Artikler: 7000  * Produkter: 677   Kurguider: 246    ·  Home  ·  Sitemap  ·  Links     
   
    FORSIDE  |  HELSE NYT  |  GENVEJ TIL LIVET  |  GENVEJ TIL SYGDOM  |  GUIDER  |  BASISBLADE  |  PRODUKTER  |  KURGUIDEN  |  OPSKRIFTER  

  Artikler & Produktviden
  Produktfakta
  
 
Send denne side til en som det kan gavne Udskriv siden

Fedt - de store, fede spørgsmål

Hele verden er besat af fedt, fedt, fedt - fedt i vores mad, fedt på kroppen, fedtforbrænding osv. osv. Det er alt sammen vældigt fascinerende - og totalt forvirrende. Her får du eksperternes råd og det sidste nye om, hvordan du sørger for at spise det rigtige fedt - det, der giver dig et fedt udseende!

Er tab af fedtvæv lig med vægttab? Og hvilken af delene giver mig det bedste udseende?
Nej, det er to vidt forskellige ting. Og taber du fedtvæv, vil du helt klart kunne se en større forandring med din krop, end et egentligt vægttab kan give dig. Når kvinder taber sig ved blot at skære ned på kalorierne, så taber de som regel en vis mængde fedt, men også en hel del muskelmasse, siger eksperterne. Men det, din krop reelt har brug for for at se slankere ud, er at beholde muskelmassen (eller endnu bedre: at forøge muskelmassen) og slippe af med fedtvævet - og det kræver to ting: Kostændring og motion. "Det skyldes, at fedtvæv fylder tre gange så meget som muskelvæv," forklarer Rob Nevins, ekspert i sportsernæring fra Woodbridge, Connecticut. "Prøv at forestille dig tre grapefrugter - de svarer i størrelse ca. til 2½ kg fedtvæv. Så forestiller du dig to mandariner. Sådan ser 2½ kg muskelvæv ud. Hvis du erstatter et par kilo fedtvæv med muskler, vil du kunne gå en eller to tøjstørrelser ned - også selv tallene på vægten ikke har flyttet sig nævneværdigt." Wayne Westcott, Ph.D. leder af idrætsforskning ved South Shore YMCA i Quincy, Massachusetts, er enig: "Mine forskningsresultater viser, at taber man 2½ kg fedtvæv og tager 1½ kg muskelvæ på, ser man ud, som om man har tabt 5 kg, også selv det rent faktisk kun drejer sig om 1 kilo." Forvirret? Tjah - men husk, at træning og opbygning af muskler er nøglen.

Westcott tilføjer: Tab af fedtvæv er ikke noget, der kræver oceaner af tid til at dyrke motion. "Kvinderne i mange af mine forsøg tabte 5-10 kg kropsfedt på otte uger ved at dyrke 20 minutters kredsløbs- og styrketræning tre dage om ugen og ved at spise en sund kost."

Hvor meget fedt skal der være i kosten?
American Dietetic Association (ADA) anbefaler, at man får ca. 60 g fedt pr. dag - hvilket betyder, at kun ca. 30% eller mindre af det totale, daglige kalorieindtag skal komme fra fedt. Men de fleste eksperter siger, at hvis du holder dit samlede kalorieindtag i skak, behøver du ikke at nærlæse alle varedeklarationer. Du har jo brug for en vis mængde fedt for at undgå at tage på. "Fedt får dig til at føle dig mæt i længere tid - og så er du ikke i så stor fare for at kaste dig over noget usundt, eller bare spise for meget," siger Leslie Bonci, R.D., talsmand for ADA og leder af afdelingen for idrætsernæring ved University of Pittsburgh Medical Center. Desuden er kroppen ikke i stand til at optage alle næringsstoffer fra kosten, hvis den ikke får en vis mængde fedt med måltidet.

Hvilken form for træning er mest effektiv, når jeg skal tabe kropsfedt?
Al træning forbrænder fedtvæv, men det bedste er intensiv kredsløbstræning som f.eks. løb eller cykling. Westcott forklarer: "Hvis du går i langsomt tempo i 30 minutter, vil 40% af de kalorier, du forbrænder komme fra fedt. Hvis du løber i 30 minutter, vil 25% af de forbrændte kalorier komme fra fedt. Det lyder godt nok af mindre, men da løb samlet set forbrænder 2-3 gange så mange kalorier som gang, så ender du med at forbrænde næsten 50% mere kropsfedt på samme tid."

Lige så vigtig er styrketræning, som opbygger musklerne og øger dit hvilestofskifte - dvs. den hastighed, hvormed din krop forbrænder kalorier, når du sidder og laver ingenting. "For 250 g muskler forbrænder du 35 kalorier om dagen. For hver 250 g fedt forbrænder du 2 kalorier," siger Westcott. "Ved at erstatte fedtvæv med muskelmasse kan du få dit stofskifte til at køre i et højere gear." Sørg for at træne mindst 30 minutter tre gange ugentligt - løb, cykling eller styrketræning.

Hvor mange dage med forkert kost skal der til for at tage på?
Heldigvis skal der mere end en dag eller to med udskejelser til, før du begynder at tage på i vægt, siger Jeffrey Horowitz, Ph.D, professor i kinesiologi ved University of Michigan. Eksperterne siger, at der skal ca. en uges decideret overspisning til for at indtage de 3.500 overskydende kalorier, der skal til for at tage ½ kg fedt på. Men spiser du for lidt kan det også gøre, at fedtvævet øges. "Hvis du pludselig spiser for få kalorier, kommer din krop ind i en sulttilstand og begynder at holde på kalorierne - og så falder dit stofskifte," siger Lisa Sasson, R.D., assisterende klinisk professor i ernæring, fødevarer og folkesundhed ved New York University. "Når du så spiser normalt igen, vil du begynde at ophobe ekstra fedt. Det er derfor, at kvinder, som ofte hopper over et måltid, eller som prøver den ene kur efter den anden, har for meget fedtvæv." En hurtig udregning, som passer på de fleste: Gang din vægt i pund med 10, og spis ikke færre kalorier pr. dag end det tal, du kommer frem til (det vil sige, at en kvinde, der vejer 135 pund, ikke bør spise mindre end 1.350 kalorier om dagen). Det er bedst at spise fem små måltider om dagen i stedet for tre, fordi du dermed kan holde stofskiftet oppe og sørge for, at kroppen forbrænder fedt, siger Nevins.

Er cellulitis og kropsfedt det samme?
Cellulitis er godt gammeldags fedtvæv. At det er ujævnt, skyldes, at der ikke er nok muskel under fedtlaget. "Hud, der ligger oven på en masse blødt fedtvæv, mangler et underlag, som gør, at det kan komme til at se glat ud," siger Westcott, medforfatter til bogen No More Cellulite: A Proven 8-Week Program For a Firmer, Fitter Body. Derfor finder man oftest cellulitis der, hvor vi har de største fedtdepoter (for de fleste kvinder er det lårene og bagdelen). Og nej, desværre - der findes ikke nogen creme, der kan fjerne cellulitis permanent - men til alt held kan motion! "Mine nyeste forskningsresultater viser, at man kan reducere cellulitis med op til 50% ved styrketræning," siger Westcott. "Veltrænede muskler giver det tiloversblevne kropsfedt et glat underlag - og dermed forsvinder den ujævne overflade."

Er fedme arveligt?
Tæt på 2/3 af alle amerikanere vejer mere, end de burde - og selvom fast food-kulturen ofte får skylden (og med rette), så spiller vores gener også en rolle. Forskere er i gang med at undersøge mere end 250 gener, som måske har indflydelse på udviklingen af fedme. Britiske forskere fandt fornylig frem til et gen (GAD2), som muligvis får kroppen til at producere et sultfremkaldende kemikalie i mængder, der ligger over gennemsnittet. "Mennesker med denne gen-variant har ikke samme stopklods som vi andre, når det kommer til at spise for meget," siger undersøgelsens forfatter Philippe Froguel, M.D., Ph.D., professor i genomisk medicin ved Imperial College i London. Men bare fordi du måske er genetisk disponeret for fedme, behøver du ikke nødvendigvis være dømt til at blive fed. Forskerne hævder, at de mennesker, der bærer dette såkaldte fedme-gen, sagtens er i stand til at kontrollere deres vægt via den livsstil, de vælger at følge.

Er det rigtigt, at man kan blive fed af at være stresset?
Ja - på to forskellige måder. "Hvis du har en kronisk forhøjet stresstærskel - kører i for højt gear i timevis, dagevis, årevis - så stimulerer hormonet cortisol din appetit på "stress-brændstoffer" i form af fedt og kulhydrater," siger Pamela Peeke, M.D. forfatter til Fight Fat after Forty og assisterende professor i medicin ved University of Maryland. Men selvom stress ikke nødvendigvis får dig til at spise mere, så kan det alligevel ende med, at du øger din mængde af kropsfedt. "Kvinders reaktion på stress er at lagre kalorier som fedt på maven," siger Dr. Peeke. Hvordan kan man få cortisolniveau til at holde sig på et normalt niveau? "Motion er nøgleordet," siger Dr. Peeke. "Men meditation, yoga og massage virker osse. Og det gør sex for den sags skyld osse."

Taber jeg mig hurtigere, hvis jeg drikker vand eller tager fedtforbrændende kosttilskud?
"Der er ingen afgørende beviser for, at ganske almindeligt vand forbrænder fedt - eller bare nedsætter appetitten," siger Ellie Krieger, R.D., ernæringsekspert fra New York. "Heller ikke selvom det er bevist, at vand i en fødevare - f.eks. suppe - kan få dig til at føle dig mæt, så du spiser mindre." Hvad angår slankemidlerne, er alle eksperterne enige: Der findes ikke en magisk pille. De amerikanske sundhedsmyndigheder forbød fornylig appetitdæmperen efedra. Dette tilskud kan være farligt - endog dødsensfarligt - og det meste af den forskning, der foreligger, viser, at det ikke kan sikre et hurtigere vægttab. Og der findes ganske vist utallige andre former for "fedtforbrændere" på markedet - med en lang række forskellige ingredienser som f.eks. koffein, pomerans og grøn te-ekstrakt, men: "Den eneste bevisligt sikre måde at tabe kropsfedt på er ved at spise færre kalorier og forbrænde flere," siger Horowitz. Og så er den egentlig ikke længere…

Hvordan kan en kost med meget fedt (som Atkins-diæten) så hjælpe mig til at tabe mig?
Her er, hvad eksperterne ved om Atkins-diæten: "Det primære brændstof for kroppen er glucose, som kommer fra kulhydrater. Får vi ikke nok kulhydrater, må kroppen bruge en anden energikilde, og den forbrænder en vis mængde fedt - men ikke effektivt," siger Sasson. "En af årsagerne til, at du taber dig hurtigt i starten af sådan en kur, er, at du først taber væske - ikke fedt," siger Krieger. "Du kan tabe 2½ kg væske, fordi kulhydraterne oplagres sammen med væsken i din krop. Når du skiller dig af med kulhydraterne, forsvinder denne væske. Det lyder jo meget godt, men de kilo, du taber på denne måde, kommer meget hurtigt tilbage, når du ikke længere følger kuren."

Det, eksperterne ikke ved, er nøjagtigt hvorfor, kiloene kan blive ved med at ryge af efter dette vægttab i starten af kuren. En teori går ud på, at: "En masse ekstra kalorier får vi fra kulhydrater (sodavand, øl eller brød før et måltid) og snacks, som bare ryger ind, uden at man tænker over det (chips, kager osv.)," siger Sasson. "Følger du Atkins-kuren, må du ikke spise disse fødevarer, så du vil helt naturligt spise mindre. Kan du måske forestille dig at tage en snuppe et mellemmåltid i form af en T-bone steak, mens du ser TV? Nej, vel. Du får formentlig slet ikke nogen form for snack."

Før du hopper på den med de få kulhydrater, skal du lige vide, at selvom der har været en masse skriveri på det seneste om, at disse kure virkelig gør en forskel, så er eksperterne stadig uenige om deres virkning på helbredet på langt sigt. De fleste af de eksperter, vi har talt med, kalder kure som Atkins for ekstreme. "Man får ikke tilstrækkeligt med plantenæringsstoffer eller fibre fra frugt, grønsager og fuldkorn - fordi de er bandlyst i denne form for kure," siger Bonci, "så du risikerer tværtimod at få forhøjet blodtryk, for højt kolesteroltal, kræft og andre sygdomme."

Hvor på kroppen er det lettest at tabe fedtvæv?
Kvinder får først øje på et vægttab på armene, derefter på maven og til sidst på den nederste del af kroppen, siger en undersøgelse, som fornylig er offentliggjort i Journal of Applied Physiology. Men rækkefølgen varierer fra kvinde til kvinde, fordi de områder, hvor der er mest fedtvæv, er dem, hvor det er sværest at få det til at forsvinde," siger John Jakicic, Ph.D., leder af forskningscentret for fysisk aktivitet og vægtkontol ved University of Pittsburgh. "Hvis man f.eks. er pæreformet, vil man tabe sig lidt over det hele, før pundene begynder at rasle af, så det kan ses på hofter og lår," siger han. "Er man æbleformet, vil lårene først blive tyndere og først til slut vil maven begynde at blive flad. Men den vil blive mere flad!"

Forsvinder fedtet for evigt, hvis jeg får en fedtsugning?
Ja og nej. "Operationen fjerner fedtceller og gør det meget svært for nye at sætte sig samme sted senere," siger Eric Finzi, M.D., dermatologisk kirurg fra Greenbelt, Maryland. Han fjerner over et halvt tons fedt hvert år. Men pas på med vægtøgninger efter operationen - det kan godt være, at dine ridebukselår forsvinder i al evighed, men så risikerer du at ophobe fedt andre steder på kroppen. Hvis det ikke kan sætte sig på lårene, så skal det nok finde et eller andet andet sted.

Kan jeg være tynd og alligevel have for meget kropsfedt?
Rent faktisk ja - og det er ret almindeligt, siger Westcott. For meget fedtvæv i forhold til muskler - specielt omkring livet - kan være medvirkende årsag til en lang række helbredsproblemer, bl.a. hjertesygdomme og visse former for kræft. Hvis du vil vide, hvor stor en fedtprocent din krop indeholder, så bed din læge måle det ved at teste en fold af din hud (du bliver "nappet" forskellige steder på kroppen med en tang). Ideelt bør din krops fedtprocent ligge mellem 20 og 25%. Alt derover - også selvom du sagtens kan klemme dig i en størrelse 36 - betyder, at du vil have godt af at erstatte noget af fedtet med muskelmasse, siger Westcott.

Kilde: Glamour, marts 2004.

Fedt, du kan spise, og fedt, du bør undgå
Stop op og læs, inden du tager næste bid (du vil nemlig tænke dig om to gange, når du kigger på såkaldte sunde varer)!

Nyd du bare enkelt- og flerumættede fedtsyrer fra fødevarer som olivenolie, nødder, fisk, avocado. De er med til at nedsætte din risiko for hjertesygdom og kræft (du må spise 1-2 portioner af disse fødevarer pr. dag). Pas lidt på med mættede fedtstoffer i rødt kød og fedtholdige mælkeprodukter som ost, mælk og is. De bør ikke udgøre mere end 10% af dit totale daglige kalorieindtag, hvis du skal holde dit kolesteroltal i skak (lidt ost er ok, men det er en hel brie ikke). Forsøg at undgå transfedtsyrer, som findes mere end 42.000 af de fødevarer, vi spiser, herunder alle stegte varer og f.eks. småkager og kiks. Transfedtsyrer har forbindelse til hjertesygdom, diabetes, fedme, astma og problemer med immunforsvar og forplantningsevne. "Det, der gør transfedtsyrerne så skræmmende, er, at de er menneskeskabte. De hører ikke hjemme i vores krop, og de kan ændre den måde, vores væv og enzymer fungerer på," siger Mary Enig, Ph.D., tidligere forsker ved University of Maryland, hvor man i 1970’erne udførte banebrydende forskningsprojekter vedr. transfedtsyrer. Men eftersom transfedtsyrerne ikke fremgår af varedeklarationen (i hvert fald ikke indtil videre), så er du nødt til at holde øje med ordene "delvis hydrogeneret". Hvis du ser det, så betyder det, at produktet indeholder transfedtsyrer. Du vil blive overrasket over, hvor mange af de såkaldt sunde produkter de findes i: Mange former for jordnøddesmør, de fleste popcornsprodukter til mikrobølgeovn (også de "kalorielette"), nogle former for fuldkornsbrød og "sunde" morgenmadsprodukter (også dem med klid i).

Læs også: 
Skallin - Danmarks bedste fiberprodukt
Resultat Plus
Cancer i tyktarm og hvedeklid
Mestemacher's økologiske rugbrød


Health News 2004

 

 

Forrige sideGå til toppen af siden
Powered by SiteManager © 2002-2012