Energi Naturmidler

Ginkgo og ginseng kan måske påvirke narkose ved operationer

Kan ginkgo og ginseng påvirke narkose ved operationer? Amerikanske læger råder patienter til at stoppe med at tage naturmedicin to-tre uger før en operation. Men to danske læger anser ikke umiddelbart produkterne for farlige.

Ginkgo og ginseng kan måske påvirke narkose ved operationerTo af danskernes mest anvendte naturprodukter kan skabe problemer for patienter, der skal bedøves før en operation. Det er den amerikanske forening for anæstesiologer, der rejser mistanken mod opkvikkende naturprodukter som ginkgo biloba og ginseng. Foreningen opfordrer patienter til at stoppe med at tage urtemedicin mindst 2-3 tre uger før en operation. “Det er et stort problem for os at se vores patienter bruge disse produkter, som de tror vil gavne deres helbred, men i virkeligheden sætter de måske deres liv på spil under en operation, fordi de ikke fortæller os, at de tager dem”, siger foreningens præsident dr. John B. Neeld Jr. i et interview med Reuter.

Reaktion fra danske læger

Kaj Winther

To danske læger afviser ikke, at urtemedicinen kan have effekt på bedøvelse, men de advarer mod at skræmme folk uden grund. “Ginkgo biloba og ginseng giver begge meget energi – man bliver lysvågen. Teoretisk kan man godt forestille sig, at det kan have indflydelse på narkose. Det er muligt, men det er ikke videnskabeligt bevist. Hvis man har drukket meget kaffe, så skal man også have mere sovemedicin, før det virker”, siger overlæge dr. med. på Amtssygehuset i Gentofte, Kaj Winther, som har lavet videnskabelige undersøgelser af bl.a. hvidløg, hyben og ginkgo biloba.

Else Tønnesen

Professor i anæstesi Else Tønnesen fra Århus Universitetshospital anser det ikke for usandsynligt, at naturlægemidler kan have indflydelse på bedøvelse. Hun er lige vendt hjem fra en konference for læger i Shanghai. På konferencen blev fremlagt nogle undersøgelser, som var lavet på rotter. Forsøget viste, at ginkgo biloba påvirker mængden af et enzym, som vi alle naturligt har i kroppen, der hedder MAO-enzymet. Depressioner kan behandles med en medicin, som hæmmer dette enzym. Når patienter tager de såkaldte MAO-hæmmere, er der visse former for bedøvelse, som lægerne skal undgå. “Man kunne sagtens forestille sig, at patienter, der tager ginkgo skal undgå de samme anæstesiformer, som folk, der tager MAO-hæmmere. Ginkgo går i hvert fald ind og påvirker mængden af MAO, når der er tale om rotter, men derfor er det langt fra sikkert, at det også forholder sig sådan for mennesker,” siger Else Tønnesen.

Danskernes køb af naturmedicin bliver ikke registreret, men en Vilstrup-undersøgelse viser, at en tredjedel af alle danskere har forsøgt sig med urternes helbredende virkninger. Selv om de to danske læger ikke vil advare mod naturmedicinen, er de enige om, at det altid er klogt at fortælle sin læge, hvilke former for medicin man tager, før man skal opereres. Også når det drejer sig om naturmedicin.

Læs også
Ginkgo biloba påvirker ikke blodfortyndende medicin
Ginseng og ginkgo biloba – et godt makkerpar
Ginkgo biloba til kamp mod frie radikaler
Ginkgo biloba beskytter og bevarer din hjerne
Ginseng – et godt anti-aging middel
Ginseng – en himmelsk rod
Hvidløg kan beskytte hjertet mod skader efter operation
D-vitamin mindsker kognitive gener efter operation