Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Ortodokse kræftbehandlingsformer - hvor videnskabelige er de?

Behandlingen er ofte værre end selve sygdommen - og i de fleste tilfælde lykkes den ikke.

(The Cancer Conspiracy af John J. Moelaert)

Den etablerede lægeverden bryster sig ofte af den strengt videnskabelige forskning, der ligger til grund for den ortodokse kræftbehandling. Hvis du får stillet en kræftdiagnose, står du over for et enormt pres fra sundhedsvæsnet for at begynde med det samme på et medicinsk behandlingsprogram, der omfatter kirurgi, kemoterapi og strålebehandling i forskellige kombinationer. De fleste bliver bange og kan derfor ikke modstå dette pres.

Hvordan ville DU reagere i den situation? Måske hælder du mere til naturlige behandlingsformer for enkle helbredsproblemer, men for noget så alvorligt som kræft vil du måske føle dig mere sikker med de testede og påviste metoder fra den ortodokse medicin. Men læs lige det følgende, inden du træffer en endelig beslutning. Så kan det være, at du kommer til at sætte endnu mere pris på den naturlige kræftbehandling.

I denne artikel har jeg samlet nogle ganske ukendte facts om den forskning, der ligger bag den ortodokse kræftbehandling. I kræftforskningen udregner man succes (i form af femårs-overlevelse) ved at sammenligne andre former og kombinationer af behandling med resultaterne fra kirurgi alene. Men kirurgiens succes bliver kun sjældent sammenlignet med overlevelsen blandt ubehandlede patienter og aldrig med patienter, som benyttede sig af naturlige behandlingsformer. Derfor er ortodoks kræftbehandling i sagens natur uvidenskabelig. Helbredelsen overstiger ikke, hvad naturligt kan tilskrives spontan remission og placebovirkning.

Jeg bygger min påstand på følgende væsentlige udtalelser og konklusioner fra medicinske og videnskabelige tidsskrifter. ”Forsøgsynes at vise, at tidlig intervention virker, fordi kræftforstadier omfattes af tidlig kirurgi - men det drejer sig om læsioner, der ofte ikke ville udvikle sig til kræft, hvis de ikke blev behandlet”. Med andre ord: Tidlig intervention fremstår blot nyttig, fordi man fjerner læsioner, der ikke er kræft, men de regnes som kræft, og det ser godt ud på overlevelsesstatistikken. ”Desuden betyder det ikke noget, hvor meget eller hvor lidt der fjernes af et bryst - resultatet er altid det samme”. Denne påstand tyder på, at kirurgi ikke forbedrer chancerne for at overleve - ellers ville der være en forskel mellem fuldstændig fjernelse af brystet og fjernelse af svulsten.

Ifølge forskerne er det nemmest at fortsætte med udsætte mindst 70% af alle kvinder med brystkræft for en nytteløs, lemlæstende procedure. Der er ingen beviser for, at tidlig mastektomi påvirker overlevelsen. Hvis patienterne vidste det, ville de formentlig sige nej tak til operationen.

I 1993 påpegede redaktøren af The Lancet, at trods forskellige ændringer i brystkræftbehandlingen er antallet af dødsfald stadig det samme. Trods næsten ugentlige nyheder om mirakuløse gennembrud har lægestanden med sin ekstraordinære evne til at selvbedrag (hans ord, ikke mine) mistet overblikket. Samtidig afviste han dem, der mener, at redningen er øget kemoterapi efter operation - i et niveau, der er lige under den mængde, der tager livet af patienten. ”I stedet”, fortsatte han, ”ville det så ikke være mere videnskabeligt korrekt at spørge, hvorfor den nuværende indfaldsvinkel er mislykkedes?” Det er ikke for tidligt at stille dette spørgsmål efter et århundrede med lemlæstelse af kvinder, mener jeg. Titlen på Lancets leder er meget passende: "Brystkræft - er vi faret vild?"

Generelt synes alle typer og kombinationer af konventionel brystkræftbehandling at resultere i den samme LAVE langtidsoverlevelse. Den eneste konklusion, man kan drage af dette, er, at konventionel behandling ikke øger chancerne for at overleve på langt sigt. Endnu værre er det, at den førende britiske kræftkirurg Michael Baum har påvist, at brystkræftoperationer ofte øger risikoen for tilbagefald eller dødsfald i løbet af tre år. Han har også sat kirurgi i forbindelse med øget spredning af kræft, som sker ved dannelse af metastaser i andre dele af kroppen.

En tidligere tysk sammenligning har vist, at ubehandlede kvinder, der har overstået overgangsalderen, levede længere med brystkræft end kvinder, der blev behandlet, og anbefalingen er, at man ikke bør behandle denne gruppe af kvinder for brystkræft.

Denne konklusion bekræfter et resultat fra Ernst Krokowski, en tysk professor i radiologi. Han førte endegyldigt bevis for, at metastaser ofte udløses af medicinsk intervention - f.eks. biopsier eller operationer, der ikke har relation til kræftsygdommen. Hvis man ”forstyrrer” en svulst, kommer langt flere kræftceller ind i blodstrømmen, og samtidig undertrykker de fleste medicinske former for intervention (særligt kemoterapi) immunforsvaret. Denne kombination er opskriften på katastrofe. Det er metastaserne, der dræber, mens primære svulster generelt og svulster i brystet i særdeleshed kan være relativt harmløse. Disse resultater er bekræftet af ny forskning, som viser, at operationer - også indgreb, der ikke har noget med kræft at gøre - kan udløse en eksplosiv spredning af metastaser og føre til for tidlig død.

Disse resultater underbygger tidligere rapporter om, at radikale indgreb mod prostatakræft har en tendens til at sprede sygdommen. Det første randomiserede kliniske forsøg af alle kræfttyper omhandlede prostatakræft. Efter 23 år var der ingen forskel i overlevelsesraten mellem dem, der blev opereret, og kontrolpersonerne (som ikke blev opereret). Men de, der blev opereret, udviklede i højere grad andre sygdomme som impotens og inkontinens.

Afdøde H. B. Jones, professor i medicinsk fysik, var en af USAs førende kræftstatistikere. Han sagde i en tale til American Cancer Society, at ingen forsøg har bevist, at tidlig intervention øger chancerne for overlevelse. Tværtimod: Hans forsøg viser, at ubehandlede kræftofre lever op til fire gange så længe - og med en bedre livskvalitet - end dem, der bliver behandlet. Det siger næsten sig selv, at han ikke blev inviteret igen...

Massage af statistiske resultater
Et nyt epidemiologiske forsøg har bekræftet den tvivlsomme værdi af konventionel behandling ved at konkludere, at "medicinsk intervention mod kræft har haft ringe eller slet ingen indvirkning på overlevelsen". Selv det konservative tidsskrift New England Journal of Medicine har offentliggjort en artikel med overskriften "Cancer undefeated" (Vi har ikke vundet krigen mod kræften).

Lad os se på de almindelige metoder til at få medicinsk statistik til at se bedre ud. Patienter, der dør under lang tids kemoterapi eller strålebehandling, tælles ikke med i statistikkerne, fordi de ikke afslutter behandlingen. Men i kontrolgruppen medregnes alle, der dør. Desuden vurderes successen ud fra den procentdel, svulsten midlertidigt svinder med - uanset hvor længe personen overlever. Hvis overlevelsen måles, så er det kun i forhold til at dø fra den behandlede sygdom. Man offentliggør normalt ikke antallet af patienter, der dør på grund af behandlingen. Tendensen for øjeblikket er at diagnosticere forstadier til kræft meget tidligt og behandle dem som kræft. Det øger statistisk antallet af kræftpatienter, og det forlænger overlevelsen og reducerer antallet af dødsfald - og får det til at se ud, som om medicinske behandlinger er en succes. En del af den statistiske fremgang er reel nok, efterhånden som stadigt flere patienter vælger naturlige behandlingsformer.

En undersøgelse af journalerne for 1,2 mio. kræftpatienter afslørede, at antallet af dødsfald som følge af andet end kræft var 200% højere lige efter behandlingen, end man normalt ville forvente. To år efter diagnose og behandling var dette faldet til 50%. Den mest almindelige årsag til de mange dødsfald var angivet til at være hjerte- og åndedrætssvigt. Det betyder, at patienterne i stedet for at dø af kræft adskillige år senere døde af behandlingen - og de er i høj grad med til at forbedre kræftstatistikken, fordi de reelt ikke døde af kræft. Denne vildledende rapportering af kræftdødsfald har ført til krav om mere reel statistik.

Efter en analyse af adskillige store mammografi-screening-forsøg har vist, at mammografi-screening fører til mere aggressiv behandling uden yderligere overlevelse, måtte selv redaktøren af Lancet indrømme, at der ikke findes troværdige beviser fra store randomiserede forsøg, der kan understøtte screeningen. Betydningen af denne udtalelse går langt ud over brugen af mammogrammer. Det anerkendes åbent af fortalerne for den konventionelle medicin, at man ikke har nogen effektiv metode for patienter med fremskreden kræft. Indtil nu har det altid lydt: "Kræft, der konstateres i tide, kan helbredes". Men vurderingen af mammografi viser, at det ikke har nogen betydning, hvornår kræften opdages - de konventionelle metoder og dermed også hele den milliard-store kræftindustri er nytteløse (min konklusion).

Et 13 år langt canadisk forsøg med 40.000 kvinder sammenlignede fysisk undersøgelse af bryster med undersøgelse plus mammografi. Mammogram-gruppen fik foretaget langt flere lumpektomier og andre operative indgreb, og antallet af dødsfald var 107 i mammografi-gruppen og 105 i den gruppe, der kun fik den fysiske undersøgelse.

Duktalt carcinom in situ (DCIS) er en almindelig, ikke-invasiv form for brystkræft. De fleste tilfælde af DCIS opdages ved mammografi - hos yngre kvinder er 92% af alle de kræftsygdomme, der opdages ved mammografi, af denne type. Alligevel foretages mastektomi hos gennemsnitligt 44% og nogle steder 60%. Og eftersom de fleste af disse svulster er harmløse, forbedrer det i høj grad overlevelsesstatistikken.

Konventionel diagnosticering er invasiv og kan medvirke til at sprede kræftsygdommen, men en form for elektrodermal screening (Biofield-test) er blevet udviklet af et team fra otte europæiske hospitaler og universiteter og omtalt i Lancet som 99,1% nøjagtigt til diagnosticering af ondartede svulster i brystet.

En stor metaanalyse af strålebehandlingsresultater for lungekræft viser, at der efter to år var 21% flere dødsfald i den gruppe, der fik operation plus strålebehandling, i forhold tilden gruppe, som kun blev opereret. I analysen står der, at begrundelsen for strålebehandlingen er at dræbe alle de kræftceller, der måske er tilbage efter operationen, men det er en skam, at fakta ikke stemmer overens med teorien.

Kemoterapi - som at spille russisk roulette
Kemoterapi til børn med leukæmi og Hodgkins er den behandling, som stolt fremvises som den diskuterbart eneste klare succes for den ortodokse kræftbehandling. Nu viser et langsigtet opfølgningsforsøg, at disse børn udvikler 18 gange så mange sekundære, ondartede svulster senere i livet. Og hvad værre er - piger har 75 gange højere risiko (7.500%) for at få brystkræft, inden de fylder 40. Et af hovedproblemerne synes at være udviklingen af systemiske Candida albicans-infektioner, når de begynder på kemoterapi. Behandles dette ikke rigtigt, vil patienten formentlig opleve tilbagefald eller fremtidige helbredsproblemer.

Kemoterapi har en klar dosis-afhængighed, hvor antallet af leukæmi-tilfælde blev fordoblet fra lav dosis til moderat dosis - og derefter firedoblet fra moderat dosis til høj dosis. Et forsøg med kræft i æggestokkene har vist, at risikoen for at udvikle leukæmi efter kemoterapi blev øget med 2.700%. Også andre svulster udvikler sig almindeligvis efter kemobehandling af ondartede svulster. I et forsøg med multipel myelom fandt man ingen gunstig indvirkning ved kemoterapi sammenlignet med fravær af behandling.

Den respekterede tyske biostatistiker Ulrich Abelgennemførte en analyse af flere end 3.000 kliniske undersøgelser af kemoterapi mod fremskredne carcinomer (f.eks. brystkræft). Kræftlæger vil gerne bruge kemoterapi, fordi svulsten derved midlertidigt svinder. Det kaldes reaktion, men det har også en tendens til at fremkalde ubehagelige bivirkninger. Abel konkluderede, at der ikke findes direkte beviser for, at kemoterapi øger overlevelsen i disse tilfælde: "Mange onkologer tager det for givet, at en reaktion forlænger overlevelsen - og det er baseret på en falsk forudsætning, som ikke understøttes af kliniske forsøg". Ralph W. Moss, PhD, giver i bogen Questioning Chemotheropy en detaljeret analyse af emnet. Bogens generelle konklusion er, at der ikke findes beviser for, at kemoterapi forlænger livet i hovedparten af kræfttilfældene.

Men selv hvis kemoterapi KAN forlænge livet med nogle få måneder, hvad så med kvaliteten af dette liv? Tom Nesi, som er tidligere Director of Public Affairs hos lægemiddelgiganten Bristol-Myers Squibb, skrev i New York Times om den 'vellykkede' behandling af hans kone. Hun levede tre måneder længere. To uger efter behandlingen skrev hun på en notatblok: "Deprimeret - ikke mere, tak". Del overrasker mig ikke, at de fleste onkologer ikke ville anvende disse behandlingsformer på deres egen familie.

Først fornylig er onkologer begyndt at anerkende det, patienterne kalder "kemo-hjerne" - et deprimerende tab af hukommelse og andre kognitive funktioner. Psykiatere har fundet ud af, at kræftsygdom og den konventionelle behandling af sygdommen kan give alvorlig depression hos 15-25% af patienterne. "Depressionen kan i sig selv ofte være værre end sygdommen", siger de.

Den fulde behandling
Virginia Livingston, markant kræftforsker og behandler, fortæller i sin bog "Cancer - A New Breakthrough" om en af sine mange patienter, som kom til hende efter at have fået den fulde medicinske behandling for brystkræft. "Efter at hun opdagede en lille knude i brystet, fik hun foretaget radikal mastektomi. Ingen af de lymfeknuder, der blev fjernet, var ramt - al kræften var fjernet. For at sikre, at der ikke voksede noget frem i arvævet, fik hun strålebehandling, og hendes æggestokke blev fjernet. Men til hendes irritation opstod der små knuder i det gamle ar i brystet et år senere. Igen fik hun strålebehandling. Der kom flere knuder på halsen, og de krævede mere strålebehandling. Desuden blev hun behandlet med mandlige hormoner, hvilket resulterede i acne og grove hår i ansigtet. Og alligevel blev knuderne ved med at komme igen. Så fik hun kemoterapi - med de sædvanlige bivirkninger. Inden hendes hår kunne nå at vokse ud igen, blev smerterne i hendes knogler diagnosticeret som knoglekræft. Hun fik mere kemo- og hormonterapi for at hjælpe. Men flere måneder senere blev knoglelæsionerne værre, og hun fik anbefalet - og takkede ja til- at få fjernet sine binyrer. Det kunne forhåbentlig forlænge hendes lidelser med et år mere. Efter det kunne fjernelsen af pineal-kirtlen måske give hende yderligere 1-6 måneder at leve i. På dette tidspunkt var hendes tro på lægerne efterhånden så tilpas rystet, at hun gik til dr. Livingston. Hun bad om at blive undersøgt, uden at hendes mand var til stede, så han slap for at se hendes nøgne krop - lemlæstet og med en kæmpestor oppustet mave og tynde ben. Hun hviskede: "Doktor, skal jeg tage livet af mig selv?"

En tavs sammensværgelse
Hvorfor gør de det? Med 'de' mener jeg det, der ofte omtales som 'den etablerede lægeverden'. Jeg tror, at svaret blev givet af den eminente lægefaglige kommentator og tidligere redaktør af New Scientist, dr. Donald Gould, i en tidløs artikel med titlen Cancer - A Conspiracy of Silence. Undertitlen viser hans holdning: "De mest almindelige kræftformer er ligeså resistente over for behandling nu, som de var for 40-50 år siden. Vi vinder intet ved at foregive, at kampen mod kræft langsomt, men sikkert er ved at blive vundet.

Denne sandhed er med fuldt overlæg blevet skjult for den generelle befolkning. Ifølge Gould er baggrunden for denne tavse sammensværgelse penge. Befolkningen skal fortsat se den ortodokse kræftbehandling som en vinder - ellers standser pengestrømmen. En af de forskere, der citeres, siger, at strålerne gives, fordi der findes 10.000-vis af radiologer og millioner af dollars i udstyr - selvom forsøg på forsøg viser, at det skader mere, end det gavner.

Gould mener også, at patienter, som ville leve godt uden lægelig behandling, indtil de uundgåeligt dør, med den lægelige behandling får det elendigt - i et formålsløst forsøg på at udskyde døden nogle få ulykkelige uger. Men selvfølgelig... det er sådan, de fleste penge tjenes. Gould mener, at lægerne forgifter deres patienter med medicin og stråler og lemlæster dem med unødvendige operationer i et desperat forsøg på at behandle det, der ikke kan behandles. Der er ikke sket meget, siden Gould skrev sin artikel i 1976. I en Moss Report fra april 2004 kan man læse, at den langsigtede overlevelse ved almindelige kræfttyper som prostata-, bryst-, tyktarms- og lungekræft "stort set ikke er ændret siden 1970'erne". Kort sagt betyder det, at der ikke har været nogen signifikant forbedring i overlevelsen efter kræftsygdom i de sidste 70-80 år.

Den videnskabelige basis for godkendelse af lægemidler
Det er også interessant at kende den videnskabelige basis for godkendelsen af kræftmidler. Mange af dem kommer oprindelig fra USA. Almindeligvis skal en virksomhed indsende to store, favorable, randomiserede forsøg for at få FDA-godkendelse. 'Favorabel' betyder, at der skal være en vis reduktion i svulsten i mindst én måned. Det er ikke nødvendigt at vise, at behandlingen øger overlevelsen, og det er ikke nødvendigt at forelægge resultaterne af ikke-favorable forsøg for samme middel. Nu er disse ’strenge, videnskabelige’ retningslinjer blevet lempet, og lægemiddelfabrikanterne kan få FDA-godkendelse på basis af små, foreløbige forsøg, selvom et stort, randomiseret forsøg måske er ikke-favorabelt. I en bemærkelsesværdig udtalelse om lægemiddelgodkendelse pointerede en talsmand for FDA, at enhver forsinkelse i godkendelsen ikke betød unødvendige dødsfald, fordi "alle disse behandlinger for fremskreden kræft kan ikke kurere nogen". Men - og det er det vigtige - et individuelt kræftmiddel, som ikke kurerer mennesker, tjener milliarder af dollars til producenten.

Måske er situationen endnu værre for behandlinger, der ikke virker. En gruppe af velanskrevne forskere gennemgik alle offentliggjorte, statistiske beviser på resultaterne af medicinsk behandling. Deres analyse viser, at lægeverdenen nu er den førende årsag til dødsfald og lemlæstelse i USA. Antallet af dødsfald som følge af hjertesygdom var i 2001 699.697, for kræft var tallet 553.251, mens det for medicinsk intervention var 783.9361. Meget passende er titlen på dette forsøg "Death by Medicine".

Undrer du dig over, hvorfor sundhedsmyndighederne vender det blinde øje til disse svimlende tal og samtidig bruger energien på at undertrykke kosttilskud og naturmidler? Et symptom på denne officielle holdning er sagaen om PAN Pharmaceuticals. Regeringen tvang Australiens største producent af naturmidler til fallit, angiveligt fordi der var en mulighed for, at nogle af virksomhedens produkter kunne gøre folk syge eller tage livet af dem. Efter min mening er hovedårsagen til denne forvrængede holdning, at medicinalmyndigheder er domineret af læger, som er uddannet - delvis for penge fra lægemiddelvirksomhederne - til at tro, at lægemidler gør gavn, og at naturmidler potentielt er skadelige. På trods af, at flertallet af vestlige befolkninger foretrækker naturmidler, arbejder stort set alle politiske partier for afhængighed af lægemidler. Derfor er et første skridt til at ændre dette undertrykkende politiske klima et politisk parti, som tør fremme naturlig helbredelse frem for afhængighed af lægemidler.

Vi kan finde et fingerpeg om årsagen til disse forfærdelige "medicinske dødsfald"-statistikker i en leder skrevet af Richard Smith i British Medical Journal: "Men kun 75% af de medicinske interventioner understøttes af videnskabelige beviser", og "Det skyldes, at kun 1% af artiklerne i medicinske tidsskrifter er videnskabeligt sunde, og delvis fordi mange behandlinger overhovedet ikke er blevet vurderet".

Et godt eksempel på det uvidenskabelige i medicinsk forskning er fiaskoen med hormonbehandling. For nogle årtier siden blev det "strengt videnskabeligt" bevist, at behandlingen var sikker og effektiv – ellers ville den ikke være blevet godkendt. Den blev udråbt til at kunne beskytte mod hjertesygdom og kræft. Nu viser alle nye forsøg, at hormonbehandling er farlig og øger risikoen for at udvikle hjertesygdom og kræft. Hvad gik der galt? Hvorfor blev man ikke klar over det tidligere? Simpelthen fordi den oprindelige forskning blev gennemført med det formål at tjene penge, mens nutidens forskere ikke får nogen af disse penge. Derfor har jeg mistillid til enhver form for forskning, der gennemføres med overskud for øje. Desværre gælder det det meste af den medicinske forskning.

Kampen mod kræften
Det er nu 32 år siden, at USAs daværende præsident Nixon erklærede kræften krig. Siden da er der blevet brugt 2 mia. dollars på konventionel kræftbehandling og forskning - med det resultat, at flere dør af kræft end nogensinde. En lignende vurdering kommer fra Clifton Leaf, ansvarshavende redaktør på tidsskriftet Fortune. Han spørger: "Hvorfor er vores fremskridt i kampen mod kræften så små?" og pointerer, at forbedringen i kræftoverlevelsen mere eller mindre er en myte. Hovedparten af den forbedring, der ses i kræftpatienters overlevelse, skyldes livsstilsændringer og tidlig diagnosticering. Tidlig diagnosticering forlænger den statistiske overlevelsestid, uden at patienterne lever længere. Selv med justering for alder er den procentdel af amerikanere, der dør af kræft, ca. den samme som i 1950. Flere amerikanere vil dø af kræft i løbet af de næste 14 måneder end antallet af soldater, der er faldet i alle de krige, USA har udkæmpet - tilsammen.

Der er gennemført forsøg til vurdering af virkningen af forskellige næringsstoffer på forskellige kræfttyper, men ingen af disse 2 mia. dollars har været tilgængelig for naturbehandlere til forsøg med holistiske kræftbehandlingsformer. Og endnu værre for naturbehandlerne har de været udsat for et århundrede med forfølgelse. Mange blev hevet i retten og endte i fængsel. Ville det ikke være mere videnskabeligt at vurdere deres metoder neutralt i stedet for at sætte dem i fængsel?

I USA har stort set alle alternative kræftklinikker måttet flytte til Mexico. Se www.cancure.org for en liste over sådanne klinikker verden over. En holistisk kræftbehandling omfatter bedre kost, urter, elektromedicin og vibrations- eller energibehandling, emotionel healing og tanketerapi. Det eneste forsøg, der kommer tæt på at undersøge en holistisk indfaldsvinkel omfatter Gerson-terapi i en vurdering af femårs-overlevelsen for 153 melanom-patienter. Her overlevede 100% af de patienter med kræft i stadie I og II, som havde fået Gerson-terapi, mens kun 79% overlevede med konventionel behandling. I stadie III (lokale metastaser) var tallene hhv.70 og41%, og i stadie IV (fjernmetastaser) 39 og 6%.

Her er nogle få andre perler fra lægetidsskrifter:

Det vigtigste fremskridt i kræftdiagnosen er nålebiopsi, som nu er standardprocedure. Hidtil har man 'videnskabeligt' antaget, at det er uskadeligt. I 2004 fandt et team på et velanskrevet amerikansk hospital ud af, at 50% af alle nålebiopsier har forårsaget metastatisk spredning af kræft. Det betyder, at et frygteligt stort antal kræftpatienter er døde på grund af denne uskyldigt udseende procedure.

"Der findes ikke belæg for mammografiscreening for brystkræft. Hvis man forudsætter, at forsøgene er neutrale, viser data, at for hver 100 kvinder, der bliver scannet hvert andet år, forhindres ét dødsfald som følge af brystkræft, mens det samlede antal dødsfald øges med 6".

En gruppe førende kirurger (dr. Baum, Demicheli, Hrushesky og Retsky) har påvist, at kirurgi udløser accelereret metastasevækst. De påpeger, at man både i oldtiden og i vore dage har undgået kirurgi mod brystkræft, netop på grund af frygten for, at kirurgien kunne sprede kræften.

C. J. Baines fra det prestigefyldte Canadian National Breast Screening Study skrev: "En ikke-anerkendt skade [ved mammografi-screening] er, at i op til 11 år efter indførelsen af brystkræftscreening hos kvinder i alderen 40-49 år var der flere dødsfald blandt de screenede end blondt de ikke-screenede kvinder, og det strider mod, hvad man kunne forvente" og "Bør kvinder i alderen 40-49 ikke få at vide, at tre år efter screeningen er deres chancer for at dø af brystkræft mere end fordoblet i forhold til ikke-screenede?"

Måske undrer det dig, at der kan være sådan en kontrast mellem videnskabelig forskning og den offentlige opfattelse af fordelene ved konventionel kræftbehandling. Svaret er, at forskningsresultaterne fortolkes selektivt (af spindoktorer) og fremmes (propaganda) af virksomheder med økonomiske interesser, som har let adgang til massemedierne.

Mange naturlige kræftbehandlere har en succesrate på mere end 90%, når det gælder om at bremse og modgå kræft - på betingelse af, at patienterne ikke har gennemgået ortodoks behandling inden. Det ser ud til, at kemoterapi og strålebehandling er de mest skadelige former. Så hvis du står over for en kræftdiagnose, vil jeg foreslå, at du ikke handler af frygt eller føler dig presset til noget. Situationen er sjældent så alvorlig, at du behøver at gøre noget aldeles omgående. I stedet kan du selv læse bøger og tidsskrifter og surfe på nettet - og så stole på din sunde fornuft og din intuition.

Referencer:
Skrabanek, P. False Premises and False Promises of Breast Cancer Screening. The Lancet 2: 316-19, 1985.
Baum, M. The Curability of Breast Cancer. Br Med J, 1:439-42, 1976.
Cunningham L. Mastectomy for so-called lobular carcinoma in-situ. Lancet 1: 306, 1980.
Leder: Breast Cancer: Have we lost our way? Lancet 1:341,343-44, 1993.
Baum M. Does surgery disseminate or accelerate cancer? Lancet, 27. januar 1996;3a7(8996): 260.
Gregl A. Die Lebenserwartung des unbehandelten Mammokorzinoms: "The life expectancy of the untreated mamma carcinoma (breast cancer)" Klin Wschr 41,676, 1963.
Krokowski EH. Is the Current Treatment of Cancer Self-Limiting in the Extent of its Success? J Int Acad Preventive Medicine, 6 (1) 23-39, 1979.
Tagliabue E et al. Role of HER2 in wound-induced breast carcinoma proliferation . The Lancet, 16. August 2003;362:527-533.
Iversen P et al. Radical Prostatectomy versus Expectant Treatment for Early Carcinoma of the Prostate. Scand J Urol Nephrol 772, 65-72, 1995.

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012