Uddrag af “Kirstine Nolfi: Levende føde – råkosten og dens betydning for sundheden” (1955)
Som læge må man altid huske, at det ikke er en sygdom, man behandler, men et sygt menneske. Rigtig bedømmelse af patientens almenbefindende og almentilstand er uhyre vigtig. Det store spørgsmål er: Hvor stor en støtte har patienten i sin konstitution, i sin natur, og hvad kan vi gøre for at hjælpe den? Og her er det min erfaring, at ren råkost virker forbavsende godt, bedre end noget andet. Jeg har en næsten ubegrænset tillid til naturens evne til at hjælpe sig selv; når den blot gennem naturlig kost og naturlig levevis får tilført de stoffer, den har brug for, da vil den selv i evig visdom vide at anvende dem på rette måde, langt, langt bedre end vi læger formår det med vore kunstige medikamenter og kunstige indsprøjtninger. Naturen arbejder langsomt, men sikkert.
Jeg har flere gange set højt blodtryk hos en patient falde så hurtigt på ren råkost, at jeg har troet, at mit blodtryksapparat var i uorden, og har haft det til eftersyn, men det fejlede intet. Simpel blodfattigdom redder sig næsten altid hurtigt på ren råkost. Jeg har flere gange oplevet, at patienter med langvarig iskias har kunnet gå i arbejde efter en halv snes dages gennemført råkost, tilmed i et enkelt tilfælde så strengt arbejde som at være gartner.
En patient, 35-årig fagarbejder under Københavns kommune, med en to år gammel leddegigt i begge hofteled, var gentagne gange blevet behandlet med massage og bade, der skulle stille smerterne, men uden virkning. Sygdommen var jævnt blevet værre. Da han kom til mig, kunne han hverken stå eller gå eller sove for smerter, var i virkeligheden på grund af sin sygdom lige ved at være invalid. Jeg satte ham på ren råkost og flere timers solbad dagligt; 2 måneder senere genoptog han sit arbejde og har siden været arbejdsdygtig og rask.
Et andet tilfælde var en 35-årig kvinde med en 8 år gammel typisk leddegigt. Hun kørte i rullestol, måtte hjælpes af og i tøjet, måtte løftes på bækken osv. I de 8 år, der var gået, havde hun efterhånden prøvet alt, hvad tænkes kunne, for at komme sig, men uden virkning. Da hun havde læst min pjece, bestemte hun sig til også at prøve råkosten et helt år. De første måneder sporede hun ingen bedring, snarere det modsatte; men da der var gået 7 måneder, fortalte hun mig, at det var muligt, at hun at se til ikke gik meget bedre, men hun følte, hun gik meget lettere. Før kunne hun kun med stort besvær vende sig i sengen og slet ikke på hård madras, nu vendte hun sig med største lethed. Næste gang, 2 måneder senere, var hendes knæled tydeligt svundne, hendes højre hofte, der var forskubbet 2½ cm opad, var gået på plads, hun behøvede ikke mere forhøjet hæl. Alle hendes udvendige gigtknuder var svundne til det halve eller mere. For et år siden måtte hun bæres op ad trapperne, nu kan hun selv gå op på 4. sal. Hun er kort sagt i god bedring. Hendes menstruation, der ikke havde vist sig et års tid, er igen blevet regelmæssig. Siden er hun i det hele i jævnt fremadskridende bedring.
37-årig mand, gårdejer. I 2 år lidt af deformerende leddegigt, blev næsten komplet uarbejdsdygtig. Var her på Humlegaarden i 3 uger, syntes ikke rigtig det hjalp; men den fjerde uge kom han sig så godt, at han rejste hjem med det bestemte forsæt at vedblive med ren råkost, sikker på, at så skulle han nok komme sig.
En 10-årig dreng fortæller følgende om sin mor: “Mor er på ferie hos dr. Nolfi. Før gik mor sådan,” han går kroget med vrikkende gang, “og nu går hun sådan” han retter sig op, går stiv og strunk som en lille soldat. Det var deformerende leddegigt hos en yngre kvinde.
64-årig mand. I 25-26 år lidt af deformerende leddegigt. Højde 166 cm. Vægt 101 kilo. Smerter i alle leddene, knæene værst. Får spænding over brystet og bliver kortåndet ved lette anstrengelser. Er meget træt, især om morgenen, sover dårligt. Under opholdet her har patienten tillige haft symptomer på nyresten og galdesten, lette anfald og en temmelig hårdnakket lumbago. Han har brugt meget skråtobak, haft en betydelig synsfeltindskrænkning, som nu er borte, ligesom synet er betydelig bedre, han kan bruge sine gamle briller, som før var for svage, har efter et ophold på 3 måneder tabt 15 kilo i vægt. Leddegigten svundet godt. Gangen fri og naturlig, han præsterede i påsken at gå på stylter og gjorde det godt. Var før deprimeret, gnaven og pirrelig, og nu munter og fornøjet.
52-årig kvinde. Leddegigt siden 1934, begyndende i hændernes små led. Behandling med bl.a. guldkur, som måtte afbrydes efter 1½ måned på grund af betænkelige bisymptomer. Sygdommen angreb efterhånden også benene, ryggen, skuldrene og armene. Foråret 1944, efter en tandbetændelse, blev knæene stærkt angrebne (først højre, siden venstre). Efteråret 1945 var begge knæ fikserede i en vinkel på 90° . En penicillinkur standsede betændelsesprocessen i knæene. Vinteren 1945-46 ophold ved Bircher Volkssanatorium i Zürich, med bad, lokale indsprøjtninger og vegetarisk diæt, periodevis udelukkende råkost. Ved afrejsen fra Zürich til Humlegaarden i juni måned kunne patienten med smerter gå ca. 100 skridt med to stokke. På grund af overanstrengelse under rejsen hertil kunne hun imidlertid under opholdet her 21.6.-1.8. ikke gå. Der indtraf 2 kraftige råkostreaktioner her og én 5 uger efter hjemkomsten. De varede alle ganske nøjagtig et døgn med feber op til 40°, megen sløvhed. og ophovnen af leddene. Et par dage efter mærkedes, at noget var løsnet, der indtil da havde været stift. De to første gange gjaldt det højre arm, sidste gang venstre hofte og venstre knæ, som fik en helt ny profil, så patienten nu kunne stå helt ret på dette ben, mens det højre endnu havde en lille bøjning. I løbet af det følgende år øgedes kræfterne i hele legemet, og patienten, som rejste til Schweiz som 100 % invalid, har siden hjemkomsten fra Humlegaarden til daglig kunnet klare sig selv og sin husholdning helt alene. Går ud alene uden stok, rejser med sporvogn og tog, går i butikker. Da patienten i oktober 1946 viste sig for sin læge, som havde behandlet hende i 1944-45, indrømmede han, at han var nødt til at tro på denne diæts virkning i dette tilfælde, da resultatet ellers var uforklarligt. Patienten, som stadigvæk gennemfører råkosten, skriver: “Når jeg sammenligner mine personlige erfaringer om Bircher-Brenner-diæten og Nolfi-diæten, slår det mig, at Nolfi-kosten, foruden gradvis at give mig styrke og bevægelighed tilbage, har givet mig et praktisk talt uafbrudt velvære, som er mere stabilt end det, jeg nød i mine unge dage. Specielt tror jeg, at det træk, som er eget for Nolfi-diæten, det spirede korn, er af uvurderlig betydning.”
Jeg havde på samme dag to patienter. Den første var en 19-årig ung mand af middelhøjde. Han havde haft astma fra han var 6 år, vejede kun 45 kilo. Mange gange havde han i årenes løb ligget på hospitalet for at blive fedet, men uden mindste virkning. På ren råkost tog han i en måned 3,5 kilo på, hans astma var betydelig bedre, skønt han med medikamenter mod sygdommen var gået ned til den halve dosis. Da jeg spurgte ham, hvorfor han havde taget på i vægt på ren råkost, svarede han, at råkost kunne han lide, så den kunne han spise.
Den anden patient var en ung kvinde, som i 5-6 år fra 17-18 års alderen stadig havde taget på i vægt og nu vejede 80 kilo, hun tabte på ren råkost i den følgende måned 4 kilo, også hun havde det betydeligt bedre.
En patient skrev i min gæstebog: “Jeg kom, jeg så, jeg svandt 9 kilo på 3 uger.”
Andre patienter har tabt omtrent lige så meget her på Humlegaarden, uden at føle sig sultne, uden at tabe i udseende, tværtimod, ikke alene skikkelsen, men også ansigtet vandt derved.
En 28-årig mand fik, efter en overset difteritis, efterhånden lammelse af både arme og ben i løbet af et halvt år, var invalid, søgte mig, kom på ren råkost, og kom sig fuldstændig i løbet af 2 måneder. Han tabte de første 3 uger 3 kilo i vægt, gik ned på 69 kilo. Siden er vægten langsomt gået op til 80 kilo. Hans højde er 179 cm.
Unge mænd og kvinder med talrige filipenser i ansigtet i pubertetsårene, hvilket ofte gør dem meget ulykkelige, ja, undertiden skaffer dem mindreværdskomplekser, kommer sig relativt hurtigt på ren råkost.
En 25-årig kvinde får for første gang i sit liv regelmæssige menstruationer på råkost, skønt hun flere gange har ligget på hospital og fået indsprøjtninger i hundredvis derfor. Hun føler sig som et helt andet menneske. Depressionen, det frygtelige pres i baghovedet og det dårlige humør er forsvundet, og hun er meget lykkelig og taknemmelig.
At menstruationen kommer i orden, og at smerter ved menses forsvinder, er det almindelige ved gennemført råkost. Ung kvinde med 9 promille æggehvide i vandet og hele kroppen fyldt med vand gik i løbet af 3-4 måneder ned på 1,5 promille æggehvide i urinen, tabte samtidig 27 kilo i vægt. Det, der hjalp hende så godt, var især hvidløg.
56-årig kvinde. Svagelig som barn. Gik i 14 års alderen i længere tid med gipskorset for rygskævhed; nægtede til sidst at gå med det, kom sig ved gymnastik. Gigten meldte sig allerede i 17-18-års alderen. Det blev hende forbudt at spise oksekød, det overholdt hun, men det hjalp ikke, gigten tog til, hun måtte tage meget aspirin for smerterne. Rejste til Argentina, sled i det i 7 år, til hun næsten intet kunne udrette mere, kom træt på legeme og sjæl hjem til Danmark. Kæmpede videre mod alskens sygdomme som blindtarmsbetændelse, tyktarmsbetændelse, eksem og gigt, var på vegetarkursteder både i Tyskland og Danmark. Patienten tør ikke sige, at det ikke hjalp; men det hjalp for lidt. Så læste hun min første lille pjece og tog selv fat på råkosten. Da hun begyndte, kunne hun ikke klæde sig selv på, ikke løfte sit hoved på puden uden at tage hænderne til hjælp, og nu efter et års forløb har hun så godt som aldrig gigtsmerter, ingen stivhed i nakken eller i lemmerne, langt større arbejdsevne. Nu lever hele familien på råkost. Patienten er lykkelig over endelig at have fundet det rette og naturlige.
50-årig kvinde. Har haft dårligt hjerte i 10 år efter spansk syge i 1919. Lidt af vattersot og tykke ben i over 3 år, været tappet hver eller hver anden måned for mellem 10 og 20 liter væske i underlivet. Ved ankomsten hertil mente hun at have 5-6 liter væske i underlivet. Hun var blå om læberne, så besværet og træt ud. Da hun rejste 5 uger senere, var der ingen vand i underlivet, ingen tykke ben. Ansigt og læber af naturlig farve. Blikket klart og vågent. Udtrykket levende. Almenbefindendet godt. Funktioner i orden. Hun mærkede ikke noget til hjertet med mindre hun skyndte sig. Behandling: Ren råkost og rigelig hvile, frisk luft, kun ringe motion.
40-årig mand. I 5 år i stigende grad lidt af angina pectoris. Samtidig var vægten efterhånden steget til 101 kilo med en højde på 166 cm. Han kunne ingenting tåle, blev forpustet, fik hjertebanken og ofte hjerteanfald ved mindste anstrengelse. Efter knap 2½ måneds ophold her var vægten faldet med 15 kilo. Hjerteanfaldene var borte. Almenbefindendet godt. Funktioner i orden. Ved udskrivningen gik han godt uden mindste besvær, så godt, at almindelige mennesker havde ondt ved at følge med. Hjertet mærkede han ikke noget til, med mindre han overanstrengte sig ud over det almindelige.
73-årig kvinde, delvis lam i den ene side efter overstået hjerneblødning. Lidt af kronisk forstoppelse gennem 40 år, næsten konstant måttet bruge afføringsmidler. Her fik patienten efter 3 dages forløb afføring 2 gange dagligt på råkosten alene, og i de 3 måneder, hun var her, havde hun vedblivende afføring 2-3 gange dagligt, skønt hun kun fik ringe motion på grund af lammelse.
65-årig kvinde udtaler sig: “Har haft forstoppelse i 20 år. Har været syg de sidste 10 år. Har haft mange hospitalsophold og er blevet behandlet med alle moderne lægemidler. Søgt flere specialister, men der var ikke noget, som hjalp. Jeg blev mere og mere afkræftet, og i 1943 til 1944 lå jeg til sengs i et helt år. Blev indlagt på Rigshospitalet i to måneder, men her kunne de heller ikke bedre min tilstand. Men så tog jeg til Humlebæk til dr. Nolfi i tre måneder, kom på ren råkost og solbade. I løbet af seks uger var jeg kommet så meget til kræfter, at jeg cyklede 30 km på én dag, uden at være træt. Har nu levet på ren råkost i otte måneder, og har fået mit livsmod og min energi tilbage. Jeg giver dr. Nolfi ret i, at den meget syge skal på ren råkost. Mit blodtryk og min blodprocent var meget lav, men er nu normal. Min forstoppelse er helt forsvunden, kunne ikke røre min højre arm – skulderleddet var stift – min arm er nu rask.”
48-årig kvinde. 7 år gammelt kraniebrud og hjernerystelse, hvorefter i flere år hovedpine; samtidig slemme tilfælde af tandpine og ørepine. Med ugers mellemrum hævede det halve hoved op, og patienten kunne skrige i 2-3 timer. I sin ungdom migræne, som hun mener hidrører fra ovennævnte lidelser. Fra det 35. år meget dårlig af mange sygdomme, som migræne, mavekatar, tarmkatar, dårlige nyrer, dårlige nerver. Hun var så nervøs, at hun, der har forretning, ikke kunne pakke en pakke ind, armene ville ikke lystre, ikke kunne gå bag om disken, benene ville ikke lystre. Blodtrykket var for højt, hun fik hjertetilfælde med svimmelhed og besvimelsesanfald. For 1½ år siden igen hjernerystelse, der efterlod en slem hovedpine og svimmelhed. For 4 år siden gik hun over til vegetarkost, det hjalp noget på hovedpine og svimmelhed. For 2 år siden er hun begyndt med råkost, først 1 gang om dagen, det hjalp noget på mave- og tarmkatar. Efter nu i 5 måneder at have spist ren råkost er afføringen i orden, hun tåler maden, blodtrykket er gået godt ned, al hjerteonde og svimmelhed er forsvundet. Når patienten får sin søvn, er hun fuld af energi og føler sig fuldstændig rask.
19-årig kvinde fortæller selv: “For 3 år siden begyndte jeg pludselig at bløde fra endetarmen; da det blev ved, blev jeg bange. Mor og jeg talte med lægen, der sagde, at der sikkert ikke var noget i vejen, at så mange unge kvinder gik og småblødte i utide. Jeg blev mere rolig efter disse ord. Da der var gået 1½ år, og jeg stadig blødte, blev jeg efterhånden rigtig nervøs. Jeg blev undersøgt. Det viste sig, at jeg havde et sår på livmoderen, hvorfor jeg fik radiumbehandling lige før og efter julen 1945. En 3 ugers tid efter hjemkomsten fik jeg stærke smerter i underlivet og samtidig voldsomme smerter i øjnene og i nakken. Efterhånden kastede jeg al maden op, fik træg afføring ledsaget af voldsomme smerter, havde en masse vinde og ondt i underlivet hele dagen, sov ikke om natten for smerter. Af lægen fik jeg op til 16 codeinpiller i døgnet, men de blev efterhånden uden virkning. Den 9. april måtte jeg opgive at arbejde på kontor. Lægen sagde, jeg havde tarmkatar. Resten af april og hele maj måned lå jeg til sengs, og siden marts havde jeg omkring 1. juni tabt 21 kg, vejede 35 kg og følte med mig selv, at døden nærmede sig. En dame fik mig til at søge dr. Nolfi, da ingen andre kunne hjælpe mig, og jeg havde så vanvittige underlivssmerter. Jeg syntes, det var min eneste udvej at prøve det. De første 14 dage på råkost mærkede jeg ingen bedring. Havde stadig ondt i ryggen, kunne ingen afføring få, kunne ikke sove og havde forfærdelige smerter dag og nat. Men efter 2 ugers forløb begyndte jeg at få en meget voldsom afføring, op til 8 gange om dagen og flere gange om natten, og jeg begyndte også at sove lidt bedre. Den fjerde uge fik jeg stadig masser af afføring, og dagen før jeg skulle hjem, kunne jeg selv gå lidt rundt. Efter en måneds forløb tog jeg hjem og har siden holdt mig meget strengt til råkosten. Nu er der gået to måneder, og jeg vejer nu 42 kg, har overhovedet ingen smerter, sover ualmindelig godt og har meget bedre humør, end da jeg var rask, og føler mig dejligt tilpas. Min bedring kan jeg udelukkende takke dr. Nolfi for. Uden hendes hjælp havde jeg i dag været død, det er sikkert, for de andre læger havde opgivet mig. Jeg er derfor dybt taknemmelig over, at jeg har lært råkosten at kende.” Patientens vægt og velbefindende er siden yderligere steget.
18-årig mand. Svær lungetuberkulose. (Behandling: hjemmet.) “Efter en influenza i foråret 1945, hvor temperaturen ikke var særlig høj, men ikke ville blive normal, stod jeg for tidligt op. Jeg mærkede ikke noget særligt før midsommer, hvor jeg begyndte at føle træthed, efterhånden kom der også hoste med lidt opspyt og nattesved, samtidig med at trætheden tiltog. I september fik jeg en fistel i endetarmen og blev i den anledning indlagt på Usserød sygehus den 8. oktober; jeg var på det tidspunkt 18 år. Her blev det konstateret, at jeg havde en svær dobbeltsidet lungetuberkulose med talrige kolonier påvist ved maveskylning. Overlægen rådede til indlæggelse på Centralsygehuset i Hillerød, hvor jeg skulle pustes. Da jeg kendte dr. Nolfi fra tidligere tid og vidste om hendes gode resultater med mange sygdomme, var jeg mere for at prøve en kur efter hendes forskrifter, end at lade mig indlægge. Ved min mors hjælp blev det da ordnet således, at jeg kunne foretage en råkostkur i mit hjem. Ved hjemsendelsen gjorde overlægen opmærksom på den store risiko, der var ved, at jeg ikke kom under ordentlig behandling. Tilstanden ved hjemkomsten nødvendiggjorde, at jeg måtte ligge i sengen i begyndelsen med for høj temperatur, som først fortog sig efter 1½ måneds forløb. Nattesved og opspyt fortog sig hurtigt. Efter 5 måneders forløb blev der ved en undersøgelse på sygehuset konstateret en kaverne i venstre lunge. Overlægen understregede min alvorlige tilstand, og af en anden læge fik jeg at vide, at kun 5 % med kaverne kom sig uden at blive pustet; – alligevel fortsatte jeg med råkosten; – 4 måneder senere kunne der ikke påvises nogen kaverne; – råkosten havde virket. I sommeren 1946 blev mit befindende stadig bedre, og vitaliteten tiltog stærkt. I efteråret følte jeg mig fuldkommen rask og kunne nu gå lange ture (10 km) og udføre hårdt havearbejde. Den 11. januar 1947 fik jeg foretaget en maveskylning, som 8 uger efter viste sig at være negativ, og ved en gennemlysning kort efter kunne der intet påvises i lungerne – jeg var rask. På lidt over et år havde råkosten udrettet mere, end noget sanatorium på samme tid kunne have gjort.
Behandlingen, som dr. Nolfi foreskrev, var som følger: For det første kosten, som bestod af alle frugter og grønsager, alle rå og utilberedte, spiret korn (hvede og rug), rå mælk, og sidst, men ikke mindst hvidløg, indtil 60 g pr. dag, som havde en mærkbar rensende og styrkende virkning. Der blev også lagt stor vægt på frisk luft; om dagen hvilede jeg ude, og om natten sov jeg på overdækket altan. Ligeledes indgik solbad som et naturligt led i kuren. Forunderligt er det, at man kan komme sig ved at gå modsat de såkaldte autoriteter, men for den, som tænker logisk, er det at følge naturens lov enkelt og ligetil, og har man først levet i pagt med naturen, vender man aldrig tilbage til civilisationens sundhedsnedbrydende levemåde.” I dag, 4 år efter at sygdommen blev påvist, befinder patienten sig i Sydafrika, ansat på en citrusfarm, og han skriver, at han er i glimrende form, tåler varmen godt og arbejder udmærket, hvad han tilskriver råkosten, som han stadig holder 100 %.
En anden patient skriver: “I april 1943 blev jeg indlagt som patient på et tuberkulosesanatroium, efter anmodning fra Centralstationen i Ingerslevsgade. Der var ved undersøgelse og røntgenfotografering konstateret en plet på højre lungespids, samt påvist 3 kolonier ved maveskylning. Ved indlæggelsen var min vægt 69 kilo (højde 172 cm). Appetitten var god, ingen hoste, intet opspyt og ingen feber. På forespørgsel hos overlægen, hvor lang tid jeg kunne regne med, blev der svaret ca. 8 måneder, og heraf de 4 som fast sengeleje. Sidst i april blev jeg igen maveskyllet og fik efter 5 ugers forløb påvist en del kolonier. I den følgende tid tog jeg voldsomt på i vægt, hvilket var en følge af voldsom overfyldning af mad, samt rigelig mælkedrikning. I en kort periode kunne der være lidt opspyt, navnlig om morgenen, og midt i juni måned blev en prøve mikroskoperet, som dog blev negativ, hvorfor det sendtes til dyrkning, der efter 4 uger viste 7 kolonier. Først i august kom jeg i kur, og befandt mig vel derved. Min vægt var efterhånden steget til 82 kilo. Sidst i august blev jeg igen maveskyllet og fik efter 4 à 5 ugers forløb det meget overraskende svar – talrige kolonier. Efter dette nedslående resultat foreslog overlægen mig en operation. Jeg var ikke tilbøjelig til at lade mig operere, og bad om tilladelse til at rejse hjem i nogen tid for at se tiden an – hvilket blev mig tilstået. Således var situationen, da jeg sidst i oktober 1943 rejste hjem.
Min interesse for vegetarisme (råkost) førte til, at jeg søgte læge fru Kirstine Nolfi, som på det tidspunkt havde udsendt en pjece om råkostens betydning for sundhed og sygdom. Doktoren erklærede sig straks villig til at behandle mig, forklarede principperne, samt foreskrev en kostplan som anført i pjecen. (Det bemærkes, at jeg på grund af smittefare, ikke kunne behandles på kurstedet). Ved overgangen fra blandet kost til råkost gik det langt lettere, end jeg havde troet; jeg fandt mig hurtigt til rette, mærkede et forøget velbefindende, følte mig let, samt mere udholdende. Symptomer, som ømhed i led og muskler, var en følge af råkosten, ret udpræget, men er nu helt forsvundet. Maven virker tilfredsstillende, har afføring 2 gange om dagen, og altid meget regelmæssigt, og så godt som ingen luft i tarmene. Min vægt svandt meget hurtigt, fra ca. 82 kilo til 57 kilo (netto). Når jeg kom så langt ned i vægt, har dette sin egen forklaring:
I 1924 blev jeg angrebet af Encephalitis lethargica (australsk sovesyge), behandlet på Kommunehospitalet, men uden resultat. Tiden og konstitutionen overvandt delvis de fremtrædende symptomer, som dobbeltsyn og lettere lammelse af muskulaturen, dog uden at blive helt rask. Under mit ophold på sanatoriet blev disse symptomer igen virksomme, og ved overgangen til råkost, var jeg af dr. Nolfi gjort opmærksom på en opblussen af sygdommen, hvilket også skete. Ved det første angreb af Encephalitis i 1924 var min vægt ca. 62 kilo, end skønt jeg dengang levede ved blandet kost (rigeligt med kød) – denne sygdom er stærkt afmagrende. Når man lider af to så alvorlige sygdomme som her nævnt og går fra blandet, kogt føde til ren råkost, forklarer det bedre et så stort vægttab. Ved kontrolbesøgene på Centralstationen konstateredes gradvis bedring for hver gang, indtil det lykkelige resultat – fuld helbredelse – forelå, efter godt 2 års råkostkur. Når helbredelsen af tuberkulosen har taget forholdsvis lang tid, må dette ses på baggrund af Encephalitis, som nedsætter organismens modstandskraft ganske betydeligt; var det kun tuberkulosen alene, er det min overbevisning, at helbredelsen var sket hurtigere.
Der er et forhold, som det er uhyre vigtigt at lægge mærke til: På sanatoriet bliver man fed og overvægtig, men med dårligt resultat, – på ren råkost afmagring og undervægtig og alligevel helbredelse. Dette taler afgjort til fordel for råkosten som helbredsfaktor. Som et andet eksempel kan anføres:
“I ca. 30 år har jeg haft en kronisk mellemørebetændelse, med stadig udflåd og meget ildelugtende, efter godt et års kur var betændelsen lægt, og udflådet holdt op og har ikke vist sig senere. Da jeg under min sygdom søgte om en foreløbig invaliderente, fordredes hospitalsundersøgelse. Ved denne undersøgelse bemærkede lægerne min rene hals, fri for slimansamlinger og andet, samt at mit øre var lægt uden operation, dog vidste de ikke noget om råkost.”
Omtales skal også Encephalitis:
“Som anført var min laveste vægt 57 kilo netto. Jeg var på dette tidspunkt stærkt angrebet og anser selv dette for vendepunktet til det bedre, idet jeg nu vejer 64-65 kilo netto og mærker nu en udtalt bedring på alle områder, og det er min overbevisning, at helbredelse indtræder før eller senere, når blot man har tålmodighed og tro. Hvad resultat får man af disse eksempler? At råkosten er så absolut overlegen, som egnet til at befri den syge for lidelser, at den virker rensende og udskiller alle uvedkommende stoffer af organismen, samt opbyggende og livgivende, når alle sygdomsgifte er udrenset. Jeg er dr. Nolfi meget taknemmelig for den udmærkede vejledning og kyndige bistand.
Det er mit håb og ønske, at syge, som læser dette, må lære deraf og få tillid og tro, så også de kan blive hjulpet. Jeg må ikke glemme at bemærke: Forkølelse kender jeg ikke mere til. Tidligere blev jeg let angrebet ved den mindste anledning, forkølelse er regelmæssig et første tegn på svækket modstandskraft.”
—
Kirstine Nolfi, født 14. april 1881, død 30. april 1957, var en dansk læge og grundlægger af råkostkurstedet Humlegaarden i Humlebæk. Kirstine Nolfi blev cand.med. i 1907, hvor efter hun var hospitalslæge i en årrække. I 1945 åbnede hun kurstedet Humlegaarden. Hun var en stor fortaler for behandling med råkost til flere alvorlige sygdomme. Hun blev tiltalt for uagtsomt manddrab, efter at en 21-årig svensker med svær sukkersyge døde. Hun frikendtes dog, men blev ekskluderet fra Den Almindelige Danske Lægeforening.
Læs også
Kirstine Nolfi: Lægen, der helbredte med levende føde
Kirstine Nolfi: Hvad er levende føde?
Mikkel Hindhede gik imod strømmen
Mikkel Hindhede: Dansk helsepioner
Julia Vøldans syn på sundhed og sygdom
Dr. Bircher-Benner: Erfaringer om råkost
Råkost giver stor modstandskraft
Hvidløg – det enestående naturmiddel
Undersøgelse afdækker kræftrisikoen fra røntgenstråler
