Godt at vide

Lægetidsskrift påpeger vildledende medicinforskning

Rapporter om medicinsk forskning synes at overdrive lægemidlernes positive virkninger og får dem til at lyde bedre, end de er, kan man læse i en artikel med tilhørende leder i Journal of the American Medical Association. Overdrivelserne sker af flere grunde: Positive resultater har en tendens til at blive offentliggjort of­tere end negative, forskerne offentliggør af og til det samme forsøg flere gange, og nogle af de dår­ligt strukturerede forsøg slipper gennem sikkerhedsnettet hos de redaktører og faglige eksperter, der skulle sørge for at sortere dem fra.

Den vildledende information skader patienterne, fordi lægerne forlader sig på den, når de skal be­slutte sig for den mest hensigtsmæssige behandling af patienterne, siger dr. Drummond Rennie, som er redaktør på tidsskriftet og forfatter til den omtalte leder. Beslutninger baseret på forkerte oplysninger kan føre til, at patienterne får et dårligere præparat el­ler et nyt, dyrt præparat, som tog sig godt ud i forsøgsrapporten, men i realiteten ikke er bedre end et ældre og billigere præparat. “I sidste ende er det patienten, der bliver den lille”, siger dr. Rennie i et telefoninterview og tilføjer, at selvom der ikke foreligger præcise tal for omfanget af den vildledende forskning, har han en mis­tanke om, at det sker ofte.

Artiklen og lederen går i rette med forskerne vedr. forsøg med præparater til behandling af leddegigt, opkastning efter operation, depression, skizofreni og dårligt immunforsvar som følge af kræftsyg­dom. Meget af denne forskning – lægemiddelforskning generelt – er finansieret af lægemiddel­virk­somheder, som ofte profiterer af den vildledende information. Men dr. Rennie tilskrev ikke blot lægemiddelindustrien problemet – han lægger også noget af skyl­den på forskerne og de institutioner, som tillader mangelfulde forskningsprojekter, og tidsskrift­re­daktører og faglige eksperter, som ikke skelner mellem god og dårlig forskning eller afslører dårlig eller misvisende forskning. “De faglige eksperter gør deres bedste, men dét er jo også kun så godt, som hver enkelt nu kan – og hvor ærlig hver enkelt er”, siger dr. Rennie og refererer dermed til det system, hvor tidsskrifterne beder eksperter gennemgå forskningsrapporter, inden de offentliggøres.

Dr. Rennie og de andre forfattere, dr. Helle Krogh Johansen og dr. Peter C. Gøtzsche fra Nordic Cochrane Center i København, beskriver adskillige kilder til forvanskning i den medicinske forsk­ning. Én kilde er “ensidighed i publiceringen”, hvilket betyder, at forsøg, der viser positive resulta­ter ved brugen af et bestemt middel, offentliggøres hurtigere og oftere end forsøg, der viser neutrale eller negative resultater. Sidstnævnte bliver måske slet ikke offentliggjort. Det korte af det lange er, at den medicinske litteratur overvejende dækker forsøg, som viser lægemidler i et positivt lys.

Dr. Kay Dickersin, professor i folkesundhed tilknyttet Brown University, har studeret ensidighed i publicering indgående. Hun siger, at mange forskere har lagt skylden over på redaktørerne under henvisning til, at de ikke vil offentliggøre negative resultater, men hun og hendes kolleger har fun­det ud af, at forskerne også selv holder de negative resultater tilbage. “Der blev stort set ikke sendt nogen forskningsresultater til redaktørerne”, siger dr. Dickersin. “Da vi spurgte hvorfor, fik vi at vide, at den væsentligste årsag var, at resultaterne simpelthen ikke var interessante”. 

Et andet problem er, at forskerne undertiden offentliggør samme data mere end én gang uden at for­tælle, at de har været publiceret før. Det kan forlede læger til at tro, at der er flere positive forsøg med et givet præparat – og dermed at det er testet på flere patienter – end det reelt er tilfældet. “Det er godt for alle – undtagen patienter og læsere”, siger dr. Rennie og bemærker videre, at de ek­stra offentliggørelser desuden får ambitiøse forskere til at se mere produktive ud og giver flere for­søgsresultater, som lægemiddelvirksomhederne kan give til lægerne. I sin leder beskriver dr. Rennie Ondansetron, et middel, som blev udforsket til forebyggelse af op­kastning efter operation. Da man undersøgte litteraturen på området, fandt man 84 forsøg med i alt 11.980 patienter – eller det troede man i hvert fald. Nogle af de foreliggende data var blevet publi­ceret to gange, og da analytikerne fik sorteret i tallene, viste det sig, at der faktisk kun var 70 forsøg med i alt 8.645 patienter. Konklusionen var, at denne dobbelt-publicering gav en 23 % forøgelse af vurderingen af præparatets virkning.

Forsøg med et andet middel, risperidone, der bruges til behandling af skizofreni, var blevet offent­liggjort adskillige gange i forskellige tidsskrifter – og under forskellige forfatternavne. Det samme gjaldt forsøg med præparater til behandling af leddegigt, hvor nogle var blevet publiceret 2-3 gange og et enkelt forsøg hele fem gange. Dr. Michael O’Connell, underdirektør på Mayo Clinic Cancer Center i Rochester, Minnesota og ekspert i kliniske forsøg siger: “At offentliggøre samme data igen under helt andre forfatternavne, som om det var helt nye data, er forkasteligt. Læserne kan kun konkludere, at der er tale om to for­skellige forsøg, som styrker konklusionerne”.

I deres beskrivelse tager dr. Gøtzsche og dr. Johansen et andet problem op: Forsøg, der er struktu­reret, så de tilgodeser ét produkt frem for et andet, som på den måde kommer til at fremstå som mindre godt. De to præparater, der omtales, er amphotericin B (fremstillet af Bristol Myers Squibb) og flucona­zole (fra Pfizer), som begge blev testet til forebyggelse af svampeinfektioner hos patienter. Forsker­ne gennemgik 15 forsøg foretaget op gennem 90’erne, herunder 12, hvor Pfizer var en af  støtterne i form af økonomiske midler, statistiske analyser og andre former for hjælp. Ved første øjekast så forsøgene ud til at vise, at fluconazole, det nyeste af de to midler, virkede bed­re. Men ved nærmere analyse fandt man ud af, at hovedparten af patienterne havde fået amphoteri­cin B oralt – og netop dette middel skal gives intravenøst og har ingen virkning ved oral indtagelse. Desuden omfattede nogle af forsøgene et tredje middel, nystatin, og resultaterne for nystatin og am­photericin var blevet slået sammen i forsøgsrapporterne. Men nystatin ved man er uden virkning, og ved at kombinere resultaterne for de to midler lykkedes det at give et negativt indtryk af amphoteri­cin B.

Da dr. Gøtzsche og dr. Johansen fik sorteret i resultaterne fra de forskellige midler, der var omfattet af forsøgene, kunne de konkludere, at fluconazole ikke var mere effektivt end amphotericin B. Da de så efterfølgende forsøgte at spørge forfatterne om forsøgenes struktur, blev deres henvendelse enten ignoreret, eller også fik de svaret, at forfatterne ikke længere havde de pågældende data. Jour­nal of the American Association kontaktede Pfizer, som svarede med ‘ingen kommentarer’.

Læs også
Medicinsnyd for millioner
Kliniske resultater kan fordrejes
Medicinske forskere nægtet adgang til forsøgsdata
Selektiv forskning
Medicinalindustrien manipulerer med lægerne
Ernæringsforskernes vigtige opdagelser
Bogomtale: Medicinalindustrien er en mafia