Godt at vide Naturmidlernes historie og pionerer

Julia Vøldan: Fluor og tarmbetændelse

I »Berlingske Tidende« 4.1.1975 står med store bogstaver følgende overskrift: Sundhedsstyrelsen anbefaler fluor mod hullerne i tænderne. Og med lidt mindre typer: 10 års erfaring giver baggrund for øget brug af fluor til caries-behandlingen. Inde i teksten kan man så læse følgende: “Endnu synes befolkningen ikke rede til en omlæggelse af kostvanerne, så brugen af cariesfremkaldende kulhydrater standses”. Avisartiklen var et referat af tandlægernes store januarkursus i Bella Centret i København.

Jeg tager den sidste sætning først, den om at folk ikke vil standse brugen af cariesfremkaldende kulhydrater. Hvordan skulle også den store del af befolkningen kunne være rede for en omlæggelse af kosten i rigtig retning, når alle offentlige instanser fortsætter med at lede dem i den forkerte retning?

Vore hospitaler har alle chancer for at reformere folks sygdomsskabende ernæring, når de har dem liggende ofte i ugevis og månedsvis for samfundets regning. Men nej. Sygehuskosten er præcis lige så usund som den kost, patienterne spiser derhjemme. Og sygestuerne er også ofte lige så tobaksrøgforgiftede som mange af de hjemlige stuer.

Skolerne, som betales og drives af det offentlige, burde også kunne give en god sundhedsoplæring. Men nej, sådan er det ikke. For det første går mange lærere rundt som levende tobaksreklamer, og for det andet lærer børnene så vidt mig bekendt intet om at undgå det cariesfremkaldende hvide sukker: Tværtimod kræses der for dem i skolekøkkentimerne med usunde sukkerholdige læskedrikke, desserter og kager. Måske mest i starten, men alligevel. De var bedre tjent med at lære om den kost, som overflødiggør al fluorbehandling.

Men er fluor da så farligt, at den bør frarådes, når overtandlæge Erik Randers Hansen fra Sundhedsstyrelsen og mange tandlæger med ham hævder, at 10 års erfaring giver baggrund for øget brug af fluor i cariesbehandlingen?

Ja, det er den, fordi den fluor, som bruges til tandpasta, fluortabletter, fluorskylning og fluorpensling er en så stærk gift, at få gram er nok til at dræbe et menneske. Desuden skal samme fluor være det mest elektronegative stof, som findes, hvilket vil sige, at det har en stærk strålevirkning, som på lang sigt antagelig giver skadelige bivirkninger, om end de endnu er ukendte. Endelig virker fluor diarréfremkaldende, og stadige diarréer kan blive forløber for den alvorlige tarmlidelse ulcerøs colitis, som tit ender med, at hele tyktarmen blive bortopereret.

Alt dette lærer tandlægerne åbenbart intet som helst om, for i så fald ville de være mere tilbageholdende med fluorbehandling. Og hvis de ved det, så gælder åbenbart parolen, at de skal tie stille med det. En skoletandlæge, som i et nedskrevet foredrag til forældrene havde nævnt lidt om, at fluor var et giftigt stof, der i visse tilfælde kunne forårsage mavesmerter og diarré, fik af sin overordnede cheftandlæge, som skulle gennemse manuskriptet, besked om at sløjfe afsnittet om fluorens giftighed og altså også advarslen til forældrene om at være på vagt, hvis deres børn fik diarré.

Som specialister tænker tandlægerne kun på tænder og har åbenbart ingen interesse for patienternes tarme og øvrige velfærd. Ja, de aner tilsyneladende ikke, at der er en direkte forbindelse mellem mundhulen og tarmene, og at selv ved en fluorfortynding på 1:mill. bliver tarmbakterierne så skadede, at de ikke kan værge kroppen mod fx tyfusbakterier.

En tandlægeabonnent ringede en gang til mig og bad om råd for sin treårige dreng, som ofte fik diarré, så det sprøjtede ud af ham. Jeg spurgte straks, om drengen brugte fluortandpasta, og da det blev bekræftet, sagde jeg: “Hold endelig op med det, for det er sikkert årsagen”. Tandlægefaderen lod meget forbavset og tvivlende, men jeg hørte ikke mere fra ham, så mit råd må nok have hjulpet.

En anden dreng på godt to år skulle indlægges på sygehus, fordi han led af næsten kronisk diarré. Bedsteforældrene tiggede mig om at få lov til at tage ham med på et helseskolekursus, og selv om jeg ellers ikke tog så små børn med på mine kurser, gjorde jeg en undtagelse. Da han var hos mig og skulle børste tænder i badeværelset, opdagede jeg, at han stod og slikkede på sin fluortandpasta! Jeg bad bedsteforældrene om at give ham en fluorfri tandpasta i stedet, og da barnet samtidig fik helseskolens kostplan uden nogen som helst mellemmåltider, så var diarréen standset og de åbne sår rundt om hans tarmåbning næsten lægt på en uge. Hospitalsindlæggelsen blev sparet.

I Sverige er brug af fluortandpasta til børn under fire år blevet forbudt ved lov. En sådan advarsel mod fluortandpasta burde den danske Sundhedsstyrelse hellere gå ind for i stedet for at anbefale brugen af mere fluor. Tarmsygdomme er nemlig både farligere og mere generende end caries i tænderne!

En dame, som havde lidt af diarré i et halvt år og var blevet både tynd, afkræftet og nervøs af sygdommen, ringede og bad mig om et råd. (Det var den gang, jeg endnu havde tid til at give telefonrådgivning). Jeg spurgte hende, om hun brugte fluortandpasta, hvilket hun bekræftede. Det havde hun gjort lige siden, den kom i handelen, fortalte hun. “Hold op med det”, var mit råd, “og drik i to dage udelukkende nypresset gulerodssaft og siet hvedesuppe for at rense tarmen ud. Bagefter kun kogte grønsager og kartofler samt grød og mælk i 14 dage”.

Ca. ½ måned senere ringede damen op igen og fortalte med glad stemme, at hendes plagsomme diarré var ophørt allerede efter de to første dage med gulerodssaft og hvedesuppe, og at både hendes vægt og hendes kræfter var blevet forøget efter de 14 dage på vegetarisk skånekost!

Dette var tre tilfælde, hvor tarmlidelsen blev standset på det første stadium, nemlig som almindelig diarré. Andet stadium er tyktarmskatar, også kaldet colitis eller tyktarmsbetændelse. Denne er oftest langvarig og ytrer sig med mavesmerter og afvekslende forstoppelse og diarré. Ofte er afføringen blandet med slim. Det tredje stadium er den alvorlige tyktarmsbetændelse kaldet ulcerøs colitis, hvor patienten lider af mavesmerter og diarré, ofte med slim, betændelse og blod. Hospitalerne sætter ind med prednison og salazopyrin i forsøget på at standse sygdommen; men tit bliver tyktarmen bortopereret.

På et af mine helseskolekurser kom en ung pige på tyve år, som havde ulcerøs colitis, og hvor lægerne ville bortoperere tyktarmen. Herover blev hun og hendes forældre så forskrækkede, at de omgående bestilte plads til hende på Helseskolen, og heldigvis havde jeg lige et afbud, så hun kunne komme med det samme. Vi begyndte straks på at bringe hendes balancer i orden, og da hun tre uger senere mødte til kontrol på sygehuset, var bedringen så stor, at lægerne forundret spurgte hende om, hvad hun dog havde spist?! (Det var første og eneste gang, at jeg har fået dette spørgsmål fra lægeside refereret). Pigen mente, at det var håbløst at forklare læger om plus/minus-balance og syre/base-balance, så hun svarede bare, at hun havde spist mange grønsager. Hun slap for operation, og siden har jeg fået tre hilsener fra hende. Den første gang hørte jeg, at hun var blevet rask og havde det pragtfuldt! Den anden gang var hun blevet lykkelig gift, og den tredje gang havde hun fået sit første barn!

Men ikke alle kommer i tide, så de kan undgå operation. Og begynder man først på operationsvejen, slipper man ikke altid med den første, selv om mange læger giver deres patienter den forestilling, at operation er ensbetydende med helbredelse. Her er et par eksempler på det modsatte:

En 40-årig dame skriver i et brev fra november 1974: “I december 1971 fik jeg fjernet hele min tyktarm og anlagt en ileostomi (kunstig åbning fra tyndtarmen med plastikpose for afføringen). I oktober 1972 blev endetarmen fjernet, og der blev lukket bagtil. I efteråret 1973 begyndte helbredet at gå til den forkerte side igen; jeg kunne ikke opløse de indvendige tråde, som så gav betændelse i bughulen. I april 1974 blev jeg på ny opereret for at få resterende tråde og betændelse fjernet. (Atter et hospitalsophold på l ½ måned og derefter 3 ugers rekreation). Nu mærker jeg, at betændelsen er kommet igen, men jeg er ikke glad for igen at lade mig indlægge på hospitalet. Jeg er blevet så svag, at det kniber for mig at gå op ad trapper”.

Tidligere regnede man med, at ulcerøs colitis fortrinsvis angreb aldersgruppen fra 20 til 40 år, men i de sidste ti år, hvor vi har haft fluortandpasta og fluorbehandlinger for børn, så er det sket det, at flere og flere børn får alvorlige tarmlidelser. Den yngste, jeg har hørt om med kunstig tarmudgang, er kun 7 år! Og i det følgende fortæller en mor i sit brev fra marts måned 1974 om sin søn, der fik kunstig tarmudgang, da han var 12 år: “Vor søn har nu i lang tid været plaget af ulcerøs colitis, og for snart et år siden blev han opereret og går nu med tarmen udlagt (kolostomi). Han har store synlige sår i endetarmsåbningen, og disse er blevet stadig værre, også efter operationen. Om en måned skal han til ny undersøgelse, og er der ikke indtrådt en bedring, vil lægerne fjerne hele tarmen, som eneste udvej”.

Angående tyktarmsbetændelser, såvel som alle andre betændelser, så er der efter min mening tre forhold, der spiller ind:

  • For det første er det ubalancer i kroppen, der skaber grundlaget eller grobunden for betændelse, og disse må derfor bringes i orden.
  • For det andet er det sukker, kød og fisk, der giver næring til betændelsen, og disse tre ting må derfor helt udgå af kosten.
  • For det tredje må vi undgå de ting, som svækker menneskets naturgivne forsvarssystem, den biologiske bakterieflora i fordøjelseskanalen, og det er i første række tandlægernes fluor, i anden række lægernes antibiotika og i tredje række levnedsmiddelfabrikanternes kemikalier.

Vil man styrke et menneske, må man derfor først og fremmest fjerne alle de ting fra det, som svækker dets forsvarsorganismer, de biologiske bakterier, og genskabe det indre miljø, som styrke dem og fremmer deres vækst. Dette gøres bedst ved hjælp af en mild vegetarisk diæt af ubehandlede naturprodukter.

Læs også
Slug ikke tandpastaen – fluor kan være giftigt!
Fluor til spædbørn er en unødvendig risiko
Tarmbetændelse – hvad er årsagen?
Julia Vøldans syn på sundhed og sygdom
Syre og base i kosten
Tarmbetændelse og Crohns sygdom er relateret til brug af P-piller

Kilde: Ny Tid og Vi, 1975.

art-voeldan

Julia Vøldan, født 1922, død 1988, var en af vores helt store helseforkæmpere. Hun var optaget af kroppens plus- og minus balance, syre/base-balance og søvnbalance. I 1978 blev Julia Vøldan ansat ved Raastrup Kursted ved Svendborg. Hun gjorde en kæmpe indsats for stedet, som blev kendt i vide kredse og meget besøgt. Julia Vøldan havde et stort navn hos vegetarer. Hun er bl.a. forfatter til bogen ”Plus-Minus-Balancen”, der er solgt i store oplag, ligesom Julia Vøldan var en efterspurgt foredragsholder. Da hun forlod Raastrup Kursted i 1982, åbnede hun sit eget kursted i Jyderup på Sjælland.