Hjerte Knogler og tænder Kosttilskud Muskler og led Naturmidler

Granatæbleekstrakt kan måske bremse inflammation

Et forsøg med kaniner tyder på, at granatæbleekstrakt måske kan hæmme inflammation – og dermed have en positiv indvirkning på risikoen for kroniske sygdomme.

Aktiviteten i de cyclooxygenase-enzymer COX-1 og COX-2, som har forbindelse til betændel­ses­tilstande i kroppen, blev hæmmet hos forsøgsdyr, som fik et granatæbleekstrakt med et højt indhold af polyfenoler. Det viser forsøgsresultater fra det offentligt tilgængelige tidsskrift Journal of Inflam­mation. Hvis forsøgsresultaterne kan genskabes på mennesker, vil det være lovende nyt for forebyggelsen af kronisk betændelse, der skyldes over-ekspression eller manglende kontrol med den normale beskyt­telsesmekanisme i kroppen. Kronisk betændelse er sat i forbindelse med en lang række lidelser, der opstår i kølvandet på hjertesygdom, knogleskørhed (osteoporose), mental svækkelse/Alzheimers, diabetes type II og leddegigt.

Granatæble – et alternativ til NSAID-præparater

Forskerne har i deres forsøg fokuseret på leddegigt, og de hævder, at ekstrakt af granatæble måske kan være et alternativ til brugen af NSAID-præparater. Dette er specielt interessant i lyset af den stigende bekymring for de negative bivirkninger ved brugen af NSAID. Man mener, at nogle af disse præparater – som er blandt de oftest ordinerede verden over – er i stand til at forgifte tarmsystemet og medføre forhøjet blodtryk og en øget risiko for kredsløbs­syg­domme.

“Indtagelse af ekstrakt af granatæblesaft kan være af stor betydning, når det gælder om at hæmme nedbrydningen af brusk som følge af inflammatoriske stimuli og produktionen af inflammatoriske mediatorer ved leddegigt”, skriver forskerne under ledelse af Tariq Haqqi fra Case Western Reserve University i Cleveland, Ohio.

Det er tidligere blevet påvist, at granatæblet, som har et højt indhold af antioxidanter, giver et sun­dere hjerte, og en stadigt stigende mængde af videnskabelige beviser tyder desuden på, at frugten også beskytter mod prostatakræft. Resultaterne af andre forsøg har vist, at saften af granatæbler også spiller en rolle for kroppens led ved at bremse tabet af brusk i forbindelse med leddegigtsyg­domme. Det er antioxidanterne  og specielt ellagitannin-stoffer som punicalaginer og punicaliner, som står for ca. halvdelen af frugtens antioxidante egenskaber, der giver den dens potentielle sundheds­frem­mende egenskaber.

Beskrivelse af forsøget

Haqqi og hans kolleger gav fire kaniner ekstrakt af granatæble svarende til 175 ml granatæblesaft, mens to kaniner, der fungerede som kontroller, i stedet fik vand. Man tog blodprøver for at måle inflammatoriske biomarkører og antioxidantniveau.

De offentliggjorte data fra forsøgene viser, at blodets indhold af antioxidanter var signifikant højere efter indtagelse af granatæbleekstraktet. Dette tyder på, at antioxidanterne i granatæblet er biologisk lettilgængelige. Desuden blev aktiviteten i COX-1 og COX-2 betydeligt reduceret hos de dyr, der fik granatæble­ekstrakt, sammenlignet med kontroldyrene, specielt for COX-2. COX-1-aktiviteten blev reduceret med ca. 7 % efter indtagelse af ekstraktet, mens COX-2-aktiviteten faldt med ca. 26 %.

“Forskerteams har tidligere påvist en direkte hæmmende indvirkning ved planteekstrakter eller dele af planteekstrakter på COX-enzymernes aktivitet, men der er endnu ikke påvist en hæmmende indvirkning på COX-enzymerne ved hjælp af polyfenoler, som bliver biologisk tilgængelige efter indtagelse af granatæblefrugt eller -ekstrakt”, skriver forskerne. Resultaterne er lovende for granatæblernes anvendelse til beskyttelse mod inflammation, men for­skerne påpeger dog med fuld ret, at der er behov for flere dyreforsøg “efterfulgt af kontrollerede kliniske forsøg”.

Læs også
Granatæble – et naturmiddel i fortiden og for fremtiden
Granatæble reducerer symptomer på leddegigt
Granatæbleekstrakt kan måske styrke leddene
Granatæbleekstrakt modvirker diabetes-komplikationer
Granatæbleekstrakt – sikkert og effektivt
Granatæbler hæmmer udviklingen af lungesvulster
Farvel til sommerforkølelsen med Granatæble kapsler
Prostatakræft: Kan jeg gøre noget for at forebygge?

Kilde
Shukla M, Gupta K, Rasheed Z, Khan KA, Haqqi TM. COX-2 Activity ex vivo and IL-1b-induced PGE2 Production in Articular Cartilage Chondrocytes in vitro. Journal of Inflammation.