Sund kost og livsstil

Middelhavskost er sundt for hjertet

En fransk forskergruppe har påvist, at hjertepatienter kan nedbringe risikoen for at få et nyt hjerteanfald med op til 70 % ved at spise middelhavskost frem for traditionel nordeuropæisk kost. I The Lyon Diet Heart Study indtraf der i løbet af 27 måneder otte dødsfald i den gruppe af patienter, som fik middelhavskost, mens der i kontrolgruppen døde 20 personer.

Kosten i middelhavslandene er kendetegnet ved at være rig på umættede fedtsyrer samt på antioxidanter som C- og E-vitamin, mens den traditionelle kost i Nordeuropa typisk har et stort indhold af mættede fedtsyrer. “Middelhavskosten indeholder stort set ikke mælk og smør og kun meget lidt kød, mens brød, frugt, grønt og olie er meget fremtrædende,” lyder det fra Institut for Human Ernæring ved Landbohøjskolen. Det er ikke via kolesteroltallene, at frugt og grønt har en sundhedsfremmende effekt. Til dato vides det ikke, hvilke mekanismer i planteprodukterne der beskytter hjertet – blot at det virker.