“Åh, jeg har så ondt i maven!” Hvor mange mennesker er der ikke, som synger denne klagesang med sure miner og irriterede håndbevægelser, der åbenbart skal give udtryk for, hvor længe man allerede har udholdt denne plage, og hvor meget man har prøvet – uden at det har hjulpet.
Når man som læge spørger patienten nærmere ud om, hvad han har at klage over sin mave, får man næsten altid det samme svar: Mangel på appetit, sure opstød, opkastninger, trykkende smerter og meget andet. I deres helhed kan de forskellige symptomer tydes på så mange måder, at lægen ikke ud fra dem er i stand til at stille nogen klar diagnose. Han er derfor nødsaget til at anvende komplicerede undersøgelsesmetoder, som giver ham mulighed for at holde de enkelte processer i maven adskilte. Det må derfor overlades til lægen at stille den rette diagnose og at anvende de dertil egnede undersøgelsesmetoder. Vi vil her kun rette opmærksomheden mod hovedsymptomet på de mange mavesygdomme, nemlig overskud af mavesyre, fordi der på dette område ofte laves ulykker af lægfolk.
Maveslimhinden afsondrer dagligt en vis mængde saltsyre, som er nødvendig til madens, især proteinernes fordøjelse. Mavesaftens normale indhold af saltsyre ligger mellem 0,2 % og 0,5 %. Hvorledes mavevæggene er i stand til at afsondre syren, er endnu ikke helt klarlagt.
Forøget mavesyre kan påvises ved flere former for mavekatar samt ved mavesår og sår på tolvfingertarmen. For lidt mavesyre konstateres ofte i forbindelse med mavekræft, og i de fleste tilfælde af den “farlige blodmangel”, den såkaldte “perniciøse anæmi”, findes der slet ingen mavesyre. Denne sygdom er ikke mere så farlig som tidligere, idet vi nu har fået udmærkede midler imod den. Fx en vegetabilsk mælkesyredrik med 10 levende, variable mælkesyrebakterier. Men netop denne blodsygdom har bevist, hvilken nær sammenhæng der er mellem blodet og mavevæggene, samt hvor afhængigt blodet er af en rigtig ernæring. Eller sagt med andre ord: Det viser, at en mangelfuld sammensætning af mavesaften ikke kun er udtryk for en lokal sygdom i mavevæggene, men at den altid kan føres tilbage til en forstyrrelse i hele organismen.
Ved for rigelig nydelse af fedtstoffer, proteiner og kogsalt bliver blodet overfyldt med sure stofskifteprodukter og kan ikke klare sig med de normale udskillelsesorganers arbejde, selv om disse forøger deres virksomhed. Der bliver så behov for “nødventiler”, og derfor øges mavevæggenes syreafsondring i sygelig grad. Når dertil kommer et let sårbart nervesystem, som ved nervøse spændinger reagerer med mangelfuld blodforsyning af karsystemet, er der skabt grundlag for en selvfordøjelse af mavevæggen, og dette betyder, at der opstår mavesår. Lignende samspil sker der også i andre sygdomsbilleder med forøget syredannelse, som vi dog ikke skal komme nærmere ind på her.
Når man har erkendt sammenhængen i ovennævnte, er det vistnok en selvfølge, at man ved sådanne tilstande holder op med at tilføre organismen stoffer, der i overvejende grad danner sure stofskifteprodukter. Man vil være indstillet på at gennemføre en radikal forandring af kostvanerne. Det er ikke gjort med at sluge en tablet eller en teskefuld alkalisk virkende salte for at binde syren, da dette kun får maven til at danne endnu mere syre. I øvrigt kun en kur, der hindrer patienten i at opnå fuld sundhed.
Maven er jo ikke noget reagensglas, hvori man kan blande en vis mængde syre med en vis mængde alkalier til en neutral forbindelse. Den er heller ikke et isoleret organ, men står i nær kontakt med hele organismen og er afhængig af denne. Disse forhold må vi have for øje, når sygdommen skal behandles. Fødevarerne må anvendes med omtanke, så de kan blive til lægemidler – til stærke våben mod sygdommen. Hvordan ser en sådan helbredende kost ud, når den skal indvirke på hele stofskiftet?
Allerførst må rent kogsalt så vidt muligt udelukkes, fordi et overskud af kogsalt fortrænger kalium og magnesium fra deres organiske forbindelser. Følgerne af en sådan indgribende forskydning af mineralstofskiftet mærkes gennem forstyrrelser med mavesaftudskillelsen, krampagtige tilstande i tarmene med vedvarende forstoppelse eller nervøse symptomer og mange andre forstyrrelser. I stedet for kogsalt bør man derfor hellere anvende en saltblanding, der indeholder de vigtigste mineraler i samme forhold, som de findes i blodserum eller i havvandet. Sådanne saltblandinger kan købes i helsekostforretninger.
Desuden bør man mest muligt indskrænke sit forbrug af fødevarer, som har tendens til at forskyde blodets reaktion, så den kommer over i den sure side, dvs. kød, fisk, franskbrød, skæreoste mv. I stedet for disse fødemidler bør man i længere tid anvende råkost, som dog skal være veltilberedt og godt sammensat, så den er letfordøjelig og sundhedsbefordrende.
Efter en sådan råkostkur skal den fremtidige kost være således, at der regelmæssigt til hvert måltid (eller endnu bedre før det almindelige måltid) spises lidt rå frugt eller salat, for at det opnåede resultat skal være varigt.
Selvforgiftning fra tarmen
En abnorm tarmfunktion, især forstoppelse, er et af de mest udbredte onder, som desværre alt for ofte bliver overset.
Tarmen har en meget stor opgave med at holde organismen sund og ydedygtig. Tarmen har for mennesket den samme opgave som roden har for planterne. Vi ved jo alle godt, at en plante uden normal rodfunktion ikke er levedygtig. Det samme er tilfældet med menneskets organisme. Ligesom planten suger sine næringsstoffer op af jorden med sine rodtrævler, således suger vore tarmvægge næringsstofferne op af den vælling, som dannes i fordøjelseskanalen af de fødevarer, som vi har spist. Som hos planten ligger roden til vor kraft og ydedygtighed i ordets sande betydning netop her, idet mennesket jo også opbygges af det, som det spiser.
Når planten må bore sine rødder ned i en ugunstig jordbund, får dette en afgørende indflydelse på dens udvikling og sundhed. Alt efter jordbundens beskaffenhed vil planten enten blive sund og modstandsdygtig eller sygelig, dårligt udviklet og ufrugtbar. Man behøver blot at sammenligne brændenælder, som vokser på mager jordbund som fx lossepladser, og brændenælder, der skyder op på fugtige græsarealer eller i en fugtig vejgrøft. Det er nærliggende at drage en parallel mellem den menneskelige organisme og den næringssubstans, som danner dens grobund. Det står i vor egen magt at øve indflydelse herpå.
En sund tarm med dens talrige tarmtrævler og tarmfolder (som gør dens overflade mange gange større) vil opsuge den nødvendige energi til vævenes og organernes sunde opbygning og til blodets fornyelse og musklernes kraftudfoldelse af en naturlig og normalt sammensat næringsvælling. Derimod vil en unaturlig grobund have en meget ugunstig påvirkning på både legeme, sjæl og ånd. Dette er en kendsgerning, der – som erfaringen viser – ikke må undervurderes. Det kan slet ikke udmåles, hvor megen glæde, lykke, styrke og sjælelig og åndelig udviklingsmulighed der kan ligge skjult her, medens det modsatte vil blive årsag til lidelser, smerter, sygdomme samt fysisk og psykisk uduelighed. Alt dette ligger skjult i et sundt eller sygt forhold mellem kosten og tarmfunktionerne.
Den første årsag til en beskadigelse af tarmfunktionen ligger således i en unaturlig og som oftest også umådeholden ernæring, da det jo er den, næringsvællingen i tarmene består af. De vigtige tarmbakterier (colibakterier) hindres derved i den grad i deres virksomhed, at der opstår giftige substanser, som truer med at ødelægge helbredet. I begyndelsen er tarmvæggene nok i stand til at afværge giftstoffernes indtrængen, men i det lange løb bukker tarmtrævlecellerne under for den stadige påvirkning fra de giftige stofskifteprodukter og lader dem passere. Dermed er den første skranke nedbrudt. Men heller ikke de andre filtre og forhindringer mod giftstofferne, som vi har i leveren og lungerne, kan holde stand over for en stadig overbelastning. På denne måde kan de dårlige stoffer komme ind i blodet og dermed i alle organerne.
Nu bliver følgerne uundgåelige. Dersom giftstoffernes indtrængen i blodbanen er særlig massiv og vedvarende, opstår der akutte sygdomstilfælde (fx nældefeber, astma, høfeber, gigt og hudsygdomme) og forgiftningssymptomer i centralnervesystemet, hvor de viser sig i form af hovedpine, søvnløshed og andre nervøse tilstande. Alle afgiftningsstationer arbejder nu under feberagtigt højtryk og behøver dertil store mængder vitaminer. Dersom disse kun tilføres i utilstrækkelig grad med kosten, kan vitaminmanglen føre til endnu flere forgiftningstilstande. Således ved vi fx, at en utilstrækkelig tilførsel af B-vitamin giver anledning til forstyrrelser af opsugningsevnen, hvorfor giften via tarmen kommer ind i blodbanen og giver ledbetændelse.
Igennem længere tid har jeg dagligt undersøgt mellem 30 og 40 patienter angående deres forsyning med C-vitamin og har derved kunnet konstatere, at der hos 87 % af de undersøgte bestod en absolut mangeltilstand af C-vitamin. Dette var ikke blot tilfældet i vintermånederne, men selv på de årstider, hvor der fandtes gode C-vitaminholdige frugter og grønsager i rigelige mængder.
Når der til trods for rigelig tilførsel gennem kosten alligevel er en stærk mangel på vitaminet i organismen, er det for mig at se et bevis på, at tarmfunktionen er forstyrret, og at giftstofferne har fået frit spil. Det er blevet videnskabeligt bevist, at der findes stammer af colibakterier, der nedbryder C-vitamin meget hurtigt. Prof. Becher siger ordret om dette: “Derved kan der udvikle sig mave-tarm-forstyrrelser og obstipationer. Vitaminmangel kan fremkalde forandringer i mave-/tarmkanalen, der på sin side atter kan fremkalde selvforgiftning. På denne måde kan selvforgiftning være en følge af vitaminmangel, og mange symptomer ved vitaminmangel kan gennem selvforgiftning hænge sammen med forstærket tarmgiftresorption- og dannelse.”
Morell peger på nødvendigheden af en fysiologisk tarmflora af hensyn til vitaminhusholdningen og fremhæver, at livsvigtige vitaminer ødelægges af en abnorm tarmflora. Det vigtige K-vitamin stammer fra tarmens colibakterier, og hos spædbarnet dannes B-vitamin af den normale “bacillus bifidus”.
Når en forkert eller mangelfuld kost, medicin eller penicillin har ført til en forstyrrelse af tarmfloraen, således at denne ødelægger livsvigtige stoffer og undertrykker den for organismen nødvendige bakterieproduktion (K-vitamin) og desuden er skyld i dannelsen af giftstoffer, der igen giver anledning til, at tarmvæggenes og andre afgiftningsstationers funktioner hindres, for derved at blive årsag til talrige kroniske og akutte sygdomme, da er det vor pligt at have vor udelte opmærksomhed henvendt på en rigtig ernæring og en normal tarmfunktion.
Læs også
Maven – sådan holder du den sund via kosten
Mavebesvær: Er der ild i din mave?
For meget salt kan øge risikoen for mavekræft
Nøglen til sundhed ligger i tarmen
Tarmfloraen – hvorfor er den så vigtig?
Kanne Brottrunk for en sund tarm
Faste – og nogle af pionererne på området
Mikkel Hindhedes syn på tarmgifte, kødkost, medicin og homøopati
—
Dr. med. Ernst Schneider, født den 14. juni 1913 i byen Wuppertal/Tyskland. l 1938 tog han sin medicinske statseksamen og fik i 1939 tildelt sin medicinske doktorgrad i Düsseldorf. Flere års virksomhed inden for farmakologien vakte hans store interesse for lægeplanter og naturhelbredelse, og han gik derefter i gang med et grundigt studium af disse emner. Dernæst indsamlede han erfaringer gennem sit arbejde inden for forsikrings- og socialmedicinen. Hans erfaringer som praktiserende læge og hans grundige studier på de nævnte områder førte til, at han fik udgivet to større værker med titlerne: Nutze die Heilkraft unsrer Nahrung og Nutze die heilkräftigen Pflanzen.
