Kosttilskud Lever

Cardulon med marietidsel, en gammel levervirksom lægeplante

Marietidsel  (Silybum marianum) har været brugt som lægeplante siden oldtiden. Frøene indeholder silymarin, der er i stand til at beskytte leveren mod flere gifte, bl.a. løgknoldet fluesvamp. Samtidig stimulerer marietidsel leverens evne til at regenerere sig og til at nydanne leverceller. Derudover virker silymarin (flavonoidforbindelser, hvoraf man har isoleret 3 indholdsstoffer: silibinin, silidianin og silicristin) “stabiliserende” på levercellemembranerne og forhindrer, at levergifte trænger ind i cellerne, samtidig med at udtræden af opløste cellebestanddele hæmmes. Takket være sine antioxidative egenskaber modvirker silymarin også skader i cellemembranerne og stofskifteprocesserne, som fremkaldes af frie radikaler.

Cardulon er et ekstrakt af marietidselfrø, som bruges til at reducere leverskader fra alkohol og medicin, mod kronisk leverbetændelse, skrumpelever og forgiftning.

Leverens opgave i stofskiftet

Leveren er det centrale stofskifteorgan i organismen. Alle stoffer, der optages i blodet fra tarmen, føres over portåren til leveren, og hvis de ikke nedbrydes fuldstændigt, afgives de igen til kredsløbet efter oplagring eller omdannelse enten i form af synteseprodukter eller udskillelsessubstanser. Sammenfattende spiller leveren følgende roller i stofskiftet:

Aminosyre-, kvælstof- og proteinstofskiftet 

  • syntese, omdannelse og nedbrydelse af aminosyrer
  • syntese af urinstof, urinsyre og kreatinin
  • syntese af enkelte plasmafaktorer og koaguleringsfaktorer

Fedtstofskiftet

  • syntese og nedbrydelse af fedtsyrer
  • syntese af triglycerider, fosfolipider, kolesterol, lipoprotein og ketonlegemer

Kulhydratstofskiftet

  • oplagring og mobilisering af glykogen
  • syntese, omdannelse og metabolisering af glukose, galaktose, fruktose, glukoronsyre og andre monosaccharider

Galdesyrestofskiftet

  • dannelse af galde
  • nysyntese og galdesyrers enterohepatiske kredsløb

Virkemekanismer

Cardulons terapeutiske virkning beror frem for alt på følgende effekter:

  • Membraneffekt. Silibinin indgår i biokemiske processer i levercellemembranerne og blokerer bestemte bindingspunkter eller transportsystemer på levercellen og hæmmer optagelsen af fremmedstoffer, fx svampegifte. De normale ind- og udtransportprocesser i leveren påvirkes ikke. Et direkte samspil mellem silibinin og membranerne er blevet påvist i dyreforsøg. Cardulon øger membranresistensen og beskytter dermed cellerne mod forskellige levergifte. Præparatets antioxidative egenskaber medvirker også til membranstabiliseringen.
  • Antioxidativ virkning. En række levergifte kan føre til dannelse af frie radikaler og fremkalde en oxidering af de flerumættede fedtsyrer, der findes i cellemembranerne som essentielle bestanddele. Det fører til en ødelæggelse af membranerne og til en negativ påvirkning af stofskifteprocesserne. Silibinin har den egenskab, at det virker som en radikalopfanger. Det kan således effektivt afbryde oxideringen af fedtsyrerne. Undersøgelser tyder på, at silymarin udøver sin antioxidative virkning gennem stimulering af antioxidativt virkende enzymer, fx superoxid-dismutase (SOD), og opviser derudover en immunstyrkende aktivitet.
  • Regenerative effekter. Undersøgelser viser, at silibinin øger proteinsyntesen. Det gælder både for strukturproteiner og funktionsproteiner. Levercellernes biosyntesekapacitet påvirkes derved positivt, hvilket er af stor betydning for levercellernes regenerationsprocesser.

Kilder
Berenguer J et al: Ensayo doble de silimarina frente a placebo en el tratamiento de hepatopatias crónicas de diversa génesis. Münch. Med. Wochenschr. (spansk udg) 119,240-260 (1977).
Brodanoa M et al: Aktuelle Hepatologie, s. 30 – 39, Lilbeck 1977.
Di Mario F et al: Der toxisch-metabolische Leberschaden, s. 54-59, Lübeck 1981).
Fehér J et al: Medical Weekly, 130, 2723-2727(1989).
Fiebrich E et al: Silymarin, an inhibitor of lipoxygenase. Experientia 35, 1548-1550 (1979).
Fintelmann V et al: Therapiewoche 30, 5589-5595 (1980).
Frerick H et al: Der Kassenarzt 33/34, 36-41 (1990).
Hammerl H et al: Über die Objektivierung der Silymarinwirkung bei Leberkrankkungen. Med. Klin. 66, 1204-1208 (1971).
Holzgartner H: Therapiewoche 20, 1868-1869 (1970).
Kiesewetter E et al: Ergebnisse zweier Doppelblindstudien zur Wirksamkeit von Silymarin bei chronischer Hepatitis. Leber, Magen, Darm 7, 318-323 (1977).
Kurz-Dimitrowa D: Leberschutzbehandlung psychiatrisch-neurologischer Patienten bei Langzeittherapie mit Psychopharmaka. Z. Präklin. Geriatr. 9, 275 (1971).
Saba P et al:TherapeutischeWirkung von Silymarin bei durch Psychopharmaka verursachten chronischen Hepatopathien. Gazz. Med. Ital. 135 (4), 236251 (1976).
Salmi HA et al: Effect of silymarin on chemical, functional and morphologieal alterations of the liver. Scand. J. Gastroenterol. 17,517-521 (1982).
Schmidt L: Beiträge zurtherapie des Alkoholismus und alkoholtoxischer Leberschäden. Therapiewoche 21, 2466-2469 (1971).
Seitz HK: Metabolische Aspekte der alkoholischen Lederschädigung,Teil 1: Epidemiologie und Alkoholstoffwechsel. Z. Gastroenterologie 22, 669-681 (1984).
Situnayake, R. D. et al.: Lipid peroxidation and hepatic antioxidants in alcoholic liver disease. Gut 31, 1311-1317 (1990)
Suematsu T et al: Lipid peroxidation in alcoholic liver disease in human alcoholism. Clin. Exp. Res. 5, 427-430 (1981).