Naturmidlernes historie og pionerer Sund kost og livsstil

Dr. Bircher-Benner: Erfaringer om råkost

Læserne har flere gange i Levende føde mødt navnet Bircher-Benner, den store læge, der grundlagde det verdenskendte folkesanatorium i Schweiz. De følgende linjer omhandler i udsnit referatet af et foredrag holdt af Bircher-Benners søn, dr. Ralph Bircher, ved den internationale vegetarkongres på Wycliffe College, Stonehouse, England, den 31. juli 1947 i oversættelse af fhv. overgartner ved Det kongelige danske haveselskab Carl Johan Hansen.

I sin indledning sagde dr. Ralph Bircher bl. a.:

“Det vil for de fleste synes mærkeligt at skulle søge så langt tilbage i menneskeslægtens historie som til tiden før lægekunstens mest primitive opfindelse for at finde grundlag, på hvilket en ny, sund og lykkelig slægt kan bygges op. Tanken er imidlertid i virkeligheden så lige til – kun alt for enkel – til at blive grebet af vor lovpriste, højtudviklede, men kunstlede intelligens.

For 52 år siden var min far – dr. Bircher-Benner – en ung læge i et af Zürichs industrielle yderkvarterer. Han var dengang på linje med tidens professionelle læger og troede nærmest, at rå føde var skadelig – navnlig for syge mennesker. Men så en dag bragte tilskikkelsen ham på andre tanker. En af hans patienter kunne ikke længere absorbere selv den finest tilberedte føde i ganske små portioner, og døden syntes vis. Så kom en vegetarven med det forslag, at man skulle forsøge med rå, frisk frugt, salat og plantesafter. Patienten var jo i forvejen dødsdømt, så her var intet at tabe. Til allerstørste overraskelse viste det sig, at her var alt at vinde, maven begyndte at absorbere, patienten kom sig og levede ekstra 24 år.

Dette måtte prøves igen, og prøven blev bestået – igen og igen.

Dr. Bircher-Benner var dengang ganske ung. Han følte det i første linje som sin opgave at hjælpe syge til sundhed, fremfor at fastslå symptomer for at kunne kurere på de syge steder. Han søgte alle midler, der kunne lede til virkelig ophjælpning af de syge, og den rå føde syntes at være en uvurderlig sundhedskilde. Han studerede emnet med stor videnskabelig grundighed og fortsatte dermed gennem 40 år. Han rejste, hvorhen han havde forhåbning om at lære noget, og indrettede sig en lille privatklinik for at have kontrol over sine behandlinger. Senere har han sagt, at han til tider, hvor sådanne prøver stod på, var gennemtrængt af en følelse, der må have været meget lig den, som var i Columbus, da hans søfolk bandt ham til masten.

Men sejr på sejr blev vundet, og klinikken og dens udstyr voksede, til den efterhånden blev et centrum for sygdomsbehandling og forskning på sit specielle område – med naturens safter og kræfter, livets oprindelige kilder, sat i højsædet, i erkendelse af, at det er den lille organisme i det syge menneske, der skal hjælpes frem.

Nu efter krigen er der fra andre lejre uimodståelige kræfter i gang, der bygger på samme lægevidenskabelige grundvold. Denne kendsgerning indebærer i sig varslet om, at lægevidenskaben i den kommende tid vil gå ind i en ny æra.

Erfaringerne har lært os, at når et menneske bliver sygt, sker dette aldrig på grund af en enkelt mangel i ernæringen, årsagen viser sig altid at ligge i mange forskellige fejl, der har borttæret helbredet ad mange forskellige veje, mangel på forskellige vitaminer og enzymer, overdrevne protein-mængder, forkert protein-kvalitet, mangel på mådeholdenhed i næringsforbruget, giftvirkninger fra bakterier og fra for trægt virkende tyktarm, alkoholforgiftning, urinsyreforgiftning, forstyrrelse af organismens mineralbalance osv.

Et indtryk af den mangfoldigt sammensatte måde, på hvilken den rå naturføde virker, får man ved at læse professor Zigelmayers redegørelse i et værk, der behandler dette emne. Mere lys er nu blevet kastet over disse problemer gennem undersøgelser, der er blevet foretaget af Wiener-universitetets medicinske klinik. Det springende punkt for næringsstoffernes optagelse er ikke i tarmene, som man altid tidligere har troet, men denne sker ved en uophørlig udveksling af energi og substans mellem blodlegemerne i hver eneste levende celle i organismen. Denne udveksling foregår ustandselig gennem billioner af punkter samtidig.

Problemet bliver altså at genoprette cellernes modstandskraft. Kan vi opnå dette, sker helbredelse overalt. Hvis det ikke lykkes, er der intet andet, der virkelig kan hjælpe. Dødelighedsstatistikken viser, at ortodoks lægevidenskab kæmper en tabende kamp på de organiske sygdommes kolossale slagmark, alle videnskabelige fremskridt til trods. Insulin fx. er uden tvivl en midlertidig hjælp for sukkersygepatienter, og vi vil ikke undvære det, men sukkersygedødeligheden er ikke des mindre i rivende tiltagende, i New York steg den med 65 % i løbet af årene 1930-44. En tilsvarende udvikling har fundet sted på gigtsygdommenes område, ja, i virkeligheden på alle degenerationssygdommenes områder; det er, som vi stod over for en frygtelig om sig gribende lavine.

Vil det være muligt at tvinge denne lavine tilbage? Og hvem formår at gøre det? Ene og alene den friske, rå plantenæring – og intet andet, så vidt vi nu kan se.

Hvordan virker så den friske, levende planteføde? Ser vi på fedme eller afmagrethed, disse to modsætninger af konstitutionel sygelighed, så står vi her over for et udmærket eksempel på den bemærkelsesværdige kendsgerning, at råkosten virker udlignende i retning af det normale på dette som på andre tilsvarende områder, som fx når det drejer sig om for stærk eller for svag afsondring af mavesyre. At råkost er den sikre vej til afmagring af den fede, synes alle at være overtydet om, men at den afmagrede vil tiltage i vægt på den samme kost, ved kun de allerfærreste.

Sukkersygen viser os et godt eksempel på råkostens lægende virkninger på specielle organer, hvis ydeevne er blevet stærkt nedsat.

Nogle lægger skylden for den kogte fødes mindre værdi, på manglen af salte eller på for stor celluloserigdom; sidstnævnte er imidlertid en hjælp imod forstoppelse. Da man opdagede vitaminerne, var der mange, der så den rå plantefødes betydning i den kendsgerning, at denne indeholdt en rigdom af vitaminer. Man troede, at man kunne forbedre på vitaminernes brug ved en kontrolleret videnskabelig dosering, og så gav man patienterne vitaminer i form af piller og indsprøjtninger; men mærkværdigt nok blev resultaterne ringere end naturens.

Helbred er en samlet helbredstilstand, og vi må prøve at se alle de forskellige sundhedsvirkende faktorer som et naturligt samlet hele.

Måske kan det hjælpe til bedre forståelse af råkostens virkemåde, hvis vi deler dens virkeområde i grupper.

Man kan sige, at det er den første gruppe, hvor virkningen manifesteres i løbet af få dage – selv i meget ondartede tilfælde: en manglende appetit vender tilbage, en unaturlig tørst forsvinder, fordøjelsen forbedres bemærkelsesværdigt, råkost er vidunderkuren for forstoppelse, den driver al overflødig væske ud af vævene, til trods for, at den i sig selv er i høj grad vandholdig.

Anden gruppe kræver uger, før dens helbredende virkninger giver sig synligt udslag. Det gælder her blodkredsomløbets system. Her er virkningen så gennemgribende og overbevisende, at lægeverdenen må genvinde den fulde tillid til, at der er håb for hele den uhyggelige gruppe af sygdomme, der falder ind herunder, og som med god grund er blevet kaldt »dræberen nummer ét«.

Tredje gruppe kræver måneder og somme tider længere tid, før virkningen viser sig. Den omfatter forstyrrelser i stofskiftet og de endokrine kirtler. God virkning kan ganske vist gøre sig gældende næsten omgående, men fuld helbredelse kræver gerne flere måneder. Dette er ikke så mærkeligt, da de nedbrydende årsager har virket gennem en række år. Organismen har et yderst omfattende arbejde at udføre for at bringe det endokrine system i orden igen. Sammenlignet med dette vidunderlige, der her opnås, synes arbejdet med at administrere hormontilskud alene at være narreværk, skønt dette ofte kan være af nogen midlertidig nytte, hvis det forenes med den omhandlede diæt.

Fjerde gruppe bruger fra 1 til 3 år, dog undertiden mindre, for at vise virkningen inden for sit domæne. Det drejer sig her om blodkar-systemet, hvis funktion har sekundær virkning på alle dele af organismen, ja, selv på øjne og tænder. I denne periode sker der ofte en fuldstændig forandring, hvor det gælder svære tilfælde af mange forskellige kroniske sygelighedstilstande såsom dysenteri, malaria, nyresygdomme, eksem, hovedpine, neuralgi, høfeber, astma, lungesygdomme, ja, selv depression.

Den femte gruppe refererer sig til »jordbunden« – konstitutionen – fra hvilken sygdomme og infektioner har deres udspring. Gennem et længere åremål sker der langsomt en fundamental forandring. Dette betyder en ny konstitution, ny vitalitet. Det betyder øget livsfylde!

Til slut sagde dr. Bircher: Vil De gerne vide min personlige opfattelse af den nuværende situation, så tror jeg, at den vil føre os ind i en omfattende omlægning og rejsning inden for den medicinske verden, og der vil ske en forbedring af menneskehedens sundhedstilstand inden for den kommende generation. Jeg giver udtryk for nogle af vor tids førende lægers syn, når jeg siger, at vi står ved begyndelsen til en ny æra, en æra, i hvilken medicinsk viden og forudseenhed vil skabe grundlaget for vor økonomi og for vor politiske planlægning.

Ser vi ud over verden, som den er i dag, vil vi ved første betragtning synes det modsatte, men symptomerne på denne nye æras komme er ikke des mindre klart synlige”.

Læs også
Kirstine Nolfi: Hvad er levende føde?
Kirstine Nolfi: Den virkelige årsag til kræft
Mikkel Hindhede: Uddrag af ‘Fuldkommen Sundhed og Vejen dertil’
Carl Ottosen: Den utrættelige forkæmper for sund levevis
Råkost giver stor modstandskraft
Grønsagsspisere har stærke knogler
Gris indgår i 187 produkter

Kilde
Uddrag af læge Kirstine Nolfi: Levende føde – råkostens betydning for sundheden (1955).