Godt at vide Mineraler

Godt at vide om mineraler

Efterhånden som “nutraceuticals” og ernæringsmæssige kosttilskud bliver mere og mere populære, er man af og til ved at glemme, at vitaminer og mineraler var det første, man brugte til at kompensere for ernæringsmæssige mangler i vores kost. Det er en af begrundelserne for, at multivitamin-præparater fortsat bruges i så udstrakt grad til at afhjælpe vores mangel på vitaminer og mineraler.

Men der bliver ikke gjort ret meget for at lære os at skelne mellem vitaminer og mineraler. Desuden bliver der som regel ikke gjort ret meget ud af mineralerne, selvom de er en integreret del af en velafbalanceret kost – medmindre, selvfølgelig, at et mineral har en direkte forbindelse til en almindeligt forekommende sygdom. Som eksempel kan nævnes, at selen kom frem i rampelyset, da det viste sig at være en uundværlig forudsætning for, at man kan holde prostata sund og rask.

Normalt bør en velafbalanceret kost give kroppen hele spektret af næringsstoffer – og i de rigtige mængder. Næringen – den del af maden, som giver brændstof til kroppen – består af makro- og mikronæringsstoffer:

  • Makronæringsstofferne omfatter protein, kulhydrater og fedt.
  • Mikronæringsstofferne omfatter vitaminer og mineraler – naturligt forekommende kemiske elementer, som er af afgørende betydning for opretholdelsen af et godt helbred. Mikronæringsstofferne indtages i relativt små mængder (som regel mindre end 1 gram i alt pr. dag). De optages uden at blive ændret, og de er involveret i myriader af stofskifteaktiviteter.

Mineral eller spormineral?

Mineraler er enten mineraler i sig selv eller spormineraler, afhængigt af i hvor store mængder de optræder i kroppen.

  • Mineraler: Calcium (Ca), fosfor (P), kalium (K), natrium (Na) og magnesium (Mg) – udgør ca. 0,005 % af kropsvægten.
  • Spormineraler jern (Fe), mangan (Mn), jod (J), zink (Zn), krom (Cr) og selen (Se) mv. – udgør ca. 0,0005 %.

Betydning for kroppens funktioner

Men mineralernes betydning hænger ikke sammen med deres relative forekomst i kroppen. Kun koncentrationen af nogle få mineraler, som har sammenhæng med opretholdelsen af syre/base-balancen i kropsvæskerne, ændres til en vis grad. Den mangelsituation, der kan opstå, bliver med det samme udbedret ved, at kroppen henter fra sit lager disse mineraler, fx calcium fra knoglerne. Men i det store og hele er det absolut nødvendigt for vores sundhed, at disse mineraler findes i de mængder, de forekommer i i naturen. Så selvom jern kun findes i meget små mængder i kroppen, udvikler man anæmi, hvis jernet mangler – og det fører til, at man bliver afkræftet og sygner hen.

Jod findes også i kroppen i mikroskopiske mængder, men mangler det, kan det forrykke hele basalstofskiftet. Jod er en del af thyroxin – det hormon, der udskilles af skjoldbruskkirtlen, som regulerer basalstofskiftet, dvs. den hastighed, hvormed ilt optages i cellerne, og hvormed der produceres energi. Så for at modgå en kronisk mangel på jod svulmer skjoldbruskkirtlen op, så den kan opfange så meget jod som overhovedet muligt. Hvis kirtlen er så meget forstørret, at den kan ses med det blotte øje, kaldes det struma – en lidelse, som rammer hundreder af millioner af mennesker verden over.

Disse eksempler er blot to af de mange, som illustrerer, hvor vigtige selv småbitte mængder af mineraler er for, at vores organer kan fungere optimalt.

Jo større dosis, jo bedre virkning – eller hvad?

Når man ser på både de nyeste forskningsresultater, der viser, hvordan mineraler bliver udvasket af jorden, og på det fokus, som er blevet sat over den centrale rolle, mineralerne spiller for vores cellers korrekte funktion, så er der i årenes løb blevet lagt megen vægt på at supplere kosten med mineraltilskud. Det er med god grund, at mælkeproducenterne markedsfører mælk som en kilde til calcium. Men godt nok har vi alle sammen brug for vitamin- og mineraltilskud, men der er også en tendens til at overse det faktum, at det kan skade helbredet, hvis man får for store mængder af ellers gavnlige stoffer. Fx kan kronisk overforsyning af jern overbebyrde de tarmceller, som ellers blokerer for optagelsen af for meget jern – og jernet begynder derefter at ophobes i vævene (hæmosiderose). Hvis jernaflejringer følges op af vævsskader, specielt i leveren, er resultatet hæmokromatose. På samme måde kan et uovervejet kobbertilskud potentielt forårsage udskillelse af zink og omvendt, og begge dele kan være skadeligt for helbredet.

Forestillingen om, at man bliver mere sund af at tage store mængder næringsstoffer – om det så er vitaminer, mineraler eller urter – stammer fra den fejlopfattelse, at dosis er ligefrem proportional med den formodede virkning. Eller med andre ord: Mange tror, at jo større mængde man tager, jo bedre virkning opnår man. At det ikke er tilfældet, er ganske tydeligt, hvis man kigger på insulin.

I små doser sænker insulin blodsukkerniveauet ved at fremme glukosens transport ind i cellen. Men i store doser vender insulin den anden side til og øger blodsukkerniveauet. Derfor har en højere dosis insulin en farmakologisk i stedet for en fysiologisk virkning. Den forskel, der ligger i dette ræsonnement, er, at hvor en “normal” dosis (uanset hvordan man har opnået den) har en fysiologisk virkning, så har massive doser potentielt en farmakologisk virkning – og dermed er de ikke så uskyldige, som mange går og tror. Farmakologiske doser er næsten altid behæftet med bivirkninger – ligesom det gælder for de fleste lægemidler. Deraf følger, at både mineralmangel og mineraloverskud kan skabe et sandt stormvejr i kroppen. Fx kan ophobning af fluor give fluorose (mineraliseringsforstyrrelser i tænderne), og store ophobninger af kobber i lever og hjerne kan give Wilsons syge.

Hvordan kan mineraler være giftige?

Mineraler er – på grund af, at der kun findes så små mængder af dem – helt bogstaveligt kroppens guld, og de skal derfor være til stede i kroppen i en hårfin balance. Det er lige præcis det, kroppen er bygget til at sikre. For at mineralerne kan komme ud til de forskellige væv og organer, er de bundet til specifikke bærere. Disse bærere tjener som en form for “portvagter” for mineraloptagelse. Eftersom portvagterne er i stand til at begrænse, hvor meget ekstra mineral der optages, er man kommet frem til, at indtagelse af ubundne mineraler ikke er så effektivt til at opfylde stofskiftets behov. Derfor er mere naturlige bærere som østersskal og Koralkalk kapsler for calciums vedkommende og Brottrunk for tilførslen af Lactobacilli og ni andre vigtige levende mælkesyrebakterier, bedre egnede til at opfylde fysiologiske behov for forskellige næringsstoffer.

Dette har også været en del af begrundelsen for at identificere og isolere de mineraler (i mangel af et bedre ord), der findes i urter og planter. Den største fordel ved disse mineraler er deres potentiale for øget biologisk tilgængelighed og øget distribution i kroppen i modsætning til “nøgne” mineraler. Det siges – og med en vis ret – at en daglig portion af en specifik mineralrig fødevare i det lange løb let kan forsyne kroppen med de nødvendige mængder – og dermed er der belæg for det gamle mundheld om, at “et æble om dagen holder lægen fra døren”. Det mest rammende eksempel på dette er den kalium, der findes i bananer. Mangel på kalium har forbindelse til hjertesygdom. En banan af en almindelig størrelse indeholder i nærheden af 400 mg kalium, hvilket er nok til at regulere blodtrykket.

Et andet eksempel på et integreret mineral er krom/GTF-komplekser (glukosetolerancefaktor). Det er et lille organisk stof, som fungerer som “rejseleder” i reguleringen af blodsukkerniveauet. Eftersom den mængde krom, der skal til for at regulere kulhydratstofskiftet er mikroskopisk, kan ubundet krom i høj grad medføre potentielle skadevirkninger. Derfor er det langt mere sandsynligt, at krom/GTF-komplekset ikke alene har en gunstig indvirkning, men også er i stand til at fjerne evt. overskydende mængder, så man undgår en for høj mængde krom i kroppen. Med det in mente kan man hævde, at det er helt på sin plads at udvikle alternativer, som maksimerer mineraltilførslen til de forskellige væv og organer. Det er meget sandsynligt, at fremtidige forskningsprojekter vil være rettet mod at identificere forskellige naturlige kilder til mineraler i sammenhæng med organiske stoffer.

FOS Inulin

En prototype på sådanne næringsstoffer er FOS Inulin, et frukto-oligosakkarid. FOS Inulin er primært præbiotisk og fremmer udelukkende væksten af de gavnlige bakteriekolonier og er med til at genoprette tarmfloraens balance. Det er interessant at bemærke sig, at inulin desuden er med til at fremme optagelsen af mineraltilskud, først og fremmest calcium. Den mest plausible forklaring på den øgede optagelse af mineraler, når de indtages sammen med inulin, er, at biprodukter fra bakteriel gæring skal optages (resorberes) i blodbanen. Efterhånden som disse metabolitter optages i tarmvæggen, trækker de næringsstoffer med sig, enten fra kosttilskud eller fra fødevarer, så også disse stoffer optages i blodbanen. En anden sandsynlig mekanisme, der øger mineraloptagelsen, er det faktum, at inulin isoleres sammen med integrerede mineraler. Blandt de vigtigste integrerede mineraler er kalium, fosfor, calcium, magnesium, jern og svovl. Med FOS Inulin som præbiotisk grundlag i tyktarmen frigives de integrerede mineraler gradvist, hvilket stimulerer optagelsen af mineraler fra fødevarer og kosttilskud.

Det oprindelige formål og hensigt med den ernæringsmæssige indsats var at tilsætte kosten de stoffer, som er nødvendige for at opretholde et optimalt helbred. Men med tiden har kosttilskuddene tilsyneladende taget et drastisk skridt i en anden retning. Nu anses de for at være en måde at forebygge – for ikke at sige behandle – sygdomme på. Det er efterhånden en offentlig hemmelighed. Dén forventning kan næppe gå i opfyldelse – medmindre, selvfølgelig, at en langt større forståelse af interaktionen mellem forskellige “sunde fødevarer” krydres med specifik vægt på de lidelser, de skal være med til at afhjælpe. Men uanset dette så er kosttilskud et rimeligt tiltag for at hjælpe med til at afstive det stillads, som et stadigt stigende antal ældre borgere har brug for for at opretholde et optimalt helbred.

Læs også
Vital med en god syre/base-balance
Fakta om vitaminer og mineraler
Vitaminer og mineraler – får du nok?
Vitaminer og mineraler – hvilke og hvorfor?

Kilder
Ahmed A. Osteoporosis: Diet, Acidity and Calcium. totalhealth, 2002, bd 24(2), s. 52.
Ahluwalia N. Diagnostic Utility of Serum Transferrin Receptor Measurements in Assessing Iron Status. Nutr. Rev. 1998, bd 56, s. 133.
Ahmed A. Nutraceuticals: Absorption and Bioavailability. totalhealth, 2002, bd 24(1), s. 70.
Anderson R. Effects of Chromium on Body Composition and Weight Loss. Nutr. Rev, 1998, bd 56, s. 266.
Ahmed A. IBS: The Unsettled Gut. Nat. Pharmacy, 2002, bd 6 (4), s. 1.