Folkesundhed Urter og krydderier

Venevenlige urter til dine trætte og tunge ben

Sommeren er altid dejlig – undtagen for vores vener: Der er rigtigt blevet fyret op under leddene – og her hen på efteråret er det værre end nogensinde med tunge og ømme ben. Der er tale om venesvaghed – en af vore dages folkesygdomme. Ifølge den sidste nye undersøgelse fra Bonner Universität har næsten hver anden kvinde hyppigt af hævede ben, og helt op til hver femte kvinde har venesygdom, der kræver behandling. Mænd rammes næsten ligeså ofte – men de tager som regel situationen med lidt mere ophøjet ro og gør ingenting ved det (måske fordi altid har benene dækket af et par bukser?). Kvinder er til gengæld mere tilbøjelige til at gå til lægen. Men som regel ikke på grund af tunghedsfornemmelsen, men fordi de ikke bryder sig om synet af sprængte blodkar eller hævede årer.

Urter, der hjælper mod tunge ben

  • Stenkløver (Melilotus officinalis). Det vigtigste stof i denne droge er cumarin, som giver beskyttelse mod venesvaghed og fremmer blodets tilbagestrømning til hjertet. Stenkløver bedrer ikke blot den venøse tilbagestrømning, men også lymfestrømningen, hvorved væskeansamlinger (ødemer) fjernes fra vævene. Desuden er drogen betændelseshæmmende, den styrker venevæggene og modvirker blodets gennemsivning gennem disse.
  • Muserod (Ruscus aculeatus). Virkningen af denne droge skyldes stofferne ruscogenin og neoruscogenin. Muserod er betændelseshæmmende og virker især i de perifere blodkar; den reducerer blodopfyldningerne i venerne og forebygger mod lokale skader i venevæggene. Drogen har en stærkt karsammentrækkende virkning (væsentlig stærkere end fx hamamelis). Den er derfor effektiv ved forebyggelse og behandling af funktionssvigt i vener og kar, ved åreknuder, bensår, hæmorider, blodophobning i venerne og betændelse i venevæggene.
  • Vinblade (Vitis vinifera). Selv om vinranken er en af vores ældste kulturplanter, er det først i moderne tid, at forskerne har opdaget, at plantens blade indeholder stoffer med interessante terapeutiske anvendelsesmuligheder. Der er bl.a. tale om røde pigmenter, garvestoffer, antocynanocider, flavonoider og mineralsalte, som beskytter og styrker blodkar og vener, samtidig med at de har en karsammentrækkende virkning.
  • Boghvedeurt (Fagopygum esculentum). Denne plante indeholder bl.a. stoffet rutin. Resultaterne af talrige kliniske undersøgelser af dette stofs virkning lader sig sammenfatte således: Lindring af subjektive symptomer som spændingsfornemmelse, ømhed, tunge og trætte ben; mindskning af væskeansamlinger; desuden en gunstig virkning på mikrocirkulationen.
  • Røllike (Achillea millefolium). En gammel lægeplante mod hæmorider og åreknuder på grund af sin sammentrækkende virkning; den modvirker kramper og er betændelseshæmmende. Forsøg har vist, at stoffet achillein reducerer blodets koaguleringstid.
  • Cypres (Cupressus sempervirens). Bioflavonoiderne indeholdt i cypresplantens kogler, blandt hvilke amentoflavon indtager en fremtrædende plads, er forbindelser med en meget udpræget virkning på karrene. De beskytter cellemembranerne og hæmmer derved blodkarrenes gennemtrængelighed. De virker således karbeskyttende og betændelseshæmmende især i venesystemet.

Hævelser (ødemer) og smerter har mulighed for at forsvinde, når man tager en eller flere af midlerne regelmæssigt i mindst tre måneder.

Veneklappernes funktion

Bliver venerne slappe, skyldes det hovedsageligt den aflukning, der sker som følge af, at vi går oprejst. Dag ud og dag ind skal benets vener udføre et temmelig tungt arbejde, nemlig transport af det afiltede blod imod tyngdekraften op til hjerte og lunger. Der får det tilført ny ilt og bliver derefter pumpet ud i kroppen igen. For at dette “hejseværk” overhovedet kan fungere, er venerne forsynet med veneklapper, der sidder med ca. 6 cms afstand – klapper, som åbner sig og hjælper med til at skubbe blodet mod hjertet. De lukker med det samme igen og sikrer derved, at blodet ikke løber tilbage. Denne “veneelevator” aktiveres intensivt ved hjælp af lægmusklerne, når vi går. Står eller sidder man i lang tid, standser blodtilførslen, og dermed lægges der et utroligt stort tryk på veneklapperne. Med tiden bliver de slappe og lukker sig ikke rigtigt mere, venevæggen udvides, og resultatet er åreknuder på benene.

Men det er ikke det eneste, der sker – hver vene er omgivet af et netværk af småbitte blodkar kaldet venoler. Lægger man ca. 50 af disse småkar ved siden af hinanden, vil de tilsammen kun måle ca. 1 millimeter. Hvert ben har ca. 1 mia. venoler. De samler det brugte blod fra vævene og fører det ind i de større vener. Men venolernes væg er udstyret med et specielt cellelag, og ved behov opstår der små spalter, hvor immunforsvarets hvide blodlegemer kan smutte ud i vævene. Dette er vigtigt for bekæmpelsen af indtrængende mikroorganismer (ved fx betændelse eller kvæstelse).

Men denne fleksibilitet er faktisk skæbnesvanger for personer med svage vener. Hvis blodet staser op på grund af defekte veneklapper, bliver det presset ud i venolerne. Og dét udløser en falsk alarm: De hvide blodlegemer angriber venevæggen, som om der var tale om indtrængende bakterier. Plasma trænger ud i vævet, og der opstår ødemer (hævelser). I de “oversvømmede” områder fungerer blodgennemstrømningen ikke, der opstår betændelse, og væv og vener beskadiges endnu mere. En ond cirkel, som fører til stadigt værre åreknuder og i værste fald dårlig sårheling.

Læs også
Har dine vener det godt?
Vær god ved dine ben på arbejdspladsen
Vindueskiggersyndromet
Venelidelser: Hvad gør du ved dem?
Forbrugererfaring: Ipe Roxo mod infektion i benet