Sund kost og livsstil Urter og krydderier

Hørfrø: Vejen til sundhed

Hør (Linum usitatissimum) er en etårig plante, som menes at stamme fra Egypten. Den er blevet dyrket verden over gennem så mange århundreder, at dens geografiske oprindelse fortaber sig i det uvisse. De hørfrø, der sælges i Europa, kommer fra Argentina, Marokko, Tyrkiet, Indien og flere andre lande. De frø, der anvendes i den kinesiske medicin, produceres primært i Indre Mongoliet og provinserne Heilongjiang, Liaoning og Jilin, mens den indiske medicin i stor udstrækning er baseret på hørfrø, der er dyrket i landet, primært i provinserne Bengalen og Bihar og Unionsterritorierne.

En verdenskendt plante

Man har fundet hørfrø og tøj vævet af hør i ægyptiske gravkamre, og Bibelen nævner i 2. Mosebog, kap. 28, at de jødiske ypperstepræster bar tøj, der var fremstillet af hør. De moderne anvendelsesområder er understøttet af hørfrøets flere tusind år lange historie med klinisk anvendelse i veletablerede, traditionelle medicinske retninger, af reagensglas- og dyreforsøg, undersøgelser af næringssammensætning og kostmæssig værdi samt adskillige kliniske forsøg på mennesker.

Vore dages behandlingsmæssige brug af hørplanten i både Asien, Europa og Nordamerika kan spores tilbage til den gamle romerske medicin og formentlig også tilbage til de gamle grækere og egyptere. Plinius den ældre (ca. 23-79 e. Kr.) opremser 30 medikamenter, der alle er baseret på hørfrø, bl.a. oral indtagelse som et mildt afførende stof og topisk anvendelse som omslag mod lokale betændelsestilstande.

  • I kinesiske farmakopeer angives hørfrø stadig officielt som et middel mod forstoppelse og tør, kløende hud.
  • I den ayurvediske medicin anerkendes hørfrø specifikt til udvortes brug som omslag mod bylder og indvortes som et lindrende og afførende middel.
  • I traditionel amerikansk medicin anvendes hørfrø-omslag mod betændelsestilstande, bylder og smertelindring.
  • I moderne veterinærmedicin bruges frøene som et blødgørende stof.
  • I Tyskland anvendes hørfrøene oftest som afførende middel – enten hele eller friskknuste sammen med vand. Desuden kan man tilberede opslæmninger til brug ved lindring. Udvortes anvendes hørfrø som et fugtigt-varmt kataplasma, kompres eller omslag til at mindske inflammationstilstande.
  • I USA anvendes hørfrøene til samme formål, men amerikanske forbrugere tilsætter oftere frøene som en ingrediens i en sund kost eller som et nutraceutisk produkt (fx i bagværk, brød, chokoladebarer, morgenmadsprodukter osv.).

Resultater af kliniske forsøg

Nye kliniske forsøg tyder på, hørfrøet har et betydeligt potentiale ud over de nuværende, veldokumenterede anvendelsesområder. Forsøg med hørfrø-præparater har vist, at frøet

  • er i stand til at behandle lupus nephritis (en nyresygdom)
    Ni patienter med lupus nephritis blev rekrutteret til forsøget, og heraf gennemførte de otte. Efter at have foretaget målinger ved forsøgets start gav forskerne deltagerne 15,30 og 45 g hørfrø om dagen med fire ugers intervaller efterfulgt af en fem ugers udvaskningsperiode. Man målte derefter overholdelse af forsøgsprogrammet, sygdomsaktivitet, blodtryk, fedtindhold i plasma, rheologi (elasticitet, plasticitet og viskositet), blodpladesammenklumpning fremkaldt af blodpladeaktiverende faktorer, nyrefunktion og serum-immunologi. Dosen på 30 g fungerede bedst – her kunne man konstatere en statistisk signifikant reduktion i blodets samlede kolesterolindhold og indholdet af LDL-kolesterol samt blodets viskositet. Alle deltagere kunne tåle de 30 g dagligt, og man fastslog, at denne dosis havde en gavnlig indvirkning på nyrefunktionen samt på de inflammatoriske og åreforkalkningsfremmende mekanismer, der er på spil ved udviklingen af lupus nephritis.
  • reducerer risikoen for åreforkalkning hos personer med et forøget fedtindhold i blodet og forbedrer karfunktionen hos svært overvægtige
    Ved et forsøg med tre måneders fodring undersøgte forskerne, om man kunne reducere risikoen for åreforkalkning ved at give tilskud af hørfrø. Forskerne iagttog virkningen af et hørfrøtilskud bestående af tre skiver brød med hørfrø og 15 g knust hørfrø på serumindholdet af fedtstoffer hos 15 personer med øget fedtindhold som følge af lang tids indtagelse af E-vitamin (800 I.E. pr. dag). Det samlede kolesterolindhold og LDL-indholdet i serum ændrede sig ikke under indtagelsen af hørfrø. Blodpladesammenklumpning stimuleret af thrombin blev mindsket ved indtagelse af tilskuddet. Omfanget af iltningen af serumfedtstofferne faldt signifikant i løbet af udvaskningsperioden.
  • positivt påvirker blodpladernes sammensætning og funktion
  • medvirker til at sikre et godt helbred.

Et forsøg analyserede næringsværdier hos mennesker, der spiser hørfrø med et højt indhold af alfa-linolensyre. Raske kvinder indtog testmåltider indeholdende 50 g knust, rå hørfrø om dagen i fire uger, hvilket udgjorde 12-13 % af energiindtaget (24-25 g pr. 100 g samlet fedt). Forskerne konkluderede, at op mod 50 g hørfrø med et højt indhold af alfa-linolensyre er acceptabelt, sikkert og formentlig sundhedsfremmende hos mennesker, fordi det øger indholdet af langkædede omega-3 fedtsyrer i plasma og erythrocytter og mindsker glukosereaktionen efter et måltid. Hørfrøtilskuddet var desuden i stand til at sænke det samlede serumindhold af kolesterol med 9% og indholdet af LDL-kolesterol med 18%.

Hørfrø er for nuværende ikke defineret i forhold til farmakopé-værdier på basis af en specifik kemisk sammensætning, men derimod på basis af en række identitets- og kvalitetsprøver, bl.a. organoleptisk vurdering, makroskopisk og mikroskopisk autenticering og en række kvantitative standarder. Som eksempel kan nævnes, at hørfrøets svulmeindeks ikke må ligge under 4 for hele frøet og 4,5 for det pulveriserede frø.

Kemi og farmakologi

Hørfrø er det tørrede, modne frø af en række variationer af Linum usitatissium L. Frøene indeholder: Fibre (hemicellulose, cellulose og lignin), fedtholdige olier med 52-76 % linolensyreestere, albumin, linustatin og linamarin.Hørfrø indeholder:

  • faste olier (30-45 %)
  • triglycerider i form af linolen-, linol-, olein-, stearin-, palmitin- og myristinsyre
  • proteiner (20-25 %)
  • planteslim (3-10 %), sammensat af neutrale og syreholdige polysakkarider, som efter hydrolyse giver: Galaktose (8-10 %), arabinose (9-12 %), rhamnose (13-29 %), xylose (25-27 %) og galakturon- og mannuron-syre (ca. 30 %)
  • steroler og triterpener (kolesterol, campesterol, stigmasterol og sitosterol)
  • cyanogene glykosider (0,1-1,5 %), primært linustatin og neolinustatin
  • monoglycosiderne linamarin og lotaustralin
  • secoisolariciresinol glycosid (et forstadie til lignaner hos pattedyr).

Kommission E har rapporteret om en afførende virkning, som skyldes volumenforøgelsen og den deraf følgende igangsætning af tarmperistaltikken på grund af strækreflekser. Man har desuden observeret en beskyttende indvirkning på slimlaget på grund af hørfrøets evne til at lægge sig på tarmvæggens overflade.

British Herbal Pharmacopoeia skriver, at hørfrøet virker som et afføringsdannende laksativ og lindrende middel. En reduktion i transittiden og en forøgelse af afføringens vægt hos patienter, der lider af forstoppelse, er blevet påvist ved to multicenterforsøg. Hørfrøet binder sig til vand og svulmer op, så der dannes en lindrende gel i tarmen, hvorved afføringen blødgøres, og dens volumen bliver forøget.

I en nyligt offentliggjort metaanalyse af en række kliniske forsøg angiver forskerne hørfrøets store indhold af alfa-linolensyre, en essentiel fedtsyre, og lignanstoffet secoisolariciresinol diglucoside (SDG) som værende sundhedsfremmende i forbindelse med behandling af systemisk lupus erythematosis (SLE), hyperlipidæmi (forøget mængde fedtstof i blodet) og muligvis også malaria og slidgigt. Hørfrø indeholder mere (mellem 75 og 800 gange så meget) af det sundhedsfremmende plantestof SDG sammenlignet med andre fødevarekilder.

Anvendelsesområder

  • Kommission E har godkendt hørfrø til indvortes brug mod forstoppelse, ved problemer med en tyktarm, der er ødelagt af misbrug af afføringsmidler, irritabel tyktarm, udposninger på tarmene og som slimdanner ved mavekatar og tarmkatar. Til udvortes brug er hørfrøet godkendt til omslag ved lokale betændelsestilstande.
  • Ifølge ESCOP kan hørfrø anvendes indvortes mod forstoppelse, irritabel tyktarm, udposninger og til symptomatisk, kortvarig behandling af mavekatar og tarmkatar og udvortes mod smertende hudbetændelser.
  • German Standard License for hele eller friskknuste hørfrø betegner frøet som afføringsmiddel til behandling af forstoppelse og funktionelle tarmproblemer (irritabel tyktarm) og som et lindrende middel, der kan medvirke til behandling af betændelsestilstande i mave-/tarmsystemet.
  • Merck Index omtaler udvortes brug som blødgørende middel. Frøets slimindhold gør, at man kan anvende det på samme måde som loppefrø – dvs. som yderligere behandling af smerter i forbindelse med tyktarmsbetændelse med kramper.
  • Populært anvendes hørfrø inden for urtemedicinen mod hoste, ondt i halsen, åreforkalkning og slidgigt og udvortes mod bylder, sår og – blandet med gule sennepsfrø – som et omslag ved brystsygdomme.

Kontraindikationer, bivirkninger og interaktion med medicinske præparater

Brug af hørfrø frarådes ved armslyng (uanset hvordan sygdommen er opstået). Der er ingen kendte begrænsninger ved brug af hørfrø under graviditet og amning.

Hvis anvisningerne overholdes – og det gælder specielt indtagelsen af tilstrækkelige mængder væske sammen med hørfrøene (1:10) – er der ingen kendte bivirkninger.

Som det gælder for alle slimdannende stoffer, kan optagelsen af andre medicinske præparater blive påvirket i negativ retning.

Dosering og indgivelse

Indvortes

  • Knækkede eller hele frø: 1 spsk. hele eller ‘knækkede’ frø ( knuste) med 150 ml væske 2-3 gange pr. dag (1 spsk. = 10 g frø).
  • Slimdannende vælling: Sæt 2-3 spsk. knuste hørfrø i 200-300 ml vand og si efter 30 minutter.

Udvortes

  • Kataplasma: En halvfast pasta indeholdende 30-50 g hørfrømel til et fugtigt-varmt omslag direkte på huden – omslaget anvendes som irritationshæmmer, der trækker blod til hudoverfladen for at fjerne dybtliggende inflammationstilstande. Bemærk: Hørfrømel blandes traditionelt med sennepsfrøpulver til dette formål.
  • Kompres eller varmt omslag: Gennemvæd et klæde med en varm, halvfast opløsning indeholdende 30-50 g hørfrømel. Fold klædet og læg det fast på som et fugtigt-varmt omslag direkte på huden til lindring af smerte eller betændelse.

Kilder
Allman MA, Pena MM, Fang D. Supplementation with flaxseed oil versus sunflowerseed oil in healthy young men consuming a low fat diet: effects on platelet composition and function. Eur J Clin Nutr 49(3):169-178, 1995.
Bierenbaum ML, Reichstein R, Watkins TR. Reducing atherogenic risk in hyperlipemic humans with flax seed supplementation: a preliminary report. J Am Coll Nutr 12(5):501-504;1993.
Bown D. Encyclopedia of Herbs and Their Uses. New York: DK Publishing, Inc. 304. British Herbal Pharmacopoeia (BHP). 1996. Exeter, U.K.: British Herbal Medicine Association.
Bruneton J. Pharmacognosy, Phytochemistry, Medicinal Plants. Paris: Lavoisier Publishing, 1995.
Budavari S (red). The Merck lndex: An Encyclopedia of Chemicals, Drugs, and Biologicals, 12. udgave. Whitehouse Station, N.J.: Merck & Co, Inc., 1995.
Carlson C. The Benefits of Flax. Herbs for Health :63-65, 1998.
Clark WF et al. Flaxseed: A potential treatment of lupus nephritis. Kidney Int 48(2):475-480, 1995.
Cunnane SC et al. High alpha-linolenic acid flaxseed (Linum usitatissimum): some nutritional properties in humans. Br J Nutr 69(2):443-453, 1993.
Cunnane SC et al. Nutritional attributes of traditional flaxseed in healthy young adults. Am J Clin Nutr 61(1):62-68, 1995.
ESCOP. “Lini semen.” Monographs on the Medicinal Uses of Plant Drugs. Exeter, U.K.: European Scientific Cooperative on Phytotherapy. 1997.
Europäisches Arzneibuch, 3. udgave. (Ph.Eur .3). 1997. Stuttgart: Deutscher Apotheker Verlag.
Gilman AG, Rall TW, Nies AS, Taylor P (reds). The Pharmacological Basis of Therapeutics. New York: Pergamon Press. 915-918, 1990.
Grieve M. A Modern Herbal. New York: Dover Publications, Inc., 1997.
Haggerty W. Flax: Ancient Herb and Modern Medicine. Herbal Gram 45:51-56, 1999.
Jens R, Nitsch-Fitz R, Wutzl H, Maruna H. Ergebnisse einer Praxisstudie mit einer Leinsamen-Kombination zur Behebung der chronischen Obstipation bei 114 Patienten aus dem Raum Wien. Der Praktische Arzt 35:80, 1981.
Kapoor LD. Handbook of Ayurvedic Medicinal Plants. Boca Raton: CRC Press. 217, 1990.
Karnick CR. Pharmacopoeial Standards of Herbal Plants, bd 1-2. Delhi: Sri Satguru Publications. bd 1:228-229; bd 2:55, 1994.
Kurth W. Therapeutische Wirksamkeit, Vertraglichkeit und Akzeptabilität von Linusit in der Praxis. Der Kassenarzt 16:3546, 1976.
McGuffin M, Hobbs C, Upton R, Goldberg A. American Herbal Product Association’s Botanical Safety Handbook. Boca Raton: CRC Press, 1997.
Nadkarni KM. Indian Materia Medica. Bombay: Popular Prakashan. 743-746, 1997.
Nestel PJ et al. Arterial compliance in obese subjects is improved with dietary plant n-3 fatty acid from flaxseed oil despite increased LDL oxidizability. Arterioscler Thromb Vasc Biol 17(6):1163-1170. Ph.Eur.3. Se Europäisches Arzneibuch, 1997.
Obermeyer WR, Warner C, Casey RE, Musser SM. Flaxseed lignans. Isolation, metabolism and biological effects (Resume 4985). Experimental Biol 93, 1993.
Obermeyer WR et al. Chemical studies of phytoestrogens and related compounds in dietary supplements: flax and chaparral (43824). Proc Soc Exp Biol Med 208(1):6-12, 1995.
Pharmacopee Francaise Xe Édition (Ph.Fr.X.). 1983-1990. Moulins-les-Metz: Maisonneuve S.A.
Reynolds JEF (red). Martindale: The Extra Pharmacopoeia, 30. udgave. London: The Pharmaceutical Press. 886, 1993.
Schilcher H. Zyanidvergiftung durch Leinssamen? Dtsch Ärtzteblatt 76:955-956, 1979.
Schilcher H, NissIer A. Pflanzliche Öle – ihre Analytik und diatetische Verwendung. Phys Med u Reh 21:141-156, 1980.
Schilcher H, Schulz V, NissIer A. Zur Wirksamkeit und Toxikologie von Semen Lini. Z Phytotherapie 7: 113-117, 1986.
Schilcher H, Wilkens-Sauter M. Quantitative Bestimmung cyanogener Glykoside in Linum usitatissimum mit Hilfe der HPLC. Fette Seifen Anstrichmittel 88:287-290, 1986.
Steinegger E, Hänsel R. Lehrbuch der Pharmakognosie und Phytopharmazie, 4. udgave. Berlin-Heidelberg: Springer Verlag.128-129, 1988.
Taber CW. Taber’s Cyclopedic Medical Dictionary, 9. udgave. Philadelphia: F.A. Davis Company. F-21., 1962.
Trease GE, Evans WC. Trease and Evans’ Pharmacognosy, 13. udgave. London; Philadelphia: Baillière Tindall. 336, 1989.
Tu G (red). Pharmacopoeia of the People’s Republic of China (Engelsk udgave 1992). Beijing: Guangdong Science and Technology Press, 1992.
Wichtl M, Bisset NG (reds). Herbal Drugs and Phytopharmaceuticals. Stuttgart: Medpharm Scientific Publishers, 1994.
Wagner H, Budweg W, Iyengar MA, Volk O, Sinn M. Linosid A und B, zwei neue flavon-C-glykoside aus Linum maritimum, Z Naturforsch B 27(7):809-812, 1972.
Wagner H. Pharmazeutische Biologie, Vol. 2. Drogen und ihre Inhaltsstoffe. Stuttgart-New York: Gustav Fischer. 261-262, 1980.
Weiss RF. Lehrbuch der Phytotherapie, 7. udgave. Stuttgart: Hippokrates.131-133, 1991.
Willuhn G. Teedrogen, 2. udgave. Stuttgart: Wissenschaftliche Verlagsgesellschaft. 306- 308, 1989.
Yen K Y. The Illustrated Chinese Materia Medica-Crude and Prepared. Taipei: SMC Publishing, Inc. 174. 1992.