Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Løvetand

(Fandens mælkebøtte) bitterstofdroge. Taraxacum officinale. Cikoriefamilien (Cichoriaceae) 

Omtale af løvetand:
Mælkesaftførende urt på op til 30 cm's højde med kort rhizom og en kraftig pælerod; rosetestillede blade med takket rand. Gul blomst, bestående af utallige blomsterblade. Hul stængel. Planten er til mange haveejeres store ærgrelse meget almindelig og hårdnakket, men heldigvis kan den andet end at være ukrudt.

Nogle af de aktive indholdsstoffer:
Rodstokken og den hule stængel indeholder rigelige mængder af det vandopløselige, kvælstoffrie bitterstof taraxacin. Man troede før, at taraxacin var et enkelt stof, men man har fundet ud af, at det er en blanding af flere bitterstofglycosider, nemlig eudesmanoliderne tetrahydroridentin B, taraxacolid-beta-D-glucopyranosid og germacranoliderne taraxinsyre-beta-D-glucopyranosid, 11,13-dihydrotaraxinsyre-beta-D-glucopyranosid og taraxacosid. Indholdet af taraxacin er størst i bladene om foråret, og koncentreres i roden i løbet af sommeren. Roden indeholder inulin, 2% om foråret, stigende til op til 40% om efteråret. I mælkesaften findes udover taraxacin stofferne taraxerol, cherylalkohol, alfa- og beta-lactucerol, gummi og inosit.

Derudover indeholder drogen (Radix et herba taraxaci) garvestoffer, phlobaphener (pigment), spor af æterisk olie, harpiks, organiske syrer, alkaloidet taraxcin, som kan være svagt giftigt, f.eks. for børn, som hele dagen går og sutter på stænglerne, samt asparagin. Der er ingen saponiner som før antaget.

Virkninger/bivirkninger:
Bitterstoffet taraxacin har en galdedrivende virkning, som allerede i 30'erne blev efterprøvet klinisk og i forsøg. Planten har også en vanddrivende virkning. Denne virkning, som har vist sig at svare til virkningen af den vanddrivende medicin Furosemid (R) og i øvrigt for nylig er blevet bekræftet ved dyreforsøg, udnytter man ved kronisk ledegigt og andre reumatiske lidelser, som er primærindikationen for brug af løvetand. Virkningen er i øvrigt kraftigere end hos padderokke og enebær. Det formodes at drogens høje indhold af kalium er medansvarlig for virkningen. Ved overdrevent brug kan der forekomme overskud af mavesyre, og dette er generelt for bitterstofdroger.

art-loevetandAnvendelse:
1-2 tsk. gives et kort opkog med en kop vand (150-200 ml.), (Infus. Taraxaci). Der drikkes en eller to kopper morgen og aften hver dag i nogle uger ved akutte gigtanfald, fordøjelsesbesvær, oppustethed og til forøgelse af urinudskillelsen. Man kan for smagens skyld kombinere med pebermynteblade, som også er galdedrivende, og derfor virker i samme retning.
Første gang planten nævnes i litteraturen er i det 10. og 11. århundrede hos arabiske læger, som regner den for en vildform af cikorie og benævner den Taraxacon. I England nævnes den af walisiske læger så tidligt som i det 13. århundrede, og i dag dyrkes den i stor stil til kommercielt brug både i Europa og Asien. Den bruges ristet som kaffeerstatning på samme måde som dens slægtninge cikorie (Cichoryum intybus) og burrerod (Arctium lappa).

Løvetand indgår i mange tyske læge- hhv. naturlægemidler, f.eks. Cholagonum Nattermann og Hepagalin. I Danmark sælges løvetand the og kapsler i helsekost- og matasforretninger, samt fremskaffes af de fleste apoteker.

Referencer:
Chabrol, (1931).
Leclerc H. Paris, (1937).
Ràcz-Kolilla E. et al: Planta Medica, *26*, s. 212, (1974).
E. Ràcz-Kotilla, G. Ràcz og A. Solomon, Planta Med. 26, 212 (1974).
D. Janke, Hautarzt 1, 177 (1950).
T. Kuusi, H. Pyysalo und K. Autio, Lebensm.-Wiss. Technol. 18, 347 (1985).
H.W. Rauwald og J.T. Huang, Phytochemistry 24, 1557 (1985).
 

Health News 2000

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012