Naturmidlernes historie og pionerer

Julius Hackethal: Havde han ret i sin kritik af kræftbehandlingen?

Julius Hacketahl var en af Tysklands mest omtalte kræftlæger. Hans bitre anklage mod den etablerede lægeverden lød: Kræft behandles forkert (og for brutalt), og patienterne lades i stikken. Men er der noget om snakken? Lad os se på nogle af hans udsagn:

  1. Moderne kræftlæger skelner ikke mellem godartet “husdyrkræft” og ondartet “rovdyrkræft”.
    Faktum er: Hackethal har ret, at der findes kræftarter (fx prostatakræft), som vokser langsomt og ikke er tilbøjelige til at spredes (metastaser) – altså “husdyrkræft”. Og der findes ondartede svulster (fx lungekræft), som vokser hurtigt (“rovdyrskræft”). Men enhver kræft betyder, at den røde alarmlampe lyser. Det er at spille højt spil, hvis man ikke tager “husdyrkræften” alvorligt.
  2. Mange kræftpatienter behandles til døde med stål (operation), stråle- og kemoterapi.
    Faktum er: Først når enhver svulstcelle er tilintetgjort, kan patienten igen erklæres rask. Det har man hidtil kun kunnet gøre med operation, stråle- og kemoterapi. Svulster fjernes i dag så forsigtigt, at der kun ofres lidt sundt væv. Eksempel: i stedet for en total brystoperation fjernes kun knuderne, stråle- og kemoterapi går i dag mere skånsomt til værks (færre bivirkninger).
  3. Med deres brutale diagnostik pr. finnål, tang eller kniv starter de moderne kræftlæger ved ondartet svulst en kræfteksplosion.
    Faktum er: En mistanke om kræft lader sig kun underbygge 100 % ved en celleanalyse (vævsfjernelse). Så nøjagtige er ikke engang nyudviklede svulstmarkører (fx enzymer). Og indtil videre mangler beviset på, at kræftceller spredes ved biopsi.
  4. Overdiagnostik som mammografi eller computer-tomografi stimulerer kræftcellerne til celledeling. Svulsten vokser og breder sig.
    Faktum er: Med den moderne instrument-diagnostik kan man opdage svulster helt ned til 0,3 og 0,5 mm. Denne tidlige opdagelse er en overlevelseschance for enhver kræftramt – også selv om disse undersøgelsesmetoder arbejder med røntgenstråler. Belastningen for organismen er ikke så stor, at kræften på denne måde forårsages eller opstår. Diagnoseformer som computer-tomografi anvendes desuden kun, når der er mistanke om sygdom. Mammografien anvendes som “forebyggende” kræftdiagnostik ikke oftere end hvert 2. til 5. år efter det 40. leveår – for sjældent til, at den kan fremkalde kræft.
  5. Skolemedicinere ser på kræft som et lokalt fænomen, ikke som helhedssygdom i krop, sjæl og ånd.
    Faktum er: Sjælelige kriser (fx skilsmisse) kan faktisk udløse kræft. Dette har den nye videnskab psykoneuroimmunologien påvist.
  6. Ved nødvendige indgreb er kirurgerne ofte ude af stand til med “fingerspitzgefühl” at fjerne hele det kræftramte væv.
    Faktum er: Ingen operation kan fjerne svulsten helt ned til sidste celle. Dertil er kroppens grundlæggende byggesten for små. For den radikale tilintetgørelse af kræftcellerne sørger stråle- og kemoterapi, hormonblokeringer og overopvarmning af svulstvævet.
  7. En planmæssig efterbehandling i de første 5 år efter den første konstatering af kræft finder ofte ikke sted.
    Faktum er: Efterbehandlingen findes allerede. Men her har Hackethal ret: Læger har for megen tiltro til sjælløs, højteknologisk medicin. Alene udførlige samtaler og omhyggelige undersøgelser muliggør diagnosticeringen af 90 % af alle tilbagefald.
  8. De fleste læger omgås patienterne affektløst og upersonligt.
    Faktum er: I de fremtidige medicineres læseplaner mangler der som oftest faget “psykologi”. Følgen er, at mange læger har svært ved at føle menneskelig nærhed i forhold til patienterne.

Læs også
Medier giver misvisende billede af effekten af kræftbehandling
96 % har bivirkninger af kræftbehandling
Er mammografi nødvendigt?
Ældre kvinder kan måske undgå strålebehandling
Alternativ behandling udbredt blandt kræftpatienter
Opiatbaserede smertestillende midler spreder kræft
Bogomtale: Bad Pharma

Julius Hackethal Stiftung / Leben und Werk - Für eine bessere Medizin

Karl Heinrich Julius Hackethal, født 6. november 1921 i Reinholterode; død 17. oktober 1997, var en tysk kirurg, fortaler for aktiv dødshjælp og forfatter til flere bøger, der kritiserede lægestanden.