ”Din mad skal være din medicin og din medicin skal være din mad”.

En af de fineste repræsentanter for denne lægevidenskab var dr. med. Max Gerson, som er kendt over hele verden for sine vidunderlige diæthelbredelser af alle mulige sygdomme inklusive kræft og tuberkulose. Hans første bog ”Min diæt” udkom på dansk i 1930 med et forord af dr. Erik Begtrup, så der er faktisk ingen undskyldning for, at danske læger er uvidende om hans diætlære. Endnu mindre er der undskyldning for det, hvis ledelsen af det medicinske fakultet ikke underretter studenter og praktiserende læger om den epokegørende store bog, som dr. med. Gerson udgav på engelsk i 1958 og på tysk i 1961, og som hedder ”EN KRÆFT-TERAPI. Beretning om 50 helbredte tilfælde”. Der findes også flere andre glimrende bøger om helbredelse af kræft uden operation og bestråling, som alle medicinske studenter og praktiserende læger burde kende.

Jeg læste for nylig i en avis, at der skal oprettes storproduktion af brystproteser. Men vi kvinder er ikke tilfredse hermed. Der er allerede ofret nok kvindebryster på lægevidenskabens alter. Var det ikke bedre, at Danmark, i stedet for at blive kendt som producent af porno og brystproteser, blev kendt som storproducent af giftfri jordbrugsprodukter og som foregangsland på kræftens område, således som dr. Kirstine Nolfi drømte om, at det skulle blive? Danske naturhelbredere har hjulpet talrige mennesker af med deres knudedannelser ved hjælp af diæt- og urtekure. Hvorfor kan lægerne ikke klare det samme? De er da vel ikke dummere end naturhelbrederne?? Lad os håbe på, at i al fald de unge medicinske studenter vil sætte sig ind i ernæringens umådelige betydning, så det ord ikke længere skal passe, som en norsk abonnent skrev til mig for nylig: ”De kalder sig læger, men jeg kalder dem for ernæringsfysiologiske analfabeter”.

”Men han har jo ikke noget på!”

Den læser, der opmærksomt har studeret referaterne af retssagen mod biokemikeren Otto Ballin, må uvægerligt føle en vis undren. Der er noget, der ikke stemmer. Stykket går simpelt hen ikke op.

En biokemiker anklages. Han har taget syge i kur, hvilket naturligvis er en betænkelig sag. 29 vidner føres i retten. Alle har i årevis forgæves søgt læge, flertallet er helbredt eller i bedring, ingen har taget skade, ingen har et nedsættende eller anklagende ord om Ballin.

Læseren af de ret enslydende vidneforklaringer har allerede afsagt frifindelse i sagen – men det viser sig pludselig, at disse menneskers helbredelse er sagen helt uvedkommende, for anklagen gælder slet ikke Ballins behandling, men udelukkende hans brug af receptpligtige midler.

Javel, nikker man befriet. Det forstår man. Farlige og giftige midler bør forbeholdes lægerne, der alene kan tage ansvaret for brugen heraf.

Men et par linjer længere nede i spalten står der minsandten, at sundhedsstyrelsen har fundet ud af, at alle de anvendte præparater er uskadelige og virkningsløse - egentlig det bare vand.

- Hvorfor er så disse midler receptpligtige, spørger man forundret. Det kan jo ikke være, fordi Ballin og hans patienter har en anden mening om præparaternes effektivitet?

En cand. pharm. forklarer, at lægerne har eneret på at skrive recept på disse virkningsløse stoffer, fordi folk hos en ikke-læge ville få en falsk tryghedsfølelse og undlade at gå til læge.

Nå, ja, Ballins patienter havde ganske vist alle søgt læge og ikke haft så megen glæde af deres ægte tryghedsfølelse ved dette som af deres helbredelse hos Ballin - men lad gå.

Og nu kommer et nyt moment i sagen. Det viser sig, at midlerne kan købes i håndkøb overalt uden for Danmark, og at sundhedsstyrelse og læger i grunden heller ikke hæfter sig så meget ved flaskernes indhold. Det er ikke den kemiske sammensætning, men hensigten dermed, det drejer sig om, siger anklageren - og hvis Ballin har haft homøopatisk hensigt, er han hjemfalden til straf.

Avra! Der har vi sagens kerne. Det må være noget meget grimt. Nu skal forbrydelsens sande væsen afdækkes, tænker man glad. Men ak og ve, det røgslør af mystik, der hviler over begrebet, homøopati, - løftes ikke så meget som et enkelt øjeblik. Dommeren har læst en artikel i et leksikon og vil gerne belæres af amtslægen, der beskedent samtykker i - som han selv udtrykker det - at fortsætte med at afsløre sin uvidenhed. Sundhedsstyrelsens repræsentant har fundet det sidst skrevne frem - det er fra 1961 - og anklageren siger i proceduren, at ingen beskylder Ballin for at være homøopat, ligesom der under hele vidneafhøringen ikke fremkom beviser på homøopatisk behandling.

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012