Godt at vide Lever

Leveren – vores krops laboratorium

Dag og nat, så længe hjertet slår, løber der hvert minut 1½ liter blod gennem de små blodkar i leverens indre. Her bliver blodet kemisk omhyggeligt undersøgt af levercellerne. På 24 timer bliver der altså filtreret og afprøvet mere end 2.000 liter i dette fantastiske laboratorium. Leveren udfører ca. 30 forskellige funktioner men hvordan ser den egentlig ud, hvor i kroppen sidder den, hvad laver den, og hvad kan der ske med den?

Hvordan ser leveren ud, og hvor sidder den?

Kigger man som lægen på leveren med et laparoskop, ser man et rødbrunt, temmelig stort kirtelorgan øverst til højre i bughulen. Den ligger lige under mellemgulvet og dækkes næsten helt af ribbenene. Den er mellem 15 og 18 cm lang og 20 cm i diamenter, og den har form som en kegle eller et tresidet prisme og består af to lapper, hvoraf den ene er ca. 3 gange så stor som den anden.

Leveren er den største og med sine 1,5 kg også den tungeste kirtel i kroppen.

Arbejdsopgaver

Man har regnet på, hvor mange opgaver den udfører i kroppen, og er kommet frem til ca. 30 funktioner. Her ser du en liste over de væsentligste:

  • Opbygge kroppens proteiner af de småbitte næringsstofelementer, som optages i tarmen og føres med blodet til leveren.
  • Oplagre sukker i form af glykogen for at kunne stille det til rådighed for kroppen, når der er behov for denne værdifulde energileverandør.
  • Genkende giftige og skadelige stoffer, som kommer ind i de kemiske filtre via blodbanen. Leveren sorterer disse stoffer fra, binder dem, uskadeliggør dem og udskiller dem af kroppen.
  • Omdanne og oplagre leveren fedt.
  • Danner de for fedtforbrændingen så vigtige galdesafter og galdesalte, som opbevares i galdeblæren og efter behov bliver indsluset i tarmen via galdevejene.
  • Producerer forskellige stoffer, som har betydning på blodets evne til at størkne.
  • Danner og oplagrer stoffer, som anvendes til dannelse af røde blodlegemer og andre bestanddele i blodet.

Funktion

Bortset fra lungen er leveren det eneste organ i kroppen, som indeholder ligeså meget arterielt som venøst blod. Iltforsyningen klares af leverarterien, mens forsyningen af såkaldt “arbejdsblod” klares af portåren. Denne transporterer i praksis alt blodet fra fordøjelsesorganerne ind i leveren og med det ikke blot de kemisk nedbrudte næringsstoffer, som er optaget i tarmen, men også blod fra milten, hvor resten af de blodlegemer, som kroppen har dannet, befinder sig. Portåren går ved “leverporten” ind i leveren – og det er naturligvis deraf, den har fået navnet. Derefter forgrener den sig, og disse forgreninger indgår i leverlapperne som byggestene i leveren og forgrener sig videre til kapillærerne.

Fra levercellerne kontrolleres og “forarbejdes” blodet. Levercellerne, som er forbundet med leverlapperne af bindevævsstoffer, tager sig af de egentlige, biokemiske opgaver i organet. Resultatet er forskellige stofskifteprodukter og galdesaft. Det forarbejdede blod samler sig i 3-4 korte levervener og flyder væk gennem den nedre hulvene. Det var en – meget forenklet – gennemgang af opbygning og funktion i kroppens “chefkemiker”.

Hvilke energier der omsættes i leveren, kan man bedst sætte sig ind i, når man tænker på, at vi har med det varmeste kropsorgan at gøre: Det blod, der strømmer ud fra leveren, er det varmeste, der findes i kroppen.

Mulige sygdomme

Når man tager i betragtning, hvor mange og for de fleste vedkommende livsvigtige opgaver leveren udfører, så er det mere end forbløffende, hvor robust den er. Der skal meget til, før den bliver syg.

Så derfor er svaret på spørgsmålet “Kan man leve uden en lever?” et meget klart “nej”, men hvis man spørger, om det er muligt at bortoperere selv en stor del af leveren og alligevel leve et normalt liv, så er svaret et ligeså klart “Ja”. Leveren har en meget stor “reservetank”: Til opretholdelse af dens funktion er det kun nødvendigt med en femtedel af den samlede levermasse – hvis man samtidig lever et mådeholdent liv.

Men uanset hvor godt det lyder, så er der altså grænser for leverens tålmodighed. Ved alt for stor belastning reagerer den med sygdom, og mange af de sygdomme, der kan ramme leveren, er dødelige. Og det lumske ved disse sygdomme er, at de kan udvikle sig over lang tid uden at blive opdaget, og uden at den ramte mærker noget.

Skrumpelever (cirrhose)

Det gælder også for den frygtede sygdom levercirrhose. Dette udtryk betegner et gradvist forfald i levercellerne, hvor det ødelagte væv erstattes af arvæv. Leveren bliver dermed mindre – og den bliver hård, med det resultat, at blodet ikke i tilstrækkelig grad bliver forarbejdet, dvs. afgiftet. Kroppen vil derefter langsomt begynde at forgifte sig selv. Skrumpelever kan have forskellige årsager. Den kan udløses af andre leversygdomme, men hovedårsagen er som oftest alkoholmisbrug.

Man diskuterer ofte, hvor meget man kan drikke, uden at man risikerer at få leverskader. Men det er umuligt at give noget endegyldigt svar, for mange individuelle faktorer spiller ind. Flere glas “hård” spiritus efterfulgt af en flaske vin dagligt giver måske ikke spor af leverskader hos én person, men kan have alvorlige følger for en anden. Skadernes omfang afgøres af genetisk disposition, hvilken forfatning kroppen er i, og af personens kostvaner.

Men hvordan kan man overhovedet mærke en leverskade? Nogle af tegnene på en skrumpelever er appetitløshed, kvalme, opkastning og vægttab, samt en følelse af at være overfyldt. Desuden kan man opleve smerter i den øverste del af bughulen, og der kan opstå fordøjelsesproblemer. I et fremskredent stadie føler patienterne sig energiforladte, sløve og svage. Hævede ben, væskeophobninger i bugen og mental forstyrrelse er tegn på, at sygdommen har nået et alvorligt, ofte allerede uhelbredeligt stadie.

Men diagnosen “levercirrhose” er ikke nødvendigvis en dødsdom. Erfaringen viser, at sygdommen ikke nødvendigvis udvikler sig, men kan standses på alle stadier. Og der findes også operationer, som kan hjælpe cirrhose-patienter.

Virusinfektion (hepatitis B)

Ud over levercirrhose er der en anden sygdom, som man bør tage alvorligt, nemlig virusinfektion af leveren, kaldet serumhepatitis (hepatitis B). Den skyldes sandsynligvis en anden sygdomsfremkaldende mikroorganisme end smitsom leverbetændelse. Serumhepatitis er ved at blive til en moderne sygdom – i form af gulsot, som undertiden begynder med maveproblemer, influenzalignende symptomer i luftvejene og ofte også gigtagtige ledsmerter. I modsætning til smitsom leverbetændelse, som kan skyldes dårlig hygiejne, forurenet vand og mangel på næringsstoffer, bliver serumhepatitis undertiden overført ved blodtransfusioner.

Men under alle omstændigheder er der ikke lige stor risiko ved alle transfusioner. Man behøver ikke frygte at blive ramt af sygdommen, selv om man efter et uheld eller en alvorlig operation har brug for en blodtransfusion. De blodlagre, som står til lægernes rådighed, er som oftest omhyggeligt udvalgte og upåklagelige. Man bør være mere forsigtig med blod, der kommer fra de såkaldte kommercielle blodlagre. Men også her lykkes det nu oftest med hjælp fra radioaktivt markerede antistoffer at finde og udskille de hepatitis-kim, som måtte findes i blodet.

Men det er stadig et problem, at hepatitis B ud over blodtransfusion også kan overføres via urene injektionssprøjter, fx blandt narkomaner. Hepatitis-smitten kan desuden overføres via tæt kropskontakt og samleje. Herom skriver amerikanske læger fra Houston i Texas i New England Journal of Medicine. Ifølge deres optegnelser er der alene i Houston seks tilfælde af hepatitis-smittede mænd, som har givet smitten videre til deres koner eller kærester på denne vis. En tekniker, som blev smittet ved rengøring af en kunstig nyre, nåede at overføre sygdommen til tre kvinder, inden hans sygdom blev opdaget.

Heldigvis behøver leversyge patienter selv ikke i svære tilfælde at fortvivle, så længe de blot holder sig til en ubønhørlig regel. Denne regel kan man udlede af en sætning, som leverspecialisten, professor H. Francke, direktør for Medizinische Poliklinik ved universitetet i Würzburg, har formuleret: “Vi læger har … igennem de forgangne års erfaringer fra tidligste tid lært, at grundlaget for enhver målrettet og lovende behandling af lever- og galdesygdomme er et detaljeret kendskab til, hvad der er galt.”

Med andre ord: Den nøjagtige diagnose er vigtig. Derfor bør man, hvis man mener, at der er noget i vejen med ens lever eller galdeblære, opsøge en specialist og ikke selv prøve sig frem med medikamenter, som man er blevet anbefalet – måske efter en overfladisk undersøgelse.

Der findes fremragende metoder, som gør det muligt at få et nøjagtigt billede af leverens funktion, bl.a. specielle undersøgelser af blod, urin og afføring. Men det gælder frem for alt, at det er en faglig specialist, der skal foretage disse undersøgelser.

Læs også
Leveren – kroppens kemiske fabrik
Hvor sund er din lever?
Leverstyrkende droger
Hold din lever, dine nyrer og dine lunger i topform
Cardulon med marietidsel, en gammel levervirksom lægeplante
Løvetand til din lever
Artiskokken – leverens ven
Lecithin – kemi og anvendelse
Valleprotein kan måske forhindre fedtlever