B-vitaminerne

B1-vitamin: Historie og virkning

Thiamin var det første B-vitamin, man fandt frem til – derfor hedder det også i daglig tale B1-vitamin. Alvorlig man­gel på B1-vitamin giver et syndrom, der går under navnet beriberi. Symptomerne omfatter mental for­virring, muskelsvækkelse (tør beriberi), væskeophobning (våd beriberi), forhøjet blodtryk, gangbe­svær og forstyrrelser i hjerterytmen.

Let mangel giver sig oftest udslag i træthed, depression, en prikkende fornemmelse eller følelses­løs­hed i benene samt forstoppelse. Hos alkoholikere kan kombinationen af B1-vitaminmangel og alkohol fremkalde det såkaldte Wernicke-Korsakoff-syndrom, som er en alvorlig hjernelidelse.

B1-vitamin – historisk set

Beriberi var en ret almindelig sygdom i Asien blandt søfolk og indsatte i fængslerne. Indtil slutningen af 1890’erne kendte man ikke årsagen til, at beriberi opstod, men i 1873 opdagede en tysk skibslæge, at der blandt europæiske søfolk var langt færre tilfælde af beri­beri end blandt de søfolk, man rekrutterede i Asien. Ved at mindske mængden af hvide ris i sømæn­denes kost, fik man antallet af beriberi-tilfælde til at falde, men lægen mente, at sygdommen skyl­des et giftigt eller smittebærende stof i den hvide ris.

Takaki, en japansk skibslæge, var den første, der beskrev beriberi som mangel på et næringsstof. Han begrundede sin opfattelse i det faktum, at man ved at give japanske søfolk ekstra kød, tørmælk og grønsager kunne reducere antallet af tilfælde. Men det var en tysk læge, Christian Eijkman, som påbegyndte det, der nu anses for at være klassi­ske eksperimenter i 1890’erne, og som var første skridt på vejen mod en blotlæggelse af kostens rolle i udviklingen af beriberi.

Eijkman havde observeret, at fjerkræ, der blev fodret med polerede hvide ris, udviste symptomer, der lignede dem, man så ved beriberi. Ved at tilføre de dele af risene, der var poleret væk, til fjer­kræfoderet var Eijkman i stand til at helbrede sygdommen. En af hans kolleger påviste senere, at tilsætning af grønne ærter, grønne bønner og kød forebyggede udviklingen af beriberi, og han konkluderede helt korrekt, at der var noget i de naturlige fødevarer, der var i stand til at forebygge sygdommen.

I 1911 lykkedes det Casimir Funk, som arbejdede ved Lister Institute of London, at isolere et stof fra de dele, der var poleret væk fra risene – et stof, som han anså for at være det, der kunne helbrede og/eller forebygge beriberi. Funk gav sin opdagelse navnet “vitamin”. Men det, som det rent faktisk var lykkedes Funk at isolere, viste sig at være et vitamin mod pella­gra, nemlig niacin (B3-vitamin). I 1926 isolerede to hollandske forskere, Jansen og Donath, på Java ren thiamin – det rigtige vitamin mod beriberi.

I dag beriges hvide ris ofte med B1-vitamin og andre af de næringsstoffer, der går tabt under forarbejd­ningen. Men beriberi findes stadig i mange områder i Asien, hvor hvide ris udgør op mod 80 % af det samlede kalorieindtag for befolkningen.

Fuldkorn er nøglen til at undgå mangel på B1-vitamin

Beriberi og mange andre former for næringsstofmangel i landene i den tredje verden kunne forebyg­ges ganske enkelt, hvis befolkningen spiste fuldkorn. Historien om beriberi og opdagelsen af B1-vitamin sætter fokus på, hvor værdifulde fuldkorn er i for­hold til forarbejdede korntyper. Ud over de mange kendte næringsstoffer giver fuldkorn langt flere ekstra næringsstoffer – og formentlig også mange ukendte stoffer med sundhedsfremmende egen­skaber.

I stedet for at fjerne naturlige næringsstoffer fra kornet og derefter tilsætte en lille smule af deres syntetiske brødre og søstre ville det så ikke være mere fornuftigt at spise fuldkornet? Fuldkorn er en vigtig kilde til komplekse kulhydrater, kostfibre, mineraler og B-vitaminer. Protein­indholdet i og kvaliteten af fuldkorn er større end for raffinerede korn. En kost, der er rig på fuld­korn, beskytter mod udviklingen af kroniske, degenerative sygdomme, specielt hjertesygdom, diabetes, åreknuder og sygdomme i tyktarmen, bl.a. blødende tyktarmsbetændelse, hæmorider og udposninger på tyktarmen.

Fødevarekilder til B1-vitamin

Rige kilder fra planteriget er sojabønner, brune ris, solsikkekerner og jordnødder. Gode kilder er desuden hel hvede og nødder. B1-vitamin er ekstremt følsomt over for alkohol, tanniner i kaffe og sort te samt sulfitter – disse stoffer ødelægger det eller gør det ubrugeligt. B1 er desuden føl­somt over for en faktor i ukogt ferskvandsfisk og skaldyr.

Gennemsnitligt B1-vitaminindhold i udvalgte fødevarer (mg pr. 100 g)

Ølgær 15,61 Limabønner, tørrede 0,48
Torula-gær 14,01 Hasselnødder 0,46
Hvedekim 2,01 Vilde ris 0,45
Solsikkekerner 1,96 Cashewnødder 0,43
Risskaller 1,84 Rug, fuldkorn 0,43
Pinjenødder 1,28 Mungbønner 0,38
Jordnødder, med skal 1,14 Majsmel 0,38
Sojabønner, tørrede 1,10 Linser 0,37
Jordnødder, uden skal 0,98 Grønne ærter 0,35
Paranødder 0,96 Macadamianødder 0,34
Pecannødder 0,86 Brune ris 0,34
Sojabønnemel 0,85 Valnødder 0,33
Bønner, pinto og røde 0,84 Garbanzobønner 0,31
Ærter 0,74 Hvidløg, fed 0,25
Hirse 0,73 Mandler 0,24
Hvedeklid 0,72 Limabønner, friske 0,24
Pistacienødder 0,67 Græskar- og squashkerner 0,24
Hvide bønner 0,65 Kastanjer, friske 0,23
Boghvede 0,60 Sojabønnespirer 0,23
Havregryn 0,60 Peber, rød chili- 0,22
Fuldkornshvedemel 0,55 Sesamfrø, afskallede 0,22
Fuldkornshvedekerner 0,5

Primær anvendelse

B1-vitamin anvendes primært til forebyggelse af mangeltilstande (specielt ved diabetes, Crohns Sygdom, multipel sklerose og andre neurologiske sygdomme) og forebyggelse og behandling af nedsat mental funktionsevne hos ældre, Alzheimer-patienter og epileptikere.

B1-vitamin er et essentielt næringsstof, der skal sikre en tilstrækkelig energiproduktion i hjernen. B1-mangel giver sig udslag i nedsat mental funktionsevne og – i tilfælde af svær mangel – psykose. Op mod 30 % af alle de patienter, der indlægges på psykiatriske hospitaler, lider af B1-vitaminmangel.

Ud over rollen som næringsstof har B1-vitamin visse farmakologiske indvirkninger på hjernen. Mere specifikt kan stoffet efterligne acetylcholin – den vigtige neurotransmitter, som har indflydelse på hukommelsen. Patienter, der lider af Alzheimers, har ofte mistet en stor del af acetylcholinets virkeevne i visse områder af hjernen. Dette kan forklare de positive, kliniske resultater af B1-indgivelse (3-8 g pr. dag) mod nedsat hjernefunktion ved Alzheimers og aldersrelateret nedsat mental funktionsevne (senilitet).

Tilskud af B1-vitamin kan desuden forbedre den mentale funktionsevne hos patienter med epilepsi, som tager medikamentet Dilantin (phenytoin). Et forsøg med 72 epileptikere, der fik phenytoin enten alene eller kombineret med et phenobarbiturat i mere end fire år, inddelte deltagerne i fire grupper:

  • Gruppe 1: To placebo-tabletter dagligt
  • Gruppe 2: Placebo og folsyre (5 mg pr. dag)
  • Gruppe 3: Placebo og B1-vitamin (50 mg pr. dag)
  • Gruppe 4: Både folsyre og B1-vitamin.

Den kliniske forsøgsperiode var på 5 måneder. Den efterfølgende analyse af resultaterne viste, at B1-vitamin var i stand til at forbedre patienternes mentale funktionsevne i både verbale og ikke-verbale intelligenstests. Folsyrebehandlingen havde ingen indvirkning. Disse resultater tyder på, at epileptikere, der er i kronisk behandling med Dilantin, vil kunne forbed­re deres mentale funktionsevne ved indtagelse af B1-vitamintilskud (50 mg pr. dag).

Dosering, sikkerhed og interaktion

Generelt og som tilskud til epileptikere, der får Dilantin, vil en daglig dosis på 50 mg til hvert ho­vedmåltid være sikker og passende. Hos ældre, der lider af enten Alzheimers eller aldersrelateret svækkelse af den mentale funktionsevne er den anbefalede, behandlingsmæssige dosis 3-8 g pr. dag.

B1-vitamin har ingen former for toksisk virkning. Der kræves magnesium til om­dannelsen af B1-vitamin til dets aktive form. Alkohol, Dilantin og potentielt også andre medicinske præparater kan hæmme B1-vitamin.

Læs også
Fakta om vitaminer og mineraler
B1- og B6-vitamin mindsker risikoen for at dø for tidligt
B1-vitamin kan måske forbedre kredsløbet hos diabetikere
B1-vitamin kan bremse tidlig nyresygdom hos diabetikere
Vanddrivende medicin skader stofskiftet og optagelsen af B1-vitamin
Delirium og B1-vitamin til ældre
B1-vitamin til hjernenB-vitaminerne har stor betydning for dit helbred
Total B-Complex – alle B-vitaminerne + lidt mere

Kilder
Benton D, Griffiths R, Haller J. Thiamin supplementation mood and cognitive functioning. Psychopharmacol. 1997; 129:66-71.
Bettendorff L. A non-cofactor role of thiamin derivatives in excitable cells? Arch Physiol Biochem. 1996; 104:745-751.
Blanc P, Boussuges A. [Cardiac beriberi]. [Artikel på fransk]. Arch Mal Coeur Vaiss. 2000; 93:371-379.
Butterworth RF, Gaudreau C, Vincelette J et al. Thiamin deficiency and Wernicke’s encephalo­pathy in AIDS. Metab Brain Dis. 1991; 6:207-212.
Dietary Reference intakes for Thiamin, Riboflavin, Niacin, Vitamin B6, Folate, Vitamin B12, Pantothenic Acid, Biotin, and Choline. Washington, DC: National Academy Press; 1998.
Frank T, Bitsch R, Maiwald J, Stein G. High thiamine diphosphate concentrations in erythrocytes can be achieved in dialysis patients by oral administration of benfotiamine. Eur J Clin Pharmacol. 2000; 56:251-257.
Hàrdig L, Daae C, Dellborg M et al. Reduced thiamine phosphate, but not thiamine diphosphate, in erythrocytes in elderly patients with congestive heart failure treated with furosemide. J Int Med. 2000; 247:597-600.
La Selva M, Beltramo E, Pagnozzi F et al. Thiamine corrects delayed replication and decreases production of lactate and advanced glycation end-products in bovine retinal and human umbilical vein endothelial cells cultured under high glucose conditions. Diabetologia. 1996; 39:1263-1268.
Muri RM, Von Overbeck J, Furrer J, Ballmer PE. Thiamin deficiency in HIV-positive patients: evaluations by erythrocyte transketolase activity and thiamin pyrophosphate effect. Clin Nutr. 1999; 18:375-378.
Pekovich SR, Martin PR, Singleton CK. Thiamine deficiency decreases steady-state transketolase and pyruvate dehydrogenase but not alpha-ketoglutarate dehydrogenase mRNA levels in three human cell types. J Nutr. 1998; 128:683-687.
Romanski SA, McMahon MM. Metabolic acidosis and thiamine deficiency. Mayo Clin Proc. 1999; 74:259-263.
Sato Y, Nakagawa M, Higuchi I et al. Mitochondrial myopathy and familial thiamine deficiency. Muscle Nerve. 2000; 23:1069-1075.
Senapati SK, Dey S, Dwivedi SK et al. Effect of thiamine hydrochloride on lead induced lipid peroxidation in rat liver and kidney. Vet Hum Toxicol. 2000; 42:236-237.
Shimon I, Almog S, Vered Z et al. Improved left ventricular function after thiamine supplementation in patients with congestive heart failure receiving long-term furosemide therapy. Am J Med. 1995; 98:485-490.
Suter PM, Haller J, Hany A. Diuretic use: a risk for subclinical thiamine deficiency in elderly patients. J Nutr Health Aging. 2000; 4:69-71.
Suzuki M, Itokawa Y. Effects of thiamine supplementation on exercise-induced fatigue. Metab Brain Dis. 1996; 11:95-106.
Tanphaichitr V. Thiamin. In: Shils ME, Olson JA, Shike M, Ross AC, red. Modern Nutrition in Health and Disease. 9th ed. Baltimore, MD: Williams and Wilkins; 1999:381-389.