Energi Hjerne Vitaminlignende stoffer

Det skal du vide om PQQ

PQQ står for pyrroloquinolin-quinon og anses for at være et såkaldt longevity-vitamin – det vil sige et vitamin, der bidrager til at sikre dig en lang levetid. Det er et stof, der produceres af bakterier, og det findes i frugt og grønt.

Bakteriernes PQQ medvirker til, at de kan fordøje alkohol og sukker og omdanne det til energi. Denne energi hjælper bakterierne til at overleve og trives. Dyr og planter anvender ikke stoffet på samme måde som bakterierne, men det er en vækstfaktor, der understøtter dyr og planters vækst. Forskningsresultater tyder desuden på, at PQQ bidrager til at håndtere belastninger i dyr og planter.

Planter absorberer PQQ fra bakterier i jorden og anvender stoffet til vækst – og det forekommer derefter i frugt og grønt. Stoffet findes derfor naturligt i masser af forskellige fødevarer, fx

  • gærede sojabønner (natto)
  • PQQ findes bl.a. i persillegrøn peber
  • kiwi
  • persille
  • te
  • papaya
  • spinat
  • bladselleri.

Desuden findes det i brystmælk. Dette skyldes formentlig, at det bliver optaget i mælken fra frugter og grønsager.

Nogle forskere hævder, at PQQ er et essentielt vitamin, fordi mindst ét animalsk enzym har brug for PQQ for at kunne danne andre stoffer. Dyr synes at have behov for stoffet til naturlig vækst og udvikling, men selvom vi mennesker ofte har PQQ i kroppen, er det stadig uklart, om det er af afgørende betydning for os.

Sundhedsfremmende egenskaber ved PQQ-tilskud

Der findes endnu ikke en omfattende forskningsbase for PQQ; faktisk er hovedparten af forsøgene foretaget på dyr. Der findes dog enkelte forsøg på mennesker, men det står stadig ikke helt klart, hvordan stoffet kan påvirke menneskekroppen. Men de første resultater tyder på, at der er sundhedsfremmende fordele at hente.

Antioxidant

Når kroppen nedbryder mad til energi, opstår der frie radikaler. Normalt vil kroppen være i stand til at fjerne disse frie radikaler, men hvis der er for mange, kan der opstå skader, som kan føre til kroniske sygdomme. Antioxidanter er i stand til at bekæmpe frie radikaler.

PQQ er en antioxidant, og forskningsresultater viser, at den er bedre til at bekæmpe frie radikaler end C-vitamin. Antioxidanter fungerer bedst sammen, så det er endnu uklart, om indtagelse af stoffet som enkeltstående kosttilskud kan medvirke til at bremse udviklingen af sygdomme.

Mitochondrie-dysfunktion

Mitochondrierne er cellernes kraftværker, og problemer på dette mikroniveau kan føre til hjerteproblemer, diabetes og kræftsygdomme. Data fra dyreforsøg viser, at PQQ medvirker til at danne flere mitochondrier, men der findes kun meget få data fra forsøg på mennesker.

Et forsøg har testet PQQ-tilskud til mænd, der dyrkede aerob træning i en periode på seks uger. Stoffet øgede antallet af mitochondrier ved at påvirke visse proteiner under træningen. Et andet forsøg har vist, at tilskud øgede mitochondriernes aktivitet.

Anti-diabetisk virkning

Problemer med mitochondrierne er en af de faktorer, der forårsager diabetes. Livsstilsvalg som for lidt motion, usund mad, stress og dårlig søvn påvirker mitochondriernes sundhedstilstand. Data fra dyreforsøg viser, at PQQ-tilskud kan afhjælpe problemer i mitochondrierne som følge af diabetes (en gruppe mus responderede bedre på insulin). Men der er ingen videnskabelige beviser for, at stoffet kan hjælpe mennesker med diabetes.

Betændelse

PQQ kan mindske betændelsestilstande ved at mindske markører for bl.a. C-reaktivt protein og interleukin-6 i blodet.

Nootropika

Stoffer, der understøtter hukommelse, opmærksomhed og indlæring, kaldes nootropika eller “smart drugs”. Forsøg viser, at PQQ øger blodstrømmen til hjernestammen – den del af hjernen, der understøtter de kognitive funktioner. Dermed kan kosttilskuddet potentielt også lindre hukommelsesproblemer hos ældre.

Søvn og humør

PQQ har muligvis også en positiv indvirkning på søvnen, så du sover bedre og længere. Og ved således at mindske træthed kan det i anden række også løfte humøret.

Dosis og evt. bivirkninger

På grund af manglen på videnskabelige beviser er det endnu uklart, om PQQ har bivirkninger. Dets virkemåde er endnu ikke fuldt belyst.

PQQ i fødevarer er forskellig fra den variant af stoffet, du finder i kosttilskud. Tilskud er som oftest i form af pulver, som er fremstillet ved gæring af bakterier. Den maksimale dosis pr. dag er 20 mg for voksne (dog ikke gravide og ammende). Et kosttilskud indeholder ca. 250 gange mere PQQ, end man ville kunne opnå fra kosten. Det er uklart, om disse store mængder har en sundhedsfremmende virkning.

I de få forsøg på mennesker, der er foretaget med PQQ, var der ingen bivirkninger ved kort tids brug. Der er ingen meldinger om allergi eller toksicitet.

Skal jeg tage et tilskud?

PQQ findes i frugt og grønt - og som kosttilskudFordi mængden af forskningsresultater er så begrænset, er der endnu ikke fuld klarhed over, hvad PQQ kan, og hvordan stoffet virker.

Nogle kosttilskud kan interagere med lægemidler og andre kosttilskud, men man ved ikke, om det er tilfældet for PQQ. Før du indtager stoffet, bør du tale med din læge om, hvorvidt det er en god ide. Lægen har måske andre og mere velunderbyggede ideer til, hvordan dine symptomer kan afhjælpes.

Den bedste måde at få PQQ på er at spise frugt og grønt, som generelt er rigtigt godt for dig og dit helbred.

Læs mere
PQQ – et nyt anti-aging kosttilskud?
Er PQQ nøglen til aldringsprocessen?
Gener har mindre betydning for vores levetid end tidligere antaget
Antioxidanter – naturlig anti-aging effekt
Salvie er godt for hjernefunktionen
Gør noget proaktivt for at bevare et godt helbred

Kilde
https://www.webmd.com/vitamins-and-supplements/what-to-know-about-pqq-supplements