Folkesundhed

Leveren – kroppens kemiske fabrik

Leverens vigtigste opgaver

Leveren er et af kroppens vigtigste organer. Hos voksne udgør den kun 2 % af kropsvægten, men alligevel klarer leveren 25 % af stofskiftet og har mere end 500 funktioner.

Leveren fungerer som kroppens kemiske fabrik og udfører hundredvis af kemiske reaktioner, hvoraf mange ofte er livsvigtige. Der foregår hele tiden kemiske reaktioner i alle kroppens organer. Man kan opfatte disse som selve livet. Nogle udløser muskelbevægelser, andre nervesignaler, lyde fra stemmebåndet osv.

Leveren kan omdanne visse næringsstoffer til andre – fx sukker af protein. Den producerer også en række stoffer, som skal bruges andre steder i kroppen. Det gælder fx koaguleringsfaktoren, som får blodet til at størkne ved et sår, og galden, som er nødvendig for fordøjelsen.

Desuden nedbryder leveren affaldsstoffer. Den klarer medicin, gifte og andre stoffer, som enten bliver omdannnet eller uskadeliggjort, så de lettere kan udskilles med urinen eller afføringen.

Endelig oplagrer leveren forskellige næringsstoffer, især jern og vitaminer. Derfor er dyrelever så vigtig en form for ernæring. Leverens vitamin-bank er så velfyldt, at en tidligere velnæret person kan fungere uden tegn på vitaminmangel i to-fire år uden indtagelse af B12-vitamin og i adskillige måneder uden A-vitamin.

Regulerer næringsstoffer

Leveren får, som alle andre organer, ført iltholdigt blod fra en pulsåre. Men tillige samles alt blod fra mavesækken og tarmen i en særlig blodåre (portåren) og føres til leveren. Dette blod har allerede afgivet sin ilt, men til gengæld indeholder det en række næringsstoffer, som det har optaget fra maden i tarmen.

Leveren bliver derfor det organ, som først får adgang til al næringen. Den sørger også for at beholde en stor del af den og virker derfor som en regulator, der kan udligne variationerne i kostindtagelsen. Fremfor alt holde blodets sukkerindhold på et jævnt niveau.

Lige efter vi har spist, indeholder blodet i tarmen en mængde druesukker – det stof, kroppen bruger som brændsel. Så optager leveren sukkeret og lagrer det i form af glykogen. Derefter udskilles det i passende doser mellem måltiderne.

Efter længere tids faste udnytter leveren også kroppens proteiner, som den omdanner til druesukker (glukose). Og under langvarig sult udnyttes fedtreserverne. De omdannes imidlertid ikke til druesukker, men til en anden, næsten lige så vigtig energireserve.

Al den medicin, vi indtager gennem munden, kommer også først til leveren. Fordi den kan nedbryde så mange lægemidler, betyder det, at kun en lille del slipper forbi og videre ud i kroppen. Derfor benytter man af og til stikpiller. Blodet fra endetarmen passerer nemlig ikke leveren, men går direkte til hjertet og derefter ud i hele kroppen.

Styres af hormoner

Leveren klarer altså de kemiske omdannelser, der er nødvendige for at holde et passende blodsukker-niveau. Men den kan ikke selv afgøre i hvilken retning, den skal virke. En række forskellige signalstoffer, hormoner, fortæller, om den skal øge eller sænke blodsukkertilførslen.

Insulin fra bugspytkirtlen giver fx besked, når sukkerniveauet er for højt og må sænkes. Og stresshormonet adrenalin fortæller om et særligt behov for energi, måske fordi kroppen skal forberede sig på flugt eller kamp.

Leveren tager sig tillige af de fleste andre næringsstoffer, som kommer i maven og tarmen. Nogle gange for at bearbejde og omdanne stofferne til en form, som kroppen lettere kan udnytte.

Galde og galdesalte

Leveren kaldes “kroppens største kirtel”. Og den udskiller 1/2-1 liter kirtelsekret – galde – i døgnet. Idet galdeblæren suger vandet tilbage til blodet, koncentreres galden imidlertid til én dl.

Galden oplagres desuden i galdeblæren, indtil den slippes ud i tarmen efter et måltid. Galden hjælper nemlig med ved fordøjelsen af fedtstoffer.

De såkaldte galdesalte virker omtrent som et opvaskemiddel, når de opløser og findeler fedtet i maden, således at fordøjelsesenzymerne bedre kan få opdelt fedtmolekylerne i mindre dele.

Galdesaltene er også med til at fragte disse dele frem til tarmens celler, hvor de optages.

Desuden indeholder galden en hel del rene affaldsprodukter, som kommer ud af kroppen denne vej. Fx er det den eneste måde, man får fjernet overskud af kolesterol på.

Gulsot

Selve leveren uskadeliggør også række affaldsstoffer og gifte, som er dannet i kroppen. Et af disse stoffer virker faktisk som et synligt tegn på, at leveren er syg. Når de røde blodlegemer bliver gamle og dør, dannes der nemlig et affaldsstof, der hedder bilirubin, som giver galdens dens farve. Det er et olieagtig stof, der ikke så let blander sig med vand, og kroppen kan derfor ikke komme af med det gennem urinen. I stedet for føres det med galden til tarmen og derefter ud med afføringen.

Hvis det skal ske, må leveren imidlertid omdanne bilirubinet, så det bliver mere vandopløseligt. Hvis det af en eller anden grund ikke sker, ophober bilirubinet sig i kroppen, og huden og det hvide i øjnene bliver mere eller mindre gulligt. Man har fået gulsot.

Gulsot er ingen sygdom, men symptom, der kan skyldes flere forskellige sygdomme i leveren. Det kan også hænge sammen med, at de røde blodlegemer er skadet. Så dannes en større mængde bilirubin, og leveren kan ikke helt følge med.

Stor overkapacitet

Endelig udsender leveren en række vigtige stoffer, som skal bruges forskellige steder i kroppen, fx nitrogenbaser, en bestanddel af arvemassen, DNA, som desuden bruges til andre formål i cellerne.

Og i blodet findes en række proteiner, som leveren er ansvarlig for. Det er stoffer, som er nødvendige for blodets koaguleringsevne, for immunforsvaret og som bærere af visse stoffer, som fragtes med blodet.

Leveren er med andre ord livsvigtig for mange forskellige funktioner. Så det er derfor godt, at den er så stor. Eksperimenter på forsøgsdyr og ulykker med mennesker har vist, at hvis leveren ellers er sund, kan den fungere normalt, selv om man fjerner hele 80 % af den. Hos yngre, raske mennesker vil den i øvrigt vokse ud igen på ganske kort tid.

Alligevel arbejder leveren hårdere end de fleste andre organer. Til trods for at den hos voksne kun udgør 2 % af kropsvægten, står den for hele 25 % af stofskiftet og har derfor 1-2° højere temperatur end resten af kroppen.

I antikken blev leveren anset for være selve livets sæde. Både i Grækenland og Romerriget spåede præster om fremtiden ved at tyde tegnene i offerdyrenes lever. Denne tro opstod i Mesopotamien, og i Ezekiels Bog fortælles om, hvordan kongen af Babylon lod sine vismænd spå i lever, før vigtige beslutninger skulle træffes. Ren overtro. Men den moderne videnskab har alligevel påvist, at leveren i allerhøjeste grad er vigtig.