Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Mikkel Hindhede

art-hindhedebogDansk læge og ernæringsforsker, der byggede på praksis og ikke på teori. Sunde mennesker er en håbløs dårlig forretning- Det beviste læge Mikkel Hindhede for et par menneskealdre siden.

Vores ideelle kost er nemlig uden kød og alskens industrielle påhit. Han mente i øvrigt også, at dødeligheden ville falde, hvis man lukkede samtlige apoteker!

Mikkel Hindhede (1862-1945) var en dansk pionér på ernæringsforskningens område og en af vore dygtigste og mest fordomsfrie læger, når det gælder basisforståelse af ernæringsproblemer.

Hindhede arbejdede flere år som almindelig praktiserende læge i Skanderborg, men blev efterhånden mere og mere optaget af kostmæssige spørgsmål. Sin baggrund havde han i det vestjyske, hvor han som barn var vænnet til en spartansk kost bestående af grovbrød, grød og kartofler som hovednæring.

Også på den tid interesserede læger sig uhyre lidt for ernæringsproblemer, i hvert fald når det drejede sig om mennesker. De vises sten syntes at være fundet af nogle tyske ernæringseksperter, der anbefalede en meget proteinrig kost ikke bare for mennesker, men også for landmændenes husdyr.

Disse kostanbefalinger med høje proteinnormer havde én stor ulempe - den var dyr, både i familiehusholdningerne og for landmændene. Desuden fandt Hindhede snart ud af, at den ikke bekom ham selv nær så godt som den traditionelle, vestjyske fattigmandskost. »Jeg tog så fat på at studere de tyske originalarbejder, det vil sige de forsøg, der dannede grundlag for proteinnormerne. Det var med en uhyre overraskelse, at jeg så, hvor intetsigende det hele var. Tyskeren Voigt havde vel fundet, at laboratoriekarlen kunne leve ved 250 g kød osv. med indhold af 122 gram protein, hvorpå han var i proteinligevægt; men han havde slet ikke forsøgt at gå ned, at halvere kødet og i stedet for at give kartofler osv. Disse forsøg var altså nul og nix.«

Hermed var bolden givet op. At der måtte være noget galt med de høje proteinnormer, fik Hindhede yderligere bekræftet af studiet af såkaldte primitive kulturer: fra hele verden kunne der indsamles samstemmende beretninger om mennesker, der levede på en overvejende vegetarisk dvs. proteinfattig kost, og som var kendte for deres fortrinlige sundhedstilstand, fysiske styrke og høje levetid.

art-hindhede2Hindhede fik med tiden sit eget laboratorium i København, specielt oprettet til ham under landbrugsministeriet, og her gennemførte han en lang række forsøg for at finde frem til menneskets minimumsbehov for protein. Betegnende for forsøgene var, at de foretages med mennesker, der over en længere periode (1-1½ år) levede på ren kartoffel/margarinediæt osv.

Arbejdet førte til mange epokegørende opdagelser på det ernæringsfysiologiske område; ikke alene fik Hindhede skudt grundigt hul i de gamle proteinnormer, han fandt også f.eks. ud af  klidens  store betydning for den menneskelige ernæring. Han konkluderer herom: »Hovedresultatet af alle disse undersøgelser er, at klid og kim er vore allermest værdifulde næringsmidler, at de fordøjes lige så godt af mennesker som af husdyr, og at den moderne målemetode, der skiller kernemel fra klid og kim, derfor er ganske forkasteligt«.

Denne erkendelse er i dag blevet almen, ikke mindst gennem helsebranchens oplysningsarbejde, men andre af Hindhedes opdagelser synes snarere at være gået i glemmebogen. Vi vil her trække nogle afsnit frem af hans bog  »Fuldkommen Sundhed og Vejen dertil«  (Kbh. 1936), hvor han kommer ind på fordøjelsesproblemer i tilknytning til en proteinrig kost. Eftersom vores normalkost stadig er meget kød- og proteinrig, har disse iagttagelser også i dag stor aktualitet. Selv fandt Hindhede frem til, at den ideelle kost væsentlig er sammensat af groft brød, kartofler, smør (plantemargarine), frugt og grøntsager med lidt mælk i tilgift. På denne billige og nøjsomme næring vil de fleste mennesker holde sig optimalt sunde. Det kan måske undre nogle, at Hindhede »kun« kom frem til denne enkle sandhed, men man bør huske på, at det udgør summen af et livslangt arbejde af en forsker, der hele tiden havde det som sit klare og konkrete mål at bestemme den ideelle ernæring for mennesket: »Praktiske resultater er det eneste, der interesserer mig, af teorier bliver man så inderligt træt ... Derfor er alt i denne bog bygget på praksis. Teorier må andre om«.

Følgende tre afsnit  Om tarmgifte Om kødkost og sygelighed og  Om medicin og homøopati er uddrag fra »Fuldkommen Sundhed og Vejen dertil« (København 1936).

Om tarmgifte (side 141-143). »Forsøg bl.a. af Dr.  Herter  paa Rockefeller-Instituttet har vist, at dyriske Æggehvidestoffer fra Kød og Æg i Tarmen giver god Jordbund for Udviklingen af en vis Slags Forraadnelsesbakterier, der frembringer Giftstoffer (Toxiner), der har en skadelig Virkning paa Organismen. Kulhydrater derimod giver gunstig Jordbund for Udviklingen af Syrebakterier, der dræber Forraadnelsesbakterierne. I den Henseende staar Mælk nærmest i Masse med Plantefødemidlerne. Rå mælk bliver sur, men raadner ikke som Kød og Æg. Den bulgarske Tykmælk (Yoghurt) har særlig kraftige Syrebakterier. Ensidig Mælkekost kan dog ogsaa give Anledning til Tarmforraadnelse (McCollum).

Det er saa heldigt, at enhver ved Selvforsøg kan overbevise sig om Rigtigheden af disse Paastande. Man behøver kun først i 8 Dage at sætte sig paa en stærk Kødkost, og dernæst i de følgende 8 Dage paa en Kost af Brød (ikke surt), Grød, Kartofler (vel tyggede eller mosede) og Smør. Ekskrementerne vil i første Tilfælde som Regel snart blive yderst ildelugtende, ligefrem stinkende og Befindendet vil forringes. I andet Tilfælde derimod vil Ekskrementerne antage en vis syrlig, noget vammel Lugt uden Stank.

Udstrakte Erfaringer gennem mange Aar har lært mig, at Ekskrementernes Udseende og Lugt er den sikreste Maalestok for en Kosts Sundhedsmæssighed. Livets Maal er saa at sige at producere, om ikke just vellugtende, saa dog ikke ildelugtende Ekskrementer. Dermed følger næsten altid Velbefindende. Er dette saa underligt? Der tales saa meget om udvendig Renlighed, men det er noget mærkeligt at tænke sig, at mange af de medborgere, der udvendig skinner af Renlighed, gaar med Tarmen fyldt af det afskyeligste, stinkende Indhold. Dette er 100 Gange værre end udvendigt Smuds, der ved Hudens Hornlag er forhindret i at opsuges. Derfor er en Kost rig paa Kulhydrater i Almindelighed langt den sundeste.

At Hovedpine  ofte blot er et Tegn paa Æggehvideforgiftning kan der næppe være Tvivl om. Saa længe jeg levede paa almindelig, blandet Kødkost, havde jeg af og til ligesom de fleste andre »normale« Kulturmennesker en Dags Hovedpine. Det betragter man nu en Gang som noget, der hører sig til. Efter at jeg for 37 Aar siden gik over til æggehvidefattig Kost, kan jeg ikke erindre at have følt Hovedpine. Mange andre har sikkert haft lignende Erfaringer. Jeg kan i saa Henseende ogsaa henvise til en Afhandling af Dr. med.  McClure  (Boston M. & S. Journal, 17/2 1927), hvori vises, at Udelukkelse af visse dyriske Fødemidler af Kosten er nok til at helbrede Migræne.

I Schmidt.-  »Die Fäces des Menschen«, Berlin 1910, oplyses, at Mennesket normalt pr. Dag gennem Ekskrementer udskiller 33 g friske Bakterier, eller ca. 50 Billioner. Herimellem en Mængde forskellige Arter, skadelige og uskadelige, nogle, der producerer Gifte, og andre, der producerer Modgifte. Disse Arter varierer efter den Næring, der bydes dem. At dyriske Æggehvidestoffer er god Næring for de giftproducerende Bakterier, er der ingen tvivl om. Dette fremgaar af den berømte Professor  Pawlovs  Forsøg med »Ecks Fistel«. Hvis man ved en Operation forbandt Portaaren (den Aare, der fører fra Tarm til Lever) med den nedre Hulvene, hvorved Blodet fra Tarmen føres direkte til Hjærtet udenom Leveren, og fodrede Hunden med planteprodukter, saa skete der intet, men hvis man fodrede med Kød, saa døde Hunden af Krampe, og man fandt i Blodet Giftstoffer, der ikke findes normalt. Herfra sluttede Pawlov, at der i Tarmen ved Sønderdeling af Æggehvidestoffer dannes Gifte, som det tilkommer Leveren at uskadeliggøre. Nu er det godtgjort, at de kødædende Dyr har en forholdsvis meget stor Lever i Forhold til Mennesket. Det er derfor let forklarligt, at det kan gaa galt, hvis Frugtæderen Mennesket skal til at være Rovdyr. Jeg kan ogsaa her henvise til  McCollum, den vel nok nu mest kendte amerikanske Ernæringsfysiolog, der skriver:  »Kød forøger i høj Grad Forraadnelse af Tarmindholdet. Der er ikke noget andet Fødemiddel der i den Grad fremkalder Tarmforraadnelse og skadelige Dekompositionsprodukter«.

Hvad siger man til det i dag?  En sund tarmflora kan opnås ved en fornuftig anvendelse af nogle virksomme naturprodukter. Start med basisernæring og basiskosttilskud, hvis maven gør knuder.

Jaws grød- og brødblanding - en utrolig virksom basisernæring, der kraftigt bidrager til en normalisering af fordøjelsen. Jaws er opbygget af biodyrkede og specialbehandlede korn og frø, som øger vandbindingsevnen og betyder noget livsvigtigt for 2/3 af verdens befolkning.

Resultat Plus eller Skallin - anvendt i mere end 2.000 år som et naturligt og meget virksomt middel til supplering af kosten, hvis denne indeholder for lidt fiber. Et glas opblødt Resultat Plus/Skallin før hvert måltid har også en god slankeværdi; hvis dette ikke ønskes, tages et glas  efter hovedmåltidet.

Candolic og Ipe Roxo - virksomme naturmidler, der kan anvendes enkeltvis eller sammen 1-3 mdr. til bekæmpelse eller dæmpelse af negative tarmbakterier.

Brottrunk - er en enestående mælkesyrnet drik, fremstillet af økologisk dyrket fuldkornsbrød. På grund af sin afgiftende virkning er Brottrunk meget egnet til udrensningen af fordøjelsessystemet. Brottrunk fremstilles af brød i en månedlang gæring. De mange værdifulde næringsstoffer fra kornet bevares i de særlige næringsrige og mælkesyreholdige Fermentkorn kapsler.

Om kødkost og sygelighed  (side 286-289). »Kraftig Kødkost giver tilsyneladende stærke Mænd, der strutter af Kraft med røde Kinder og mulig Dobbelthage. Men slige Mænd ser man jo ofte bukke under mellem 50 og 60 af Apopleksi, Hjærte- eller Nyrelidelse. Særlig virker stærk Leverdiæt ødelæggende paa Nyrerne. Det er værd at skrive sig bag Ørerne i disse Dage, da Leverkost prises, fordi det har vist sig, at den kan helbrede en vis Blodsygdom. Det er dog aabenbart ikke selve Levervævet, Leveræggehviden, der har den Virkning, men visse Hormoner, der kan udtrykkes af Vævet. Det er derfor antageligt sikrest at holde sig til Ekstraktet alene.

Jeg benytter Lejligheden til at henvise til Prof.  Israel Holmgren  (Overlæge ved Serafimerlazarettet, Stockholm) Foredrag ved en Kongres (»Svenska Journalen«, 22. Sept. 1918). Han siger bl.a. - i Oversættelse:

»Vi har set, at Kød er uheldigt for nervøse og for Nervesygdomme, at det er Gift ved Lever-, Hjærtesygdomme og højt Blodtryk, hvordan stærk kødspisning bidrager til at udvikle højt Blodtryk og dermed sammenhængende Sygdomme i Hjærte og Blodkar og derved gør Folk tidligt gamle. Det er saaledes tydeligt, at Kød har Giftvirkning paa Kroppen, og at stærk Kødspisning bestemt kan siges at være skadelig.«

Særlig paapeger H. Kødkostens ødelæggende Virkning ved Nyresygdomme. Denne Virkning kan efter H. demonstreres med næsten matematisk Sikkerhed, idet man, naar man hos en Patient med Nyrebetændelse har faaet Urinen fri for Æggehvide gennem vegetarisk Diæt ogsaa giver Kød, ser Sygdommen blusse op med Æggehvide og Blod i Urinen. Hohngren slutter med følgende:

»Der stilledes for nogle Aar siden af et Dagblad det Spørgsmaal til mig, hvad jeg vilde anse for den vigtigste Opgave for den frisindede Ungdom for Tiden. Jeg svarede, at den vigtigste Opgave var at revolutionere Kulturfolkenes Levevis«.

Ja, det svarer jo ganske til, hvad jeg udtalte for 28 Aar siden i »En Reform af vor Ernæring«. Men overfor Lægestanden vil jo Prof Holmgrens Ord have en ganske anden Vægt end mine. For øvrigt viser skandinaviske Erfaringer, at de almindelige Husdyrs Sundhed tager Skade ved Fodring med høje Æggehvidemængder. Den svenske Professor  Niels Hansson  har anstillet Forsøg med Fodring af Svin, der viste, at naar Foderets Indhold af Æggehvide var henholdsvis 99 (Hold C) og 115 g (Hold D) pr. Foderenhed, blev den daglige Tilvækst i g henholdsvis 604 og 610 g, men Udsættelsesprocenten paa Grund af Sygdom og Død var henholdsvis 20 og 32% Der skrives (Se »Vort Landbrug« 1931, S. 409):

»Det ser da ud til, at der er for stor en Risiko ved at fodre med saa store Æggehvidemængder, som Hold D har faaet - de 6 g større Tilvækst som de overlevende,  stærke  Grise fra Hold D har haft i Sammenligning med Hold C, er altfor dyrt købt. Navnlig har Grisene efter D-Normen faaet for meget Æggehvide i de første Vægtklasser (20-30 kg), hvor Fordøjelsesuorden og Dødelighed var stærkt fremtrædende.«

Det er ogsaa mellem landmænd en kendt Sag, at stærkt fodrede Præmietyre og Præmiehingste sjældent bliver gamle. En mig nærstaaende, meget anset Dyrlæge  (A. Thomsen, Skanderborg), meddelte mig, at det var en almindelig Erfaring mellem Dyrlæger, at der under Krigsblokaden, hvor Oliekagerne udeblev, var langt mindre at bestille.

I Ugeskrift for Landmænd for 6. Dec. 1928 skrev en Indsender:

»Jeg maa tilstaa, at jeg ikke fodrer saa stærkt, som det nu angives at være rigtigt efter de nye Fodringstabeller. Jeg tror imidlertid, at jeg har faaet mit hjemmeavlede Foder betalt lige saa godt som de, der fodrer stærkt. Og jeg mener at have den Fordel, at jeg kun behøver at Sætte 5% af mine Køer ud aarlig, hovedsagelig gamle og en enkelt mislykket Ko. Saavidt jeg har forstaaet, maa flere, der fodrer stærkt, sætte 30% af Køerne ud hvert Aar, og det vil jo i Virkeligheden sige, at de slaar deres Køer ihjel i Løbet af 3 Aar.«

Foruden til Universiteterne blev jeg (under mit ophold i USA) af den amerikanske Sundhedsstyrelse ogsaa indbudt til at tale for 50 Læger på Chicago Raadhus. Disse Kollegaer var meget interesserede, og i sin Tak udtalte Næstformanden, Dr. med G.  Koehler  følgende: »Vi har i en længere Aarække spekuleret over Grunden til den stigende Dødelighed som følge af degenerative Sygdomme i Modsætning til den stærke Aftagen af Infektionssygdomme. Den Gaade har De løst osv., osv.«

I det følgende Nr. af Styrelsens Ugeblad Chicago's Health, Vol 22, Nr. 8, hvor dette Spørgsmaal nærmere drøftes af Formanden, Dr. med.  Arnold Kegel  anføres nogle Tal for Dødsfald af forskellige af de nævnte degenerative Sygdomme. Omregnede pr. 100,000 levende har vi:

Chicago-Dødelighed:

 

1900

1910

1927

Stigning + Fald - i %

Hjærtesygdomme

111

151

224

+102

Nyrebetændelse

66

114

127

+92

Kræft

58

82

110

+90

Apopleksi

31

37

45

+45

Sukkersyge

7

14

23

+206

I alt 5 Aarsager

273

398

529

+94

Alle Andre Aarsager

1195

1085

624

-48

Alle Aarsager

1468

1483

1153

-15

Disse Tal er jo forbløffende, næsten utrolige, men det er jo ikke mine, men Sundhedsstyrelsens. Skønt Dr. Kegel ikke nævner det, vil jeg dog antage, at bedre Diagnoser og ændret Aldersfordeling - flere gamle Folk - i nogen Grad kan have været medvirkende til den uhyre Stigning for de 5 Aarsager. Men naar Sundhedsstyrelsen ganske slutter sig til mig i den Antagelse, at den »stærkere«, mere kødrige Diæt er Hovedfaktoren, saa skal jeg ikke opponere.

Læg Mærke til den forbavsende Stigning af Dødelighed af  Sukkersyge trods Insulinen. Det stemmer med andre Erfaringer. Det er alligevel ikke Insulin, men fornuftig Diæt, der er Hovedfaktor med Hensyn til Sukkersyge.«

Hvad siger man til det i dag?  En »kraftig« kødholdig kost stiller særlige krav til fordøjelsesapparatet (bortset fra de sundhedsmæssige betænkeligheder), bl.a. af saltsyrebalancen i maven. Fordøjelsen bliver tung og besværlig, hvis maven har for lidt saltsyre, og vores evne til at danne saltsyre svinder med årene, f.eks. har ca. 30% af alle mennesker over 60 år for lidt saltsyre.

Elimin er mikrominiseret, mineralrig vulkanjord, der ikke optages af organismen, men fjerner skadelige stoffer; derved modvirkes diarré, halsbrand og sure opstød, der også kan optræde i forbindelse med en proteinrig kost.

Elimin er et naturprodukt og uden skadelige bivirkninger.

Om medicin og homøopati  (side 199-205)

»Der er en Forveksling af Lindring og Helbredelse. Lindring, det er det, som Patienterne kan føle, og som narrer dem selv og Lægen med. Helbredelse, ja hvordan skal man vide, om den indtræder paa Grund af Medicin eller paa Trods af Medicin. For at afgøre Gavn eller Skade fodres, ved systematiske Forsøg, Hundreder af Patienter, hvoraf Halvdelen behandles med, Halvdelen uden Medicin, medens de andre Betingelser er ens. Men hvor mange Medikamenter er undersøgt paa den Maade. Naar man nu har set, hvordan Lægerne har ladet sig narre af Alkohol, af Febermidler osv., saa mener jeg, at det er Vanvid, ja nærmest en Forbrydelse, at ordinere et stærkt virkende Medikament, kun på Basis af Fabrikantreklamer. Fabrikanter og deres Hjælpere advarer skam aldrig mod Brugen af det ny. Det er altid glimrende og ganske uskadeligt. Men det ender Gang paa Gang med Forskrækkelse.

Her har vi Løsningen på Gaaden angaaende den homøopatiske Medicins Fortrinlighed. Den skader ikke. Hom. Chinadraaber i 10. Fortynding svarer til at hælde en Flaske almindelig Chinadraaber i Vesterhavet og efter tilstrækkelig Blanding efter nogle Uger at ordinere 10 Draaber Vesterhavsvand 3 Gange daglig. Det er uskadeligt, og naar man saa ved, at Homøopaterne altid har lagt stærkt Vægt paa Diæt i vegetarisk Retning, saa er de gode Resultater ligetil. Uskadelig Humbugsmedicin er bedre end skadelig, reel Medicin.

Naturligvis har jeg mange Gange maattet tage min Tørn med Kollegaerne i Anledning af mine Angreb. Selv om vi i Hovedsagen vel næppe er synderlig uenige, saa mener man jo, at sligt ikke bør siges offentligt. Men andre Læger kan ogsaa godt finde paa at stille sig paa min Side. I en Debat om Spørgsmaalet i Ugeskrift for Læger skrev F. Eks. Dr. Andreas Toft.

»Naar Dr. Hindhede har sagt: »Jeg er ikke sikker paa, at Dødeligheden vil tiltage, hvis man lukkede samtlige Apoteker,« saa har han endelig for en Gang Skyld udtrykt sig nogenlunde afdæmpet. Jeg maa virkelig vedkende mig det Syn, at hvis Adgangen til Medikamenter med et Slag lukkedes, hvad jeg dog ikke vilde ønske, saa vilde Sygeligheden og dermed Dødeligheden aftage kendeligt. - Den Skade, Medicinen volder, er overvejende indirekte, men den er ogsaa uhyre.«

Hvad mener Dr. T med den indirekte Skade? Selvfølgelig, at Patienten slaar sig til Ro med Medicinen, der mere lindrer end gavner og glemmer at gaa løs paa Sygdomsårsagerne.

I de omhandlende udtalelser havde jeg for øvrigt taget det Forbehold, at Serumudlevering ikke maatte stoppes.«

Ved 25-års jubilæet i Selskabet for Ernæringsforskning i 1992 udtalte dr. med. Peder Helms følgende: "Jeg er overbevist om; at vi kunne have undgået en meget stor del af vores velfærdssygdomme, såfremt vi havde fulgt Hindhedes ernæringsteorier".

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012